Efter succesen med æble/avocado salsaen er jeg igen faldet for en opskrift fra The Café Sucré Farine - især hendes salater er jeg helt pjattet med, og jeg har en vældig trang til salat lige i øjeblikket. Måske fordi jeg længes efter lysere og varmere tider, og den lette mad der følger med.
Da jeg så dressingen Chris havde lavet med Meyer citroner (en speciel slags sødere citron der stammer fra Kina, men som bliver dyrket meget i USA også - jeg har aldrig set dem herhjemme, men det er jo bare endnu en af de ting vi må undvære i vores madmæssige U-land), så var jeg nød til at prøve at lave den. Som i lige nu.
Meyer citroner havde jeg jo ikke, men Chris foreslog at erstatte noget af citronsaften med mere honning, eller evt. appelsinsaft - og det havde jeg. Jeg brugte halvt citron og halvt appelsin - derudover erstattede jeg almindeligt sukker med muscovadosukker - ellers fulgte jeg opskriften.
Jeg havde dog ikke læst opskriften helt til ende, og havde derfor ikke set hvor stor en portion det gav med 3 dl olie - jeg gik bare i gang. Så der stod jeg så pludselig, alene hjemme, aftensmaden var spist, og der var nu ca. ½ liter dressing i køleskabet.
Heldigvis skulle den kunne holde sig et par uger i køleskabet, og kan også bruges som marinade til feks. skaldyr eller kylling.
Jeg forudser en del salat, og muligvis kylling, på menuen de næste to uger.
Citron/appelsin vinaigrette:
ca. ½ liter
1 1/4 dl citronsaft og appelsinsaft (regn med ca. 2/3 citron og 1/3 appelsin)
2 spsk rødvinseddike
2 fed hvidløg
1 spsk fuldkornssennep
i alt 1 spsk tørrede krydderurter (jeg brugte basilikum, timian og merian)
2 spsk flydende honning
1 spsk mørk muscovado sukker
½ tsk groft salt
3 dl god olivenolie
Alle ingredienser hældes i en blender og blendes grundigt sammen - egentlig skulle olivenolien have været tilsat til sidst i en tynd stråle for at sikre at dressingen emulgerer ordentligt - men det gik nu fint med denne metode. Hvis den skal stå i længere tid og måske begynder at skille lidt, får den bare en ny tur i blenderen (eller en hurtig rystetur i lukket beholder - alt efter hvor mange armkræfter man vil bruge på det).
Konklusion:
Skøn og smagfuld dressing, som er rigtig lækker på en salat. Jeg har ikke prøvet den som marinade endnu, men det kommer forhåbentlig.
Den kunne måske godt have tålt liiiige lidt mere citronsmag - jeg var bange for den blev for syrlig med de almindelige citroner så derfor lavede jeg den 50/50, men den kunne godt klare citron/appelsin i forholdet 2:1 i stedet for 1:1 tror jeg.
Næste gang laver jeg også lige lidt mindre portion.