søndag den 27. januar 2013

Mit første møde med fondant - Sweetdeal fondantkursus hos Specialkøbmanden i Viborg

En gang før jul havde Sweetdeal et tilbud på to kurser hos Specialkøbmanden i Viborg - et med pyntning af cupcakes, og et med fondant. Jeg ville egentlig gerne have været på cupcake kurset, men det var udsolgt i løbet af nul-komma-prut, så selvom fondant ikke er noget jeg nogensinde har haft fingrene i før, så meldte jeg mig alligevel til det kursus. Om ikke andet så for at komme lidt ud og få en ny oplevelse.
Det kom jeg ikke til at fortryde.

I torsdags oprandt så dagen, og der var fuldt hus i Specialkøbmandens kursuslokale, hvor vi 12 kursister hver fik udleveret en færdigbagt chokoladekage, som så skulle pyntes. Jeg havde ikke lige fået fat i at vi rent faktisk ville få en kage ud af det - troede det var sådan en dummy vi fik udleveret, så det var jo en uventet bonus.

Især fordi vi i går skulle have dessert/kage med på besøg hos de venner vi som regel ser Melodi Grand Prix sammen med.
Derfor var det jo også oplagt at pynte kagen hen i retning ad DMGP - som det forhåbentlig fremgår.


Vores underviser Ane lagde ud med at vise os hvordan man smører kagen op med smørcreme, hvordan man ruller fondanten ud og lægger på kagen, hvordan man indfarver den og udstikker figurer til pynt, samt laver borter i feks. silikoneforme.

Vi fik en masse gode tips undervejs, så da det var vores egen tur, følte jeg mig egentlig ret godt rustet til at gå i gang.

Jeg har ikke opskriften på kagen, men vi fik at vide at den var lavet med både god kakao og mørk chokolade, og så kærnemælk - og det skulle alt sammen være med til at gøre den tung og lækker.

Opsmøringen med smørcreme (som var med appelsinsmag for at give lidt modspil til chokoladen) gik faktisk fint - der kom nogle krummer i cremen, men det så ud til at være normalt hos de andre også, og alt i alt synes jeg det lykkedes pænt godt. Ane sagde at det ikke gjorde så meget hvis ikke der kom creme helt ned til kanten, så det brugte jeg ikke så meget energi på - mere at få det nogenlunde jævnt på toppen, og på siden.

Udrulningen foregik på en plasticmåtte, med lidt maizena duppet på (her fik vi at vide at både kartoffelmel og flormelis er en dårlig ide at bruge fordi det suger for meget fugt, og derfor bliver alt for klistret) og en megalang kagerulle. Mit stykke blev ikke helt rundt, men jeg fik det da ud i de ca. 15 tommer, som vi fik at vide det skulle være for at kunne dække kagen, som var ca. 20 cm i diameter.
Ved hjælp af kagerullen lykkedes det at få hele stykket løftet over på kagen, og toppen blev derefter glattet ud med en plasticudglatter - her var det vigtigt at få evt. lufthuller ud af toppen, for er man først begyndt at glatte siderne ud, så er luft på toppen umulig at få væk.

Så gik det stille og roligt med at glatte siden ud - et lille stykke fra toppen, glatte-glatte med fingerspidserne hele vejen rundt, og sådan fortsatte det nedad til hele kagen var dækket. Jeg var overrasket over hvor nemt det egentlig var at arbejde med, og hvor pænt det kunne lade sig gøre at få det til at falde - man er lidt skeptisk når man ser de store folder, men det blev gjort til skamme.



Siden blev helt jævn med udglatteren, og så blev det overskydende fondant skåret af. Og her skulle man så huske, at når først man brugt udglatteren til siden, så skal man IKKE bruge den til toppen uden at vaske den af, for der vil tit komme smørcreme på fra det nederste stykke - og det ser ikke så pænt ud at få pløret ud på toppen.

Men nu var der faktisk en helt fint og rund kage tilbage, som var klar til pynt.


Ane havde vist os hvordan man laver gittermønster på siden, hvor man så feks. kan sætte sukkerperler fast i "samlingerne" - og det skulle jeg have afprøvet, så jeg kunne få det fine pudemønster.
Det gik nogenlunde, og det lykkedes mig næsten at få det til at passe hele vejen rundt - dog fik jeg trykket lidt for hårdt nogle steder, så der kom lidt mørke streger fordi man kunne se kagen igennem. Og et enkelt neglemærke blev det også til - man skal ikke have ret lange negle før det kan blive noget bøvl.
Jeg satte lysegrønne sukkerperler i, og det foregår nemt med vand som lim, og en lille pensel.

Der skulle selvfølgelig laves en bort forneden også, for at skjule kanten hvor fondanten er skåret, og den lavede jeg i 3-4 stykker i en silikoneform.
Jeg havde valgt at dække kagen med ufarvet fondant og så nøjes med farve i pynten. Et smut forbi DMGPs hjemmeside viste noget med en sort stjernehimmel og pink stjerner, og det var min hensigt at forsøge at lave noget der lignede som pynt.
Det lykkedes ikke just (bla. fordi jeg først fandt stjerneudstikkerne til sidst, og syntes det blev for meget pink når bogstaverne også var pink) - men træerne vokser jo heller ikke ind i himlen. I hvert fald ikke første gang.

Oven på kagen blev det til DMGP bogstaverne i sort og pink (bogstaverne var også lavet i en silikoneform, og især G'et var lidt svært at håndtere, så man kan godt se at det blev lidt gnidret da det blev limet på), sammen med et par udstukne sorte blomster, og nogle grønne stjerner - og lidt sølvglimmer for at fuldende det glamourøse.

De 3 timer gik i løbet af ingen tid, og det var virkelig en god oplevelse, og super hyggeligt.
Jeg vil ikke påstå min kage var den pæneste, men jeg synes faktisk godt jeg kan tillade mig at sige, at i betragtning af at det var første gang, så er jeg ret stolt af hvor pæn og jævn den er blevet. Pynten kan altid diskuteres, men nu var det også med vilje jeg lavede den lidt "kitschet". Skulle jeg forsøge igen, ville jeg nok gå den mere traditionelle vej med blomster osv.

En af vores naboer havde spurgt om jeg kunne lave fondant da sønnen fyldte år for efterhånden lang tid siden, for hun ville gerne have en kage til fødselsdagen - det kom jeg til at tænke på i fredags, så jeg inviterede hende over for at se kagen, så hun også kunne høre lidt om kurset. Det var hun meget begejstret for, så vi har faktisk aftalt at vi skal afsted sammen en aften, til et af de andre kurser - måske noget cup cake denne gang.
Det glæder jeg mig til.