Efter hvad jeg kunne læse ud af skiltet på tysk, var det en form for tomat, med en både syrlig og sød smag, og da vi kom hjem fandt jeg lidt mere info om den på http://eksotiskefrugter.emu.dk/frugter/traetomat.html (som altid er en god hjælp når man mangler oplysninger om mere specielle frugter).
Et smagsforsøg på den rå frugt gav mig fornemmelser af stikkelsbær, tomat, og lidt kiwi - selve frugtkødet er rimeligt sødt, mens kernerne er lidt mere syrlige. Som der står i linket betragtes trætomaten som en mellemting mellem en frugt og en grøntsag, så den kan anvendes som begge dele.
Nu hvor jeg gerne ville have lavet salsa af tomatillos, så blev jeg i samme boldgade og søgte på en salsaopskrift med tamarillos, og fandt den vel nok mest enkle af slagsen - frugt, løg og rørsukker. Nemmere bliver det vel dårligt.
Jeg tilsatte desuden lidt limesaft og frisk koriander (Lækkermåsen var i byen med ex-kollegerne den aften jeg lavede den, så det skulle jo udnyttes at han ikke var hjemme, når han nu hader koriander).
Menuen stod derudover på hjemmelavet burger, så i min kom der (udover en hjemmeformet bøf med god cheddarost) tamarillo salsa, sammen med løg, tomat, jalapeño, god mayo og ketchup, og det var faktisk ikke så ringe...
Nå men videre til opskriften, som er så kort, at den kommer til at fylde mindst i dette indlæg.
Tamarillo salsa:
2 tamarillos, skindet fjernet (det kan ikke så godt spises) og skåret i små tern
½ finthakket løg
½ spsk rørsukker
1 spsk limesaft
et par kviste friskhakket koriander inkl. stilk
Bland tamarillos med resten af ingredienserne og rør godt rundt - lad det trække til sukkeret er opløst.
Konklusion:
Super lækker både sød og syrlig smag - den passede faktisk rigtig godt til burgeren. Men jeg kan også sagtens forestille mig, at den vil stå godt som tilbehør til både svinekød, en bøf, kylling, og måske endda fisk. Og som nævnt i linket, kan trætomaten også feks. bruges i en frugtsalat, eller sammen med is, og er specielt god sammen med kiwi.
Den har desuden en meget dekorativ mørkrød farve, når saften får lov at trække ud. Så alt i alt, spændende at prøve. Eneste minus var prisen - de kostede 1,19 EUR pr. stk, så det er ikke lige noget man laver salsa af til 20 mennesker. Men hvis vi kommer til Bazar Vest i Århus igen engang, vil jeg holde udkig efter dem - det er nok der, der er størst chance for at finde dem.
Billeder:
Den rå frugt
Den minder lidt om en gul kiwi
Færdig salsa
Hjemmeformede bøffer steges med god ost
Burger med tamarillo salsaen - den bløder lidt på bollen
Og den færdige burger