søndag den 13. marts 2011

Madbloggertræf 12. marts i Vejen - del I (program mv.)



I går kom dagen endelig, hvor Birthe og Annes madbloggertræf i Vejen løb af stabelen, og det vil der nok blive skrevet en del om de kommende dage, rundt om på blogland - min oplevelse af arrangementet begynder her.

Vi var ca. 25 madbloggere forsamlet fra hele landet - der var flest "høns" men et par enkelte haner havde dog også fundet vej.


Programmet for dagen så ud som følger:


Kl. 14.30 mødtes vi hos Kageriget i produktionslokalerne i Holsted, hvor Anita fortalte om sin kagekunst, og viste os eksempler på pynt. Bl.a. tryllede hun lige et fint brudepar frem på ca. 20 minutter, og røde roser blev det også til - det må i øvrigt max. tage 1 minut pr. rose. Prøv lige den af derhjemme.


Anita ruller marcipan ud til låget af en dåbskage - skidesmart rullemaskine hun har, men den fylder nok lige rigeligt hjemme i vores køkken


Dåbskage til i dag søndag - der mangler vist nok kun navnet


Brudepar


Og et par roser


Efterfølgende kørte vi videre til Estrup Hovedgaard, hvor Anita afholder smagninger, og hvor der er udstillet forskellige kagetyper.
Vi fik smagsprøver på 5 forskellige bryllupskager (bla. den samme som Anita var med til at lave til Frederik og Marys bryllup), og desuden på træstammer, og kransekage toppet med en form for chokolademousse (tror jeg - jeg var for optaget af at kigge på bryllupskagesmagsprøverne til at høre ordentligt efter).


Træstammer og de der kransekage+chokomousse kager




Der var følgende smagsvarianter af bryllupskager (fra venstre mod højre):




Jamaica:
Mokkamousse lavet på flødechokolade samt creme af Jamaica rom med hakket flødechokolade,
delt af et tyndt lag forfriskende passionspuré.
Står på en let og luftig mandelbund.

Trippel:
Svampet chokoladekage bagt med marcipan og mørk Callebaut chokolade. 
Hvid chokolademousse af belgisk Callebaut, smagt til med Haiti vanilje.
Mild skovbærcreme, afsluttet med lys lagkagebund.
 
Sommer:
Består af to slags frugtmousse. En med jordbær tilsmagt med lime.
En anden af lime tilsmagt med vanilje og vendt med citruskandiserede hasselnøddebrud. 
Omkranset af lyse lagkagebunde.
  
Royal: (samme indhold som til Frederik og Marys bryllup)
Lys chokolade konfekt bund, lys chokolade mousse lavet af den bedste belgiske chokolade. Fromage lavet med hjemmekogt jordbær/rabarber kompot. Øverst en mandelbund.  
Klassisk:
Mørk chokolade mousse, af den gode belgiske chokolade.
Frisk hindbærfromage og afsluttet med en lys lagkagebund. 
Jeg var personligt mest glad for Sommer, som var tilpas let og frisk - jeg var dog også ret vild med passionspuréen i Jamaica, så hvis jeg kunne få den over i Sommer, ville det være den perfekte kage i smagningen. (Jeg kunne høre at mange af de andre var meget glade for Jamaicakagen, men eftersom den var med mokkasmag, så kunne det altså umuligt blive min favorit).


Til de kaffetrængende var der to repræsentanter for Dolce Gusto, som lavede forskellige kaffevarianter - nu er jeg jo nærmest at betragte som kaffehader, så jeg skulle ikke have kaffe den dag. Troede jeg.


Lidt i 17 kørte vi fra Estrup Hovedgård og videre hjem til Birthe, hvor vi fik udleveret vores goodie-bags, sponsoreret af alle de firmaer Birthe og Anne havde fået kontakt til.
Der var tre store poser - en grøn, en rød og en blå, sidstnævnte med kølevarer.

Et hurtigt kig ned i poserne viste mange spændende ting, men der var dog ikke ordentlig tid til at gennemgå det hele (det ville også have krævet at det blev lagt ud i hele bilen), så det måtte vente til vi kom hjem.


Efter at have fyldt bilerne med de spændende sager, gik turen videre til Restaurant Bedre Byggeskik i Vejen, hvor vi skulle indtage en 5-retters middag, med tilhørende vinmenu for dem der havde valgt det.


Menuen og anmeldelse af maden kommer jeg tilbage til, når vi lige har fået den tilsendt på mail. Jeg er nemlig en klovn til at huske alle elementer i en ret.

Udover alle de sponsorgaver vi allerede havde fået, havde Anne og Birthe gemt nogle større ting til "lotteri-gevinster" - vi fik hver udleveret et nummer, og i løbet af aftenen blev der udtrukket 9 vindere af forskellige sager.
Bl.a. en flot krydderikasse fra Mill & Mortar, en ekstra af de blå goodie-bags, en Aqvia sodavandsmaskine, en Dolce Gusto Circolo kaffemaskine, 3x4 flasker San Pellegrino mineralvand, hovedgevinsten en bamix stavblender (jeg fik den ikke set så jeg ved ikke hvilken version det var) - og så var jeg så heldig at vinde en Bosch redition blender (kan desværre ikke finde den hos Bosch selv).
Vi har faktisk ikke rigtig en blender vi gider bruge (kun en til Kenwood køkkenmaskinen, og den er lidt bøvlet), så det var en super præmie. Godt nok rummer skabet op til flere arter af minihakkere osv., men de mangler muligheden for at tilsætte feks. olie under blendningen/piskningen - og det kan denne blender da i hvert fald. Så nu har den fået sin faste plads i hjørnet på køkkenbordet.


I forbindelse med desserten kom en repræsentant fra Coffeebrewer Nordic A/S, som viste os forskellige slags kaffebønner, og fortalte om konceptet Growers Cup.
Jeg tænkte at jeg måske lige skulle forsøge mig med faktisk at smage på en kop kaffe igen - noget jeg ikke har gjort i mange år, men det er jo ikke til at vide om ens smagsløg ændrer sig i den retning.

Skal vi ikke bare sige, at det gør de IKKE hos mig. Jeg kan stadig ikke lide kaffesmagen, og kommer aldrig til det. Men spændende indslag, hvor vi også fik lidt at vide om hvordan kaffebønner gror og behandles inden de ender i en kop med vand.


Én lille slurk af hver kop kunne jeg klare - så måtte jeg give op



Kl. 23 var maden spist, kaffeforedraget var slut og alle gaver var uddelt, så der vendte jeg næsen hjemad, sammen med Michelle som jeg havde med oppe at køre.
Kl. præcis 1.01 holdt jeg hjemme i carporten efter en lang og spændende dag, og egentlig burde jeg jo være gået i seng - men jeg var jo nød til lige at hive alle tingene ud af posen for at se hvad der var. Gemalen som lå og snorkede på sofaen, blev også vækket, så jeg kunne vise og fortælle (billeder og beskrivelser af det hele kommer i et andet indlæg).

Alt i alt en rigtig hyggelig dag med mange smagsindtryk, og snak med nogle søde mennesker. Jeg fik dog ikke snakket med alle dem jeg gerne ville, eller så meget som jeg gerne ville, men det må forhåbentlig komme en anden gang. Det var i hvert fald en fornøjelse at være sammen med andre madgale madglade mennesker, som også hiver kameraet frem hver gang en ny ret sættes på bordet - og spændende at sætte rigtige ansigter på mange af dem, som man efterhånden føler man kender lidt.

En stor tak til Anne og Birthe for arbejdet med at arrangere dagen! Jeg håber i har syntes det var al sliddet værd...