Efter at jeg nu et par gange har brugt hindbæreddiken som dressing på salat, er jeg kommet til at tænke på, at man må da selv kunne lave både frugt- og bæreddike, og det til noget billigere pris end det kan købes. Det er meget muligt at den erkendelse er kommet til mig som den sidste i blogland, for jeg kan se at flere af jer derude har været i gang med bl.a. hyldeblomsteddike - men sådan er det vel, når man først indenfor de sidste par år er begyndt at lave mange ting selv, og fra bunden. Det kan stadig overraske, hvor meget man egentlig med fordel kan producere selv.
Nogle gange tror jeg at jeg skulle have været født i 50'erne og have været hjemmegående.
I lørdags kiggede jeg så småt på fremgangsmåder på nettet, og fandt ud af at det vel egentlig bare er eddike, frugt eller bær, og måske sukker, alt efter hvor sødt man vil have det, og hvor søde frugterne eller bærene er.
Der findes flere metoder - f.eks. en hvor man varmer eddike op med sukker og blander det med frugt eller bær bagefter - og en hvor man blander det hele sammen koldt og lader det trække i nogle dage. Jeg syntes bedst om metode 2, så jeg valgte at gå ud fra denne fremgangsmåde.
Spørgsmålet er så hvilken type eddike man vil bruge - den købe-hindbæreddike jeg har stående, er vist nok lavet på hvid balsamico, men jeg bestemte mig for at bruge en almindelig, og noget billigere, hvidvinseddike denne gang, til jeg lige finder ud af hvor godt resultatet bliver.
I søndags kom der derfor en ekstra flaske hvidvinseddike med hjem fra Bilka, og da der lå en pose med et par år gamle pluk-selv jordbær i fryseren, som trængte til at blive brugt så der kan blive plads til nye, så var det bare at gå i gang. Da jeg havde blandet den, kom jeg i tanke om at der også lå en pose solbær hjemme fra mine forældres have, som jeg ikke har vidst hvad jeg ellers skulle bruge til, så den blev lavet til eddike ud fra samme opskrift.
Jordbæreddike og solbæreddike:
ca. 5-6 dl
ca. 500 g rensede jordbær eller solbær, friske eller optøede fra frost
½ liter hvidvinseddike
2½ spsk lyst rørsukker
Jordbærene eller solbærene moses let med en gaffel og hældes på et sylteglas eller i en skål sammen med sukker og eddike. Det er nemmest med en beholder med tætsluttende låg, så man bare kan ryste den for at blande, men ellers tildækkes skålen bare, og man rører rundt med en ske.
Der røres/rystes nogle gange om dagen, mens eddiken trækker i ca. 2 døgn, gerne et mørkt og køligt sted.
Efter 2 døgn sies blandingen gennem et kaffefilter eller et stykke lærred (jeg bruger ubleget lærred fra en stofbutik - det tager dog temmelig lang tid med så fint stof, men hvis man gerne vil have eddiken helt klar og uden grums, så er det nok nødvendigt).
Hvis man synes den er meget for syrlig, kan man selvfølgelig tilsætte mere sukker og lade det opløse inden man hælder eddiken på rene, skoldede og spiritusskyllede glas.
Eddiken opbevares mørkt og gerne lidt køligt (behøver ikke være i køleskabet, men feks. et spisekammer, eller bare et lukket skab), og skulle kunne holde sig i årevis (hvis det nogensinde bliver aktuelt at der stadig er noget tilbage efter så lang tid)
Konklusion:
Begge eddiker får en fantastisk flot farve, som vil pynte i enhver salat. Jordbæreddiken er den der smager mest gennemtrængende af det bær den indeholder, hvor solbæreddiken er mere skarp i smagen, men stadig har en god duft af bær. Den kunne måske godt have brugt en anelse mere sukker - jeg overvejer lidt om jeg skal putte lidt sirup af en slags i, for at gøre det lidt nemt. måske lidt æblesirup vil passe godt i?
Begge eddiker vil helt sikkert blive brugt flittigt på sommerens salater, i dressinger og saucer - og jeg tror det er slut med at købe eddiker med smag i dyre domme.
De ser helt vildt skønne ud de eddiker. Det SKAL jeg helt sikkert have lavet.
SvarSletHvor har du fundet de små buttede flasker, de er super fine.
Og så hvisker jeg lige så stille ... pinacoladais?? ;)
Jeg kan kun anbefale at prøve :-)
SvarSletDe små flasker er fra en Oil & Vinegar butik i Malmø - jeg ved ikke om de har de samme flasker i de danske O&V butikker, men det kan da være der er en chance (Århus, Ålborg, Vejle er vist de tætteste). De er rigtig smarte, da de er delvist hule i bunden, så de kan stilles oven på hinanden.
Hvad siger du? Jeg kan ikke høre dig?!
Nå okay så - isen skal nok komme, men det bliver tidligst søndag...