Det er (forhåbentlig) snart ved at være slut med simremadslysten for denne sæson - men her på vippen til varmere tider fik jeg sådan en lyst til en gang chili con carne, med "rigtigt" kød - altså kød i hele klumper, i stedet for hakket kød.
Det er ikke det - hakket kød er fortrinligt i en chili, og jeg har lavet et par udgaver tidligere (kalkunchili og Obamas chili med oksekød), som jeg uden tvivl kan finde på at vende tilbage til igen, men eftersom der lå nogle pakker med tykkam i fryseren, som jeg ikke kunne finde anden anvendelse for, så var det perfekt med en langtidssimret chili, hvor kødet får lov at simre så længe, at det næsten begynder at trævle.
Jeg tog udgangspunkt i denne opskrift fra Grouprecipes, men ændrede både lidt i mængder og lidt i ingredienser. Med vilje lavede jeg den ikke mega-stærk - jeg bryder mig ikke om at noget er stærkt bare for at være stærkt, og uden der er god smag i det også, så den skulle være til at spise, men samtidig med lidt bid.
Lækkermåsen er blevet en smule sart med alt for stærke ting efter han holdt op med at ryge, så den skulle jo også være til at spise for ham.
Chili con carne:
ca. 6-8 personer
olivenolie
1 1/2 kg oksetykkam i tern på ca. 2x2 cm
2 store grofthakkede løg
6 fed presset hvidløg
2 røde peberfrugter i små tern
2 spsk salt
2 tsk friskkværnet peber
2 tsk stødt spidskommen
2 spsk brun farin eller muscovadosukker
1 spsk instant kaffepulver (lad dig ikke skræmme selvom du ikke kan lide kaffe - du finder næppe nogen der afskyr smagen af kaffe mere end undertegnede, men man kan ikke smage selve kaffen - kun lige ane duften, og smage den fylde det giver)
2 dåser hakkede tomater
3 dl halvmørk øl (jeg brugte Tollundmanden fra Bøllingsø)
ca. 2 1/2 dl refried beans - eller evt. tilsvarende mængde røde eller sorte forkogte bønner som koges med det sidste kvarter - bruges der rene bønner skal der muligvis tilsættes lidt mere smag, da bønnemosen indeholder en del krydderier. Bønnemosen giver også fylde, udover smag, og er med til at jævne retten lidt.
2 små meget stærke chilifrugter koges med hele i en krydderikugle - det er nogle chili vi har fået af nogle venner, og jeg har ikke navnet på dem, men de ligner meget Habanero Mustard, som er MEGET stærke - smag på retten undervejs og tag dem, når chilien er stærk nok
1/2 almindelig stor rød chili, finthakket inkl. frø
2 spsk hakket chipotle in adobo sauce
1/2 tsk tørret chipotlepulver
ca. 50 g mørk chokolade, gerne med chili (jeg brugte en jeg har fået af Hanne K.)
3 spsk æblegastrique
3 spsk chokolade balsamico (eller evt. almindelig balsamico og lidt ekstra chokolade)
Lidt olie varmes godt op i en stor gryde, og oksekødet brunes lidt ad gangen - pas på der ikke er for meget vædde ved kødet, da det så vil koge i stedet for at stege. Tør det evt. af med køkkenrulle om nødvendigt.
Efterhånden som kødet brunes lægges det i en skål, og når det sidste er brunet, hældes alt kødet tilbage i gryden, sammen med løg, hvidløg og peberfrugt. Svits i ca. 5 minutter ved medium varme til løgene begynder at blive bløde.
Tilsæt fra og med salt til og med chipotlepulver, rør godt rundt og skru ned så retten simrer stille derudad. Lad den gøre det i minimum 3 og gerne 4 timer, til kødet er meget mørt og nærmest falder fra hinanden, og til retten har jævnet sig selv. Hold dog øje undervejs med at den ikke koger tør, og tilsæt evt. mere øl om nødvendigt.
Til sidst tilsættes chokolade, og der smages til med gastrique og balsamico (der skal være et snert af noget syrligt, men ikke så meget at det fuldstændig overdøver de andre smagsnuancer), og evt. lidt mere salt. Afhængig af hvor meget spidskommen man er til, kan man også tilsætte mere af det - men vær lidt varsom. Jeg har en gang ødelagt en langtidssimret chili med for meget spidskommen, og der er altså ikke meget der kan kamuflere smagen af for meget spidskommen.
Server med ris, creme fraiche, revet ost, salsa, chips - hvad du har lyst til.
Konklusion:
Skøn, skøn chili, som er lige tilpas stærk, og som smager af rigtig meget. Den fik lov at simre i ca. 3 timer før Lækkermåsen ikke kunne vente på aftensmaden længere, men den kunne godt have taget den sidste time med, da kødet ikke nåede at trevle helt ud. Men mørt var det.
Den smager af en smule mere dagen efter, og måske lidt mere igen på 3. dagen.