søndag den 29. maj 2011

Opskrift: Blåbær-yoghurtis



Is fylder meget på bloggen p.t. - og det er ikke slut endnu (undskyld).
Jeg havde godt nok tænkt mig at poste en forholdsvis sund opskrift på en fiskeret inden der kom mere is - men eftersom vi har svælget i diverse isrester i dag, så må jeg hellere få den seneste kreation ud af ærmet.


Jeg fandt denne opskrift i starten af ugen, på en smuk lilla blåbær-yoghurtis, og da alle ingredienser var i huset, var der ikke langt fra tanke til handling. Det hele blev gjort klar og blandet sammen, og dagen efter kom det i ismaskinen da jeg kom hjem fra arbejde.


Jeg lavede kun halv portion i forhold til opskriften, brugte en anelse flere bær og lidt mindre yoghurt (fik udryddet både en rest blåbær og græsk yoghurt på den måde), og undlod pecannødderne. Jeg havde ellers nogen i fryseren, som min fru moder har givet mig på et tidspunkt, men jeg havde mest lyst til en helt glat is, uden noget der skulle tygges.


Blåbær-yoghurtis:
ca. ½ liter


2½ dl blåbær (friske eller fra frost - jeg brugte frosne, og det havde den fordel at bærene faktisk ikke nåede at blive rigtigt varme da sukkeret var smeltet - dermed kunne det hele afkøles noget hurtigere)
1 dl sukker
2 spsk ahornsirup
2 dl græsk yoghurt 10%
1 spsk glukosesirup



Varm blåbær, sukker og ahornsirup op ved middelvarme under omrøring, til sukkeret er smeltet.
Lad bærene køle lidt af, blend dem grundigt og pres dem evt. gennem en sigte, hvis isen skal være helt uden bærstykker (det gjorde jeg).
Bland bærsaften med yoghurt og glukosesirup, køl den helt ned (gerne natten over i køleskab så den kan trække smag), og frys den på ismaskinen til den tykner. Frys færdig i lukket beholder i fryseren.
Før servering sættes isen i mikroovnen i 15 sekunder ved fuld effekt, hvorefter den er nem at kugle op.


Konklusion:


Det er vigtigt at ismassen smages til inden frysning, så den er en anelse sødere end man vil have den når den er frosset, da noget af sødmen forsvinder når isen bliver frosset og kold. Når man så oven i købet bruger (græsk) yoghurt som base, så bliver resultatet selvfølgelig lidt mere syrligt end hvis man laver isen på fløde og æggeblommer - og her er det nok endnu vigtigere at få den sødet ordentligt, hvis ikke man vil ligne en hønserøv når man smager på den færdige is.
Når det er sagt - så ramte opskriften rigtig godt, synes jeg. Den havde en tilpas syrlighed så man faktisk kan spise rigtig meget af den uden at den bliver vammel, og den var rigtig flot i farven. Denne formel kunne godt blive standard for yoghurtis fremover.


Det sidste er blevet spist i dag.


Hvad skal vi så finde på?

Opskrift: Berømt tacotærte





Denne tærte har været på besøg i en del blogs efterhånden, og for et par uger siden blev det også min tur, efter at have taget tilløb i noget tid. Jeg havde gemt flere af versionerne derude fra, men tog udgangspunkt i denne, hvor jeg dog ændrede en lille smule.
Jeg lavede dobbelt portion af kødsaucen og brugte nok ca. 3/4 af portionen (resten blev til biksemad og fyldte tortillas), og så brugte jeg noget af HP saucen som smagsgiver.
Som tilbehør fik vi en blandet salat (bl.a. med en rest frisk ananas og nogle sukkerærtespirer vi fik gratis hos grønthandlen, da de var ved at nå udløbsdatoen) med balsamico/oliedressing.

Min ser derfor ud som følger:

Tacotærte:

Fyld 1:

1 kg g hakket oksekød
2 store finthakkede løg
6 fed finthakket hvidløg
2 poser tacokrydderi (jeg fik bla. brugt øko-versionen fra blogtræffet) 
3 dl vand
2 spsk HP sauce
friskkværnet peber

Svits kødet i en gryde sammen med løg og hvidløg, til kødet er brunet og løst. Tilsæt tacokrydderi, vand og HP sauce, og lad det simre, gerne i en halv times tid, mens tærtebunden og fyld nr. 2 gøres klar.

Dej:

1½ dl rugmel
1½ dl hvedemel
50 g smeltet smør
1 dl koldt vand
1 tsk groft salt

Rør alle ingredienser sammen (gerne i røremaskine) til dejen er samlet - min blev ret blød i konsistens. Pres dejen ud i en tærteform på ca. 27 cm, prik huller med en gaffel, og bag den ved 250 grader almindelig varme i ca. 10 minutter. Tag den ud og afkøl den lidt.

Fyld 2:

ca. 250 g gode cherrytomater i kvarte

1 rød peberfrugt i tern
2 dl creme fraiche 18%
4 spsk Hellmanns mayonnaise
2 dl revet ost

salt
friskkværnet peber
evt. lidt ekstra revet ost til toppen


Bland tomater, peberfrugt, creme fraiche, mayo og ost godt sammen, og smag til med salt og peber.


Samling af tærten:


Fordel fyld nr. 1 på den forbagte tærtebund. Hæld fyld nr. 2 på og drys evt. med lidt ekstra revet ost.
Bag tærten ved 200 grader almindelig varme i ca. 20-30 minutter til toppen er gylden og virker en anelse fast.


Konklusion:


Tærten smager virkelig godt, omend den er en smule vandet lige når den kommer ud af ovnen (det er nok tomaterne der afgiver en del vædde). Men smagen fejler i hvert fald ikke noget, og da vi fik resterne dagen efter, var den blevet lidt mere fast i konsistensen, og smagte mindst lige så godt.
Den tror jeg helt sikkert bliver lavet igen!


Billeder:

Kødsauce simrer



Færdig tærtedej - fin dej som er nem at arbejde med, og som er lidt sundere end mange andre versioner


Fyld nr. 2


Tærte klar til ovnen


Færdig tærte


Og min tallerken - man kan vist godt se at det "sejler" lidt