Velkommen til min mere eller mindre organiserede blanding af almindelig mad med (for det meste) høj fokus på naturlige og gode råvarer, lavet fra bunden - og lidt Low Carb/LCHF, RAW food (især på dessertsiden) - og nu også 5:2 fastemetoden.
tirsdag den 9. august 2011
Opskrift: Melon-jordbær limonade
Appelsinlimonaden den anden dag gav mig blod på tanden til at prøve med andre frugter også - så da der lå en galiamelon i frugtkurven, som var ved at have set bedre dage, blev den forvandlet til noget drikbart, sammen med nogle jordbær fra frost, samt limesaft og flormelis (jeg var for doven til at piske almindeligt sukker ud i væsken, og for utålmodig til at vente på at det ville opløses af sig selv - så flormelis var den nemme løsning).
Jeg siede ikke de blendede frugter, så egentlig får drikken mere smoothie konsistens end limonade - afhængig af om og hvor meget man evt. fortynder den med vand. Men eftersom der hverken er mælkeprodukter eller frosne ting i drikken, er det nok reelt en limonade.
Melon-jordbær limonade:
ca. 1 liter
1 medium galia melon
20 frosne jorbær (eller friske)
2 spsk flormelis
saft af 1 lime
evt. vand til fortynding
Melonen skæres i små stykker og blendes til den er helt pureret.
Hvis der bruges frosne jordbær, gives de et opkog i 1-2 minutter for at slå evt. bakterier ihjel. De blendes derefter sammen med melonen, og limesaft og flormelis.
Limonaden hældes i en kande og stilles på køl til den er iskold.
Serveres over is, og evt. fortyndet med vand, eller danskvand.
Konklusion:
Der skal nok ikke så meget vand til før den bliver lidt for tynd i smagen for mig - jeg prøvesmagte en blanding med 1½ dl limonade og 1 dl vand, og det var lige tyndt nok. Men smagen er udmærket af både melon og jordbær - sødmen eller syrligheden kan man selvfølgelig selv justere efter ønske.
Etiketter:
drikkevarer
2 kommentarer:
Opskrift: Syltede hvidløg
De sidste to uger af min ferie startede i fredags (eller vel egentlig først i går), og jeg har opholdt mig temmelig meget i køkkenet siden. Hovedtemaet kan vist siges at være syltning/henkogning/konservering.
Udover appelsinmarmelade og appelsin lemonade, er det blevet til semi-tørrede tomater i ovnen der efterfølgende blev henkogt i ovnen også (hvor nogle af dem måtte igennem en tur mere i dag, fordi gummiringen i henkogningsglassene havde flyttet sig, så der kunne komme luft ind. Jeg er jævnt træt af de glas, og vil gerne have dem udskiftet med nogle flere Quattro Stagioni - godt man snart har fødselsdag).
Desuden bagte jeg verdens bedste brød (som på forunderlig vis var næsten væk bare et par timer efter det var færdigt, så der måtte sættes dej til hævning til to nye brød i dag) og lavede en gang is som Hanne K. kommer og hjælper med at fortære i morgen - og så lige en ordentlig røvfuld hjemmelavede cevapcici/ćevapčići (opskrift følger i andet indlæg).
I dag har der været gang i sylte-processen. En omgang varmsyltede agurker er færdiggjort, og så har jeg længe haft lyst til at prøve at lave syltede hvidløg, for at se om man kan lave dem lige så gode som dem fra Svansø, som er vores favoritter når de skal bruges i salater og lignende.
Man skal dog være noget påpasselig med at anvende olie sammen med hvidløg pga. faren for botulisme, især hvis de bliver opbevaret ved stuetemperatur, så jeg valgte en løsning med en eddikelage, som jeg også regner med er det der giver den bedste smag til hvidløgene. Og så kan man vel reelt heller ikke tale som syltede hvidløg, hvis ikke der er eddike involveret - jeg går også ud fra at Svansø eddike-sylter dem før de kommer i olie.
Efter lidt research rundt omkring kunne jeg se at der typisk bruges ca. 1/4 sukker og 3/4 eddike samt salt til syltelagen. Jeg ville desuden gerne have lidt spark i, så jeg brugte også nogle i forvejen syltede stærke chilifrugter.
Det blev en ret lille portion i første omgang, indtil jeg ved om det er noget værd at gøre selv, og også for at se hvor længe de kan holde sig i køleskabet - men portionen kan selvfølgelig ganges op uden problemer.
Syltede hvidløg med chili:
passer til et lille sylteglas på ca. 2½ dl
ca. 30-35 fed hvidløg afhængig af størrelse (jeg fik puttet for få i, der kunne sagtens have været flere - men mål evt. i det glas der skal bruges)
1½ dl hvidvinseddike
½ dl sukker
1 tsk salt
et par stærke chilifrugter skåret i små tern, uden frø
lidt olivenolie
Hvis det er besværligt at pille hvidløgsfeddene, så start evt. med at lægge de hele fed i kogende vand i 30 sekunder, og derefter lægge dem i isvand et par minutter. Det løsner skallen så den er nem at pille af.
Skær den hårde ende og spidsen af, så skallen kan fjernes.
Kog lagen af eddike, sukker og salt op til sukker og salt er opløst, og tilsæt de pillede hvidløg og chili. Kog hvidløgene under låg i ca. 5 minutter.
Hæld lage og hvidløg på skoldede, spiritusskyllede glas, fyld op med lidt olie til ca. 1 cm fra kanten (det skulle gerne sikre at der ikke kommer luft ned til hvidløgene, så de kan holde sig længere) og luk til det med samme. Når glasset er kølet af, opbevares det for en sikkerheds skyld i køleskab - hold dog stadig øje med at der ikke dannes mug i glasset, og at låget ikke begynder at bule ud, hvilket kan være tegn på den giftige botulisme bakterie.
Konklusion:
Hvidløgene skal trække i 3-4 uger før de bruges - det skulle give eddiken en chance for at trække ind i hvidløgene og give den rigtige smag - så der kommer en opdatering når de er klar til brug.
Etiketter:
henkogning/syltning/tørring
7 kommentarer:
Abonner på:
Opslag (Atom)