lørdag den 16. juli 2011

Hjemme igen


Falasarna stranden på vest-Kreta - billede lånt fra http://www.greecetravel.com

... fra en skøn uges ferie på Kreta, som havde alt det gode vejr Danmark tilsyneladende ikke har kunnet byde på.
Der er ikke pakket helt ud endnu, og fra på mandag truer så nogle arbejdsuger inden resten af ferien kan afholdes - men jeg har masser af mad-relateret at fortælle om, så jeg håber jeg kan få klemt lidt beretninger ind, inden så længe. Både om hvad vi har spist, og hjembragt af gode sager.

Lad mig bare sige at bagagevægten var steget med min. 10 kg i forhold til da vi rejste.

tirsdag den 5. juli 2011

Opskrift: Quesadillas med skinkefyld og ny krydderiblanding



I går så jeg en opskrift på quesadillas på Grillguru.dk - og det mindede mig om at det er ved at være længe siden vi har fået det sidst.
Jeg er generelt meget glad for mexicansk mad, men jeg tror næsten quesadillas hører til favoritterne. Det smager super godt (selvfølgelig kun hvis man putter gode ting i), det er nemt og hurtigt at lave, og man kan bruge alle mulige rester af kød og grøntsager.

Denne version indeholder en krydderiblanding jeg ikke havde prøvet før, bla. med fennikelfrø - heldigvis havde jeg dem stående, men til gengæld havde jeg ingen kommenfrø, som der også skulle i. Jeg erstattede kommen med spidskommen, bare for at gøre et eller andet, og fordi spidskommen trods alt også er mexicansk, og så justerede jeg ellers fyldet efter hvad jeg havde i køleskabet.

Quesadillas:
af 4 store tortillapandekager

½ tsk fennikelfrø
½ tsk hele spidskommenfrø
1/3 tsk sorte peberkorn
1/4 tsk groft salt

150 g skinkestrimler eller -tern
1 lille stykke spegepølse i tern og stegt næsten sprødt på en pande
200 g pizzaost (ikke såkaldt pizzaTOPPING, som ikke har noget med ost at gøre, men pizzaOST)
1 håndfuld semi-tørrede tomater, finthakkede
1 orange peberfrugt i små tern
finthakkede spirer fra et hedengangen rødløg
1 rødløg i meget tynde både
3 fed finthakkede hvidløg
3 spsk Cheasy Fraiche 6%
1 spsk Roasted New Mexico Green Chile (fra mit Chilihouse indkøb) eller evt. frisk chili, eller en chilisauce
4 store tortillapandekager

frisk koriander til pynt
salsa
ekstra Cheasy Fraiche 6%

Fennikelfrø, spidskommen, peberkorn og salt myrdes i en morter, eller kværnes i en krydderikværn (jeg bruger en kaffekværn, kun til krydderier).
Alle ingredienser til og med chili blandes godt sammen, og fyldes enten på en hel pandekage, som dækkes med en pandekage mere, eller man fylder en pandekage halvt, og folder den anden halvdel ind over. Det sidste er lidt nemmere at styre størrelsesmæssigt, når den skal vendes.
Pandekagerne grilles ved god varme, enten på grill eller en god pande - grillstriberne er dekorative, men ikke et must.
Når osten er smeltet er de ved at være færdige.
Pyntes evt. med friskhakket koriander og serveres med creme fraiche, salsa, tortillachips og evt. guacamole.

Konklusion:

Denne blanding af fyld fungerer rigtig godt - krydderblandingen giver en supergod smag (det er første gang jeg brugt fennikelfrø, og jeg tror ikke at kommen kunne have gjort noget for blandingen, som spidskommen ikke gjorde), og fraichen får det hele til at hænge sammen, så fyldet ikke så nemt falder ud når man vender pandekagerne.
Vi kunne kun spise 2 i alt, så der er rester til i morgen også.
Det var slet ikke fordi vi havde stået og spist fyldet på chips'ne, mens vi ventede på at grillen blev varm.
Eller...

Chilihouse og Kunst & Køkkentøj i KBH - og en våd hjemtur

I lørdags tog vi en smuttur til København, for at besøge et par gode venner, og når vi nu var i staden, kunne jeg vi lige så godt benytte os af det og besøge nogle af de butikker vi ikke sådan lige kommer i nærheden af ellers.
Chilihouse og Kunst & Køkkentøj stod højt på listen, og Lækkermåsen og Bonussønnen fulgte heldigvis villigt med.

Jeg har bestilt online fra Chilihouse før, men det er lidt dyrt i fragt, og de penge kan man jo godt bruge på varer i stedet.
Udover en indkøbsseddel fra nogle venner, havde jeg ikke på forhånd bestemt mig for hvad jeg skulle have - lige bortset fra tomatillos på dåse. Jeg har søgt højt og lavt efter den friske udgave så jeg selv kan lave "rigtig" grøn salsa, men det er ikke lykkedes at finde dem endnu, så da jeg så på hjemmesiden at de havde dem, bestemte jeg mig til at den dåsede udgave må være det næstbedste.

Butikken er ikke særlig stor, men indeholder alligevel rigtig mange spændende ting - ekspedienten kom villigt med gode forslag og råd til produkter hun ville anbefale, så det endte med følgende:




- 3 store dåser tomatillos (så skal de godt nok snart laves salsa)
- 1 lille dåse chipotle peppers in adobo sauce (jeg bruger det jævnligt i gryderetter der skal have en lidt røget stærk smag - hvis man hælder resten i en lukket plastbeholder og sætter den i køleskabet efter åbning, så kan det holde næste evigt)
- 1 glas ChuChum (skulle være godt til feks. shawarma)
- 1 glas candied Jalapeño chili (på anbefaling fra ekspedienten - det er sød-syltede chilistykker, der skulle kunne spises næsten som slik - altså hvis man er til stærkt slik. Det var først da vi kom hjem jeg så at de var med dild-smag, som næst efter koriander nok er Lækkermåsens hade-krydderurt Nummer Eins - men jeg sagde ikke noget, og han protesterede ikke ved smagsprøven)
- 1 glas roasted New Mexico green chile (hakket i en lage - forestiller mig at de er nemme at bruge i en gryderet eller lignende)
- 1 kæmpeglas Mojo Rojo (sat ned fra 120 til 39 kr. fordi der ikke er så lang holdbarhed på - har overvejet om jeg skal prøve at fryse noget af det)
- 1 flaske H.D.H. (Harold's Dangerously Hot Grillin' Sauce (på anbefaling fra ekspedienten - en lille smagsprøve antyder at den er ret stærk, med en god røget smag - men den indeholder også habanero, så det skulle være sært om man bare kunne spise den med ske))

Jeg kunne sagtens have brugt endnu længere tid (og mange flere penge) derinde, men når man tænker på alle de chilisaucer vi har i skufferne i forvejen, så var det nødvendigt at begrænse sig lidt.

I stedet fortsatte vi til KoK, som jeg også gerne have villet besøge længe.
Især en spice ball har stået højt på ønskesedlen siden jeg så den hos Klidmoster, men der røg også andre gode ting i kurven:


- 135 m stegegarn
- 3 forskellige tyller
- juliennejern
- klejnespore
- 2 størrelser metal tærteforme med løs bund (ekspedienten gav mig det råd kun at vaske dem af i hånden, og kun med vand, ikke sæbe - ellers risikerer de at ruste. Det er hermed givet videre)
- 2 runde udstikkerforme
- spice ball'en (også kaldet en krydderikugle)
- små udstikkerforme i form af en stjerne, et hjerte og en gris

Alt i alt nogle rigtig gode indkøb. Det eneste jeg kommer i tanke om nu, som jeg fortrød jeg ikke købte, var en eller anden silikoneform med små "huller", til feks at fryse små portioner af pesto og lignende i - det er enormt svært at få ud af en almindelig hård plasticform, så jeg forestiller mig at det må være nemmere med en af silikone. Men så er der jo en undskyldning for at sende en online ordre en dag.
Som om man behøver en undskyldning.

Vi tog derefter til Charlottenlund for at besøge vennerne, og tilbragte en hyggelig eftermiddag sammen med dem, og fik aftensmaden med også. Vi var en tur i Irma for at handle, og der købte vi Morten Heibergs is til desserten. Jeg kan kun på det kraftigste anbefale blåbærisen - er du så færdig den er god. Minder mig om at en blåbæris vist snart skal på menuen igen herhjemme.

Mens vi spiste var det begyndt at trække op til regn - der var de mørkeste skyer på himlen, og det var så småt begyndt at dryppe og tordne lidt.
Kl. 20 satte vi os i bilen og begav os hjemad - vi havde jo hørt lidt om det varslede skybrud.

Ikke længe efter vi var trillet ud af Charlottenlund, stod det ned i stænger - og jeg tør vist godt sige at jeg aldrig har oplevet sådan et regnvejr før. Folk holdt i nødsporet på motorvejen mange steder, fordi de ikke turde køre videre, og vinduesviskerne kunne faktisk ikke følge ordentligt med.
Men vi fortsatte, stille og roligt, gennem vandmængderne, der heldigvis endnu ikke havde hobet sig så meget op på vejene, at vi ikke kunne komme igennem.
Det første lange stykke gik sydpå mod Køge, og først da vi kunne dreje vestpå kunne vi så småt ane en opklaring i horisonten. Midt på Sjælland skinnede solen, og der kom ikke en dråbe regn, så det lykkedes os at køre fra skybruddet.

Det er forfærdeligt for alle de mennesker det har ramt, både privat og professionelt, og det er jo frygteligt at tænke på at det måske skal til at være standarden fremover, hvis man skal tro vejrprofeterne.
Så kan man kun være glad for at bo i Midtjylland, hvor det trods alt ikke sker så tit - og for ikke at have en kælder...

søndag den 3. juli 2011

Opskrift: Kokos gelato med ananas og rom - a.k.a. piña colada gelato



En af istyperne til madklubben blev en kokosis, som jeg fandt hos David Lebovitz. Da der samtidig lå en ananas i frugtskålen og skreg på at blive brugt, så endte det med at den blev blendet og puttet i isen. Og når vi nu var ude i noget med at ødelægge den oprindelige opskrift, så kunne jeg lige så godt tage skridtet fuldt ud og putte noget rom i også - piña colada gelatoen var dermed født.


Kokos gelato med ananas og rom - a.k.a. piña colada gelato:
ca. 0,75 l


1½ dl piskefløde
1 dl sødmælk
1 ds kokosmælk (400 ml)
100 lyst rørsukker
ca. ½ frisk blendet ananas
1-2 spsk Captain Morgan rom


Hæld fløde, mælk, kokosmælk og sukker i en gryde og bring det langsomt i kog. Lad det simre ved lav varme i ca. 10 minutter, mens der røres jævnligt. Tag gryden af varmen og køl blandingen helt af i køleskabet eller i isbad.
Bland ananas i og smag til med rom - pas på ikke at putte for meget i, da romsmagen godt kan blive lidt for gennemtrængende.
Kør isen på ismaskine, og frys den færdig i lukket beholder, hvis ikke den skal serveres med det samme.

Konklusion:

Isen får en fin konsistens og en god smag af kokos, med et strejf af ananasen - jeg puttede nok lige en anelse for meget rom i, for jeg synes den fik en lidt for gennemtrængende smag, men det er jo et spørgsmål om smag. Man kan selvfølgelig også sagtens udelade rommen - men så er det lige pludselig ikke en piña colada is.

Opskrift: Jamie Oliver's tomatsalat

Nyt billede pr. 27.08.11


Hovedretten til vores madklubtema for et par uger siden blev sous vide tiberedt og grillet oksecuvette, Jamie Olivers tomatsalat, fetadip med purløg og rødløg, foccacia bagt af no-knead dej, og nye forkogte kartofler, stegt færdige i ovnen med olie og krydderurter.

Jeg nøjes med opskriften på tomatsalaten
(som jeg ændrede lidt i) - oksecuvetten fik ca. 22 timer i vandbad ved 55 grader (vakuumpakket med salt og peber), og blev derefter hurtigt grillet ved meget høj varme for at få lidt striber - og resten er der links til foroven.

Jamie Olivers tomatsalat:

ca. 1 kg tomater, gerne cherry og gerne forskellige typer og farver, skåret i halve eller kvarte afhængig af størrelse

groft salt
3 spsk. balsamico
1 spsk tomatbalsamico (eller 4 spsk almindelig balsamico)

8 spsk. extra jomfru oliven olie
friskkværnet peber
1 frisk rød chili, frø fjernet og finthakket
4 fed hvidløg, finthakket
1 stor håndfuld frisk basilikum, finthakket
1 stort rødløg, finthakket

Tomaterne lægges i et dørslag og drysses med rigelige mængder salt - der skal meget til. Og når man så synes det absolut er for meget, så bruger man lige en lille håndfuld til. (Saltet skal trække vædde ud af tomaterne og forstærke tomatsmagen).
Tomaterne sættes til afdrypning over en skål eller i vasken i minimum 30 minutter - gerne længere. Det meste af saltet vil nu dryppe af sammen med vædden fra tomaterne.

Rør dressingen sammen af balsamico og olie, og bland alle ingredienserne i en skål. Lad tomaterne trække, gerne et par timer, og rør rundt af og til, så smagen af dressingen kan sætte sig ordentlig i tomaterne. 


Konklusion:


Denne tomatsalat er den bedste tomatsalat jeg selv har prøvet at lave, og den er blevet lavet flere gange siden jeg fik opskriften. Saltningen af tomaterne gør smagen SÅ meget bedre og mere intens, især hvis det er nogle lidt kedelige tomater, som ikke har fået lov at modne ordentligt inden plukningen. Dressingen er usandsynlig simpel, men giver den perfekte smag - og den bliver næsten kun bedre af at stå til dagen efter (man har muligvis kunnet se mig drikke resten af dressingen direkte fra skålen, efter den sidste tomat var spist - altså, hvis man var en flue på væggen - der var ikke gæster imens).
Man kunne sagtens blande flere ting i salaten - feks. anrette den lagvist med mozzarellaost, eller blande fetaost i den - og så sent som i dag har vi fået den igen, med en rest af friske grønne asparges. Der kunne også komme mere chili og hvidløg i, hvis man er til det.
Jeg tror ikke der er ret meget der kan ødelægge den tomatsalat.

torsdag den 30. juni 2011

Opskrift: Kompot/chutney af overskuds-eddike-jordbær og solbær


Efter at eddikeproduktionen var tilendebragt, stod jeg med en skålfuld eddike-lugtende, smattede jordbær og solbær. Ikke lige noget man bruger som fyld i koldskålen, men det var mig også imod at smide det ud, i disse stop-spild-af-mad tider.

Hvad gør man så - ja så smider man det hele i en gryde, blander lidt ting og sager i, og så har man pludselig en chutney/kompot/"marmelade", som man med lidt held kan bruge til f.eks. ost, kylling eller måske en kotelet (hvis ellers man spiste koteletter, men det lader man bare lige som om at man gør).

Jeg fandt et par opskrifter der havde samme idé som jeg, så det endte med følgende:

Jordbær/solbær chutney/kompot:
ca. 700 g

600 g jordbær og solbær fra eddikeproduktionen (hvis man bruger friske bær, eller bær fra frost, skal man nok tilsætte noget ekstra eddike, feks. 2-3 spsk æble- eller rødvinseddike)
3/4 dl lys rørsukker
1 tsk sambal oelek (eller anden stærk chilisauce)
1 finthakket rødløg
1 tsk balsamicoeddike
1 spsk finthakket frisk rosmarin
1 tsk fint havsalt

Det hele koges igennem i ca. 20 minutter, til bærene er splattede ud og det meste af vædden er kogt væk. Hældes direkte på skoldede, spiritusskyllede glas, og låg sættes på med det samme. Efter åbning opbevares glassene i køleskab.

Konklusion:

Syrlig og lidt stærk chutney, der som sagt vil være udmærket til et stykke lyst kød, eller en god ost. Jeg har stadig tomatmarmelade fra sidste års produktion, så det er ikke fordi det er den slags vi får spist mest af - men jeg vil gerne blive bedre til det, så på et eller andet tidspunkt når alle glassene fylder hele køleskabet, så får jeg det vel lært.

Opskrift: Jordbæreddike og solbæreddike

 


Efter at jeg nu et par gange har brugt hindbæreddiken som dressing på salat, er jeg kommet til at tænke på, at  man må da selv kunne lave både frugt- og bæreddike, og det til noget billigere pris end det kan købes. Det er meget muligt at den erkendelse er kommet til mig som den sidste i blogland, for jeg kan se at flere af jer derude har været i gang med bl.a. hyldeblomsteddike - men sådan er det vel, når man først indenfor de sidste par år er begyndt at lave mange ting selv, og fra bunden. Det kan stadig overraske, hvor meget man egentlig med fordel kan producere selv.

Nogle gange tror jeg at jeg skulle have været født i 50'erne og have været hjemmegående.

I lørdags kiggede jeg så småt på fremgangsmåder på nettet, og fandt ud af at det vel egentlig bare er eddike, frugt eller bær, og måske sukker, alt efter hvor sødt man vil have det, og hvor søde frugterne eller bærene er.

Der findes flere metoder - f.eks. en hvor man varmer eddike op med sukker og blander det med frugt eller bær bagefter - og en hvor man blander det hele sammen koldt og lader det trække i nogle dage. Jeg syntes bedst om metode 2, så jeg valgte at gå ud fra denne fremgangsmåde.

Spørgsmålet er så hvilken type eddike man vil bruge - den købe-hindbæreddike jeg har stående, er vist nok lavet på hvid balsamico, men jeg bestemte mig for at bruge en almindelig, og noget billigere, hvidvinseddike denne gang, til jeg lige finder ud af hvor godt resultatet bliver.

I søndags kom der derfor en ekstra flaske hvidvinseddike med hjem fra Bilka, og da der lå en pose med et par år gamle pluk-selv jordbær i fryseren, som trængte til at blive brugt så der kan blive plads til nye, så var det bare at gå i gang. Da jeg havde blandet den, kom jeg i tanke om at der også lå en pose solbær hjemme fra mine forældres have, som jeg ikke har vidst hvad jeg ellers skulle bruge til, så den blev lavet til eddike ud fra samme opskrift.

Jordbæreddike og solbæreddike:

ca. 5-6 dl

ca. 500 g rensede jordbær eller solbær, friske eller optøede fra frost
½ liter hvidvinseddike
2½ spsk lyst rørsukker

Jordbærene eller solbærene moses let med en gaffel og hældes på et sylteglas eller i en skål sammen med sukker og eddike. Det er nemmest med en beholder med tætsluttende låg, så man bare kan ryste den for at blande, men ellers tildækkes skålen bare, og man rører rundt med en ske.
Der røres/rystes nogle gange om dagen, mens eddiken trækker i ca. 2 døgn, gerne et mørkt og køligt sted.
Efter 2 døgn sies blandingen gennem et kaffefilter eller et stykke lærred (jeg bruger ubleget lærred fra en stofbutik - det tager dog temmelig lang tid med så fint stof, men hvis man gerne vil have eddiken helt klar og uden grums, så er det nok nødvendigt).
Hvis man synes den er meget for syrlig, kan man selvfølgelig tilsætte mere sukker og lade det opløse inden man hælder eddiken på rene, skoldede og spiritusskyllede glas.
Eddiken opbevares mørkt og gerne lidt køligt (behøver ikke være i køleskabet, men feks. et spisekammer, eller bare et lukket skab), og skulle kunne holde sig i årevis (hvis det nogensinde bliver aktuelt at der stadig er noget tilbage efter så lang tid)

Konklusion:

Begge eddiker får en fantastisk flot farve, som vil pynte i enhver salat. Jordbæreddiken er den der smager mest gennemtrængende af det bær den indeholder, hvor solbæreddiken er mere skarp i smagen, men stadig har en god duft af bær. Den kunne måske godt have brugt en anelse mere sukker - jeg overvejer lidt om jeg skal putte lidt sirup af en slags i, for at gøre det lidt nemt. måske lidt æblesirup vil passe godt i?
Begge eddiker vil helt sikkert blive brugt flittigt på sommerens salater, i dressinger og saucer - og jeg tror det er slut med at købe eddiker med smag i dyre domme.

søndag den 26. juni 2011

Opskrift: 3 slags bruschetta





Forretten til madklubben sidste lørdag skulle være bruschetta, og jeg havde bestemt mig for 3 slags. 


1. Ciabattabrød (en udgave jeg ikke har blogget, da jeg ikke var voldsomt imponeret over det friske brød - men som ristet i skiver var det ganske udmærket) penslet med olivenolie, derefter grillet så det er sprødt udenpå, men stadig en anelse blødt indeni - det må ikke blive helt knastørt.
Så river man et råt fed hvidløg direkte på brødet, derefter gør man det samme med en halv tomat, drysser med lidt flagesalt og pynter med lidt basilikum. Inspirationen til denne kom fra en podcast vi så fra Annemad en dag, hvor hun laver mad i Spanien.


2. Ciabattabrød penslet med olivenolie, toppet op med en færdigkøbt græskarpesto og pyntet med basilikum. 


3. Ciabattabrød penslet med olivenolie, toppet med 70% mørk chokolade der smeltes ned i brødet, og et drys flagesalt. Den havde jeg set hos Foodwishes, og syntes den lød spændende - og så kunne den fungere som "desserten i forretten" - nr. 3 ud af 3.


Konklusion:


Nr. 1 smagte overraskende stærkt, og nogle af gæsterne var overbevist om at der var chili på brødet. Men det var altså hvidløgssmagen der var ret gennemtrængende - og har man et problem med det, er det nok ikke lige den type man skal vælge. Men jeg synes den var god - og så enkel at lave at alle burde kunne være med.


Nr. 2 var lidt speciel - græskarpestoen havde en lidt mærkværdig krydret smag, men jeg tror de fleste syntes rimeligt godt om den.


Nr. 3 var nok den der overraskede mest - jeg syntes personligt at den var god, selvom den godt kunne have tålt lidt ekstra salt. Og sjovt at prøve at blande det søde og salte. Gæsterne syntes derimod dette var den mindst gode af de tre - sådan er smag så forskellig, men jeg tror også de syntes det var sjovt nok at prøve.
Måske ville den fungere bedre alene, eller som en slags dessert.


Alt i alt en fin måde at lave forret på - jeg grillede brødene et hold af gangen så de ikke blev kolde, men man skal huske at holde øje med dem (*håber ikke der var nogen der hørte at jeg stod ude i baggangen og skrabede brændte kanter af det første hold*)

Opskrift: Saltmandler med chipotlepulver, og rabarber-mojitos



Velkomsten til vores madklub sidste lørdag var som nævnt saltede mandler med chipotlepulver, og en rabarber-mojito. Mandler blev lavet dagen før, og mojitoen blev gjort næsten klar, så der kun skulle puttes is i, da gæsterne kom, så det var nemt.

Saltede mandler med chipotlepulver:
200 g

2 dl vand
3½ spsk (ca. 50 g) salt (jeg bruger fint uraffineret havsalt)
200 g mandler
ca. 1 spsk olivenolie
1/4 tsk chipotlepulver

Bring salt og vand i kog. Når saltet er opløst, hældes vandet over mandlerne i en varmefast skål, og dækkes til med et låg eller staniol, mens det trækker i 30 minutter.
Si vandet fra og hæld mandlerne i en bradepande. Rør chipotlepulver ud i olivenolie, hæld det over mandlerne og bland godt. Sæt dem i en opvarmet ovn ved 150 grader varmluft i ca. 30 min., til mandlerne er tørre og begynder at blive sprøde (de bliver mere sprøde når de er helt kolde). Køl dem af og opbevar i en lukket beholder, feks. en kagedåse.

Rabarber-mojito:
1 person

saft af ½ limefrugt (ca. 2 cl - jeg kunne ikke finde nogen øko-lime, derfor valgte jeg kun at bruge saften, i stedet for at "muddle" de hele limefrugter - det kan vist godt give en bitter smag af skallen, plus at den ikke er særlig sund at få i sin drink, hvis den er fuld af sprøjtegifte)
2 tsk lys rørsukker
ca. 8-10 små blade mynte
4-5 cl mørk rom (jeg brugte en Captain Morgan, men næste gang bliver med en Havanna Club, som vi fandt på tilbud i Bilka i dag - godt nok ikke en 7 års, men mon ikke den går an alligevel)
3 spsk ufortyndet rabarbersaft
knus is
en sjat danskvand

Limesaft hældes i et drinksglas sammen med rørsukker og mynteblade, og det hele "muddles" med en muddler eller evt. skaftet af en tyk trægrydeske. Myntebladene skal efter min mening mases temmelig godt, så der kommer mest mulig smag ud.
Tilsæt rom og rabarbersaft, fyld op med knus is (jeg brugte nogle ret store glas, så jeg fyldte ikke helt op med is) og hæld en sjat danskvand i til sidst - kun en sjat, den skal ikke fortynde drinken for meget.
Smag til, og tilsæt evt. mere sukker, rabarbersaft, rom eller lime.

Konklusion:

Mandlerne blev rigtig gode - chipotlepulveret gav godt bid til dem, og de blev ryddet totalt fra skålene inden forretten kom på bordet. Det tager jeg som et godt tegn.

Jeg elsker mojitos - den bedste jeg endnu har fået, var på Kreta sidste år, og jeg håber den samme bartender stadig er der når vi skal derned igen i år. Indtil da må vi så lave dem selv, og denne udgave med rabarbersaft er bestemt ikke ueffen. Myntesmagen skulle måske nok have været lidt mere gennemtrængende, men jeg fik heller ikke muddlet helt nok. Men den kan godt tåle en gentagelse, og så med den "rigtige" rom denne gang.

Madklub tema og anvendelse af give-away forslag



Da jeg lavede en give-away for noget tid siden, forpligtede jeg mig til at lave vinderforslagene af retter til en sommermenu, til en gæstemiddag i løbet af juni måned. Piskeriset blev den ene vinder, og havde foreslået en drink med rabarbersaft, samt brød lavet på grillen - Brygwald blev den anden, og han foreslog en Jamie Oliver opskrift på tomatsalat.

Vi skulle have madklub sidste lørdag, og jeg havde derfor bestemt at vinderforslagene skulle indarbejdes i menuen den dag. Men jeg synes egentlig at de andre forslag også var så gode, at jeg gerne ville have flest mulige af dem med i menuen. Det gav samtidig idéen til det tema som vi også skulle have fundet, da vores eneste regel for madklubben er, at der skal være et tema for menuen - det kan så være alt fra farver, ingredienser, lande, tilberedningsmetoder osv., så der er frit slag og mange muligheder for fortolkninger.

Men temaet endte altså med at blive noget a la "Blog-forslag - alle retter indeholder ting der er blevet foreslået på Heidis blog".
I løbet af aftenen skal de andre så forsøge at gætte temaet - vi har efterhånden indført den regel at man får et gæt hver, inden hver ret, og har man stadig ikke gættet det efter desserten kan der tages hjælpemidler i brug (som feks. sidste gang, hvor værterne havde lavet et regneark a la Lykkehjulet, hvor vi på skift kunne vælge et bogstav, og så blev bogstaverne afsløret som del af ord, lige som i det hedengange TV program).

Nå men efter lidt spekuleren frem og tilbage, endte det med at menuen blev som følger:

Velkomst:
Rabarber-mojitos og saltede mandler med chipotlepulver - rabarberdrink var forslag fra Piskeriset - de saltede mandler var fra Sigurd.

Forret:
3 slags bruschetta - 1 med olivenolie, hvidløg, tomat, salt og basilikum som jeg så i en Annemad podcast fornylig - 1 med olivenolie, færdigkøbt græskarpesto og basilikum - 1 med olivenolie, mørk chokolade og flagesalt, som jeg fandt hos Foodwishes (selvom han kalder dem crostini, og ikke bruschetta) - bruschetta var forslag fra Hanne K.

Hovedret:
Sous vide tiberedt og grillet oksecuvette, Jamie Olivers tomatsalat, fetadip med purløg og rødløg, foccacia bagt af no-knead dej, og nye forkogte kartofler, stegt færdige i ovnen med olie og krydderurter - tomatsalaten var forslag fra Brygwald, og brød var på sin vis forslag fra Piskeriset. Godt nok blev det ikke bagt direkte på grillen, men derimod i en bradepande på en bagesten på grillen. Lad os bare sige at jeg valgte at fortolke det lidt frit.

Dessert:
En halv banan med flødeskum og revet chokolade, og hjemmelavet jordbærgelato (eneste forskel fra den linkede opskrift er at jeg denne gang blendede alle bærene - det giver en lidt bedre konsistens), chokoladegelato og pina colada gelato (kokosgelato med ananas og rom) - bananer bagt på grillen var Rebelsigs forslag, men da vi har fået den så tit, valgte jeg i stedet at bruge bananen som en del af en slags banana split.

Lad os bare sige at temaet ikke var det hurtigst gættede i historien - faktisk blev jeg i tvivl om det var for kringlet trods alt, men til sidst lykkedes det, med lidt ekstra hjælp.

Opskrifterne på det jeg ikke har blogget om før, kommer i de følgende indlæg, og når de er lagt ud, bliver der også linket til dem heri.

Igen tak for forslagene til give-awayen - det var sjovt at komponere en menu ud fra det tema, og jeg synes egentlig det lykkedes helt godt at få det til at hænge sammen...

Opskrift: Laksekoteletter med lakridspulver og chili/hvidløgsmarinade, salat med frugt, esdragondressing og nye sprøde ovnkartofler/


Jeg har læst at blog-læsere ikke gider læse alle mulige undskyldninger for hvorfor man ikke har blogget i et stykke tid (de gider sikkert heller ikke læse en afart af ordet "læse" 5 gange i løbet af en sætning, men det er bare ærgerligt) - så i stedet for at fortælle om alle de indlæg jeg har liggende, som ikke er gjort færdige endnu, så er det vel bare at komme i gang.

I fredags skulle der findes på noget let aftensmad på vej hjem fra arbejde, og i Superbest blev det til et par laksekoteletter fra deres afdeling med frisk fisk. Som jeg i øvrigt får brugt alt for lidt, men man skal jo starte et sted.
Der var allerede ingredienser til en salat i køleskabet, og de skreg på at blive parret med nogle jordbær der sang på sidste vers (de havde på daværende tidspunkt stået i køleskabet i en uge, med overraskende få dødsfald imellem - gud ved hvad de bliver sprøjtet med) og en mangofrugt.
Tilføj nogle nye kartofler som blev stegt mega-sprøde i ovnen (det er ikke så tit det lykkes mig at få dem gode, men denne gang blev de noget nær perfekte) og en esdragondressing af Cheasy fraiche 6%, og så var der sommermenu klar (selvom det ikke rigtig var sommer i fredags).

Det er jo så moderne at bruge lakridspulver til alt muligt, også til fisk, så jeg ville ikke stå tilbage. Derfor kom der lakridspulver på min kotelet, sammen med lidt citronsaft og chili/hvidløgsmarinade, mens Lækkermåsen fik det samme uden lakridspulver (han har desværre ikke opdaget det gode ved lakrids i maden endnu).
Hurra for forskellighederne.

Laksekoteletter med lakridspulver og chili/hvidløgsmarinade:
2 personer

2 laksekoteletter
fint salt og sukker
2 små røde chilier
2 fed hvidløg
ca. 2 spsk rapsolie
citronsaft

lakridspulver

Laksekoteletterne tørres med køkkenrulle, hvis der er skind på renses skællene evt. af, og kødet drysses med salt og sukker på begge sider og lægges i køleskab et par timer. (Så vidt jeg har forstået gør man dette for at trække vædden ud af fisken og gøre den mere fast - og så er det også metoden man bruger til gravet fisk, men det er en anden historie).
Efter et par timer skylles fisken under koldt vand og tørres med køkkenrulle igen.
Marinaden laves af chili, hvidløg og olie, som blendes, og smørres på begge sider af fisken, der dryppes med citronsaft og den lægges i køleskab igen et par timer. Til lakridsfisken drysses desuden et par tsk lakridspulver på.
Fisken steges i en blanding af rapsolie og smør i ca. 3-4 minutter på hver side afhængig af tykkelse, til den er lige netop nok.

Salat med frugt:

blandede salatblade
jordbær i halve
mango i tern
rødløg, finthakket
radiser i små tern

hindbæreddike
olivenolie

Alle grøntsager og frugt blandes, og eddike og olie serveres til så man selv kan hælde på sin portion.

Esdragondressing:
(jeg fik ikke taget mål, så den må tages lidt på gefühl og efter smag)

Cheasy fraiche 6%

citronsaft
salt og friskkværnet peber
friskhakket purløg
friskhakket esdragon
finthakket citronskal

Det hele blandes sammen og trækker gerne et par timer i køleskab.

Nye sprøde ovnkartofler:

ca. 600 g små nye kartofler
olivenolie
salt og friskkværnet peber
frisk timian

Kartoflerne gøres rene, men skrællen beholdes på. De koges hele i godt saltet vand i ca. 5 minutter. De trækker videre i kogevandet i ca. 5-7 minutter til de er knapt møre.
Kartoflerne skæres i kvarte og blandes med olie og krydderier i et ovnfast fad. De steges færdige i ovnen ved høj varme, gerne ca. 250 grader, og vendes jævnligt rundt, til de er brune og sprøde.

Konklusion:

Fisken blev supergod med lakridspulveret - faktisk måtte der gerne have været lidt mere på. Det giver en god kontrast til den fede laks, og smager ikke slik-agtigt på nogen måde. Den smagte ikke så meget igen af chili/hvidløgsmarinaden, men jeg tror også noget af den røg af under stegningen.
Esdragondressingen passede fint til, med den lidt anis-agtige smag fra krydderurten, og det gik for en gangs skyld fint med at tage den på slump.
Kartoflerne blev bare knaldhamrende gode - super sprøde udenpå, og bløde indeni. Vi spiste rub og stub og måtte kæmpe lidt om de sidste.
Salaten var dejlig med frugten, og hindbæreddiken er simpelthen fantastisk at bruge som salatdressing. Selv Lækkermåsen er begejstret, selvom han normalt er mest glad for søde ting.
Alt i alt en dejlig og let aftensmad.

Billeder:

Færdig laks


Blandet salat


Supersprøde kartofler - kunne godt lige spise en håndfuld af dem nu...

onsdag den 22. juni 2011

Kalder Aalborg folket - mangler forslag til god restaurant!



Jeg ved der sidder en masse Aalborg bloggere derude, så i ved garanteret lige nøjagtig hvad i skal foreslå mig.
Jeg er med til at arrangere en firmatur til efteråret, hvor vi først skal op på Grilleret i Nørresundby og lave brunch, og derefter spise på en eller anden restaurant i Aalborg, og overnatte på hotel.

Chefen har selv foreslået Mortens Kro, som laver et arrangement i samarbejde med Quality Hotel - men det er sviiiiinedyrt hvis alle 15 mulige mennesker ender med at melde sig til. Og man kan jo ikke være bekendt at håbe der er nogen der ikke kan?!
Så indtil vi ved hvor mange vi bliver, er vi nød til at finde på nogle alternativer - og det er her i kommer ind.

Maden behøver ikke nødvendigvis være i samme gastronomiske højde som Mortens Kro angiveligt er - men det skal heller ikke være stegt flæsk, eller Jensens Bøfhus. God kvalitet og råvarer, god betjening og hyggelige omgivelser er det vigtigste.
Har i nogle forslag? Det skal helst være nogenlunde i centrum af byen, da vi gerne skulle kunne bevæge os på gå-ben til hotellet - som vi så heller ikke kender identiteten på endnu, men som forhåbentlig også befinder sig nogenlunde i centrum...

mandag den 13. juni 2011

Opskrift: Jordbær gelato


I lørdags havde vi en super hyggelig dag - først en tur på Asmild Plantecenter for at bruge noget af det gavekort vi fik fornylig, som tak for at have grillet noget kød til venners barnedåb. Vi købte en fin og stor rosmarin der nu er plantet ud på terrassen, og så 6 bakker helt friskplukkede jordbær fra Kastaniegården. Meget gode var de.

Vi kørte et smut forbi nogle venner hvor vi efterlod nogle jordbær og fik lidt morgenmad, inden de skulle ud af døren og i Legoland - videre til nogle andre venner som også fik lidt jordbær, og en spontan invitation til at komme og spise om aftenen - videre til Vinkel Planteskole hvor vi købte jordbærmynte og to slags timian. Og så var der jo lige den der tilbuds-rhododendron til 50 kr., som Lækkermåsen ikke kunne stå for. Og to nye hortensiaer (Pinky Winky), som erstatning for dem der ikke har været i blomst i to år nu, pga. de hårde vintre. Og en syrisk rose (China Chiffon), som vi ikke har haft held med før, men som vi nu prøver med igen.
Videre til planteskolen i Bruunshåb, hvor der kom en almindelig mynte og en kæmpe timian med - kun 15 kr. pr. stk. (Det er så heller ikke dyre lokaler og nipsting der skal holde dén virksomhed kørende - men det er en anden historie).
Det er farligt at køre på planteskole, når man i virkeligheden bare lige skulle have lidt krydderurter.

Nå men efter 3 timer på farten, hjemme igen og få plantet nogle af krydderurterne og gøre lidt klar til vennerne kom.

Om fredagen, hvor vi var i Superbest og bl.a. købte eddiker, var der også smagsprøver (god timing) - bl.a. på hanekødsprodukter fra Gråsten. Vi købte en bakke med hot wings, og en pakke frankfurtere - hot wings som var for-marineret, kom på grillen med lidt ekstra krydderi. Vennerne havde en svinemørbrad med, og så fik vi sprøde kartoffelbåde (fra fros - so sue me) og en salat med plukkede grønne salatblade, de gode jordbær, fetaost, agurk og lidt kerner/tranebær på toppen. Salaten blev dryppet med de nye eddiker og god olivenolie. And it was all good.

Dessert skulle vi jo også have - jeg havde fundet en rest chokoladekage med peanuts i fryseren, noget KØBE-vaniljeis som vi ikke havde fået udryddet inden vi selv begyndte at lave det, og så lavede jeg en jordbær gelato af de friske jordbær. Det er den opskrift jeg egentlig bare vil frem til i dette indlæg - beklager det tog så lang tid at nå dertil, men nogle gange hører forhistorien bare med til hele stemningen. Kender i det?

Jeg undlod granatæblesaften og tilsatte i stedet lidt vaniljeekstrakt (korn fra stang kan sikkert også sagtens bruges) og lidt Limoncello for konsistensens skyld.

Jordbær gelato:
ca. 1 liter

1,75 dl sukker
1 spsk Maizena
2,4 dl sødmælk
1,75 dl piskefløde
5,5 dl friske jordbær (jeg målte dem efter de blev skåret i skiver - jeg ved ikke lige hvor mange gram eller hvor mange jordbær der var)
1 tsk vaniljeekstrakt
1 spsk Limoncello (kan sagtens undlades, og er nok mest nødvendig hvis man ikke bruger ismaskine)

Maizena røres ud i lidt af den kolde mælk eller fløde.
Resten af mælken, fløden og sukker hældes i en gryde og varmes op til sukkeret er smeltet (kogepladen stod på 6 ud af 9 her). Maizena blandingen tilsættes og det hele koges stille og roligt igennem i ca. 5 minutter, til blandingen tykner.
Tag gryden af varmen og køl blandingen ned (evt. over isvand) så den er kold nok til køleskabet.
Rens jordbærene og blend enten dem alle sammen, eller tag nogle fra og skær i små stykker hvis man gerne vil have lidt at bide i (det gjorde jeg - stykkerne skal dog ikke være alt for store, for så er de meget kolde at bide i når de er frosne). Bland jordbær, vanilje og evt. Limoncello i den afkølede mælkeblanding, og stil den gerne på køl natten over, eller bare i nogle timer så den er helt køleskabskold.
Kør blandingen på ismaskine og frys den færdig i lukket beholder. Hvis man ikke har ismaskine, røres der jævnligt i isen for at undgå iskrystaller (ca. hver halve time) til den begynder at blive fast.

Konklusion:

Citat fra vennerne: Den bedste is de nogensinde har smagt. Større ros kan man vel egentlig ikke få?
Jeg vil ikke lige lægge hovedet på blokken mht. om det er den bedste is JEG har smagt - men jeg tror det er den bedste JORDBÆR-is jeg har smagt.
Man skal som nævnt lige være forberedt på at de små jordbærstykker selvfølgelig er frosne at bide i - så næste gang tror jeg at jeg blender det hele - det bliver den lige lidt mere cremet og tand-venlig af .
Men ingen tvivl - meget lækker sommeris, som vel næsten ikke bliver mere dansk med friskplukkede danske jordbær. Klar anbefaling herfra, i hvert fald hvis man bruger ismaskine - jeg ved af gode grunde ikke hvordan den bliver uden, men hvis man sørger for at røre i den under indfrysningen, mon så ikke det går godt.

Den er i hvert fald også god i dag.

Billeder:

De skønne friske jordbær


En blanding af blendede bær og bær i stykker


Den færdige is


Og en tallerken med kage og is

fredag den 10. juni 2011

Eddikesur



Det var jeg IKKE da jeg kom i Superbest i dag, og så hvad de havde fået:
En fyld-selv-station med lækre olier og eddiker, a la Oil & Vinegar. Dette kommer fra et svensk firma, GourmetGruppen.

Der var smagsprøver, bl.a.  med forskellige oste sammen med balsamicocreme, og vi endte med at købe tomatbalsamico, hindbærbalsamico og daddel-balsamicocreme. 100 ml kostede 30 kr. inkl. flaske - 250 ml kostede 60 kr. inkl. flaske. Det er billigere end Oil & Vinegars netbutik, hvor 250 ml koster minimum 69 kr., og jeg mener at butikkerne tager ekstra for flasker, hvis man ikke har sine egne med.

Nogle af eddikerne har kunnet købes i et par uger, som færdig-fyldte flasker, bl.a. en med granatæble - men nu er fyld-selv-konceptet altså også kommet.

Det er super dejligt at der nu findes en butik i Viborg hvor man kan få disse spændende eddiker - og olier, som vi godt nok ikke kiggede så meget på.

Jeg ved ikke om det er generelt i Superbest overalt i landet de lancerer dette - men hvis du er til spændende eddiker, så hold øje. Det er vist planen at der kommer flere smagsvarianter til, så jeg glæder mig til at se hvad de fylder på...

tirsdag den 7. juni 2011

Opskrift: Grøn æblesorbet


Æblesorbet til venstre

Jeg tror stort set alle der deltog i blogtræffet tilbage i marts, var begejstrede for den æblesorbet, vi bl.a. fik til dessert. Og der var snak om at nogen havde forsøgt at lokke opskriften ud af kokken - uden held.
Der var også snak om at nogen ville forsøge at gøre opskriften efter.
Jeg havde ikke lige regnet med det blev mig, da der ikke var planer om indkøb af en ismaskine på det tidspunkt, men på lidt opfordring fra Camilla i en kommentar til dette indlæg, fik jeg blod på tanden, nu hvor udstyret er i hus.

Så der blev kigget opskrifter, og valget faldt på denne - en forholdsvis simpel opskrift.
Selve æblemosen blev lavet fredag formiddag, fik lov at trække nogle timer i køleskabet, og blev kørt til is fredag aften - så var den klar og frossen til om lørdagen.

Grøn æblesorbet:
ca. 1 liter

5 Granny Smith æbler
5 spsk citronsaft
5 spsk sukker
4 dl god ufiltreret æblemost
grøn frugtfarve
1 bæger past. æggehvide

Fjern kernehuset fra æblerne og skær dem i skiver - behold endelige skrællen på.
Kog æbleskiverne op i en gryde sammen med citronsaft, sukker og æblemost i ca. 5-7 minutter, til æblerne er bløde - de behøver ikke være kogt helt til mos.
Afkøl æblemosen lidt og blend den i foodprocessor eller blender - kør den igennem en finmasket sigte så æbleskrællerne bliver sorteret fra, og man har en ret jævn mos.
Tilsæt grøn farve lidt ad gangen - den skal være en anelse skrig-grøn - noget mere grøn end man vil have den færdige is. Jeg tror måske jeg brugte mellem ½ og 1 tsk farve.
Afkøl mosen helt i køleskab, gerne natten over. Kør den på ismaskine til den begynder at tykne - tilsæt derefter æggehvide og frys isen videre på maskinen. Frys den færdig i lukket beholder til serveringen - sæt den evt. i mikroovn på fuld effekt i ca. 15 sekunder, til den er til at kugle op.

Konklusion:

Nu er det jo efterhånden noget tid siden vi fik den æblesorbet i Vejen, og derfor er det svært at vurdere om den her var lige så godt. Men god - det var den i hvert fald.
Meget frisk, læskende og med fin æblesmag.
Måske er det snyd at tilsætte frugtfarve - men det tror jeg nu også nogle af producenterne gør.
Jeg er meget tilfreds med denne variant, og kunne sagtens finde på at lave den igen.

Billeder:

Fine grønne æbler


Æblemosen får en lidt kedelig farve


Men det kan man da heldigvis gøre noget ved


Æggehvide har mildnet det neongrønne lidt, og isen er klar til færdigfrysning (med dårlig belysning, så farven snyder lidt)


Serveret sammen med granatæblesorbet, og hasselnøddeis med chokolade


Og i dag har jeg bestilt en ordentlig isske, så vi har det rette udstyr, i stedet for den svækling jeg i min nærighed købte for 20 kr. i Superbest, og som allerede er gået i stykker. Snart kommer denne ind af døren:


Så skal der laves kugler!

Opskrift: Hummerhaler med avocado og mango, græsk kartoffelfad og den sædvanlige fetadip i lidt ny forklædning

  
For et stykke tid siden var vi på besøg hos en af Lækkermåsens tidligere kolleger, hvor vi blev trakteret med en lækker tre-retters menu - i lørdags var det så vores tur til at gøre gengæld.
Menuen endte som følger:

- Hummerhaler marineret i hvidløgs/chiliolie, stegt, afkølet og pillet, og serveret i portionsglas sammen med mangotern, avocado og hvidløgs/chiliolie (med inspiration fra forretten til den seneste madklub vi var til)
- Kæmpebøffer på mellem 370 og 510 gram, lavet sous vide ved 55 grader i 2½ time, og derefter smidt på grillen for at få lidt striber - græsk kartoffelfad med nye kartofler, broccoli, cherrytomater, oliven, fetaost og en masse krydderurter/krydderier (med inspiration herfra - jeg har tidligere lavet noget lignende, som blev portionsanrettet i små foliebakker, men det var før bloggens oprindelse) - fetadip med purløg og rødløg (vi plejer kun at lave den med purløg, men fornylig var vi til et nyt pizzatræf, hvor fetaost med rødløg fungerede som dip til brødstænger - og det var overraskende godt)
- Tre slags is - granatæblesorbet, grøn æblesorbet og hasselnøddeis med mørk chokolade (de sidste to is-varianter kommer i hver sit indlæg) - frisk ananas

Bøfferne er der ikke så meget mere at sige om, så vi springer straks til hummerforretten:

Hummerhaler med avocado og mango:
6 personer

ca. 1 kg hummerhaler, optøede, pillede og tarmstrengen fjernet
½-1 dl olivenolie
5-6 fed hvidløg
1 lille stærk rød chili
1-2 spsk citronsaft
frisk koriander
frisk persille
salt og peber

1 mangofrugt i tern
2 avocado i tern

Olivenolie blendes med hvidløg, chili, citronsaft og krydderurter, og smages til med salt og peber. Tag lidt af marinaden fra, til at bruge som "dressing" til den færdige ret.
Hummerhalerne marineres i resten af blandingen i nogle timer i køleskab. De steges på en pande eller i et fad i ovnen, til kødet er hvidt  og lige netop gennemstegt. Halerne afkøles.
Mango, avocado og hummerhaler lægges lagvist i portionsglas og overhældes med en smule af marinaden (husk at bruge den der er taget fra - ikke den de rå haler har ligget i!)
Pyntes evt. med en grøn dusk - feks. koriander, basilikum eller persille.
Serveres med godt brød og evt. smør.

Græsk kartoffelfad:
ca. 6 personer

1300 g små nye kartofler
1 broccoli skåret i mindre buketter
ca. 15 cherrytomater skåret i halve
5 forårsløg i tynde ringe
ca. 2 spsk finthakket persille
ca. 2 spsk friskhakket timian
ca. 2 spsk friskhakket rosmarin
8-10 fed grofthakket  hvidløg
½-1 dl god olivenolie
groft salt
friskkværnet peber
200 g fetaost i tern (gerne én der rimeligt nemt kan smuldres)
15-20 Kalamata oliven (udstenede)
1 bundt friske grønne asparges til pynt

Kartoflerne rengøres og koges knap møre i godt saltet vand (evt. med en dusk løvstikke og lidt mynteblade ved). Køl dem af og skær dem i halve eller både.
Hæld kartofler i et stort ovnfast fad og vend de øvrige grøntsager og krydderurter i, sammen med olie, salt og peber.
Varm kartoffelfadet i ovnen (eller på grillen ved indirekte varme) ved 200 grader i ca. 20-30 minutter, til kartoflerne er gennemvarme.
Pynt med fetaosten og asparges, og evt. oliven - eller server dem ved siden af, hvis der er kræsne gæster til stede.

Fetadip med purløg og rødløg:

1 blok god cremet fetaost (vi bruger som regel den der hedder Domyati
en sjat mælk eller fedtfattigt fraiche produkt
en ordentlig håndfuld frisk purløg
2 små finthakkede rødløg
friskkværnet peber
evt. 1 fed hvidløg

Fetaosten og mælken/fraichen blendes til en ensartet masse i blender, foodprocessor eller minihakker.
Purløg klippes eller hakkes fint med kniv og blandes i den færdigblendede feta - må ikke køre med i blenderen, da det kan give en bitter smag.
Rødløg blandes i, og der smages til med peber - og evt. hakket hvidløg (men fetaosten smager af så meget i sig selv, at det faktisk ikke er nødvendigt - og så slipper man også for klager fra de ulyksalige mennesker som ikke kan lide hvidløg).
Hvis dippen får lov at stå et par timer i køleskab bliver den mere fast i konsistensen - den kan bruges både som dip til kiks, brødstænger, grøntsager mv., som "sauce" til kartofler og som smørelse til brød.
Og den er et must her i huset til sommerens grillmenuer.

Konklusion:

Forretten blev god - hummerhalerne havde fin smag af chili og hvidløg, uden at være for stærke, og mango og avocado passer godt til.
Bøfferne var lidt ukurante, forstået på den måde at der var meget spild af fedt og ben - men det kød der var, blev rigtig godt. Virkelig mørt og pænt lyserødt hele vejen igennem.
Kartoffelfadet passer fint til mange ting - man kan sagtens udelade fetaen og oliven, hvis man ikke bryder sig om det græske islæt, og så ellers supplere med de grøntsager man nu har. Og det hele kan forberedes i god tid, hvilket også er et plus.
Fetadippen blev bare endnu bedre af at tilsætte rødløg - og den kan i øvrigt også spises sammen med kiks.

Billeder:

Forretten - avocado nederst, så haler, så mango


Nye DANSKE kartofler koges med løvstikke og mynte


Megabøffer klar til grillen


Min portion


Perfekt lyserød bøf