Flere billeder længere nede
Som om der ikke var lavet nok i køkkenet i dag (jeg nævner i flæng tørrede tomater, mangosorbet og aftensmad på grillen), så skulle der også lige laves kage som Bonussønnen skal have med i skole i morgen. Han skulle egentlig selv have været med til at lave den, men pga. svømning nåede han det ikke - så han skylder mig en tjeneste i stedet.Jeg så at Hanne K. havde lavet bananmuffins den anden dag efter Grydeskeens opskrift, og det var jo en rimelig nem ting at gå i gang med, så den blev det - det er også nemmere at have en pose muffins med i bussen, end en hel form med kage.
Jeg puttede lidt citronsaft i, i stedet for appelsinsaft som Hanne gjorde - ellers fulgte jeg opskriften ret nøjagtigt. Dog lavede jeg 1½ portion for at være sikker på der blev en kage til alle i klassen (plus smagsprøver til os selv).
Bananmuffins med chokolade:
ca. 30 stk.
4½ modne bananer, mosede med en gaffel (jeg brugte 5 da de var ret små)
3 æg
300g sukker
450g mel
75 g olie, fx. solsikkeolie eller vindruekerneolie (jeg brugte rapsolie - og nu hvor jeg sidder og retter opskriften til, kommer jeg til at se at jeg glemte at gange portionen op fra 50 g - så er det måske ikke så sært at dejen var lidt tyk at røre til sidst...)
½ stang vanilje (jeg brugte 1 tsk hjemmelavet vaniljesukker)
115 g kokosmel
en lille smule salt
150 g god mørk chokolade, hakket
1 spsk bagepulver
muffinsforme - jeg brugte både silikone- og papirsforme
Varm ovnen op til 200 grader almindelig (ca. 190 ved varmluft). Hak chokoladen så fint eller groft som du ønsker den. Jeg hakkede den ret groft.
Rør de mosede bananer med sukker, æg, mel, olie, salt, kokos og vanilje. Rør derefter bagepulveret og chokoladen i.
Put dejen i muffinsforme - de skal være ca 3/4 fyldte.
Bag dem på den midterste rille i ovnen i ca 20-25 minutter, til de er let brune ovenpå. Serveres lune, eller afkølede.
Konklusion:
Udover at glemme at gange oliemængden op, så har jeg åbenbart haft en total hjernenedsmeltning og også glemt at læse fremgangsmåden ordentligt igennem - jeg syntes godt nok at muffins'ne blev temmelig brune ovenpå, meget hurtigt - og den ene jeg har smugspist mens Lækkermåsen og BS er til svømning var også lige en anelse til den crispy side i skallen. Og det viser sig jo så at det nok var fordi jeg ikke havde set at ovntemperaturen var 200 ALMINDELIGE grader - ikke 200 VARMLUFT - fjols (altså mig).
Jeg har en mistanke om at det har noget at gøre med kun ca. 5 timers søvn efter madklub aftenen i går, og en sengetid der hed 2.30 - det er jeg åbenbart ved at være for gammel til, selvom jeg faktisk var ædru så jeg kunne køre hjem.
Nå men decideret brændte er de dog ikke, og de smager også udmærket - forhåbentlig er BS og hans klasse enige, så jeg ikke bliver kendt som hende pap-moren der laver muffins der også smager af pap.
Muffins klar til ovnen
Muffins færdige fra ovnen - gad vide hvor en af dem i papirsform er forsvundet hen