søndag den 22. maj 2011

Opskrift: Tyk pizzabund


Vi har ikke været alt for heldige med de pizzabunde vi tidligere har lavet.
Enten har dejen været for svær at rulle ud, eller bunden er blevet alt for tynd, så det gav problemer at få den over på pizzastenen (og den blev så slap at man faktisk ikke kunne holde et stykke med hænderne).
Det har gjort at jeg ikke ligefrem har jublet ved tanken om at skulle prøve igen - men omvendt ville jeg også rigtig gerne finde en opskrift der virker for os. Så jeg var jo ligesom nød til at udfordre mig selv endnu en gang.

Jeg har de sidste par måneder gemt en del opskrifter fra rundt omkring, og der er stor forskel på hvordan de skal laves. Nogle skal hæve et døgn på køl - andre i minimum 8 timer. Og så er der den jeg endte med at kaste mig ud i, i går - den skulle nemlig kun hæve i "min. 30 minutter" (går så ud fra det ikke betyder så meget om det bliver 30 eller 60 minutter), så den gør det lidt nemmere at være halv-spontan.
Da tanken om pizza var opstået i går formiddags, var det derfor nærliggende at forsøge med den - i hvert fald hvis vi gerne ville have pizza lørdag aften. Og det ville vi.

Opskriften kommer fra Grillguru.dk. Den skal som sagt kun hæve ½-1 time (pga. en ret stor mængde gær), og den bliver pænt tyk (selvfølgelig afhængig af hvor tyndt man ruller den ud), og sprød i bunden.
Jeg delte portionen i to bunde - den første delte vi så, med hver vores fyld. Den anden kunne vi faktisk ikke spise, så den er gemt til i dag. Det må også være fordelen ved en lidt tyk bund - at man ikke bliver fristet til at spise en hel.

Anyways - den kommer her, med lidt inspiration til hvad man kunne putte på:

Tyk pizzabund:
2-4 personer, alt efter hvor sulten man er


50 g gær
2 dl lunkent vand
4 spsk rapsolie
ca. 480 g pizzamel tipo 00
1 tsk groft salt
groft durummel til pizzaspaden

Smuldr gær i en stor skål (jeg brugte røremaskinen) - tilsæt vand, olie, mel og salt. Ælt dejen med dejkrog ved lav hastighed til den hænger sammen, og derefter ved medium hastighed i 8-10 minutter - den skal have en ordentlig omgang tæsk.
Når dejen er færdigæltet, sættes den til hævning dækket af et viskestykke (jeg brugte ovnen på 35 grader med døren på klem) i 30-60 minutter.
Efter hævning æltes dejen hurtigt igennem, evt. med lidt mere mel, og deles i to dele, som rulles ud til pizzabunde. Lidt groft durummel fordeles på undersiden af dejen, og pizzaspaden (hvis man bruger en sådan) drysses med masser af groft durum - dejen lægges derefter på spaden inden fyldet puttes på (det grove durummel gør at dejen nemmere glider af spaden igen)
Fyld puttes på efter ønske, og pizzaerne bages ved højst mulig varme til bunden er sprød, gylden og gennembagt.
Jeg brugte gasgrillen med bagestenen i, og pizzaen blev bagt direkte på en bagepladen af aluminium ovenpå stenen.
Jeg tror temperaturen kom op på omkring 275 grader, men jeg ved ikke helt hvor lang tid den fik.

Kødæderen fik tomatsauce, frisk mozzarella (jeg havde købt en bøffelmozzarella for første gang), pølseskiver, noget kødsauce vi havde tilovers fra en tærte, løgringe og chilisauce på sin halvdel.
Jeg fik tomatsauce, frisk mozzarella, syltede artiskokbunde, løgringe og chilisauce på min, og pyntede den så med friskhakket ramsløg og ramsløgpesto efter bagningen.

Konklusion:

Endelig en bund der passer mere i vores smag - den blev sprød og til at holde ved så kniv og gaffel ikke var nødvendig, og det gik fint med at få den over på pizzaspaden, og derfra og over på bagepladen.
Dejligt at den ikke behøver hæve længere, så man kan være rimelig spontan mht. at lave pizza - den bliver helt sikkert lavet igen næste gang trangen til pizza kommer over os.