torsdag den 28. juli 2011

Skide (print)smart Egon

Print What You Like
Billede fra PrintWhatYouLike.com

Lige som så mange andre har jeg installeret PrintFriendly funktionen, så man (efter planen) kan nøjes med at printe det af en opskrift, som man vil. Men jeg har flere gange oplevet på min egen blog, at der er nogle afsnit man ikke kan få lov at fjerne. Jeg ved ikke hvad der går galt - om det har noget at gøre med at man kopierer tekst ind andre steder fra.
Anyho - jeg har tidligere brugt et program der hed HP Smart Web Printing, hvor man også kan vælge hvad man vil printe fra en side - men det fungerer selvfølgelig ikke i Google Chrome kan jeg nu konstatere. Under en søgning af om det nu også kunne passe, fandt jeg i stedet følgende hjemmeside: http://www.printwhatyoulike.com/ - det kan nøjagtig det samme. Man kopierer en www-adresse ind på deres hjemmeside, hvorefter man kan slette unødvendig tekst og billeder - man kan gøre tekst større eller mindre og feks. skære i bredden. Alt sammen ret smart. Og hvis man bruger deres Bookmarklet funktion, kan man gemme deres link som bogmærke, og bare trykke på det når man er på den side man vil printe fra - så får man automatisk muligheden.

Så hermed en anbefaling hvis der er andre der også oplever problemer med PrintFriendly!

onsdag den 27. juli 2011

Opskrift: Bøfsalat og hindbærvinaigrette



Gårsdagens aftensmad efterlod en bøf fra grillen, som var for god at lade gå til spilde - normalt ville jeg nok fryse den ned i strimler til en gang biksemad på en idéforladt dag, men jeg havde bestemt mig for at den skulle bruges i dag - og det skulle ikke være i biksemad. 
Efter lidt grublen blev jeg enig med mig selv om at den skulle indgå i en slags salat. Helst ville jeg have lavet en slags thai bøf salat (yum neua) a la denne (man kan godt marinere kødet selvom det er stegt i forvejen, og så varme det forsigtigt op igen), men der skal så store mængder frisk koriander i, at jeg er overbevist om det ville være skilsmissegrundlag for min krydderurte-udfordrede mand.


I stedet kom jeg i tanke om at jeg hos Det Lille Køkken havde set en hindbærvinaigrette, som garanteret ville egne sig godt til en salat med kød - og da jeg havde en hindbæreddike stående i skabet var det oplagt at bruge den også.
Resten af salaten blev til med en anden rest kød fra fryseren (begge slags kød blev marineret i limesaft, sojasauce og hvidløg og derefter forsigtigt varmet), en mango, en rest frøskindsmelon (total yndlingsmelon, sammen med vandmelon, når ellers den smager som den skal), broccoli, en babysalatblanding, lidt rødløg og cashewnødder - og så var maden klar.


Hindbærvinaigrette:
ca. til 2 personer

1½ spsk hindbæreddike, købt eller hjemmelavet (eller hvidvinseddike - hvis der bruges almindelig hvidvinseddike, ville jeg nok sætte mængden af hindbær lidt op)
2 spsk olivenolie
1 tsk flydende honning
ca. 75 g hindbær, friske eller frosne (jeg brugte frosne, og hvis man gør det og har sit helbred kært, så er det i disse tider klogt at koge dem i 1-2 minutter hvis ikke de skal varmes op i retten - så det gjorde jeg)

Det hele blendes grundigt til olien og eddiken er emulgeret. Afkøles indtil servering.


Bøfsalat:
2 personer

ca. 200-300 g tilberedt mørt oksekød i strimler eller tynde skiver (råt kød kan selvfølgelig også bruges)

Marinade af:
2 fed finthakket hvidløg
saft af ½ lime
ca. 2 spsk sojasauce
olie til opvarmning


1 bakke babysalat blanding
1 mangofrugt i tern
ca. 1/4 frøskindsmelon i tern
ca. 1/3 broccoli i små buketter
1 lille finthakket rødløg
1 håndfuld grofthakkede cashewnødder


Kødet marineres  i min. en halv time, og varmes derefter op ved svag varme i lidt olie på en pande. Bruger man råt kød gennemsteges det.


Salatblanding arrangeres på en tallerken, de øvrige frugter og grøntsager ovenpå, og til sidst kødet og cashewnødderne som pynt. Til aller-aller sidst dryppes med hindbærvinaigretten.


Konklusion:


Jeg har gjort det før, det med at marinere noget allerede tilberedt kød, og det er næsten lige før det tager bedre smag end mens det er råt. I hvert fald var der supergod smag i kødet, og sammen med salaten og vinaigretten blev det til en ret mættende og lækker aftensmad. Vi fik ikke engang brød til.
Vinaigretten fortjener lige et par ord for sig selv - den er skøn, syrlig, sød og fyldig på én gang. Den blev lige lidt for bleg i farven, men det var fordi telefonen ringede mens hindbærene kogte - godt nok fik jeg dem taget af kogepladen efter 2 minutter, men jeg fik dem først ud af vandet efter ca. 10, og da var de altså blevet lidt blegfesne i det. Havde jeg været lidt hurtigere havde det hele nok været lidt mere pænt rødt.
Men altså  - den bliver klart lavet igen, og jeg er ret sikker på at hindbæreddiken er en gevinst at bruge. Og så er sådan en bæreddike jo himmelråbende nem at lave, så der er ingen undskyldning for ikke at prøve.

Opskrift: Knuste kartofler med salt, eddike og rosmarin



I mandags var aftensmaden fra Noblepig - og det var den delvist også i går.
Med det samme jeg faldt over disse fladtrykte kartofler med salt, æblecider eddike og rosmarin blev de bogmærket, og så var det bare om at vente på en lejlighed til at lave dem.
Jeg elsker sour cream & onion chips, salt & vinegar chips - ja alt der er både salt og eddikesurt tror jeg, så disse kartofler måtte jo lige være noget for mig. Jeg blev ikke skuffet.

Menuen stod desuden på en ny variant af en tomatsalat (jeg føler lidt jeg begår helligbrøde ved ikke at lave Jamie Oliver modellen, når nu jeg endelig har fået den som favorit - men billederne på Pioneer Womans blog var så fine at den måtte prøves - og så minder den da også lidt om Oliver drengens udgave. Sådan i store træk) og en bøf stegt på grillen. Eller - dvs. Lækkermåsen fik bøf, jeg fråsede totalt i tomatsalat og kartofler.


Tomatsalaten kommer i et indlæg for sig selv - resten af denne side er helliget min nye yndlingskartoffel.

Knuste kartofler med salt, eddike og rosmarin:

så mange kartofler som man kan spise, rengjorte og MED skræl - feks. store aspargeskartofler eller en anden, ikke for lille type
RIGELIGT olivenolie
groft salt, gerne Maldon flagesalt
finthakket rosmarin (eller anden krydderurt, hvis man ikke bryder sig om rosmarin)
æblecider eddike

Kartoflerne koges i saltet vand til de er lige netop møre.
De lægges på bagepapir på en bageplade, og trykkes nu let flade feks. med en kartoffelmoser, en stor gaffel eller lignende. De skal stadig være nogenlunde sammenhængende, men det gør ikke noget at der går små stykker løs.
Der skal nu pensles RIGELIGT med olivenolie, drysses med salt og rosmarin, hvorefter kartoflerne sættes i en opvarmet ovn ved 220 grader almindelig varme i ca. 25 minutter. Hold øje med dem - hvis kanterne begynder at blive for mørke, skrues ned til 200 grader.
Når kartoflerne er gennemvarme og begynder at se gyldne og sprøde ud, tages de ud og pensles/dryppes med det samme med eddike og drysses evt. med mere salt. Smag på et stykke og dryp evt. mere eddike på - de kan godt tage en del.
Serveres med det samme.

Konklusion:

Mums. Eddiken gør lige det sidste til at disse kartofler er superlækre og smagfulde. De bliver klart lavet igen - måske endda med lidt mere eddike.

tirsdag den 26. juli 2011

Opskrift: Vietnamesisk oksekød med hvidløg, peber og lime


Jeg følger en del med i amerikanske blogs, bl.a. for at få lidt ny inspiration, og for (at forsøge) ikke hele tiden at posten noget der i forvejen er vist på de danske blog - og fornylig opdagede jeg Noblepig via MissMuffin.
Smukke billeder og lækre opskrifter - det giver inspiration.

Bl.a. fandt jeg denne opskrift på vietnamesisk oksekød som så lækker ud, så den kom på menuen i går.
Jeg ændrede lidt på alle mængderne, da jeg havde lidt mindre mængde kød, og til gengæld gerne ville have mere sauce, jeg serverede den med nudler i stedet for ris - og så havde jeg nogle champignons der trængte til at blive brugt som jeg tilsatte, men ellers fulgte jeg opskriften ret nøje. Min version kommer her.

Vietnamesisk oksekød med hvidløg, peber og lime:
ca. 2 personer

2 spsk + 2 tsk sojasauce
2 spsk + 2 tsk  frispresset limesaft
2 spsk lyst rørsukker
3 tsk fiskesauce
6 fed finthakket hvidløg

4 spsk jordnødde- eller rapsolie (jeg havde ikke nok jordnøddeolie, så jeg blandede det)
2 tsk fingerpeber (sponsorgave fra blogtræffet - hvis man selv kværner peberet er det bedst at kværne det lidt groft så det får konsistens som groft salt - fingerpeberet fingerede fungerede perfekt til denne ret)

salt 
½ kg oksefilet i tynde strimler
200 g champignons i skiver

2 medium løg i tynde både
4 spsk hakkede saltede peanuts
3 forårsløg (både de hvide og grønne dele) i tynde skiver

Bland sojasauce, limesaft, rørsukker og fiskesauce i en skål, og pisk det sammen til sukkeret er næsten opløst.

Bland hvidløg, 2 tsk af olien og fingerpeber i en anden skål.
Krydr kødet med salt.
Varm en wok godt op, tilsæt et dryp olie og steg champignons til det meste af vædden er afgivet og fordampet og de begynder at brune. Tag dem op og hæld i en skål.

Varm 1 tsk olie i wokken og steg halvdelen af kødet ved høj varme, så det steger i stedet for at koge. Rør rundt i kødet og tag det op i en skål så snart det er godt brunet på alle sider. Tilsæt 1 tsk olie igen og steg resten af kødet på samme måde, og tag også det op i skålen. (Del evt. kødet i 3 portioner for at være sikker på det ikke koger i stedet for at stege).
Hæld de sidste 2 spsk olie i wokken og steg løgene under konstant omrøring i et par minutter, til de begynder at blive bløde. Tilsæt nu hvidløgsblandingen og rør konstant i ca. 30 sekunder (hvidløget må ikke begynde at brune).
Tilsæt kødet sammen med kødsaften fra skålen og rør rundt. Tilsæt til sidst sojablandingen og rør rundt til alt kødet og grøntsagerne er dækkede af saucen, og til evt. resterende sukker er opløst.
Server med det samme med enten nudler eller ris, og pynt med forårsløg og peanuts.

Konklusion:

Meget lækker og samtidig enkel wokret, som forener både det salte, syrlige, søde og ikke mindst stærke på bedste vis.
Lækkermåsen påstod godt nok at det var det stærkeste han nogensinde havde smagt (og det kommer fra en som uden videre smager på de stærkeste chilifrugter der kan opdrives), og kunne ikke spise op. Jeg ved ikke hvad der gik galt for ham - jovist, man kunne bestemt smage peberen, og retten er nok ikke for folk som synes at en almindelige peberfrugt er for stærk, men jeg synes den havde lig tilpas med bid.
Så hvis man er til mad med spark i og godt med smag, så prøv den - og sæt evt. pebermængden lidt ned, hvis man er i tvivl (og husk at fint peber fylder mindre end fingerpeber!)


Billeder:


Hvidløgs/peberblandingen - her kan man se hvilken størrelse peber vi snakker om



søndag den 24. juli 2011

Opskrift: Appelsin-is med kondenseret mælk



I går skulle vi have gæster til frokost, og for at gøre det nemmest muligt havde jeg sat disse quesadillas på menuen, så det hele kunne forberedes i god tid.
Eftersom det er en måneds tid siden vi sidst har fået lavet is, så skulle desserten selvfølgelig bestå af dét - og hos Amanda's Cookin' (som jeg snusede rundt hos, efter at have tilmeldt mig Secret Recipe Club conceptet) fandt jeg meget belejligt en opskrift på appelsin-is. Så kunne jeg nemlig få brugt nogle af de appelsiner vi havde hjembragt fra Kreta.

Isen indeholder sødet kondenseret mælk, som jeg allerede havde stående, og den er ret simpel at lave (ikke noget med at æg skal opvarmes, men ikke varmes for meget - der er ikke rigtig noget der kan gå galt).
Jeg ændrede en smule i ingredienserne, da jeg bla. ikke har noget appelsinekstrakt (men det skulle være ret simpelt at lave, så det skal jeg i gang med så snart jeg får fat i noget vodka) - jeg brugte lidt hjemmelavet limoncello i stedet, for at holde det i citrus-verdenen.


Appelsinis:
ca. 1 liter

1 ds sødet kondenseret mælk
(397 g)
4,25 dl friskpresset siet appelsinsaft (kan evt. koges ind til tykkere og mere koncentreret konsistens - se evt. Amandas noter i hendes opskrift)
2,4 dl sødmælk
2,4 dl piskefløde
1 spsk vaniljeekstrakt
2 tsk limoncello (eller appelsinekstrakt, hvis man har det)
evt. et par dråber rød og gul frugtfarve, for at gøre isen mere orange (det undlod jeg dog, da jeg har ikke har kunnet finde gul farve nogle steder)


Bland kondenseret mælk og appelsinsaft i en tykbundet gryde, og kog blandingen ved svag varme i ca. 10 minutter. Tag gryden af varmen og lad blandingen afkøle lidt.

Bland mælk, fløde, vaniljeekstrakt, limoncello og evt. farve i en skål. Når appelsinblandingen er let afkølet, blandes de to ting sammen, og afkøles helt i køleskab - gerne natten over, så ismassen kan nå at trække smag (jeg brugte dog lyn-metoden med afkøling i isbad).


Hæld blandingen i ismaskinen og frys den iht. instruktionerne - frys isen færdig i en lukket beholder.

Isen bliver ikke stenhård i fryseren, og kan derfor kugles op med det samme man tager den ud.

Konklusion
:

 Første smagstest af den afkølede
(men endnu ikke frosne ismasse) tydede på at den blev meget sød af den kondenserede mælk - men det hjælper gevaldigt på det når den bliver frosset. Den smager ikke virkeligt gennemtrængende af appelsin, men har en let og frisk smag, som samtidig også virker læskende, på trods af indholdet af fløde og kondenseret mælk. En anden gang vil jeg nok prøve at tilsætte en appelsinekstrakt, eller evt. koge saften lidt ind, så appelsinsmagen bliver mere koncentreret.
Selv uden kunstig farve får den en fin lys-orange farve, så jeg synes faktisk ikke det er nødvendigt at tilsætte.
Alt i alt en rigtig lækker is, som jeg sagtens kan finde på at lave igen - også selvom det bliver med ikke-egen-importerede appelsiner.

fredag den 22. juli 2011

Opskrift: Kirsebær calvados



Det har kriblet i mig efter at lave rom/vodka/likør med diverse bær, efter at have set mange andre bloggere være i gang med både solbær, hindbær og jeg ved ikke hvad. Det gjorde det ikke bedre at min mor havde lavet en limelikør, som jeg smagte efter de havde hentet os i lufthavnen fra ferie - den var faktisk ret god (og meget nem at lave, og klar til at drikke med det samme).
Desværre har vi hverken rom eller vodka i overskud, og dum som jeg var, tænkte jeg jo ikke over at få noget billigt med hjem fra Kreta.

Og sprutten er simpelthen for dyr herhjemme til at jeg vil ud og købe kun til det formål - så hvad gør man så.
Så kigger man lidt i vin- og sprutskabet for at se hvad der ellers er af muligheder - og så finder man 3 små flasker Calvados, som blev købt for to år siden på en tur til Normandiet, hvor man nærmest bliver tæppebombet med Calvados, og skal være ekstremt heldig hvis man ikke kommer hjem med noget i bagagen.

Nu har Calvadosen jo frugtsmag i sig selv - skulle man mene, eftersom den er lavet på æble - men jeg synes nu ikke æblesmagen er særlig gennemtrængende. Faktisk smager den egentlig bare af sprut. Så hvorfor ikke forsøge med den.
Jeg overvejede også en Muscat dessertvin vi har stående, og som jeg ikke bryder mig så meget om (vil hellere have en Asti), men den indeholder kun 12% alkohol, og der er vist noget med, at jo mere alkohol, jo bedre trækkes smagen ud af frugten. Så den må bruges til noget andet.

Calvados it is, then.
Og som om det ikke skulle være nok, at jeg nu (midlertidigt) får stillet lysten til at lege likør-brygger, så kan de tomme Calvadosflasker bruges til eddike eller olie - og de er oven i købet så smarte at de kan stables oven på hinanden, ligesom flaskerne jeg puttede jordbæreddike i fornylig. Ren win-win. (Faktisk tror jeg primært det var derfor jeg købte dem).

Der blev således købt friske kirsebær i dag, og de kom på en skoldet flaske (med bred åbning), sammen med Calvadosen og lidt sukker - og så kan det hele ellers stå mørkt og køligt og hygge sig indtil omkring juletid.
Jeg regner med at kunne smage på den i starten af december, og evt. filtrere bærene fra der - og så evt. justere den med sukker, hvis den er alt for tvær i smagen. (Jeg har med vilje ikke puttet lige så meget sukker i som bær, som jeg kan se andre gør - jeg ved ikke hvordan en Calvados opfører sig sammen med frugt, så jeg tager chancen og regner med jeg kan justere sødmen senere)

Kirsebær calvados:
ca. ½-3/4 liter

250 skyllede, udstenede og halverede kirsebær (jeg brugte min olivenudstener til at løsne stenene med, hvorefter de var ret nemme at pille ud)
ca. ½ dl sukker
ca. ½ l Calvados 42% (jeg havde ikke helt nok i den flaske, så der blev spædet lidt op med en 20%), eller i hvert fald så meget at det dækker bærene

Bland kirsebær, sukker og Calvados så det dækker, i en skoldet flaske med bred åbning (eller et sylteglas), og stil den mørkt og køligt, gerne i 4-5 måneder. Ryst den lidt en gang imellem, og hold ellers øje med at der ikke dannes mug.
Når trækketiden er ovre, filtreres den og den rene væske hældes på rene skoldede flasker. Smages evt. til med mere sukker - det vil tiden vise.

Konklusion:

Bliver der så af gode grunde ikke nogen af endnu.

onsdag den 20. juli 2011

Kulinarisk Kreta del V - INDKØB!

Det kneb at vi kunne få plads til vores indkøb på Kreta, hvis vi ville undgå at betale for overvægt - men det lykkedes at få omfordelt tingene, ved hjælp af vores bagagevægt.


Her er hvad vi havde med hjem - alt sammen madrelateret på den ene eller anden måde:

Diverse "almindelige" olivenolier, til stegning, bagning mv.


0.3% olie til salater og andre kolde anvendelser. På dåsen forrest sidder en tud vi også købte - dåserne har det med at dryppe ned på sig selv, fordi plastictuden ikke er lang nok, og butikken i markedshallen i Hania solgte derfor disse hældetude - som jeg har fortrudt vi ikke købte nogle flere af, men det må blive næste år.


Tørrede og saltede sorte oliven, grønne oliven på dåse, og forskellige tapenader/olivencreme, bl.a. med peberfrugt og fetaost


Tørre små kiks, gyros- og tzatziki krydderi


Rosé og rødvin fra Nostos Winery hvor vi var på rundvisning


To slags honning i fine glas, Quattro Stagioni sylteglas og en olivenske lavet af oliventræ


Og endelig en fin dug med olivenbroderi, som sælgeren påstod var "very good deal", mens han uden videre slog 12 EUR af prisen. Den skulle være 2,6 meter lang og dermed kunne dække vores havebord - men enten er den krøbet temmelig meget i vasken i dag (den lugtede underligt), eller også har den aldrig set skyggen af 2 meter og 60. I hvert fald tror jeg vi må fjerne en plade fra bordet hvis den skal kunne dække... Øv, men så kan vi lære at måle efter!


Kulinarisk Kreta del IV - frokost med en kretensisk madblogger, og en kretensisk kogebog


Et stykke tid inden vi tog på ferie til Kreta, havde jeg været på udkig efter nogle madblogs om græsk, og meget gerne kretensisk, mad. I den søgning stødte jeg på http://www.organicallycooked.com/, hvor der både skrives opskrifter og om mad generelt.

I slutningen af maj afholdt Maria, som har bloggen, en giveaway, hvor man kunne vinde et eksemplar af en kretensisk kogebog, Cretan Cookery. Den indeholder 200 autentiske kretensiske opskrifter, som er gået i arv fra mor til datter.
Det eneste man skulle gøre var at skrive en kommentar på hendes blog eller på facebook profilen, så det gjorde jeg - uden nogen forventninger om at vinde.

I starten af juni blev vinderen så udtrukket - eller det endte med at blive vinderNE. For Maria havde fået 19 ekstra bøger at udlodde (enten meget billigt, eller gratis), og sørme om ikke jeg var en af de heldige.

Jeg skrev derfor til hende for at foreslå at vi måske kunne mødes når vi alligevel kom til Kreta - både for at spare hende for portoen, og fordi det kunne være sjovt at træffe en madblogger på Kreta. Og det syntes hun heldigvis var en god idé.
Da vi kom derned fik vi derfor arrangeret at hun kunne møde os på vores hotel om fredagen, og så ville vi tage hende med ud til frokost.

Baseret på hendes blog havde jeg egentlig en forventning om at hun var fra New Zealand, men at hun på et eller andet tidspunkt i sit liv var flyttet til Kreta. Men under vores ca. 2 timer lange frokost viste det sig faktisk at hendes forældre, som var ret fattige, boede i bjergene på Kreta, inden de flyttede til New Zealand, hvor hun og hendes søster blev født, og boede de første ca. 25 år af deres liv.
Siden flyttede hun til Kreta og blev gift, og har boet der siden.

Maria var utrolig nem at snakke med, og havde en masse spændende at fortælle om Kreta, Grækenland i det hele taget, og ikke mindst den igangværende krise. Vi kunne sagtens have brugt hele eftermiddagen sammen med hende, men måtte nøjes med et par timer, da hun skulle hjem til sine børn. (Vi har dog truet med at vi inviterer os selv på besøg hvis vi kommer derned igen).
Inden hun tog afsted igen, fik jeg bogen jeg havde vundet, og den skal jeg nu have kigget igennem og forhåbentlig have fundet nogle ting at prøve.

Et spændende møde var det helt sikkert - der kommer mange sjove ting ud af at skrive, og ikke mindst læse blogs!

tirsdag den 19. juli 2011

Kulinarisk Kreta del III - maden på Kreta

Allerede sidste år fik vi en stamrestaurant i Agia Marina, Horiatiki Gonia, som drives af familien Kalitsaki.
I år endte vi med at spise hos dem 5 ud af 7 aftener, og vi fik prøvet lidt forskelligt.
Det er en rimelig autentisk græsk/kretensisk familierestaurant, med både lokale græske retter, og mere internationale ting på menuen. Uanset hvad, så er portionerne altid rigelige, og jeg tror ikke det er lykkedes mig at rydde tallerkenen totalt en eneste gang, hverken sidste år eller i år. Det hjælper så heller ikke på det, at man hver eneste aften får serveret en gratis dessert - baklava med is, chokoladesauce og frisk vandmelon.

I år fik jeg prøvet følgende på tavernaen:

Kolokythakia Tiganita (friturestegte squashskiver) med en super god spicy ostedip, som jeg fik ingredienslisten på: fetaost, en blød ost feks. ricotta eller en flødeost, hakket løg, chili og lidt eddike (jeg tror peppadew vil være gode i, da de i forvejen har den lidt eddikeagtige smag), så den skal jeg prøve at have efterlignet herhjemme. Jeg har dem mistænkt for at købe den færdiglavet, men jeg dømmer ikke, bare den smager godt.
De friturestegte squash er supergode - vi lavede dem selv til vores præ-ferie-aften, og det skal klart prøves igen, når jeg får efterlignet ostedippen på tilfredsstillende vis


Deres egen salat med bla. tomat, salat, tørrede brødstykker, fetaost, oliven, kylling og en dressing med olivenolie, honning og balsamicoeddike. Den var god - men måtte dog godt have smagt af lidt mere - evt. haft lidt mere dressing. Portionen var enorm...


... og jeg måtte levne det nedenfor - ikke en god aften for Stop-spild-af-mad-tanken, men jeg ville trods alt hellere levne end revne


Den ene aften vi fik en anden dessert end baklava, blev det til en slags pitabrød og små "tærter" med indbagt ost og dryppet med honning - der var ikke meget begejstring at spore rundt om bordet, så vi gik tilbage til den sædvanlige aftenen efter...


En aften vi havde det specielt varmt ved ankomsten, fik vi Mihalis til at lave en drink til os - det blev til noget med kirsebær (måske likør) og sprite i, og muligvis noget vodka - opskriften kunne vi ikke helt få ud af ham, men det er noget der skal prøves herhjemme, for den var ret god, og "refreshing"


Sidste år prøvede jeg slet ikke at få lam, så det havde jeg bestemt der skulle laves om på i år. Det blev til små lammekoteletter med hvidløg, en risblanding, grøntsager og citron. Der var ikke forfærdelig meget kød på koteletterne, men de smagte rigtig godt, så det tør jeg godt prøve igen.


Faktisk turde jeg prøve det igen allerede aftenen efter, hvor dagens "special" var lam fra ovnen i citronsauce, med pommes frites til (man kunne også vælge bagt eller kogt kartoffel). Pommes frites kan de desværre ikke finde ud af at lave på tavernaen - vi prøvede ellers på at forklare dem at vi gerne ville have dem stegt lidt længere så de blev mere sprøde - men det blev de faktisk kun mere rå af. Det er et generelt problem i Grækenland (i hvert fald de steder vi har været på Rhodos og Kreta), at de ikke laver sprøde pommes frites - det eneste sted de har været rigtig gode var i poolbaren på vores venners hotel i år, og det fandt vi først ud af den sidste dag. Typisk. 
Nå men denne lamme-ret var fantastisk i konsistens - kødet var smørmørt og faldt af benene bare man kiggede på det. Desværre var smagen af citronsauce ikke at finde, og de næsten rå pommes frites gjorde ikke sagen bedre - så det blev ikke topkarakter til denne ret.


Sidste aften bestemte jeg mig for græske kødboller med de evindelige slatne pommes frites (næste gang går jeg vist over til bagt kartoffel i stedet) og lidt salat. Kødbollerne havde en fin smag af mynte og krydderier og smagte rigtig godt.


Jeg havde ikke fået meget fetaost i løbet af ugen, så det blev også til et stykke stegt feta - det er en ordentlig fætter som mætter meget, så heller ikke den dag lykkedes det mig at spise op. Men den smagte udmærket, især med citronsaft på, omend det nok ikke er noget jeg vil forsøge mig med selv.


På tavernaen er de meget gavmilde, og i løbet af ugen fik vi en hel del øl, to gange drinks og en del raki som ikke kom på regningen (ligesom desserten som nævnt heller ikke bliver bonnet). Skulle vi have betalt for rakien havde vi nok ikke bestilt den - men det ville være uhøfligt ikke at drikke den når den nu kom på bordet, så det blev til en del glas, især til mændene i vores selskab.
De laver den selv (altså på tavernaen, ikke vores mænd) og putter honning i, og den bliver gemt i brugte vandflasker - så der er ikke noget fisefornemt over det - men det er jo en del af charmen.
Jeg smagte den også et par gange - det skulle være godt for fordøjelsen - men det er nu ikke noget jeg nyder som sådan...


Det ligner mest af alt at nogen har manglet et toilet og derfor har tisset i en flaske!


Vi fik også mad andre steder fra, bl.a til frokost.

Gyros på pitabrød, på Atlantida Mare. Det er ikke den bedste gyros jeg har fået - stykkerne var lidt for store og kødet smagte ikke af det helt vilde - men det var en rigelig portion og med udsigt lige ned til vandet hjælper det også lidt på det.


Club Sandwich med de sædvanlige kedelige pommes frites - sandwichen var udmærket, men dog ikke særlig varm


Gyros rullet i pitabrød med pommes frites, lidt salat og en klat græsk yoghurt - indtaget på en taverna ved Falasarna stranden - her var kødet med en del fedt, så den skulle lige rulles ud og inspiceres inden indtagelsen


Pasta i 4xost, også fra Atlantida Mare (jeg kan ikke huske alle 4 oste, men der var i hvert fald parmesan og feta) - den var god, og en velkommen afveksling fra gyros og sandwich


Og endelig noget af det vi ikke fik prøvet - fisk! Lækkermåsen og jeg kørte en tidlig morgen ind til Hania, før butikkerne rigtigt åbnede, men markedshallen var begyndt at røre på sig, og de havde en fin fiskeudstilling - det var der også flere katte der have opdaget.


Hallen er desuden fuld af små butikker der sælger krydderier, olie, oliven, cremer og alt muligt andet der har med oliven at gøre - vi fik købt en del olie og fik en god snak med ekspedienten, bl.a. om syreindhold i olie, som jeg aldrig rigtig har fundet ud af fidusen med (0.3% er kun til salat eller koldt brug, da den branker ved opvarmning - 0.4-0.6 kan bruges både til salat og stegning, og højere procenter er primært til opvarmning). Vi handlede samme sted sidste år, og kommer sikkert igen næste gang.


Alt i alt er jeg udmærket tilfreds med det jeg fik prøvet - det var både turistmad og det mere traditionelle græske, og det er fint at blande det lidt, så man ikke når at blive træt af det ene fremfor det andet.

Næste gang må jeg nok hellere få prøvet de friske fisk - omend de flere steder brugte frossen fisk, så man skal se sig lidt for hvis man vil være sikker på den ikke har været frosset.

søndag den 17. juli 2011

Kulinarisk Kreta del II - flymad tur/retur med Jet Time

Flymad er normalt ikke det man ser mest frem til af kulinariske oplevelser på en ferie (og er sikkert heller ikke det man blogger mest om), og sidste år på Kreta-turen havde vi da også fravalgt den. Til gengæld endte vi med at bruge en mindre formue på diverse usunde og ikke-mættende snacks ombord, så i år tog jeg beslutningen at vi skulle have mad på flyet til Kreta, som var fra danske Jet Time.
Det kom vi ikke til at fortryde.

Inden maden blev delt rundt, fik vi både ud og hjem udleveret en lille folder der beskrev menuen. Det var en glædelig overraskelse at størstedelen af produkterne var økologiske, og der stod fint beskrevet i folderne, at de største udgifter ved flymad udgøres af pakning og logistik, så det koster faktisk ikke ret meget ekstra at bruge ordentlig kvalitet.

Da vi fløj tidligt morgen derned, bestod menuen den dag af en brunch-anretning:

øko Øllingegaard-yoghurt med bær
1 hårdkogt æg i skiver
øko ost fra Øllingegaard
øko spegepølse fra Slagteren ved Kultorvet
Rynkeby øko marmelade
en skive peberfrugt
en cherrytomat (som smagte af noget!)
knækbrød
øko boller fra Il Fornaio
øko smør
Fairtrade kaffe eller te
en lille pose med frugt i mundrette bidder



På hjemturen fløj vi omkring frokosttid, og der bestod menuen af "Det kolde bord om bord":

et lille glas med flyvefisk (karrysild) som lige passede til ½ stykke rugbrød
øko leverpostej fra Slagteren ved Kultorvet
øko medisterpølse fra samme slagter
øko spegepølse fra samme slagter
øko saltkød af kalv fra samme slagter
en lille sur agurk (den manglede dog i min pakke, men Lækkermåsen var så venlig at dele)
rødløg i ringe (man fornemmer tilblivelsen af Dyrlægens natmad)
en trekant Camembert ost
en cherrytomat (som stadig smagte af noget)
rugbrød
knækbrød
øko boller fra Il Fornaio
øko smør
Fairtrade kaffe og te

Jeg havde ikke fået gravet kameraet frem på hjemturen, så der er ingen billeder af frokosten, men den mættede fint og ligesom ved morgenmaden var der opfyldning af brød undervejs, så alle havde en chance for at få stillet sulten.

Selvfølgelig er der ikke tale om gourmet-måltider, men jeg synes det er yderst prisværdigt at et flyselskab gider gøre lidt ud af fødevarekvaliteten til deres kunder, og erkender at det faktisk kan gøres for få ekstra midler. Prisen var 150 kr. pr. person, hvilket vist svarer meget godt til det man plejer at skulle betale hos andre selskaber, og jeg synes de penge var givet fint ud.

Så hermed en anbefaling af Jet Time hvad det kulinariske angår. Desuden må man også have 20 kg bagage med + 5 kg håndbagage, i modsætning til sidste års selskab, hvor grænsen hed 15+5 kg.

Vi havde 15 kg med hver derned i kufferterne, så det havde ikke levnet meget plads til olivenolier hvis vi havde rejst med samme fly som sidste år.

Kulinarisk Kreta del I - vinsmagning


I går vendte vi hjem fra en uges ferie på Kreta sammen med vennerne M og J, og M's søn F. Vi var afsted sammen sidste år også (en tur som jeg egentlig aldrig blev helt færdig med at skrive om her, så nu må jeg hellere får det gjort ordenligt for i år), og allerede sidst på sommeren 2010 blev den næste tur bestilt, og vi har glædet os lige siden.

Igen i år gik turen til Agia Marina, ca. 10 km vest for Hania/Chania/Xania (grækerne har det med at stave den samme ting på mange måder)
For at skåne de mad-interesserede for de detaljer som de ikke gider læse om, har jeg valgt at fokusere på maden i de første indlæg, og så kommer der lidt om seværdighederne, strandene mv. i et andet - det skal i være velkomne til at springe over.

Allerede sidste år da vi bestilte ferien, kunne vi se at Star Tour arrangerede en udflugt til den botaniske have lidt uden for Hania, hvor man selv skulle være med til at lave frokost, og det var jo lige noget for en som mig. Desværre viste det sig at Star Tours første beskrivelse af udflugten var forkert, for man fik åbenbart ikke lov til selv at være med til madlavningen, som en læser gjorde mig opmærksom på for ikke så længe siden - og efterfølgende har Star Tour også ændret beskrivelsen.
Jeg havde derfor allerede inden afgang bestemt mig for at droppe den udflugt - lidt ærgerligt, da jeg havde set frem til den oplevelse.

I stedet faldt jeg over en anden mulighed (via en hjemmeside omhandlende Kreta, som jeg dog ikke længere kan finde), som Star Tour så ikke havde på programmet - nemlig en lokal vingård (Nostos Wines) lidt uden for Hania, og tæt på Agia Marina, hvor man kunne få ca. en times rundvisning, og efterfølgende vinsmagning med lidt snacks til en total latterlig pris af 3,5 EUR pr. person. Man kunne også vælge en frokost eller fuld middag med vin til maden til henholdsvis 15 og 35 EUR (maden får de så leveret af en lokal restaurant), men vi havde snakket om at den lille tur kunne være fin, bare for at se hvordan sådan et sted ser ud. 

Vi endte med at leje en bil fra mandag til onsdag, og da vi ankom dernede, fik jeg derfor aftalt med vingården, at vi kunne komme onsdag til middag.

Den ligger i en mindre by der hedder Vatolakkos - gps'en på telefonen fandt byen uden problemer, men da grækerne ikke altid er så vilde med at bruge gadenavne, så tog det lidt køren frem og tilbage før vi fandt det rigtige sted.
Vingården ser ikke ud af meget udefra vejen, selvom bygningerne er pæne - kun et skilt på græsk, hvor der (formoder jeg) står Nostos og Manousakis (som er efternavnet på ejeren) røbede at det var det rigtige sted.
Logoet viser tre blomster, som både symboliserer de tre døtre i familien, samt den blomst som familienavnet stammer fra.



Men vi vovede os ind gennem porten og blev mødt af Paula (jeg håber jeg fik rigtigt fat i navnet), som den næste times tid viste os rundt og fortalte om gården. Vi var kun os 4 voksne (F gad ikke med) og så Paula, så man må sige det var en eksklusiv tur. Der bliver også afholdt rundvisninger for op til 70 personer, så jeg var ikke sikker på om der ville være andre end os, men det var en rigtig god oplevelse at få lov at være de eneste.

Vores søde guide Paula


Man kommer ind i en skøn oase af planter, blomster, hvide bygninger og frugttræer, og det minder meget om noget man kunne have set i Mamma Mia filmen.



Historien bag vingården kan ses på deres hjemmeside, men kort fortalt blev den startet af Theodore Manousakis i 1993. Så vidt jeg forstod bor han i USA, hvor hans børn også er født og har boet i mange år, men hans yngste datter Alexandra, flyttede til Kreta for nogle år siden for at arbejde på vingården, og Theodore selv kommer også jævnligt på ferie, hvor han bor på vingården.

Der bliver produceret en rosévin, en hvidvin og 4 rødvine på gården, som drives økologisk. Druerne vokser på bjergene rundt omkring gården, i 320-600 meters højde over havoverfladen. Vi kunne ikke se dem fra gården, men til gengæld var vi omgivet af appelsintræer, granatæbletræer (tænk at kunne plukke dem i sin egen have!) og oliventræer. Bla. et meget knudret oliventræ, som de mente var ca. 800 år gammelt.


Et af de mange appelsintræer


Et par umodne granatæbler


Vi var inde i selve produktionsbygningen og kigge, hvor også egetræsfadene stod stablet - de bliver brugt i 4 år, hvorefter de erstattes af nye.




Rundvisningen blev afsluttet med højdepunktet for en vinkender og -elsker - smagsprøver af alle vinene sammen med lidt at skylle vinen ned med - tørrede sorte oliven, gedeost i små stykker (mindede en del om parmesanost i konsistens og smag, så den var ret uskadelig) og "rusks" - små tørrede stykker brød, som minder lidt om skorper, og som bliver brugt en del, i hvert fald på Kreta.
Det foregik i en skøn brise i skyggen under et stort træ, så man mærkede stort set ikke de 35-40 graders varme.


Skønne tørrede saltede oliven


Jeg kan lige så godt indrømme - jeg har ingen forstand på vin, og jeg kan derfor ikke komme med videnskabelige bedømmelser og forklaringer, og kan ikke engang rigtig give min anmeldelse af de forskellige vine - men jeg vil sige at det ry som græsk vin måske har i Danmark, ikke holder stik. Flere af vinene var lige så gode som så mange andre jeg har smagt, og nogle af dem har også vundet diverse priser. Så glem alt om at græsk vin bare smager af harpiks!

Rosévinen


Hvidvinen


Rødvinen Alexandra's ( Syrah 40%, Mourvedre 40%, Grenache Rouge 20%), opkaldt efter datteren


Rødvin Nostos Manousakis (Syrah, Mouvedre, Grenache Rouge, Roussanne)


Rødvin Syrah


Derudover var der en rødvin Grenache Rouge, som jeg ikke fik et billede af.

Vi fik mulighed for at købe de flasker vi ønskede, og vi endte med at købe en flaske af rosé og Syrah vinene, sammen med en trækasse med logo på. 

Både under rundvisningen og smagningen havde vi kigget langt efter appelsintræerne, og vi spurgte derfor om det var muligt at købe nogle appelsiner med. Det var det ikke, fik vi at vide - til gengæld måtte vi få dem!
Efter smagningen gik vi derfor med rundt og plukkede de frugter vi gerne ville have, og fik en hel kasse med hjem. Vi fik at vide at de kunne holde sig en måneds tid i køleskab, så vi nøjedes med at spise et par stykker dernede, og har delt resten og taget dem med hjem. Nu skal jeg så lige finde på et eller andet at bruge dem til, som kan gemmes til vinter og minde os om sol og sommer. Hold op de smager godt, og de er helt vildt saftige, og næsten umulige at skille i pæne både, fordi der er så meget saft i dem.

Min første selv-plukkede appelsin!


Og en pænt stor kasse blev det til


Efter appelsinhøsten sagde vi farvel og mange tak til Paula, og kørte derfra en stor oplevelse rigere. 
Hvis turen på et tidspunkt går til Kreta, i nærheden af Hania, så kan jeg kun anbefale at man arrangerer en tur dertil. Uanset om man er meget vininteresseret eller bare godt kan lide et glas vin, så er stemningen og omgivelserne det hele værd.

Til sidst får i lige den smukke kirke byen også kunne byde på:


Og en af hundene der hørte til gården - den var ikke så bidsk, som den ser ud til