Viser opslag med etiketten grønt tilbehør. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten grønt tilbehør. Vis alle opslag

søndag den 25. maj 2014

Noget om at koge nye kartofler - og den bedste kartoffelmad i min verden


Det er yderst sjældent vi får kogte kartofler om vinteren - både fordi jeg synes det er en smule kedeligt efter at være vokset op med sovs og kartofler hver dag (undskyld mor), fordi kogte vinterkartofler bare ikke er særlig spændende - og fordi jeg hader at skrælle dem.

Nye kartofler derimod - det er en helt anden sag. Også selvom jeg stadig forsøger at leve i hvert fald delvist low carb/LCHF. Men kartofler indeholder trods alt sunde ting i forhold til feks. pasta, så især om sommeren er de små knolde stadig velkomne i min kost.

Det bliver aldrig min yndlingsbeskæftigelse at skrubbe/skrælle kartofler uanset hvor nye de er - men det kan der jo rådes bod på ved feks. at købe en elektrisk maskine der kan skrubbe nye kartofler. Har man ikke plads til sådan en, kan man lave en alternativ løsning med et ubrugt (!) toiletbørstehoved, der spændes på en boremaskine. Ned i en spand med vand og kartofler, wrom wrom og så er der forholdsvis nemt, forholdsvis rene kartofler.
I går var manden dog ikke hjemme, og jeg skulle derfor ikke bruge så mange kartofler - derfor brugte jeg i stedet de vaske-handsker jeg engang købte i et supermarked - det er sådan nogle ru nylon-agtige handsker, som fjerner det meste af den yderste skræl, når man gnubber kartoflerne med dem på.
Det gik forholdsvis hurtigt at få rengjort den bakke på 750 g nye kartofler jeg havde købt - primært med det formål at lave kartoffelmadder.

Gårdsdagens mad - uden bacon
En kartoffelmad er nok den bedste mad med rugbrød jeg kan få om sommeren, og jeg har altid haft en fast procedure mht. hvad der skulle bruges: godt rugbrød, smør, kartofler i skiver, masser af mayo, ristede løg, hakket purløg og salt og peber. Fornylig fik jeg årets første kartoffelmad med purløg og rødløg hos nogle venner, og jeg fandt derfor ud af, at rødløg er en god tilføjelse.

I går blev der derfor produceret en ordentlig moppedreng af en kartoffelmad med disse ingredienser. Efter at have postet et billede på facebook, spurgte veninden om det var bacon der var på (det lignede de ristede løg) - det var det jo så ikke, men det var et genialt forslag, så det skulle prøves i dag med de sidste af kartoflerne.
Det blev det bestemt ikke ringere af. Faktisk vil jeg vove den påstand at en kartoffelmad ikke bliver meget bedre - i hvert fald ikke i min verden. Tak for forslaget M!

Men - for at man kan lave en kartoffelmad skal kartoflerne koges ordentligt (og det gælder jo egentlig uanset om de nye kartofler skal bruges til en mad, bare til at spise kogte, eller kolde i en kartoffelsalat). Jeg har altid været en klovn til at koge kartofler, uanset om det var nye eller gamle - de fik altid for meget og blev smattede og trælse.
Indtil jeg læste et tip om at koge nye kartofler i ca. 6-8 minutter (afhængig af størrelsen - jeg plejer at skære de største halvt over, hvis de er meget uens i størrelse, men det bedste resultat fås hvis de alle har nogenlunde samme størrelse), tage dem af varmen, og derefter lade dem trække i kogevandet ca. lige så længe, til de er lige netop møre (mærk efter med spidsen af en urtekniv ca. halvt ind i kartoflen). Derefter op af vandet og dampe tørre i en sigte - og så er de klar. Enten til at spise, eller til at køle af og bruge kolde til kartoffelmaden eller i kartoffelsalaten (men det gør ikke noget de stadig er lune på kartoffelmaden - det bliver den ikke ringere af).
Et andet vigtigt tip er at bruge rigeligt salt under kogningen - ca. 20 g salt pr. liter vand, tilsættes når vandet koger - for at de tager ordentligt smag. Desuden skal vandet kun lige dække kartoflerne, og de skal ikke bulderkoge.
Overholder man disse ting, så skulle der være en god chance for at få lige netop møre og stadig faste kartofler ud af det.
Endelig kan man tilsætte noget smag til kogevandet efter lyst - jeg elsker løvstikke, så der kom 3-4 stængler med blade i denne gang. Men dildkviste er også godt, især hvis de kogte kartofler skal serveres med dild.

Nu er jeg jo foreløbigt overbevist om at min kartoffelmad ikke kan laves ret meget bedre - men jeg er åben for forslag.
Så hvordan laver du din?

torsdag den 23. januar 2014

Low carb/LCHF opskrift: Lun rosenkålssalat med hvidløg, bacon og æbler


Den her opskrift (eller noget der ligner meget) har jeg egentlig postet før, faktisk for nøjagtig tre år siden, men jeg synes den er så god at den godt kan tåle en gentagelse. Især for dem som har traumer om rosenkål fra barndommen.

Sammen med en ordentlig røvfuld hvidløg, som steges ved svag varme til den værste skarpe hvidløgssmag er væk, og så sprødstegt bacon - så burde de fleste kunne være med.

Æblerne skal ikke varmes med, så om man vil tilsætte dem til den varme salat, eller køle kålene lidt af før man serverer dem er op til ens egen smag - salaten kan sagtens spises lidt afkølet, men hvis du sætter den i køleskabet inden servering, så tag den ud lidt før, så kålene ikke er helt kolde.
Æblerne gør at salaten ikke er 100% low carb, så hvis man vil være helt striks kan man sagtens undlade dem - jeg synes dog de giver en rigtig god smag, og hvis man tillader sig selv lidt frugt, så er det her en af de retter, hvor æbler er velkomne.

Eneste minus ved den her ret var, at jeg også havde bagt nogle rødbeder i ovnen, og de skulle have været blandet i salaten da vi først fik den.
Men det glemte jeg.
Godnat og sov godt.

Lun rosenkålssalat med hvidløg, bacon og æbler:
ca. 4-5 personer

200 g god bacon i tern
olivenolie eller baconfedt
6 fed finthakket hvidløg
1 lille finthakket rødløg
1 lille stykke finthakket rød chili
450 g rosenkål i kvarte (ca. 350 g renset vægt)
1 æble i små tern

Start med at stege bacontern sprøde - gem evt. noget af fedtet til at stege grøntsagerne i.
Lad hvidløg, rødløg og chili simre ved svag til medium varme i ca. 10-15 minutter i baconfedtet eller olivenolie, men pas på at hvidløgene ikke branker og tager farve - de skal kun simre stille og roligt, så noget af den skarpe smag forsvinder.
Tilsæt rosenkål og lad dem svitse med et par minutter - de skal stadig være sprøde, og kun lige lunes.
Hæld blandingen i en skål og bland æblerne i - server salaten lun eller afkølet.

Konklusion:

Vi fik salaten sammen med en god bøf, knuste kartofler med fyld og et godt brød, og den fungerer altså rigtig godt som tilbehør. Den smager overhovedet ikke af kål, og det "langtids-svitsede" hvidløg giver rigtig god smag sammen med bacon og æblerne.
Hvis du har det skidt med rosenkål, så giv det her et forsøg.
Du kunne risikere at skifte mening.

søndag den 13. oktober 2013

Low carb/LCHF opskrift: Bønnefritter (et alternativ til pommes frites af grønne bønner/haricots verts)


Hvis man bevæger sig i low carb verdenen, og ikke er stødt på de grønne bønnefritter endnu, så er man enten blind, eller også har man ikke læst blogs eller facebook grupper for low carb folk (det første udelukker jo så også til en vis grad det sidste).
Jeg så dem, som sikkert så mange andre, første gang hos Madbanditten, som også har dem med i sin bog, Spis dig mæt og glad, og selvom Jane selv siger at hun ikke kan tage æren for dem, så er det nok alligevel hendes fortjeneste at de er blevet så udbredte.

Det går i al sin enkelthed ud på, at grønne bønner steges i ovnen med olie eller smør, og salt og hvad man ellers har lyst til af krydderier, til de har smidt så meget af vandet, at de bliver sprøde, og dermed giver fornemmelsen af at spise pommes frites som man kan dyppe i noget snask - men med et noget lavere kulhydratindhold (og mindre blodsukkerstigning pga. lavere GI værdi) end hvis det var kartofler man indtog.

Nu tænker du måske: hvorfor bruge blogplads på noget som så mange andre allerede har dokumenteret, men det er jo heldigvis min ret som bloggens indehaver at blogge om lige præcis det jeg vil. Og da dette sted fungerer som min egen kogebog og jeg desuden steger dem en lille smule anderledes end de fleste andre jeg har læst om, så bliver du altså også belemret med fremgangsmåden her.

Jeg har lavet bønnerne flere gange - først til mig selv da jeg regnede med Lækkermåsen ville være ret skeptisk. Der blev de en smule brændte pga. den høje varme (de fleste bruger mellem 200 og 225 grader), og jeg endte med at måtte smide nogle af dem ud, fordi de simpelthen ikke smagte godt, og var for sorte.
Så tog jeg mod til mig og serverede dem en dag vi havde gæster (også for at prøve om det gjorde en forskel at lave dobbelt portion i bradepanden, så de lå i flere lag), og de blev taget rigtig godt imod af både LM og gæsterne. Temperaturen og stegetiden sad dog stadig ikke helt i skabet, så jeg måtte prøve igen, og nu tror jeg den er ved at være der.

Jeg har prøvet med både olivenolie og kryddersmør, og synes det fungerer bedst med olie, da man reelt ikke kan smage smøret - og i stedet for salt bruger jeg en pommes frites krydderi-blanding, som jeg ikke kan huske hvor kommer fra.
Og så foregår det alt sammen på følgende måde:

Bønnefritter:
ca. 2 personer som tilbehør
Bønnefritterne kan feks. serveres med et
stykke varmrøget laks og krydder-mayo...

500 g grønne bønner/haricots verts (jeg køber de frosne økologiske de har i Løvbjerg - der er 500 g i en pose, og de er nogle gange på tilbud til 10 kr. pr. pose, og så hamstres der)
2-3 spsk olivenolie - måske lidt mere (jeg måler ikke, men splatter bare noget ud til jeg synes det ser passende ud)
et godt drys flagesalt, eller et par tsk pommes frites krydderi

Hæld bønnerne i en bradepande og sæt dem i en kold ovn, som tændes på 140 grader varmluft. Efter ca. 15 minutter, når bønnerne er varmet lidt op, blandes olie og krydderi med bønnerne, og de vendes godt rundt.
... og resterne (hvis der er nogen)
kan bruges som pynt på en suppe
De steger videre under jævnlig omrøring til der er gået ca. 45 minutter - her kan varmen skrues op til 150 grader varmluft i ca. et kvarter (eller måske lidt mere - det afhænger af både ens ovn, og hvor sprøde man vil have dem). Hold øje med bønnerne, især hvis de er af meget forskellig størrelse - de må godt begynde at se en smule brankede/mørke ud, men må ikke blive sorte. Tjek dem løbende for sprødhed - de behøver efter min mening ikke bliv 100% sprøde, men må godt være lidt seje i det. Så kan man nemlig også nemmere spidde dem på en gaffel uden at de smuldrer.
Når konsistensen nogenlunde passer, tages de ud og serveres med det samme sammen med en god dyppelse - jeg har alle gange brugt en god mayo blandet med røget paprika og presset hvidløg, men ketchup, mayo naturel eller remoulade går sikkert også.

Konklusion:

Jeg er totalt fan - sålænge de får den rigtige konsistens, uden at blive sorte og uspiselige.
Man kan meget hurtigt få kørt 250 g grøntsager ind på den konto, og selvom man selvfølgelig bør spise varieret, så vil jeg nu nok påstå at disse fritter er en del sundere at spise et par gange om ugen, end tilsvarende mængde pommes frites af kartofler, som oven i købet er friturestegt.
I øvrigt - får du ikke spist hele portionen samme dag, så lad endelig være med at smide resten ud - prøv lige at gemme dem i køleskabet, og brug dem som kolde snacks dagen efter, bare som de er - eller hak dem i mindre stykker og brug dem som drys på feks. en salat eller en suppe. Jeg har spist dem kolde, direkte fra køleskabet, og brugt dem på en suppe - og det ville man nu nok ikke gøre med rester af pommes frites.
Total win-win og Stop spild af mad.

tirsdag den 8. januar 2013

Low carb/LCHF opskrift: Grøntsagsklatter med ost


Grøntsagsklatter er vist en ret udbredt ting i low carb verdenen efterhånden - jeg ved egentlig ikke hvem der har "opfundet" dem i sin tid, så derfor ved jeg heller ikke lige hvem jeg skal linke til.

Men uanset hvem der fandt på dem, så er det en rigtig fin måde at få lidt ekstra grøntsager ind, og en god måde at få brugt nogle grøntsagsrester på, hvis man har noget liggende i skuffen der begynder at se lidt slattent ud.
Det er selvfølgelig bedst at bruge de grøntsager der indeholder færrest kulhydrater, men jeg lister nu alligevel nogle gulerødder ind også, for de indeholder trods alt nogle gode ting. Kål er rigtig godt at putte i, og ellers hvad man har af ikke alt for vandede grønne sager, og som ikke er alt for gennemtrængende i smagen.

Det hele holdes sammen af æg og ost, og så kan man yderligere tilsætte nogle frø eller kerner for at få lidt mere sundt fedt med. Krydderierne kan man selvfølgelig også variere som man lyster - jeg har indtil videre holdt mig til salt og chiliflager, men jeg har set flere steder at nogen putter karry i også.

Her er den version jeg har lavet de sidste par gange - jeg har indtil videre brugt klatterne som en slags sandwichbrød, med feks. salat, skinke/kyllingepålæg, tomat, agurk, ost og dressing/mayo imellem, og det fungerer fint som en erstatning for brød.

Klatterne kan laves som klatter man breder ud på bagepapir, eller som jeg gjorde sidste gang, laves som én stor plade som skæres ud med en pizzaskærer når den er bagt.
Uanset formen så er det en nem brøderstatning som er kommet for at blive.

Grøntsagsklatter:
1 stor bageplade

½ squash ca. 150 g
3 små gulerødder ca. 150 g
5-6 blade hvidkål ca. 250 g
i alt ca. 500-600 g grøntsager
2 fed hvidløg
50 g græskarkerner eller solsikkefrø
1½ spsk FiberHusk
50-100 g friskrevet cheddarost
2 æg
1½ tsk røde chiliflager
1 tsk fint uraffineret salt

Grøntsagerne rives fint eller groft på rivejern eller i foodprocessor, og blandes med de øvrige ingredienser.
Bredes ud på en bageplade på bagepapir og bages ved 180 grader i ca. 40 minutter - denne portion giver et lidt tykt lag i min ovn, så derfor skal den have forholdsvis lang tid.
Køles af og skæres ud i passende størrelse firkanter, og opbevares nogle dage i køleskab, eller fryses adskilt af madpapir.

Konklusion:

De gange jeg har lavet dem har jeg brugt hele græskarkerner og solsikkefrø, men jeg tror nu jeg vil blende dem næste gang, da jeg bedst kan lide konsistensen uden de hele frø.
Bortset fra det, så smager klatterne fint, og selvom de selvfølgelig ikke kommer i nærheden af smagen af brød, så udgør de et fint alternativ til feks. en sandwich, eller en burger, og giver samtidig et ekstra skud grøntsager uden at man egentlig mærker det.

onsdag den 19. december 2012

Opskrift: Sønderjysk hvidkål / julekål (og lidt om ovnstegt medisterpølse)

Her er julekålen med kanelsukker til venstre, og kværnet sort peber til højre
Hjemme hos mine forældre mener min far ikke det er jul, før han har fået julekål med kanelsukker, og en eller anden form for kød med syltede rødbeder og sennep.
Jeg har ikke været tilbøjelig til at give ham ret - faktisk har jeg aldrig været sådan rigtig begejstret for julekålen, og især ikke for det alt for fede kød vi typisk fik til.
Men nu har jeg prøvet at lave kålen selv for første gang, til weekendens julefrokost med Lækkermåsens søskende, og jeg må indrømme at jeg nok har ændret lidt mening nu. Faktisk kunne det godt ske at blive en tradition, at der skal kål på bordet en af juledagene.

Så er spørgsmålet så hvilket navn der egentlig er det rigtige - nogle mener det hedder julekål, andre mener det hedder sønderjysk hvidkål, men at det så ikke skal serveres med kanelsukker, men derimod salt og peber.
Jeg aner ikke hvad der er mest korrekt, og er dybest set også lidt ligeglad, så derfor har opskriften fået begge navne.
Uanset hvad kålen hedder, så bliver den kun serveret ved juletid.

Sønderjysk hvidkål/julekål:
ca. 8 personer

Den hakkede kål - den er altså ikke grøn, men lyset driller
1 1/2 hvidkål, ca. 1800 g renset vægt (fjern stokken og de yderste grimme blade)
150 g smør
ca. 3-4 dl piskefløde
salt
friskkværnet peber (brug evt. hvid peber, hvis du ikke vil have sorte korn i den hvide kål)

Skær hver kål i 6-8 både og kog dem i usaltet vand til kålen er godt mør - her fik den ca. 45 minutter, men giv den hellere en time hvis du er i tvivl.
Nu skal mest muligt vand fjernes fra kålen - læg enten kålen i et rent viskestykke, bind viskestykket op om kålen og vrid alt vandet ud af kålen (lad den evt. køle lidt af først så du ikke brænder dig), eller brug et pinligt rent pudebetræk som bindes grundigt sammen, og lægges i vaskemaskinen på hurtigst mulige centrifugeringsprogram (det med det pinligt rene er ret vigtigt, hvis det er et pudebetræk du stadig bruger - man har jo ikke lyst til hår i maden. Brug evt. en fnugrulle hvis du er i tvivl om der sidder noget der ikke skal være der, og skyl det så lige grundigt i varmt vand inden centrifugeringen).
Hvis ikke du har så hurtig en centrifugeringsfunktion (jeg gjorde det på 1200 omdrejninger, men det battede altså ikke ret meget - jeg er faktisk i tvivl om den nogensinde kom så højt op), så vrid det sidste vand ud ved håndkraft - der må ikke være ret meget vand tilbage, da kålen så bliver for sjasket.
Nu skal kålen hakkes - det er nemmest i en kødhakker (jeg brugte medium hulskive), men kan også gøres med en kniv hvis du har god tid og gider - til gengæld kunne minihakkeren til min Braun stavblender slet ikke klare opgaven, så det skal man ikke satse på. Måske en rigtig foodprocessor har mere held, men jeg har ikke prøvet.
Nu smeltes smør i en gryde uden at brune, og den hakkede kål tilsætts og varmes igennem. Så skal der fløde i - start med ca. halvdelen og lad kålen simre ved lav varme (den må endelige ikke brænde på), og hæld mere fløde på efterhånden. Kålen må gerne simre løs i en lille times tid, til konsistensen er tilpas blød og cremet. Den må ikke være sovse-tynd, men skal heller ikke være så tyk at den bliver tør.
Smag til med lidt salt og evt. peber - kålen bliver sødlig i sig selv, så der er ingen grund til at putte sukker i nu, især ikke hvis du spiser den med kanelsukker.
Når den er helt perfekt serveres den enten med det samme, eller køles af og sættes i køleskab. Den kan uden problemer genopvarmes i en gryde under omrøring, og jeg mener også min mor nogle gange fryser rester ned med held.
Ved serveringen drysser man enten kanelsukker på, eller sort peber og evt. lidt salt, og så får man feks. medisterpølse, flæsk, sylte eller frikadeller til, sammen med syltede rødbeder og sennep.
Og så er det jul.
Siger min far.

Konklusion:

Undskyld mor, men faktisk tror jeg den er lige så god som din. Jeg blev helt overrasket over hvor vellykket den blev, men det er dog nok en ret man enten elsker eller ikke bryder sig om.
Den har i hvert fald vundet hos mig efter at jeg nu selv har prøvet at lave den.

I øvrigt fik vi den sammen med ovnstegt medisterpølse, og det bliver måden jeg laver den på fremover. Den blev kogt i knap 10 minutter i vand med peberkorn og laurbærblade, og derefter stegt i ovnen ved 180 grader i ca. 45 minutter, og blev vendt halvvejs. Den blev pæn og jævnt stegt, og smagte rigtig godt (det afhænger selvfølgelig af medisterkvaliteten, men det var faktisk bare en forholdsvis billig udgave fra Netto). Jeg prikkede ikke huller i den, men den sprang ikke og var meget saftig.
Skindet rynker lidt når den bliver kold, men det kan jeg godt leve med.

Får du denne kål til jul, eller evt. en anden julekål, måske af grønkål?
Og hvis du får hvidkålsudgaven, er det så med kanelsukker, peber eller noget helt tredje?

mandag den 5. november 2012

Opskrift: Braisserede svinekæber i øl og rødvin med kål- og rodfrugtsmos



I lørdags havde vi madklub, og temaet var "hvad vi har på lager". Det startede egentlig ud med "tøm fryseren", men udviklede sig til også at omfatte køleskab og tørlageret, så hovedingredienserne skulle bare være fra et af de steder.

Forretten bestod af aspargessuppe, som blev lavet delvist på aspargesskræller og -ender jeg har samlet sammen i fryseren det sidste 1 1/2 år.
Hovedretten blev svinekæberne som dette indlæg kommer til at handle om - der blev købt en klump på 3 kg sidste efterår da vi var i Metro, og det var meget passende at tilberede når vi skulle have gæster.
3 kg svin til os 3 ville trods alt være lige i overkanten.

Jeg har fået svinekæber 2 gange før, begge gange hos min søster, og hendes erfaring var at de bliver bedre i rødvin i stedet for øl. Efter lidt søgning fandt jeg dog en opskrift hos Ale.dk, hvor der bruges porter, og den tog jeg udgangspunkt i, men brugte knap så meget øl, og tilsatte så også rødvin for at få det bedste af begge dele.
Grøntsagerne der skulle give smag til sovsen blev tilsat efter hvad der var i køleskabet, og der blev smagt til og justeret med lidt forskelligt for at give sovsen mest mulig smag.
Tilbehøret blev en kål- og rodfrugtsmos lavet med hvad der var i grøntsagsskuffen - opskrift længere nede.
Endelig fik vi en rigtig vintersalat med grønkål og rosenkål, som kommer i et separat indlæg.
Dessert var der også, men den er ligeledes en historie for sig.

Braisserede svinekæber i øl og rødvin:
ca. 10-12 personer

ca. 3 kg svinekæber (der var ca. 34 stk. i min portion så regn med ca. 10-12 stk. pr. kg)
olivenolie og/eller ghee (jeg brugte halvt af hver)
salt og peber

6 små skalotteløg i grove stykker
3 almindelige løg i grove stykker
3 gulerødder i grove stykker
2 persillerødder eller pastinakker i grove stykker (jeg kan aldrig huske forskel så jeg aner ikke hvad der kom i, da de var blandede i en vej-selv pose)

10 fed grofthakkede hvidløg
4 stængler bladselleri i grove stykker
1 spsk tørret timian
6 laurbærblade
6 knuste enebær
1 mørk øl (jeg brugte en porter)
ca. 2-3 dl rødvin
3 spsk grov sennep
ca. 1/2 liter vand

3/4 l piskefløde
3/4 - 1 dl gastrik (se feks. fremgangsmåde her hos Meyer - jeg har aldrig fået blogget om det, men har selv lavet min af æblecidereddike og sukker) - hvis ikke du har eller gider lave gastrik, så brug evt. ekstra eddike og et skvis sirup eller sukker, afhængig af hvor sødlig du vil have sovsen
1/4 dl æblecidereddike
1 1/2 tsk salt
hjemmelavet oksefond
evt. maizenajævning
evt. madkulør (brugte jeg dog ikke)

Start med at fjerne den sene/hinde der sidder på kæberne - den ligner lidt det der sidder på en mørbrad - du kan se et billede af kæber med og uden sener hos Ale. Det gøres nemmest med en lille skarp kniv, men det tager lidt tid - især hvis man skal rense 34 stk.
Når kæberne er klar, duppes de tørre med køkkenrulle og krydres med salt og peber, og en god sjat olivenolie og gerne ghee, som kan tåle høj varme, varmes godt op i en god stegegryde. Brun nu kæberne nogle stykker ad gangen i gryden og tag dem op efterhånden - sørg for der er godt med varme på, så de steger i stedet for at koge - de skal have en god brun stegeskorpe så det kan give smag til retten. Det kan godt være bunden af gryden bliver lidt mørk af den hårde varme, men det giver smag til sovsen, og opløses når der kommer væske i.
Når alle kæberne er brunet, tilsættes evt. lidt mere fedstof i gryden, og nu brunes 2xløg, gulerødder og persillerødder/pastinakker af ved god varme i 3-5 minutter.
Når grøntsagerne har fået farve, tilsættes hvidløg, bladselleri, timian, laurbær, enebær, øl, rødvin og sennep, sammen med svinekæberne og vand til det lige dækker, og blandingen bringes til en simren, som den skal fortsætte i ca. 1 1/2 time - her fik kæberne 1 time og 40 minutter. Tjek jævnligt om der er nogle urenheder der skal skummes af.
Tag en kæbe op og tjek om den er ordentligt mør efter 1 1/2 time - hvis ikke, så giv dem 10-15 minutter mere.
Når kæberne er møre, fiskes de op og køles af.
Suppen sigtes og al væsken presses ud af grøntsagerne i sigten så mest mulig smag kommer med i sovsen.
Suppen hældes tilbage i en ren gryde og nu tilsættes piskefløde, gastrik (hold evt. lidt tilbage og smag til senere), ekstra eddike, salt og oksefond (jeg har ikke mængder på hvor meget fond jeg brugte - det var i forskellige størrelser terninger af den gode, mørke hjemmelavede slags, men prøv med lidt og tilsæt mere senere hvis der stadig mangler smag).
Sovsen koges stille og roligt ind til ønsket styrke og smag - jeg endte ud med ca. 2 liter færdig sovs.
Grunden til jeg først kogte den ind efter de sidste ingredienser blev tilsat, er at det efter min mening er svært at smage sig frem til hvor meget den skal koges ind før det hele er kommet i - men det kan man selvfølgelig gøre som man lyster.
Jævn evt. sovsen med lidt Maizena rørt ud i koldt vand, og giv den lidt farve med madkulør hvis du synes den er for bleg (min oksefond havde farvet den så meget, at det faktisk ikke var nødvendigt her, men smag (og fond) er jo forskellig).
Læg svinekæberne tilbage i sovsen og varm dem op i 5-10 minutter.
Server evt. med nedenstående mos og en god syrlig salat som kan modsvare den lidt sødlige sovs.

Kål- og rodfrugtsmos:
ca. 8 personer

1 lille knoldselleri ca. 125 g renset vægt
1 blomkål ca. 775 g
3 medium gulerødder
ca. 400 g broccoli
en håndfuld jordskokker
evt. 4 små kartofler (kan sagtens undlades, men kom med fordi de skulle bruges)

4 spsk smør 
½ dl fløde
1 rød finthakket chili uden kerner
1 spsk limesaft
2 tsk salt
2 store håndfulde grofthakkede nødder


Alle grøntsager renses/skrælles, skæres i store tern, og koges i usaltet vand i 15-20 min. til alt er meget mørt.
Si vandet fra (gem det evt. og kog det ind til grøntsagsbouillon) og mos grøntsagerne med en kartoffelmoser eller pisk med elpisker (da der kun er meget få kartofler i, bliver blandingen ikke klistret ligesom hvis det kun var kartofler) til det hele er godt most ud.
Tilsæt smør, fløde, chili og limesaft, og smag til med salt.
Når mosen er smagt til, hældes den op i et (evt. smurt) ovnfast fad og der dryppes med lidt olivenolie og drysses hakkede nødder på.
Mosen gratineres nu i ovnen ved 190 grader til den er gennemvarm - har den været kølet af, skal den nok have ca. 20 minutter, men pas på at nødderne ikke bliver brankede - dæk evt. med staniol.

Konklusion:

Åhh manner det er efterårsmad når det er bedst!
Jeg kunne seriøst spise den der sovs med ske (måSKE er det også SKEt) - et par af gæsterne syntes tilsyneladende at den var en anelse for sød, og så sammen med mosen som også har en vis sødme fra rodfrugterne, men jeg var altså solgt. Man kan ikke decideret smage hverken øl eller rødvin i sovsen, men det hele giver en fantastisk smag, som kun flødesovs kan have. Og så satte den hjemmelavede oksefond lige prikken over i'et.
Svinekæberne bliver fantastisk møre og lækre, næsten i stil med pulled pork.
Så må man sige at det er noget hurtigere at lave svinekæber.
Mosen er et rigtig godt alternativ hvis man gerne vil undgå for mange kartofler (som jeg jo normalt gerne vil), og den kan sagtens laves helt uden, og med hvad man nu har af rodfrugter - jeg har også lavet noget lignende med blomkål og søde kartofler, og det var heller ikke ueffent.
Alt i alt - skøn simremad som jeg sagtens kunne lave igen.
Hvis altså jeg kan finde svinekæber til en fornuftig pris.

onsdag den 5. september 2012

Opskrift: Grøn bønnesalat med nødder, bacon og sød chilidressing



Jeg har tidligere ikke haft det store held med at lave salat af grønne bønner/haricots verts - enten er de blevet halvrå, eller helt udkogte selvom jeg ikke synes jeg har givet dem særlig lang tid. Og det er frosne bønner vi snakker om - for de friske er ikke specielt nemme at opdrive i Viborg, skulle jeg hilse og sige.

Sidste gang jeg forsøgte var denne version, hvor de blev helt smattede, og der skulle altså gå næsten 1 1/2 år inden jeg tog mod til mig igen.

Men der lå en halv pose i fryseren som godt snart ville afløses af nogle nye (og økologiske, som var på tilbud i Løvbjerg), så i brug måtte de.

Jeg søgte i link-gemmerne og fandt en opskrift fra Healthy Indulgences, hvor bønnerne blev parret med bla. bacon og løg, og fik en dressing af bla. sød chilisauce.
Den tog jeg udgangspunkt i, men digtede lidt videre på den.

I fryseren havde jeg nemlig også en pose edamamebønner, som jeg har læst så meget om hvidt omkring, men kun smagt en enkelt gang da vi var i USA på privat besøg for 2 1/2 år siden
Jeg kan imidlertid ikke huske hvad jeg egentlig syntes om bønnerne dengang, så nu var tiden meget passende kommet til selv at tilberede dem (hvis man da næsten kan kalde det tilberede), og smide dem i salaten med de andre bønder bønner.

Udover bønner, løg og bacon kom der lidt ristede nødder og frø på toppen, og nogle tørrede tranebær fandt også vej i skålen.

Dressingen blev til med noget af den umiddelbart mislykkede søde chilisauce fra Low Carb bloggen - men bare rolig, den kan sagtens laves med almindelig sød chilisauce også.
Du kan endda gå så vidt som at købe saucen færdig, hvis ikke du gider lave den selv.

Vi fik salaten sammen med en grillet svinemørbrad - ikke den mest spændende udgave til dato, så den snakker vi ikke mere om.

Grøn bønnesalat med nødder, bacon og sød chilidressing:
ca. 2-3 personer

2 tsk sesamolie (ristet - den mørke slags)
3 håndfulde usaltede cashewnødder
2 spsk sesamfrø
lidt salt
1 pakke bacon i skiver
et par store håndfulde haricots verts
to store håndfulde frosne edamame bønner
1 håndfuld tørrede grofthakkede tranebær
½ finthakket rødløg

Dressing:
2 spsk sød chilisauce
1 spsk vand
2 tsk creamy jordnøddesmør

Rist nødderne og sesamfrø i sesamolie under omrøring til de begynder at dufte og blive let gyldne. Køl dem af og bland dem i salaten. Gem evt. lidt til pynt
Steg bacon sprød på en pande og lade den køle af - skær/bræk skiverne i mindre stykker.
Trim bønnerne hvis enderne er grimme, kog dem i ca. 2-3 minutter i letsaltet vand (hvis de er frosne, tages der først tid når vandet koger igen), og brus dem over med koldt vand så kogningen stoppes, inden de stilles til afdrypning.
Skær dem evt. i halve - så er de nemmere at håndtere, både på gaflen og i munden.
Hæld edamamebønnerne i en mikro-egnet skål og dæk med mikro-egnet film (med huller i så der kan slippe damp ud) - giv dem fuld styrke i mikroen i 2-2 1/2 minut.
Lad dem køle af og pop dem ud af bælgen. Bland dem med haricots verts i en skål.
Bland hakkede tranebær og rødløg i - vent med bacon og nødder.

Bland dressing af chilisauce, vand og jordnøddesmør og vend den i salaten - pynt til sidst med bacon og ristede nødder.
Servér.

Konklusion:

Jeg har altid syntes det måtte være lidt over-hyped med de edamame bønner, og kunne ikke forstå hvordan sådan en grøn ting kunne smage af ret meget. Men jeg må overgive mig - den første portion jeg lavede forsvandt på mystisk vis inden den kom i skålen, så der måtte en portion mere til.
Bønnerne er faste og med en let saltet smag, og jeg kan sagtens forestille mig at spise dem alene som en snack. Det er i hvert fald godt at Netto har tilbud på dem i denne uge - hvis jeg når at komme derind.
Haricots verts'ne blev også ganske vellykkede denne gang efter ca. 2-3 minutters kogning, og hele salaten blev meget velsmagende - den søde chilisauce og jordnøddesmør kan gøre meget ved den ret neutrale smag fra de grønne bønner, så jeg var glad.
Faktisk så glad at jeg lavede (en anden) bønnesalat to dage efter.

onsdag den 6. juni 2012

Low carb/LCHF opskrift: Stegte blomkålsris / broccoliris / rødkålsris



Det lader til at blomkålsris er det nye sort inden for low carb madlavning - man erstatter de kulhydratrige ris med revet blomkål, og vupti! Så kan man næsten spise sig mæt i "ris" uden at kalorieregnskabet går amok.

Rå blomkål indeholder ca. 24 kcal pr. 100 g og ca. 2,4 g fibre, hvor almindelige hvide, parboiled ris indeholder ca. 365 kcal pr. 100 g - godt nok i rå tilstand (jeg ved ikke hvor mange gram rå ris man skal koge for at få 100 g kogte, men mon ikke det er ca. 1/3), men forskellen er alligevel til at få øje på.

Jeg skulle selvfølgelig have afprøvet om det nu også duede. Jeg er meget glad for ris, både almindelige, brune, jasmin, basmati og de vilde, og har hver gang jeg forsøger at lave noget sund mad ærgret mig over at der er så mange kalorier i. Så med et blomkålshoved klar (som godt nok havde fået lov at ligge lidt for længe i en halvvarm baggang, så noget måtte skæres væk) og med tilbehør af et par laksefileter, var det bare om at komme i gang.

Man kan enten spise blomkålsrisene rå (omend det er svært at få dem varme så), man kan koge dem i lidt vand i en gryde med salt, eller gøre dem møre i mikroen uden vand - eller som jeg valgte, stege dem på panden, ligesom stegte ris.
For at få lidt ekstra smag med stegte jeg først løg, forårsløg og chili, og lod så "risene" og krydderier stege med i ca. 5 minutter.

Opdatering 22.06.12: For at sætte lidt fut i farverne kan man også tilføje andre grove grøntsager som holder faconen godt ved opvarmning - jeg har efterfølgende prøvet med blomkål og broccoli, og blomkål, broccoli og rødkål.
Det hele fungerer godt, så længe der bliver krydret - dog har rødkålen det med at misfarve resten lidt hvis det får lov at stå i længere tid, eller bliver frosset ned. Så man skal lige være obs på farverne, hvis man også gerne vil have at de passer sammen med det der skal serveres til.
Hvis man går op i sådan noget.

Stegte blomkålsris / broccoliris / rødkålsris:
ca. 4 personer

Blomkålsris
1/2 blomkålshoved
1/2 broccoli
rødkål (jeg brugte nok ca. 1/4 af en lille, men tilsæt så meget som du synes klæder blandingen)
3 spsk olivenolie
2 store finthakkede løg
1 finthakket forårsløg
salt og friskkværnet peber
ca. 2 tsk chiliflager

Riv blomkålen, broccoli og rødkål på et rivejern, i en foodprocessor eller minihakker til al kålen har størrelse som store risgryn, eller lidt større.
Blomkålsris med broccoli
Varm olie op i en pande ved middelvarme, og steg løg og forårsløg under omrøring, til løgene er blanke, ca. 5 minutter. Tilsæt blomkålen, broccoli og rødkål, samt salt, peber og chiliflager, og lad kålen stege med 3-5 minutter. Smag til med krydderier.
Server til kød og fisk, eller gryderetter i stedet for ris, eller køl kålen af og bland den i en salat.

Konklusion:

Konsistens og smag som ris får det aldrig - men når det så er sagt, så var jeg positivt overrasket.
Blomkålsris med broccoli og rødkål
"Risen" får en god og krydret smag af salt, peber og chiliflager, men det er også et must (i hvert fald for mig) at krydre den godt, for at den ikke bliver for anonym i smagen.
Den fungerede rigtig godt til fisken, og resterne blev dagen efter blandet i en salat. Næste forsøg må være med en gryderet, eller som minimum noget sauce, for at se hvordan den opfører sig sammen med flydende substanser (jeg tænker allerede på en gang boller i karry - det er godt nok ved at være for længe siden vi har fået det).
Jeg har også planer om at lave en kæmpe portion og fryse ned i mindre poser hvis jeg kan finde kål til rimelige penge, så der er nemt tilbehør når der er brug for det. Måske skal blomkålen så steges lige knap så længe, så der stadig er lidt bid i efter optøning/genopvarmning.
På en amerikansk blog har jeg læst en kommentar om en der bruger blomkål fra frost når ikke kålen er i sæson, og det var også en mulighed hvis man kan finde frossen blomkål af ordentlig kvalitet - så behøver man ikke tænke på at have frisk blomkål i huset.
Det har i hvert fald potentiale til at blive rigtig nyttigt når man gerne vil holde lidt igen med kalorierne.
Selv Lækkermåsen var positiv.
Han er nu heller ikke så vild med ris.

onsdag den 2. maj 2012

Opskrift: Hvide asparges med valnøddevinaigrette



P.t. går der meget tid med forberedelse til Bonussønnens konfirmation om ikke så længe, og derfor står det en anelse stille i det ordinære køkken.
Vi holder selv festen sammen med mor og bonusfar, og da jeg står for forret og dessert skal der planlægges lidt.
Men i dag blev der tid til at nyde en af forårets bebudere - omend den ikke var af dansk afstamning.
Hvide asparges fra Grækenland. 
Men de kan vel også dyrke asparges dernede.

Sidste forår/sommer lavede jeg en omgang med danske asparges, der meget ligner denne, men jeg fik aldrig blogget om den - så derfor må det være passende at udgive denne version.

Første gang brugte jeg æblecidereddike som det primære syrlige indslag, men fornylig købte jeg en flaske valnøddeeddike i Tyskland, og jeg havde bestemt mig for at den skulle få lov at give smag til vinaigretten i dag, sammen med hakkede valnødder.
Resten af vinaigretten blev i sin tid til ud fra flere forskellige inspirationskilder, så derfor ingen links.

Jeg spiste i øvrigt hele portionen selv.
Det må man godt når man er alene hjemme.

Hvide asparges og valnøddevinaigrette:
  
½ kg store tykke hvide asparges
ca. ½ dl god raps­olie
1 spsk valnøddeeddike
1 spsk finthakkede valnødder
1 finthakket skalotte­løg
½ tsk sukker
½ tsk grovkornet sennep
1 spsk hakket persille
½ tsk limesaft
salt
friskkværnet peber

Skyl asparges (mest vigtigt hvis man har tænkt sig at gemme skrællerne til en senere gang aspargessuppe - og det har jeg) og skær den nederste grimme ende af.
Skræl dem derefter - det gøres nemmest ved at lægge dem på et skærebræt, holde i den ene ende og bruge en tyndskræller. Bræk de nederste ender af der hvor de naturligt knækker, ligesom med grønne asparges. Gem enderne og skrællerne - frys dem evt. ned hvis de ikke kan bruges med det samme (jeg har en stor pose i fryseren med aspargesrester fra både de grønne og hvide, og de skulle gerne ende deres dage som aspargessuppe en skønne dag når der er nok).
Bring nok vand i kog i en gryde til at dække de hvide stænger, og lad dem simre i 1 minut (jeg har set flere fremgangsmåder hvor de skal koges i 5-8 minutter, men jeg synes det er alt for længe - de skal stadig have bid og være sprøde, så 1, max. 2 minutter er rigeligt i min verden). Hæld dem i en stor sigte (så hovederne ikke knækker) og brus dem over med koldt vand, så kogningen stopper, og til de er afkølede.

Pisk alle ingredienser til vinaigretten sammen og smag til med salt og evt. en anelse mere limesaft eller sukker, alt efter ønsket syrlighed.
Arranger asparges i et fad eller på en tallerken og hæld vinaigretten over - pynt med en lille dusk persille og server med det samme. Enten som en separat ret, evt. med en bid brød, eller til et stykke kød eller fisk.
Hvis man ønsker at retten skal være en anelse mere nem at gå til og fungere mere som en salat, så skær asparges i mindre stykker og bland dem med vinaigretten i en skål.

Konklusion:

Meget nem og skøn forårsret, med en lækker syrlig smag, og lidt bitterhed fra valnødderne. Det hele passede perfekt sammen, og jeg kunne sagtens have spist mere, hvis der var.
Men det var der ikke.
Godnat, og sov godt.




søndag den 6. november 2011

Opskrift: Maque choux


Aftensmaden lørdag bestod af nogle skaldyr som jeg ikke vil sige så meget om nu, og så denne Maque Choux, som jeg stødte på hos Closet Cooking for noget tid siden.

Maque Choux stammer fra Louisiana og er sandsynligvis opstået som en blanding af cajun og indianer mad, og ifølge Wiki skulle navnet stamme fra den franske fortolkning af det indianske navn.
Retten indeholder (i hvert fald i de udgaver jeg har fundet) majskerner (typisk fra friske kolber, men de er jo ikke just "in season" lige nu), rød eller grøn peber, tomater, løg og bladselleri. Det rigtige fedtstof at varme retten i skulle være baconfedt - og det passer jo som hånd i hanske, da jeg for et stykke tid siden er begyndt at gemme baconfedt, og også fedt fra feks. chorizo og spegepølse, hvis jeg af en eller anden grund finder på at varme det. Det hele sies over i et glas jeg har stående i køleskabet, og der er nu efterhånden en del forskellige lag med forskellige farver - alt efter hvad der lige har været på panden. Det rene guld - kun overgået af andefedt.

De opskrifter jeg fandt indeholdt også fløde, som gør retten cremet - nogle mener at majskernerne i sig selv er nok til at "jævne" retten - især hvis man bruger friske kolber, og sørger for at ødelægge kernerne lidt så majssaften flyder ud (alternativt kan man blende lidt af den færdige ret så majssaften frigives, og hælde det tilbage i gryden) - men jeg lod ikke chancen for at bruge fløde gå forbi mig. Heller ikke selvom den var dyr i dag, og først er på tilbud fra i morgen. Skal der være fløde, så lad der være fløde.

Nogle bruger frisk chili til at give retten lidt spark, nogle bruger en "hot sauce" (som jeg aldrig helt har fundet ud af hvad er - om det bare er en generel betegnelse for en chilisauce, eller om der faktisk er et mærke der hedder det) - jeg valgte at bruge tabascosauce.
Jeg brugte desuden også noget af det creoler/cajun krydderi jeg lavede for ikke så længe siden - det var med i en enkelt af de opskrifter jeg kiggede på, og selvom det var en færdiglavet krydderiblanding der blev henvist til, så gik jeg ud fra at min version nok også godt kunne bruges.

Jeg komponerede således min egen udgave ud fra denne, denne, denne og denne version, og så kom det hele til at se ud som følger.

Maque choux:
2 personer

1 spsk baconfedt (eller smør eller olie)
1 mellemstort hakket løg
½ grøn peberfrugt i små tern
2 stilke finthakket bladselleri
ca. 7½ dl frosne majskerner (eller friske fra 4-5 kolber)
1 stor tomat eller 5 cherrytomater, i små tern
2 spsk creoler/cajun krydderi
2½ dl piskefløde
1 tsk tørret timian
1 spsk frysetørret persille (eller 2 spsk friskhakket)
1/4 tsk tabascosauce
evt. salt og friskkværnet peber

Baconfedt smeltes ved middel varme, og løg sauteres deri i 2-3 minutter. Tilsæt peberfrugt, selleri og majskerner, og svits ved god varme i et par minutter. Tilsæt tomat, cajun krydderi, fløde og timian, og lad retten simre i 15-20 minutter, til fløden er kogt lidt ind og bliver cremet. Kog persille med de sidste par minutter, og smag til med tabasco sauce, og evt. salt og peber.

Konklusion:

Udover skaldyrene blev der serveret kogte basmatiris til maque choux'en, og en portion af verdens bedste brød, som jeg lavede i dag som både brød og små boller.
Maque choux'en er blød og cremet, men med lidt spicyness fra creoler/cajun krydderiet og tabascosaucen, og det er fint, for ellers tror jeg godt den kan blive lidt for anonym og blød i munden. Måske skulle der have været en salat eller noget andet sprødt til, men alt i alt var det en ok aftensmad, og en god mulighed for at få brugt noget af krydderiblandingen.


mandag den 17. oktober 2011

Opskrift: Flødestuvede svampe/svampestuvning



Nu hvor det ikke blev til den store kulinariske udfoldelse på min fødselsdag, så blev det i stedet til en lækker menu i går søndag.
Jeg har haft et behov for svampe og fløde på det sidste - muligvis har fløden noget med en protest mod fedtafgiften at gøre, jeg ved det ikke. Men i går og i dag har jeg i hvert fald fået afløb for min trang.

I går stod menuen på nogle gode bøffer af oksemørbrad fra ø-koen, en sortfarvet spaghetti, en god råkostsalat og så svampestuvning, der blev brugt som en slags sauce.

Der blev ingen rester til i dag hvor flødetrangen var lige så stor, så jeg lavede en ny omgang stuvning hvor jeg også tilsatte rødløg, hvidløg og bacon, og så blev stuvningen serveret på et stykke ristet brød, sammen med en portion råkost/salat af spidskål, æbler og de lækreste granatæbler vi købte i Metro i lørdags. Åh jeg kunne leve af granatæbler om vinteren.
Og svampe - og fløde.

Flødestuvede svampe/svampestuvning:

Stuvning fra i går - uden bacon
750 g svampe/champignons - jeg brugte 500 g champignons og 250 g brune markchampignons
2 finthakkede skalotteløg
2 spsk sherry (eller evt. lidt hvidvin)
3 dl piskefløde
3 spsk citronsaft
et drys Oscar øko grøntsagsbouillonpulver
et ordentligt drys persille (jeg havde kun frysetørret, så det blev det der kom i)
salt og peber

Svampene renses og skæres i mindre stykker, og steges ved høj varme på en pande, til de har afgivet det meste af vædden. Tilsæt løg og sherry, og steg løgene til de begynder at blive bløde, og sherryen er kogt lidt ind.
Tilsæt fløde, citronsaft og bouillon, og lad fløden koge ind til stuvningen er tyk og cremet. Smag til med salt og peber, og evt. ekstra citronsaft (den må godt være lidt syrlig).

I den anden version steges et par bakker bacontern næsten sprøde, svampene steges i lidt af baconfedtet sammen med skalotteløg, rødløg og hvidløg. Sherry, fløde, citronsaft, bouillon og persille tilsættes og koges ind, og til sidst vendes bacontern i, og det hele serveres på ristet brød.

Konklusion:

Mmmm altså, det er godt! Det er comfort-food af bedste slags, andet er der ikke at sige.
Eller jo, det er der egentlig. Lækkermåsens første kommentar i går var: "Der kunne godt have været bacon i". Ja det kunne der, men det er der altså ikke - du får bøf, ikke?!!
Da han så først havde smagt på det var jeg ved at falde ned af stolen da han proklamerede, at man faktisk godt kunne spise pastaen og svampestuvningen som en vegetarret. Og det kommer fra manden, der helst lader 3/4 af sin kost bestå af kød.
Nå men stuvningen blev ganske rigtigt ikke mindre god af at der kom bacon i, men til en bøf er det altså ikke nødvendigt.
Ikke sådan strengt.

søndag den 2. oktober 2011

Opskrift: (Næsten) perfekte ovnstegte rodfrugter, og et lille tip til stegning af bøf



I fredags skulle der ovnstegte/bagte (hvad er mon egentlig forskellen?) rodfrugter på menuen - den nærmeste grønthandler havde tilbud på pastinak og persillerødder, jeg havde gulerødder i forvejen, og også 3 bagekartofler der så småt var begyndt at skyde lidt knopper, så det var i sidste øjeblik hvis de skulle indgå i noget spiseligt (heldigvis var de ikke blevet grønne, som de ellers har tendens til, hvis de får lov at ligge for længe).

Disse 4 frugter af jorden blev til, synes jeg selv, den bedste omgang lavet i ovnen, som det til dato er lykkedes mig at lave. Grunden til at overskriften kun siger Næsten perfekte, er at Lækkermåsen ikke var helt enig. Han syntes vist for det første, at ternene (som jeg havde lavet med Alligator chopperen) var for små, og måske for sprøde (vi er helt modsatte på det punkt).
Men jeg var mere end tilfreds da jeg bedst kan lide dem sprøde udenpå, og jeg tror succesen skal findes i netop tern-formen, i stedet for stænger eller både. Sidstnævnte har det med at blive for bløde, også udenpå - måske fordi jeg ikke har haft ovnen varm nok førhen, det vil jeg ikke afvise. Men i hvert fald virker det her, efter min smag.
Eneste minus er at hvis man skal lave dem i ét lag i en bradepande (så har de nemmest ved at blive jævnt sprøde alle sammen), så kan der faktisk ikke være mere end hvad to personer kan spise. Men så er det jo godt at vi netop kun var 2 i fredags.

Resten af menuen bestod af et par tykstegsbøffer fra ø-koen (den var Lækkermåsen heller ikke tilfreds med, hvor jeg faktisk var meget positivt overrasket over mørheden - tror seriøst der har været noget galt med hans smagsløg den aften) - de blev saltet et par timer inden tilberedning, og blev brunet i lidt olivenolie ved meget høj varme (8 ud af 9 på induktion), ca. 1 minut på hver side.
Derefter blev der skruet ned på 6, panden blev tørret af, og der kom lige dele olivenolie og hjemmelavet ghee på panden (havde ikke noget smør der var tøet op, ellers havde jeg brugt det). Da det var varmt, kom bøfferne på panden igen, i ca. 3-4 minutter på hver side.
Et tip jeg læste et sted som jeg ikke længere kan finde (som også beskriver ovenstående med først at brune, og derefter færdigstege i nyt fedstof), siger at bøffen vendes når kødsaften begynder at vise sig på overfladen, og når kødsaften også viser sig på den anden side, skulle den været stegt tilpas medium (den var dog stadig lige rød nok efter min smag, så den fik et minut mere på hver side - men et udmærket tip hvis man ikke ved hvad man ellers skal kigge efter).


Endelig havde jeg købt en færdiglavet rødvinssauce - jeg synes Arlas udgave er ret god af en færdiglavet sauce at være, og når den så lige får lidt chipotlesauce, piskefløde, og lidt nedfrosset kødsaft fra en culotte der blev sous vide't for et stykke tid siden, så vil jeg vove at påstå at den endda går til gæstemad, hvis man ikke har tid til at bruge flere timer på en hjemmelavet rødvinssauce.

Nå men det var rodfrugterne vi kom fra. Jeg gjorde som følger.

Ovnstegte rodfrugter:
2 personer

3-4 pastinakker
3-4 persillerødder
2 store gulerødder
3 store bagekartofler
man kan selvfølgelig bruge nøjagtig den blanding man har lyst til - rødbeder og jordskokker kunne også gå an - bare anvend en mængde så de kan ligge nogenlunde jævnt i ét lag i bradepanden
olivenolie
frisk eller tørret timian
frisk eller tørret rosmarin
friskkværnet peber
flagesalt

Rodfrugterne skrælles og skæres i tern på ca. 1x1 cm. Hvis man har en Alligator chopper, eller andet redskab der kan lave tern, så skal de bare skæres i skiver på ca. 1 cm, hvorefter chopperen klarer ternene til UG. Har man ingen chopper, kan det selvfølgelig gøres med en kniv - størrelsen er ikke så væsentlig, det er mere ensartetheden der betyder noget for at alle rodfrugterne bliver færdige på samme tid.
Bland rodfrugterne med ca. ½ dl olivenolie og en god håndfuld krydderurter - jeg brugte en blanding af tørrede og friske - salt og peber i en skål, eller direkte i bradepanden.
Varm ovnen op til 200 grader varmluft, og lad rodfrugterne stege i ca. ½ time, mens de vendes jævnligt, så de ikke brænder fast i bunden.
Når de er ved at være møre, skrues op til 215 grader, og de steges færdige til de er gyldne og sprøde - bliv ved med at vende dem rundt jævnligt, så de bliver sprøde på alle sider.
Server med det samme.

Konklusion:

Ja jeg har jo egentlig allerede skrevet den - perfekte til mig hvad angår sprødhed, smag og konsistens. Hvis Lækkermåsens smag skal rammes lidt bedre næste gang, så skal ternene være lidt større, og så må jeg i gang med kniven manuelt - så må vi se om jeg gider.
Jeg har lige spist resten af rødderne i dag, opvarmet i mikro med noget af den tiloversblevne sauce - og det var stadig godt.

mandag den 22. august 2011

Opskrift: Balsamico- og chipotle-glaserede løg


Efter de syltede rødløg, bliver vi i løg-verdenen lidt endnu - denne opskrift på chipotle- og balsamico-glaserede løg fandt jeg på Closet Cooking, og de så spændende ud, ligesom stort set alle hans opskrifter.
Jeg lavede dem for en uges tid siden, hvor vi fik sandwich til aften, og jeg puttede nogle i min sandwich - det var en succes, selvom det måske er mest almindeligt at bruge rå løg.
Nogle gange skal man jo udfordre sig selv lidt.

Jeg snusede lidt til den opskrift Kevin henviser til fra Foodnetwork, og så kom min udgave til at se sådan ud:

Balsamico- og chipotle-glaserede løg:

2 spsk olivenolie
ca. ½ kg løg (jeg brugte både almindelig og rødløg) i halve skiver på ca. 5 mm)
1 finthakket chipotle chili in adobo inkl. lidt af saucen
2-3 spsk brun farin
2 spsk balsamico eddike
ca. 1½ dl vand

Varm olien i en bred pande ved medium varme. Tilsæt løgene, chili, brun farin, eddike og vand, og lad det simre under låg til løgene er møre og glaserede - det tager ca. en times tid. Rør i panden nogle gange undervejs, så løgene bliver jævnt brune.
Tilsæt evt. lidt mere vand undervejs hvis løgene "koger tørre" - vandet er med til at fordele varmen jævnt.

Konklusion:

Spændende løg, som både kan bruges i en sandwich, som jeg gjorde (der var dog ikke enighed i husstanden om hvorvidt det var en god idé), eller til en hakkebøf i stedet for de traditionelle bløde løg.
Der er både syrligt, sødt og stærkt at spore, så der er flere smagsnuancer at komme efter.

onsdag den 27. juli 2011

Opskrift: Knuste kartofler med salt, eddike og rosmarin



I mandags var aftensmaden fra Noblepig - og det var den delvist også i går.
Med det samme jeg faldt over disse fladtrykte kartofler med salt, æblecider eddike og rosmarin blev de bogmærket, og så var det bare om at vente på en lejlighed til at lave dem.
Jeg elsker sour cream & onion chips, salt & vinegar chips - ja alt der er både salt og eddikesurt tror jeg, så disse kartofler måtte jo lige være noget for mig. Jeg blev ikke skuffet.

Menuen stod desuden på en ny variant af en tomatsalat (jeg føler lidt jeg begår helligbrøde ved ikke at lave Jamie Oliver modellen, når nu jeg endelig har fået den som favorit - men billederne på Pioneer Womans blog var så fine at den måtte prøves - og så minder den da også lidt om Oliver drengens udgave. Sådan i store træk) og en bøf stegt på grillen. Eller - dvs. Lækkermåsen fik bøf, jeg fråsede totalt i tomatsalat og kartofler.


Tomatsalaten kommer i et indlæg for sig selv - resten af denne side er helliget min nye yndlingskartoffel.

Knuste kartofler med salt, eddike og rosmarin:

så mange kartofler som man kan spise, rengjorte og MED skræl - feks. store aspargeskartofler eller en anden, ikke for lille type
RIGELIGT olivenolie
groft salt, gerne Maldon flagesalt
finthakket rosmarin (eller anden krydderurt, hvis man ikke bryder sig om rosmarin)
æblecider eddike

Kartoflerne koges i saltet vand til de er lige netop møre.
De lægges på bagepapir på en bageplade, og trykkes nu let flade feks. med en kartoffelmoser, en stor gaffel eller lignende. De skal stadig være nogenlunde sammenhængende, men det gør ikke noget at der går små stykker løs.
Der skal nu pensles RIGELIGT med olivenolie, drysses med salt og rosmarin, hvorefter kartoflerne sættes i en opvarmet ovn ved 220 grader almindelig varme i ca. 25 minutter. Hold øje med dem - hvis kanterne begynder at blive for mørke, skrues ned til 200 grader.
Når kartoflerne er gennemvarme og begynder at se gyldne og sprøde ud, tages de ud og pensles/dryppes med det samme med eddike og drysses evt. med mere salt. Smag på et stykke og dryp evt. mere eddike på - de kan godt tage en del.
Serveres med det samme.

Konklusion:

Mums. Eddiken gør lige det sidste til at disse kartofler er superlækre og smagfulde. De bliver klart lavet igen - måske endda med lidt mere eddike.

tirsdag den 7. juni 2011

Opskrift: Hummerhaler med avocado og mango, græsk kartoffelfad og den sædvanlige fetadip i lidt ny forklædning

  
For et stykke tid siden var vi på besøg hos en af Lækkermåsens tidligere kolleger, hvor vi blev trakteret med en lækker tre-retters menu - i lørdags var det så vores tur til at gøre gengæld.
Menuen endte som følger:

- Hummerhaler marineret i hvidløgs/chiliolie, stegt, afkølet og pillet, og serveret i portionsglas sammen med mangotern, avocado og hvidløgs/chiliolie (med inspiration fra forretten til den seneste madklub vi var til)
- Kæmpebøffer på mellem 370 og 510 gram, lavet sous vide ved 55 grader i 2½ time, og derefter smidt på grillen for at få lidt striber - græsk kartoffelfad med nye kartofler, broccoli, cherrytomater, oliven, fetaost og en masse krydderurter/krydderier (med inspiration herfra - jeg har tidligere lavet noget lignende, som blev portionsanrettet i små foliebakker, men det var før bloggens oprindelse) - fetadip med purløg og rødløg (vi plejer kun at lave den med purløg, men fornylig var vi til et nyt pizzatræf, hvor fetaost med rødløg fungerede som dip til brødstænger - og det var overraskende godt)
- Tre slags is - granatæblesorbet, grøn æblesorbet og hasselnøddeis med mørk chokolade (de sidste to is-varianter kommer i hver sit indlæg) - frisk ananas

Bøfferne er der ikke så meget mere at sige om, så vi springer straks til hummerforretten:

Hummerhaler med avocado og mango:
6 personer

ca. 1 kg hummerhaler, optøede, pillede og tarmstrengen fjernet
½-1 dl olivenolie
5-6 fed hvidløg
1 lille stærk rød chili
1-2 spsk citronsaft
frisk koriander
frisk persille
salt og peber

1 mangofrugt i tern
2 avocado i tern

Olivenolie blendes med hvidløg, chili, citronsaft og krydderurter, og smages til med salt og peber. Tag lidt af marinaden fra, til at bruge som "dressing" til den færdige ret.
Hummerhalerne marineres i resten af blandingen i nogle timer i køleskab. De steges på en pande eller i et fad i ovnen, til kødet er hvidt  og lige netop gennemstegt. Halerne afkøles.
Mango, avocado og hummerhaler lægges lagvist i portionsglas og overhældes med en smule af marinaden (husk at bruge den der er taget fra - ikke den de rå haler har ligget i!)
Pyntes evt. med en grøn dusk - feks. koriander, basilikum eller persille.
Serveres med godt brød og evt. smør.

Græsk kartoffelfad:
ca. 6 personer

1300 g små nye kartofler
1 broccoli skåret i mindre buketter
ca. 15 cherrytomater skåret i halve
5 forårsløg i tynde ringe
ca. 2 spsk finthakket persille
ca. 2 spsk friskhakket timian
ca. 2 spsk friskhakket rosmarin
8-10 fed grofthakket  hvidløg
½-1 dl god olivenolie
groft salt
friskkværnet peber
200 g fetaost i tern (gerne én der rimeligt nemt kan smuldres)
15-20 Kalamata oliven (udstenede)
1 bundt friske grønne asparges til pynt

Kartoflerne rengøres og koges knap møre i godt saltet vand (evt. med en dusk løvstikke og lidt mynteblade ved). Køl dem af og skær dem i halve eller både.
Hæld kartofler i et stort ovnfast fad og vend de øvrige grøntsager og krydderurter i, sammen med olie, salt og peber.
Varm kartoffelfadet i ovnen (eller på grillen ved indirekte varme) ved 200 grader i ca. 20-30 minutter, til kartoflerne er gennemvarme.
Pynt med fetaosten og asparges, og evt. oliven - eller server dem ved siden af, hvis der er kræsne gæster til stede.

Fetadip med purløg og rødløg:

1 blok god cremet fetaost (vi bruger som regel den der hedder Domyati) 
en sjat mælk eller fedtfattigt fraiche produkt
en ordentlig håndfuld frisk purløg
2 små finthakkede rødløg
friskkværnet peber
evt. 1 fed hvidløg

Fetaosten og mælken/fraichen blendes til en ensartet masse i blender, foodprocessor eller minihakker.
Purløg klippes eller hakkes fint med kniv og blandes i den færdigblendede feta - må ikke køre med i blenderen, da det kan give en bitter smag.
Rødløg blandes i, og der smages til med peber - og evt. hakket hvidløg (men fetaosten smager af så meget i sig selv, at det faktisk ikke er nødvendigt - og så slipper man også for klager fra de ulyksalige mennesker som ikke kan lide hvidløg).
Hvis dippen får lov at stå et par timer i køleskab bliver den mere fast i konsistensen - den kan bruges både som dip til kiks, brødstænger, grøntsager mv., som "sauce" til kartofler og som smørelse til brød.
Og den er et must her i huset til sommerens grillmenuer.

Konklusion:

Forretten blev god - hummerhalerne havde fin smag af chili og hvidløg, uden at være for stærke, og mango og avocado passer godt til.
Bøfferne var lidt ukurante, forstået på den måde at der var meget spild af fedt og ben - men det kød der var, blev rigtig godt. Virkelig mørt og pænt lyserødt hele vejen igennem.
Kartoffelfadet passer fint til mange ting - man kan sagtens udelade fetaen og oliven, hvis man ikke bryder sig om det græske islæt, og så ellers supplere med de grøntsager man nu har. Og det hele kan forberedes i god tid, hvilket også er et plus.
Fetadippen blev bare endnu bedre af at tilsætte rødløg - og den kan i øvrigt også spises sammen med kiks.

Billeder:

Forretten - avocado nederst, så haler, så mango


Nye DANSKE kartofler koges med løvstikke og mynte


Megabøffer klar til grillen


Min portion


Perfekt lyserød bøf