onsdag den 16. november 2011

5 retters gourmetmiddag på Mortens Kro


I oktober var vi på tur med mit arbejde til det nordlige Jylland.
Vi plejer at holde et arrangement en gang hvert efterår, og i år havde vi bestemt at vi dropper julefrokosten og bruger nogle flere penge på en ordentlig tur med overnatning og hele svineriet.
Vi startede ud lørdag formiddag hos Weber Grilleriet i Nørresundby (mere om det en anden dag), om eftermiddagen tjekkede vi ind på Quality Hotel på Vesterbro (som nu vist har skiftet navn til noget med First), og om aftenen gik det løs med en 5 retters gourmet-menu hos Mortens Kro.

Jeg har desværre fået smidt den seddel væk jeg ellers havde menuen printet på, og som jeg skrev notater på aftenen igennem som en sand blogger, så det bliver lidt efter hukommelsen, og nogle detaljer er udeladt, da menuen i oktober ikke findes på deres hjemmeside længere. Men jeg tror også billederne bør give en ret god idé om hvordan menuen var - der var ret dårligt foto-lys i restauranten, men med blitz og lidt efterredigering er det vist lykkedes at få dem nogenlunde tydelige.

Der var dækket godt op med vinglas fra starten - og flere kom til i løbet af aftenen


Skøn og tilpas saltet smør - om det var hjemmelavet/rørt ved jeg ikke, men det var perfekt til brødet...


... som så hjemmebagt ud, var lunt  og smagte rigtig godt - både Lækkermåsen og jeg var tæt på at spise os mætte allerede her


En appetizer som ikke var med på menuen - en Panna Cotta, mener jeg vores tjener sagde, med græskar. Den smagte lidt af spidskommen og var en fin start på de rigtige retter


Røget ørredfilet fra Thy med diverse salater, små sprøde brødbider, og noget creme som vist nok indeholdt noget med brændt hø ?!? Virkelig lækker fisk og tilbehøret fungerede fint til.


Aftenens største udfordring for flere - rimmede kammuslinger (i sukker og salt)  som således var faktisk... rå. Dertil salater og noget rødbede, samt forskelligt skum, bla. noget med estragon, hvis ikke jeg husker helt galt. Jeg har kun meget lidt erfaring med kammuslinger, men jeg synes egentlig de var ok - måske lidt for ferske i smagen, og der var flere af de andre der havde problemer med konsistensen, men der kan ikke sættes en finger på tilberedningen og præsentationen. Og med lidt brød til gik det også for de musling-udfordrede.


Andebryst fyldt med kød fra andelår, svampe og en kraftig sauce/glaze - virkelig lækker ret med meget smag.


Vinene har jeg, pga. den mistede seddel, ikke meget styr på - men vi fik bla. at vide, at rødvinen til venstre var blevet forvekslet med en hvidvin i en absolut blindsmagning (som i med bind for øjnene og vinen serveret i et sortmalet glas, så man ikke kunne se den) - farveforskellen antyder nok også lidt, at der er forskel på kraftigheden af de to


Kalvemørbrad som var marineret i grannåle - det kunne man nu ikke smage (hvilket muligvis var meget godt). Tilbehør var bønner i flere former og en grøn "sauce" som jeg desværre ikke kan huske smagen af. Men det hele var godt og kødet var virkelig mørt. På toppen en kalvebrissel - første gang jeg smagte sådan en, og jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes. Den smagte ikke af så meget, så den gjorde ikke det store indtryk.


Til mørbraden var der også portionsanrettet kartoffelsoufflé - blød og cremet


Desserten bestod af æbleis og hvid chokoladeparfait med lakrids, små æblegelé stykker, lakrids marengs og høvlet hvid chokolade, samlet en tørret æblering. Æbleisen var frisk og lækker, og lakridsisen var også skøn. I det hele taget en lækker sammensætning af æble- og lakridstema 


Samtidig fik vi også en creme brulee - det var nok aftenens største skuffelse for mit vedkommende - jeg synes slet ikke den var så sød som jeg har fået den før (ikke at den skal hvine i tænderne, men den smagte nærmest ikke af noget). Men konsistensen var fin, omend sukkerlaget på toppen var lige tyndt nok.


Fantastisk lækre hjemmelavede skumfiduser - dem skal jeg bare snart have lavet selv (gelépulver er købt)


Og til sidst nogle trøffelagtige og meget koncentrerede chokoladekugler med kakaopulver, samt nogle små småkager


Så var vi også mætte - ikke mindst af den tilhørende vinmenu, som nogle gik mere til end andre (ingen nævnt, ingen glemt).

Sådan en middag kostede ca. 650 kr. (det var en pakkeløsning sammen med hotelopholdet, men en af kollegerne skulle kun spise, og han kostede 650 kr.), og det samme for vinmenuen. Det er rigtig mange penge for aftensmad, og jeg tror faktisk aldrig jeg selv ville kunne finde på at give så meget (i hvert fald ikke for vinmenuen). Men det var utrolig spændende at prøve, og der var nogle virkelig lækre smagsoplevelser imellem.

Mht. Mortens Kro, så var der kun 3 anker - creme brulee der smagte af for lidt, at der på et tidspunkt manglede vand på bordet, og at der ikke kom ekstra smør ind da vi manglede til brødet. Men det er småting i totaloplevelsen, og vi fik en fantastisk god betjening, især af vores tjener Thai/Tai, som var god til at forklare både om retterne og vinen, og også til at svare på spørgsmål. Der var tilpas ventetid mellem retterne og hele seancen inkl. kaffe tog ca. 5 timer, før nogle af os fortsatte ud i Aalborgs byliv.

Om menuen er pengene værd er jeg nok ikke den rigtige til at vurdere - og der findes måske også finere gourmet-mad derude - men jeg var godt tilfreds, og vil ikke tøve med at anbefale Mortens Kro - som i øvrigt blev næsten fyldt op som aftenen skred frem. Noget tyder på at gourmetoplevelser ikke bliver sparet helt væk på trods af finanskrise...

Opskrift: Chocolate cheesecake/chokolade ostekage fra The Hummingbird Bakery




Efter at have købt The Hummingbird Bakery kagebogen for et par uger siden skulle der selvfølgelig afprøves en opskrift da vi havde gæster i lørdags.
Valget faldt på Chocolate cheesecake/chokolade ostekagen - en fuldfed sag som indeholder næsten 1 kg flødeost, og som virkelig må få fedtafgifts-fortalerne til at sidde og gnide sig i deres små fedtede hænder.
Hvis ikke lige det var fordi flødeosten jeg brugte stadig koster det samme i Lidl som den altid har gjort.

Jeg valgte dog at formindske opskriften til 2/3 så den ikke blev så høj, og så lavede jeg et par små testkager i nogle muffinsforme, som jeg kunne bruge til anretning/billedtagning, så jeg ikke skulle stå og fumle med det lige inden servering. (Så kunne vi også lige få smagt på sagerne så vi kunne vurdere om det overhovedet var værd at servere).

Opskriften foreslår at tilsætte hele chokoladeknapper i både lys, hvid og mørk, så det gjorde jeg - hvide i bunden, og hvide og to styrker mørke i fyldet. Jeg brugte fuld portion kiksebund for at få nok bund til mine små forme - og så kom jeg til at bruge flormelis i stedet for almindeligt sukker, da der stod Melis i opskriften.
Hvorfor kan man ikke bare kalde det for sukker, hvis det er det er?

Opskriften kommer i min udgave.


Chocolate cheesecake / chokolade ostekage fra The Hummingbird Bakery:
ca. 8 personer

Bund:

ca. 200 g Digestive kiks
2 spsk usødet kakaopulver (jeg brugte Callebaut)
150 g smeltet smør (jeg brugte bare almindeligt saltet - det havde jeg nemlig i fryseren i forvejen, så heller ikke der fik de nogen fedtafgifts-fortjeneste på mig, de svin)
en lille håndfuld hvide chokoladeknapper

Fyld:

600 g flødeost (som sagt, den billige fra Lidl)
135 g sukker (eller flormelis)
1 tsk vaniljeekstrakt (som selvfølgelig er hjemmelavet)
3 medium æg
135 g god mørk chokolade (jeg brugte 70% knapper fra Callebaut)
en håndfuld af henholdsvis hvide, 57% og 70% chokoladeknapper - eller hvad man har lyst til

Pynt:

sigtet flormelis
granatæblekerner
frysetørrede jordbær


Bræk kiksene i mindre stykker og kør dem til pulver i en foodprocessor eller minihakker. Tilsæt kakao og smør og kør blandingen jævn. Rør chokoladeknapper i og pres massen fast i en smurt eller bagepapirsbeklædt springform på ca. 25 cm i diameter - brugen håndroden eller en stor ske. Sæt formen tildækket på køl mens fyldet laves.
Rør ost, sukker/flormelis og vanilje i røremaskine med den flade spartel ved lav hastighed (eller med elpisker) til massen er jævn og tyk. Tilsæt 1 æg ad gangen og fortsæt med at røre/piske til massen er jævn - fortsæt med de sidste æg mens der piskes mellem hvert æg, og sørg for at skrabe dej ned fra kanten undervejs, så hele blandingen bliver jævn og tyk.
Sæt evt. hastigheden på røremaskinen lidt op til sidst, men pas på ikke at røre for længe, da osten kan risikere at skille.
Tænd ovnen på 150 grader almindelig varme.
Smelt de 135 g chokolade over vandbad eller ved korte intervaller i mikroen, hvor der røres indimellem, til al chokoladen er smeltet. Hæld en skefuld osteblanding i chokoladen og rør sammen - fortsæt på denne måde med små portioner, for at udligne temperaturforskellene i de to blandinger. Hæld til sidst resten af ostemassen i chokoladen og rør det godt sammen. Vend de hele chokoladeknapper i.
Blandingen fordeles oven på bunden, og springformen sættes i en større form, hvori der hældes vand så det når ca. 2/3 op af kanten på springformen (jeg havde ikke nogen større form der var høj nok, så der var kun vand ca. 2-3 cm op, men det gik fint alligevel. Man skal dog være ret sikker på at springformen er vandtæt, hvis man ikke vil ende med en ret vandet bund).
Bag kagen i midten af ovnen i ca. 40-50 minutter - tjek den efter 40 minutter. Den skal stadig skvulpe en smule i midten, men må endelig ikke blive brændt.
Lad kagen køle lidt af i formen, og sæt den derefter på køl natten over, eller i 8-10 timer, inden servering.


Konklusion:


Her kan man se de hvide chokoladeknapper i fyldet
Dette er en meget tung kage, der virkelig er bastant (og klæber lidt i ganen) - men den smager rigtig godt, og den er garanteret et hit for rigtige chokoladeelskere.
Jeg brugte som skrevet granatæblekerner til pynt (og serverede flere ved siden af), og det fungerede rigtig godt med noget syrligt og sprødt, til den søde og tunge kage.
Jeg ved ikke om min fejlagtige brug af flormelis i stedet for sukker havde nogen indflydelse på resultatet, men jeg tror det nu ikke.


Vi har kæmpet med at få den udryddet siden i lørdags (vi var 4 voksne og Bonussønnen, og spiste under halvdelen) - i dag blev det sidste endelig onduleret på mit arbejde. 
Der går nok lige lidt inden den bliver lavet igen. Men der er jo også mange andre opskrifter i bogen der skal prøves.