Jeg fandt en opskrift på kyllingeburger i en af de Familiejournalen jeg fik fra min mor fornylig, og det lød som et interessant alternativ til den sædvanlige oksekødsburger. Så da vi i forvejen havde 1 kg hakket kylling i fryseren, kom den på menuen i går.
Tilbehøret skulle have været kartofler af en slags, men det var der ikke nogen af os der kunne spise alligevel, så jeg fik bare lidt simpel salat til, og så lavede jeg en cold/hot sauce, som jeg fandt opskriften til på www.grillguru.dk.
Der var alt for meget kød/fars til vores middag i går, så jeg lavede resten til kyllingefrikadeller (eneste forskel var faconen), som vi har fået kolde i dag - og sikkert også skal have i morgen...
Kyllingeburger:
4-6 personer
1 kg hakket kyllingebryst
1 pakke bacon i skiver, skåret i små stykker
2 æg
2 tsk groft salt
friskkværnet peber
½ bakke klippet karse
2 dl havregryn
hvedemel til konsistensen er fast nok til at forme bøffer/frikadeller
Alt røres sammen - kødet var ret vådt efter optøning, så derfor tilsatte jeg havregryn og mel, så konsistensen blev fast nok til at forme bøffer af.
Bøfferne steges i fedtstof (jeg brugte Becel) til de er gyldne og sprøde på begge sider - jeg tog ikke tid, men vil skyde på ca. 7-8 minutter på hver side.
Chilimayonnaise:
4 spsk god mayonnaise
2 spsk sød chilisauce
Cold/hot sauce:
2 store håndfulde bredbladet persille
2 fed hvidløg
3 små ringe syltet jalapeñochili (eller frisk chili uden kerner, eller ½ tsk røde chili flager)
3 spsk. valnødder
1/2 rødløg
1 tsk sukker
saft fra 1/2 citron - ca. 1 spsk
5 spsk. vand
1 spsk olie (jeg brugte macadamia, men oliven eller rapsolie vil også være fint)
groft salt og friskkværnet peber
Alle ingredienser blendes til jævn konsistens - justeres evt. med lidt mere vand, hvis man gerne vil have den lidt tyndere.
Konklusion:
Kyllingebøfferne blev overraskende gode - masser af smag, og god konsistens. De bliver helt sikkert lavet igen en gang.
Cold/hot sauce var lidt en blandet oplevelse - i sig selv smagte den ret stærkt og lidt bittert - måske pga. persillen. Men i burgeren og sammen med kyllingen var den faktisk ok. En anden gang skal der justeres lidt på hvidløgs/chilismagen, men alt i alt var det en udmærket og ret mættende middag. Og kyllingedellerne smager altså også godt koldt dagen efter, med lidt cold/hot sauce blandet med creme fraiche :-)
Billeder:
Blendet cold/hot sauce
Kyllingebøfferne steges gyldne
Og en færdigsamlet burger serveres med lidt salat