mandag den 24. maj 2010

Haven

Jeg går en runde i haven næsten dagligt pt. for at kunne følge med i hvad der springer ud, og ikke mindst for at "nippe" vores klematis, så de kan forgrene sig mest muligt.
Her kommer lige et par billeder af det der har været i fuldt flor i ugens løb, eller som er på vej - plus et par nye tilføjelser (man skal jo en tur på planteskole på sådan en 2. pinsedag):

En rhododendron vi flyttede sidste år - den står meget bedre alene her, hvor den kommer til sin fulde ret. Den har dog fået selskab af en lille ny nede i højre hjørne i år - det vides endnu ikke hvordan den bliver i farven


Duftsnebollen plejer at springe ud meget tidligere på året, men som alt andet har den været sent ude pga. sneen og frosten, så først i sidste uge har vi rigtigt kunnet nyde godt af den fantastiske duft, hver gang vi gik forbi, og faktisk også temmelig langt væk fra


Det gule-orange-røde bed indeholder bla. denne forårsvortemælk, som vi i sin tid købte i et privat plantesalg


Den lilla magnolia er lige på trapperne


De hvide rhodo'er er nogle af de første der kommer i blomst


Og under en bregne var der stadig blomst i den hvide julerose


Træpæonerne er på spring - i år er der knop i de to senest indkøbte for første gang, så jeg er spændt på hvordan de kommer til at se ud. Det er 2 eller 3 år siden de blev plantet, så det har været længe ventet!


Krydderurteparken er blevet udvidet med en løvstikke, og så har jeg endelig taget mod til mig og plantet den ene basilikum ud, efter at have nippet af den i en måneds tid - forhåbentlig er den nu stærk nok til at kunne overleve udenfor


Tre blåbærbuske blev det til på planteskolen - de fik lov at komme i det nyeste rhodo-bed.


En ny clematis (Mrs. Bateman) blev det også til - jeg håber jeg kan få den til at sno sig om den trærod vi langt om længe har fundet en ordentlig plads til i det sydligste bed i haven

Opskrift: Indiske hakkebøffer med ris, broccoli og gul sauce


Jeg læser med på et forum, hvor flere har nævnt Arlas opskrift på indiske hakkebøffer som en af deres favoritter, så jeg har længe haft planer om at prøve dem. Det blev endelig til noget i onsdags.
Opskriften er med en mælkesauce fra Arla, og derudover lavede jeg kogte ris og broccoli.
Jeg havde ikke noget almindelig rasp, så i stedet brugte jeg nogle af de brødterninger jeg har eksperimenteret lidt med - der var en masse krydderurter i, som også gav god smag, så hvis jeg laver dem med almindelig rasp en anden gang, vil jeg også prøve at putte krydderurter i bøfferne.
Jeg ændrede også lidt på mængder af krydderier, så her kommer min version:

Indiske hakkebøffer med gul sauce:

Bøffer:

8 spsk rasp
3½ dl mælk
1100 g oksekød
4 fed hvidløg
3 tsk garam masala
2½ tsk groft salt
Becel til stegning

Raspen sættes i blød med mælken i 5-10 minutter, og røres med oksekød, hvidløg og krydderier til en jævn fars.
Farsen formes til aflange bøffer og steges på pande i 6-7 minutter på hver side til de er gennemstegte.
Bøfferne tages op af panden, som tørres let af med køkkenrulle (der må gerne sidde lidt stegesmag tilbage).

Sauce:

1 dl vand
½ liter Karoline hvid mælkesauce
ca. 1 tsk garam masala
1 tsk gurkemeje
salt og friskkværnet peber
en stor håndfuld bredbladet persille, finthakket

Panden koges af med vand, og mælkesaucen hældes i panden, sammen med krydderier og persille (persillen skal koge med, hvis rester skal gemmes til dagen efter). Koges godt igennem og smages til.
Bøfferne lægges i panden og varmes igennem hvis de har nået at køle af (jeg havde dem liggende på en tallerken pakket ind i staniol), og der serveres med kogte løse ris og små buketter broccoli, som damper med i gryden de sidste par minutter.

Konklusion:

Det er en meget simpel opskrift på bøffer, men de smagte virkelig godt. Krydderurterne fra brødterningerne gav rigtig god smag, og hvidløg og garam masala må have gjort det sidste.
Saucen var en lille smule anonym, men kunne måske gøres lidt mere spændende med gul karry som brændes af først, og evt. lidt chili - men absolut spis-værdig, og den havde en flot gul farve og så med det grønne fra persillen.
Henrik var også begejstret, så jeg tror godt jeg kunne finde på at servere det som en nem gæstemiddag, og så med lidt flere grøntsager som tilbehør.

Billeder:

Rasp af hjemmelavede brødterninger


Bøfferne steger


Bøfferne sopper i sauce


Min tallerken



Opskrift: Wok-kylling i grøn karrysauce



Indenfor den sidste uges tid har der været travlt med at lave indkørsel, og mor her har også været i gang - i går var det faktisk mig der lagde hovedparten af de sidste 25 m2 herregårdssten, så hvis jeg en dag bliver arbejdsløs, kan jeg godt starte op som brolægger.
Så skal jeg nok bare i lidt bedre form først, for jeg kan godt nok mærke jeg lever...

Hvorom alting er - så er der også blevet lavet en smule mad, så jeg starter ud med forrige søndags menu, hvor Tobias havde bestilt en ret med nudler, efter han kom hjem fra en tur med FDF.
Det blev til en hjemmekomponeret udgave af kylling i wok, som følger:

Wok-kylling i grøn karrysauce:
ca. 4 personer

jordnøddeolie
ca. 1 spsk grøn karrypasta
4 stk. kyllingebryst i tynde strimler
4 gulerødder i tynde stave
2 store løg i tynde både
1 grøn peberfrugt i små tern
7,5 dl vand
2 tsk Oscar hønsebouillon
1 spsk soyasauce
et par spsk kokospasta (sådan en sæbeagtig blok, hvor man skærer noget af og opløser i varmt vand)

Wokken varmes godt op, og når den ryger tilsættes olie.
Der tilsættes lidt karrypasta til olien, og kyllingen ristes i mindre portioner så de ikke når at afgive for meget vædde og dermed koger i stedet for at stege - det lykkedes for mig denne gang!
Når kyllingen er næsten nok, steges gulerødder, løg og peberfrugt, også i mindre portioner, og til sidst blandes det hele sammen. Der tilsættes vand, bouillon, soya og kokospasta, retten varmes igennem (tjek om kyllingen er gennemstegt) og smages til, evt. med mere karrypasta.
Serveres med kogte nudler.

Konklusion:

Normalt ville jeg bruge almindelig kokosmælk i stedet for pastaen, og det ville også gøre konsistensen lidt tykkere. Denne gang blev den ret tynd, men så spiser man jo bare vædden som suppe, hvis ikke nudlerne når at suge den op.
Smagen var god og tilpas stærk, og der var rester både til min frokost, og vores aftensmad om mandagen.

Billeder:

Kylling steges


Grøn karrypasta købt i en indvandrerbutik i Sverige


Den har en ret tyk konsistens, så den skal røres ud i olie først, hvis man steger direkte i den


Wokken koger


Og min tallerken er klar