Da vi så skulle finde på en menu til lørdag aften, og gerne ville grille et eller andet, var det jo nærliggende at afprøve om disse andelår nu også var pengene værd i en almindelig grillet version.
Som sagt, så gjort - tilbehøret blev en rigtig god rødkålssalat som jeg har brugt flere gange. Opskriften har jeg fra køkkendamen på en tidligere arbejdsplads, og jeg ved ikke hvor hun havde den fra - men den kommer i min version med lidt tilrettelser.
Grillede andelår:
1-3 andelår pr. person (jeg spiste 1 - Henrik spiste 3, men han pillede dem heller ikke så fint som jeg gjorde :-) Så gennemsnittet er nok 2 lår pr. person)
salt og sukker
salt, peber, tørret timian
Lårene ridses i skindet/fedtlaget (jeg gjorde det kun på én led, ikke i tern), og gnides i salt og lidt sukker og lægges i en skål i køleskabet i nogle timer (jeg ved reelt ikke hvorfor jeg gjorde det - jeg ved man salter dem når man laver confit, men jeg tænkte jeg ville prøve og se om det også kunne være en fordel til almindelig stegning - jeg har så ikke noget at sammenligne med endnu...).
Lårene skylles let under koldt vand, duppes tørre med køkkenrulle, og krydres igen med salt, peber og tørret timian, både på over- og underside. De lægges på en rist over et ildfast fad, og sættes derefter i ovnen, eller som vi gjorde, i gasgrillen på en dertil egnet sten-bageplade (den sikrer at fadet ikke bliver for varmt i bunden, og at det afsmeltede fedt dermed ikke bliver branket - sidstnævnte er meget vigtigt, eftersom vi skal have gemt alt fedtet så vi kan bruge det til confit senere på året).
Lårene blev grillet i ca. 2 timer ved medium varme (temperaturen kan jeg ikke oplyse helt konkret, da termomeret i vores grill viser forkert, men den har nok ligget omkring de 200 grader det meste af tiden. Pga. bagepladen varmer det dog ikke så meget som hvis det var samme grader i en ovn, og den kolde luft har nok også haft noget at sige. Under alle omstændigheder skal lårene have en kernetemperatur på 75 grader for at være sikker på at bakterier er slået ihjel, og det tog altså omkring de to timer før alle lårene var nået derop).
Når kernetemperaturen på 75 grader er nået, tages lårene af grillen og køles evt. af, hvis der er længe til spisetid.
Lige inden servering varmes ovnen op på grill-program, og lårene grilles indtil skindet er sprødt - ca. 5-7-10 minutter, jeg tog ikke helt tid. Men der skal holdes øje med dem, for lige pludselig går det hurtigt, og så er der ikke langt fra sprødt til forkullet skind!
Rødkålssalat:
ca. 4 personer
1/4 lille fintsnittet rødkål (ca. 250 g)
1 appelsin i store tern (ca. 150 g)
1 æble i tern (ca. 100 g)
½ rødløg i tynde ringe (ca. 50 g)
100-200 g blå eller grønne vindruer i halve uden sten
1 dl grofthakkede valnøddekerner (ca. 30 g)
1 dl friskhakket persille
kerner af ½ stor granatæble
Marinade:
1 spsk appelsinsaft
1 tsk flydende honning
2 tsk olivenolie
evt. finthakket skal af ½ usprøjtet appelsin
salt og peber
Alle ingredienser til salaten blandes sammen og overhældes med en sammenpiskede marinade. Må gerne trække på køl nogle timer, men tages ud af køleskabet ½-1 time inden servering - den er bedst hvis den ikke er iskold.
Grillede brune kartofler:
2 personer
1 glas kartofler
½ pakke brun farin
4-5 klatter smør
Hæld farinen i et ildfast fad der passer i størrelse så kartoflerne kan ligge i ét lag. Fordel smørklatter ud over, og hæld kartoflerne på. Grilles ved medium/indirekte varme i gasgrill i ca. en time - når farinen er smeltet, røres rundt en gang imellem, så sukkeret bliver jævnt fordelt på kartoflerne.
Konklusion:
Andelårene blev bare rigtig gode! Skindet blev sprødt ligesom det skulle (første gang det er lykkedes mig med and, men det er nu heller ikke fordi jeg har lavet det så tit), og det var perfekt saltet, med god smag af timianen også. Jeg bilder mig ind at saltningen før stegningen har været med til at give den rigtige saltsmag, men jeg har stadig ikke noget at basere det på...
Havde det været bryst jeg havde lavet, var det nok blevet tørt - men pga. at lårene er mere fede var det ikke et problem, og selvom det ikke dryppede med saft fra dem, så var de næsten lige som de skulle være.
De brune kartofler var igen et hit, og jeg kan stadig ikke komme mig over hver nemt det er - det KAN bare ikke brænde på, på denne måde, og de bliver så flotte og glatte som jeg aldrig har set brune kartofler lavet på den almindelige facon.
Rødkålssalaten kendte jeg jo i forvejen, og den er altid god - det er første gang jeg kommer granatæble i, og det giver både god smag, godt bíd og en flot farvekontrast.
Alt i alt en supergod lørdagsmiddag - godt vi stadig har 28 lår i fryseren, for den succes skal helt sikkert gentages...