Tak.
Eller - jeg synes måske alligevel godt jeg vil fortælle
Første halvdel af 2014 udgjorde en stor udfordring på mit arbejde, da det økonomisk gik ad H til, og det skabte store frustrationer og bekymringer for fremtiden. Til sidst var det så slemt at jeg nogle dage ikke turde tage telefonen medmindre jeg kunne se det var nogle "uskadelige" personer der ringede - simpelthen af frygt for at det var leverandører der ringede for at rykke for penge, og jeg kunne ikke give dem andet end en sludder for en sladder.
Der gik så meget tid med at forsøge at få tingene til at hænge sammen og afstemme med min chef hvilke regninger der kunne betales hver dag, at det i sig selv var utrolig stressende, og samtidig var der så meget at se til af egentlige arbejdsopgaver, at jeg begyndte at mærke stresssymptomer - voldsom hjertebanken, høj puls, søvnproblemer, ondt i maven, og en enkelt gang brød jeg helt sammen mens jeg var på arbejde, fordi der var problemer med nogle leveringer, som jeg bare slet ikke kunne overskue.
Det groteske var jo, at der var mega travlt og endelig var der godt gang i salget, men der var ingen penge til at betale med, fordi der var blevet solgt for lidt i for lang en periode, og det bed os i måsen nu.
Derfor var der heller ikke penge til at ansætte ekstra hjælp, så det var en ond cirkel vi var inde i.
Der blev gjort mange ting for at løse problemerne, men uden at noget rigtig lykkedes - vi skulle på 14 dages ferie den 5. juli, og jeg var så langt ude at jeg til sidst egentlig mest af alt håbede firmaet ville lukke, for så kunne jeg da få lov at holde ferie i fred, uden mails og bekymringer om situationen når jeg kom hjem igen. Selvom jeg ved alt om hvor træls det er at gå ledig, så virkede det egentlig ret tillokkende på det tidspunkt.
Men endelig, den 1. juli, 4 dage før vores ferie, faldt en løsning på plads - en del af firmaet blev solgt, og jeg blev solgt med, sammen med 2 kolleger. Vi blev købt af et andet firma der lignede vores, med nogle af de samme kunder og leverandører, og produkter.
Så de sidste 3 dage af den uge var der travlt - med at betale forfaldne regninger, og at indstille sig på at få en ny chef, nye kolleger og nyt arbejdssted når jeg kom tilbage fra ferie. De sidste 11 år havde jeg arbejdet i Viborg, men fra 1. juli hed den nye arbejdsadresse et sted i nærheden af Randers.
Vi havde heldigvis en super ferie (for 5. gang på Kreta, og for 2. gang på det fantastiske voksenhotel, Thalassa Beach Resort), så der var sparet energi op til at komme i gang med det nye job (som jo egentlig var de samme opgaver, men bare et andet sted) efter ferien.
Der har siden været lidt udfordringer i forhold til nogle af mine arbejdsopgaver da jeg er kommet helt væk fra bogholderiet, men i stedet nu fungerer som en slags koordinator mellem indkøb og salg, og jeg har også haft perioder med lidt stress symptomer igen - men efter at jeg har fået forbud mod overarbejde som ikke er aftalt og ikke længere kan arbejde hjemmefra, og jeg også har fået sagt fra i forhold til nogle arbejdsopgaver som gik mig rigtig meget på, så går det bedre - og på længere sigt tror jeg faktisk det kan ende med at blive rigtig godt.
Så langt så godt.
I midten af september gik verden så lidt under igen.
Lækkermåsen ringede hjem en morgen, efter at han var kørt på arbejde meget tidligt - han måtte fortælle at han havde meldt sig syg på arbejde, og kom hjem igen. Han havde i en længere periode kunnet mærke en ret stor hævelse på siden af halsen, og denne morgen var det blevet helt slemt - nu syntes han det begyndte at trykke på luftvejene, og nu kunne han ikke holde det skjult længere.
Så tænker nogen måske - hvordan kan man holde en stor hævelse på halsen skjult for sin kone i flere måneder? Ja det kan man hvis man måske vejer lidt for meget, så hævelsen er skjult. Derfor havde jeg heller ikke bemærket noget.
Jeg var ikke taget på arbejde endnu, så jeg blev hjemme (der har heldigvis været stor forståelse fra min nye chef) og vi tog til lægen i akuttiden da han kom hjem igen. Han blev undersøgt, og med det samme sendt videre til en øre-næse-hals læge som havde en tid en time senere - han lavede en ultralydsscanning af halsen, og kunne godt se at der var nogle lymfekirtler, som var måske 3-4 gange så store som de normalt skal være.
Alledere ved akuttiden hos lægen blev ordet "kræftpakke" nævnt - og så skal jeg ellers love for det går stærkt. Meget kan man sige om vores system, men noget fungerer altså, når der er noget konkret at tage og føle på, som en hævelse på halsen, og der er mistanke om kræft.
Torsdag, to dage senere var vi i Holstebro til en ny scanning, og en megalang hestekanyle blev brugt til at tage væske og lidt væv med ud, til en foreløbig histologi. Tirsdag ugen efter tog de en større prøve ud til biopsi under fuld narkose, og tirsdagen ugen efter igen, altså to uger efter første lægebesøg, var vi så i Holstebro igen for at få resultatet. Og det var, som vi havde gået og forberedt os selv på (så godt som man nu kan) - lymfekræft, af varianten Hodgkins.
Allerede dagen efter var vi så i Århus, hvor han kom igennem hele møllen med blodprøver, EKG, knoglemarvsprøve (av!) og PET/CR scanning, for at de kunne konstatere om det havde bredt sig.
Ugen efter dette var vi ude og få resultatet af scanningen - den viste heldigvis at kræften kun sad i halsen og ikke havde bredt sig. Pyha!
Lækkermåsen har en fætter der har haft nøjagtig samme sygdom for 7-8 år siden, og han nåede at blive meget syg inden de fandt ud af hvad der var galt, og var angrebet i lunger og knoglemarv også. Han er heldigvis rask i dag, selvom han var igennem en lang sygdomsperiode efter behandlingen, og det er heldigvis også kendetegnende for lige nøjagtig denne kræftvariant - at den hører til de nemmest helbredelige.
Der er kun ca. 130 der får den om året, og eftersom den ikke er arvelig er det tilsyneladende lidt usædvanligt at to i samme familie rammes - men sådan rammer skæbnen jo en gang i mellem.
Nå men ugen efter igen, nøjagtig 4 uger efter første lægebesøg, kom han i første kemobehandling i Århus - dem skulle han have 8 af i alt, med to ugers mellemrum.
Sidste kemo foregik forrige tirsdag, og det var en stor dag - det har været en hård omgang for ham, og han har især været ramt af kvalme i de første 3-4-5 dage efter hver behandling. Så det har været en uge hvor han har været syg, og en uge hvor han har haft det nogenlunde - hvorefter det hele så er startet igen.
Men nu er det som sagt slut med kemoen - forude venter 15 strålebehandlinger, på alle hverdage i 3 uger. Det bliver efter sigende meget nemmere end kemoen, da der ikke er de samme bivirkninger - dog kan han risikere synkebesvær, og at der ryger en spytkirtel permanent, da den sidder meget tæt på hvor de skal stråle på halsen. Plus at den maske man skal have på imens er noget klaustrofobisk - men alt i alt håber vi det bliver vand ved siden af kemoen.
1. marts er han færdig med behandlingerne, og så er planen at han lige holder sig i ro en måneds tid, og forsøger at komme lidt op i gear igen, og få noget der ligner kræfter tilbage (dem har man ikke mange af, efter 4-5 måneder i sofaen) - derefter så småt starte på arbejde igen. Og de har heldigvis været utrolig forstående, og venter bare på at få ham tilbage igen.
Derefter kommer der nogle kontrolscanninger, og så er det forhåbentlig et overstået kapitel.
Så de sidste 4-5 måneder har på ingen måde været de sjoveste i vores liv (og sammen med arbejdssituationen er 2014 totalt set ikke et år der går over i historien som det mest fantastiske) - men selvom det selvfølgelig var et chock, og det har vendt op og ned på hverdagen, har vi ikke på noget tidspunkt været bange for at det var noget han skulle dø af, og heldigvis har han kunnet bevare sit gode humør i de perioder hvor han har haft det nogenlunde/godt, og det har været medvirkende til at jeg også har kunnet fungere normalt i forhold til arbejde osv.
Altså bortset fra at der ikke er blevet lavet meget mad derhjemme - folk der får kemo får tit lyst til saltet mad, så der er blevet købt en del pomme frites og andet junkfood, og mange færdigretter fra slagteren, og den fantastiske Superbrugs i Bjerringbro, på vej hjem fra mit arbejde.
Lysten og energien til selv at lave mad vender forhåbentlig snart tilbage igen, sammen med at Lækkermåsen igen får kræfter til at deltage i tingene herhjemme, og samtidig med at vi går mod lysere tider.
Og så kommer der forhåbentlig også lidt gang i bloggen igen - lukket bliver den ikke, men der bliver nok lidt længere mellem snapsene end i normale tider.
8 måneder håber jeg dog ikke der går igen :-)
