mandag den 12. oktober 2009

Opskrift: Intervalgrillet ungkvægsroast med gule basmatiris, champignonsauce og råkost


I lørdags kom vi hjem fra en uges ferie på Rhodos - og den ferie kommer der lidt om senere - men søndag trængte vi til en god gang hjemmelavet mad som måske var knap så usundt, som alt det vi har rå-spist den sidste uge.

Vi tog i Rema1000 søndag formiddag og fandt en marineret roast af ungkvæg, som var sat ned da det var sidste dag den kunne bruges - faktisk fik vi den endnu billigere end meningen var, da ekspedienten ikke lige havde helt styr på prisnedsættelsen. Så i stedet for at give 50 kr. for den (normalpris 70) kom vi kun af med 30. Hun opdagede selv fejlen og lod os få den til den pris.
Rema havde nogle bakker med blandede champignons og brune svampe stående lige indenfor døren, så det gav lyst til champignonsauce, og med en rest ris i skabet, og en god gang råkost var menuen hjemme.

Intervalgrillet ungkvægsroast:

Ifølge beskrivelsen skulle roasten have ca. 20 minutter på indirekte varme. Jeg valgte at lave den i intervaller af 6 minutter på hver side, og derefter 6 minutters hvilen under et viskestykke.
Igen 6 minutter på hver side, så under viskestykket med et termometer (viste her ca. 53 grader), og så fik den lov at hvile til kernetemperaturen viste knap 62 grader (det tog vist et kvarters tid). Så var den pænt lyserød i midten.

Champignonsauce:

500 blandede champignons og brune svampe, grofthakkede
2 store fed hvidløg, finthakkede
2½ dl fløde 18%
2½ dl Cremefine 7%
5 tsk Oscar hønsebouillonpulver
1 tsk røget paprika
friskkværnet peber

De hakkede champignons steges ved god varme til de har afgivet væde, og væden er kogt lidt ind igen.
Hvidløg steges med, men må endelig ikke blive mørke. Fløde og Cremefine tilsættes, sammen med bouillon og paprika. Saucen koges igennem og smages til med peber og evt. lidt ekstra salt.

Råkost med gulerødder, æbler og kerner:

7 gulerødder, finthakkede
2 store æbler i tern (med skræl)
1 lille håndfuld saltede græskarkerner (jeg plejer at bruge valnødder, men var løbet tør)
3 spsk olivenolie
2 spsk bær- eller frugt-balsamicoeddike (denne gang brugte jeg multebær)
et nip salt og friskkværnet peber

Alle ingredienserne blandes sammen. Det er en ret stor portion, som også rækker rigeligt til frokost og reste-middag dagen efter.

Gule basmatiris:

Jeg brugte en blanding af almindelige, og brune basmatiris (mener de brune kan købes i bla. Superbest) - de koges sammen med lidt gurkemeje og salt, så de får en flot gul farve (man kunne også stege dem i afbrændt karry som jeg nogle gange gør, sammen med friskhakket chili).

Konklusion:

Ungkvæget var egentlig perfekt stegt og tilpas rosa, men ikke helt så mør som det jeg tidligere har prøvet at intervalstege. Smagen ved jeg heller ikke om jeg var helt vild med - jeg synes oksekød er bedre, hvis jeg kan vælge. Men det var billigt kød.
Sovsen, risene og råkosten var god :-)


Billeder:

Svampene er skyllede


De næsten færdigstegte svampe og tilsat hvidløg


Færdig champignonsauce


Den rå roast


Råkosten


Den færdigstegte roast


Min tallerken


Og et par closeups - hey, alle billederne vender rigtigt i dag!!


Pænt rosa kød