fredag den 2. april 2010

Opskrift: Gæstemiddag med grillede sorte tigerrejer, grillede entrecotes med Heidis ærtepastasalat og blandet grøn salat, samt kold rabarber/hindbærsuppe med vanilleis og chokoladekage




Flere billeder længere nede

I onsdags havde vi besøg af en veninde som er græsenke de fleste påsker, når hendes kæreste besøger familien i udlandet. Det er efterhånden blevet en form for tradition at vi "passer" hende en af dagene i påsken, undtaget hvis hun selv er med på turen, og i år havde vi så inviteret på middag.
Jeg havde taget fri fra arbejde, så der var god tid til at kokkerere og få gjort lidt tiltrængt forårsrent.

Til velkomst fik vi en Verdi Spumante i grøn æble version (den drak vi også sammen med forretten), sammen med de knækbrødskiks jeg lavede i søndags, og en pose rodfrugtchips jeg fandt i Rema.

Forret marinerede grillede tigerrejer - selvom jeg har fundet ud af at det er meget politisk ukorrekt at købe pga. de forhold de opdrættes under, og den skov der må fældes for at få plads til det.
Planen var at forsøge at få fat i nogle rå hummerhaler i stedet, og se om de kunne bruges, men det lykkedes mig ikke at finde dem, så for denne gangs skyld blev det altså det ukorrekte valgt - og så må jeg forsøge hos fiskebilen inden vi får lyst til det igen næste gang.
Hovedretten blev nogle entrecotes fra fryseren, min ærtepastasalat, en blandet frisk salat og verdens bedste brød (dog kun lavet med hvedemel og majsmel denne gang).
Desserten en rigtig forårsagtig kold rabarber/hindbærsuppe med færdigkøbt vanilleis og chokoladekage fra princip! Suppen fandt jeg opskrift på her, og så ændrede jeg lidt på den med nogle hindbær fra mine forældres have, som snart har ligget længe i fryseren.

Vi havde en super hyggelig aften, hvor der også gik lidt alkohol i den, så vi havde heldigvis foreslået veninden at hun skulle tage tandbørsten med så hun ikke skulle køre hjem. Det havde været kriminelt hvis hun (eller vi) havde gjort det.

Marinerede grillede tigerrejer på spyd:
3-4 personer til forret

400 g tigerrejer, optøede og afskallede, men stadig med haleskallen på (jeg ved ikke hvordan andre med skal er, men dem fra princip er nemme at pille)

Marinade:

1 rød og 1 grøn frisk chili (eller efter smag)
4 fed hvidløg
1 dl olivenolie
1 spsk citronsaft
2 spsk frisk persille
1 tsk tørret dild
1 tsk tørrede korianderblade
3 topskud frisk basilikum
(Jeg kunne også forestille mig at frisk koriander kunne være godt, men Lækkermåsen ville nok protestere - medmindre smagen bliver kamufleret tilstrækkeligt i blendet konsistens. Måske jeg vover forsøget næste gang). 

Alle ingredienser til marinaden blendes grundigt, og de optøede og afskallede rejer marineres i blandingen i køleskab, gerne i 4-5 timer. Rejerne sættes på grillspyd og grilles til haleskallen er lyserød - ca. 7-10 minutter alt efter varmen i grillen og størrelsen på rejerne. Kan selvfølgelig også steges på panden eller i ovnen.
Vi fik 7-8 rejer hver, og det var rigeligt som forret.

Note: Jeg valgte denne gang at blende marinaden for at hvidløgs- og chilistykkerne ikke skulle falde af undervejs, og det var et godt valg. Konsistensen af marinaden passede perfekt så den blev siddende på rejerne, og der var rigtig god smag i. Eneste klage fra Lækkermåsen var at de ikke var helt superbrandvarme, men nu gik der også snak i den inden de kom på tallerkenerne, så det husker vi så næste gang.

Barbecuemarinerede grillede entrecotes:

4 entrecotes (manden fik 2)

Barbecuemarinade:


3 spsk olie
2 tsk barbecuekrydderi
1 tsk tørret rosmarin, knust i morter
1 tsk salt
1 fed knust hvidløg
½-1 spsk citronsaft


Bøfferne marineres i en plasticpose i køleskab, gerne i 3-4 timer. Marinaden gnides godt ind i kødet mens det ligger i posen, gerne nogle gange undervejs.
Bøfferne tages ud af køleskabet ca. en halv time inden tilberedning så de har stuetemperatur.
Udover marinaden dryssede vi med Santa Maria peberblanding, og så blev de grillet ved god varme i ca. 4 min. på hver side.

Blandet salat:

½ bakke salatblanding med bl.a. spinatblade og rucola
6-8 små tomater skåret i kvarte
ca. 100 gram god fetaost skåret i tern eller smuldret (jeg brugte en Taverna Beyaz Peynir som vi har haft stående et stykke tid - den var fin til salat, og lidt nemmere at skære ud eller smuldre end den vi plejer at købe som jeg ikke kan huske navnet på)
en håndfuld saltede græskarkerner
lidt tomatbalsamico (eller anden balsamico, olie/eddikedressing)

Salaten skylles og lægges i et fladt fad.
Tomater, ost og græskarkerner drysses på og dressingbalsamicoen hældes over. Serveres med det samme når dressingen er hældt på.

Kold rabarber/hindbærsuppe:
4 personer

½ kg rabarber i tern (jeg fik nogle fra min søsters have sidste forår, og måtte sværge højt og helligt at jeg også ville få dem brugt - nu kom anledningen så endelig)
1 stykke frisk ingefær på størrelse med to stk. sukkerknald (hedder det i øvrigt sukkerknalde eller sukkerknalder i flertal? No matter what, så lyder det mig en anelse sjofelt)
150 g hindbær
7 dl vand
1 1/4 dl sukker (jeg brugte lys rørsukker - fordi jeg havde det)
1 tsk vanillesukker fra Princip

Kog rabarber, ingefær, hindbær og vand i 5-7 minutter til frugten/bærrene er godt kogt ud. Si blandingen (sørg for at presse al saften ud af frugten) og giv den siede suppe et opkog igen. Smag til med sukker og vanillesukker og lad suppen køle af. Stil suppen i køleskabet i så god tid, at den er iskold ved serveringen (jeg lavede den dagen før, og man kan sikkert også fryse den).
Serveres i portionsglas med en kugle vanilleis oven i, og et stykke chokoladekage på en tallerken.

Note: Ifølge opskriften skal suppen jævnes med kartoffelstivelse rørt ud i vand. Jeg har aldrig brudt mig om kartoffelstivelse, men bruger hellere majsstivelse da det gerne må koge. Men jeg valgte helt at lade være med at jævne suppen, da jeg synes bedst om den helt tynde konsistens. Så kan man faktisk også bruge en rest som saftevand, fortyndet med enten vand eller feks. danskvand.

Konklusion:

Rejerne blev som nævnt supergode - marinaden er et hit, evt. med lidt mere hvidløg og chili næste gang. Og så må jeg forsøge at finde de hummerhaler i stedet, så jeg kan spise dem med god samvittighed.
Hovedretten var også god - bøfferne tilpas møre og med god smag fra marinade og pebermix, og tilbehør var også som det skulle være.
Desserten var rigtig frisk - stadig sød men også med syrlig smag fra både rabarber og hindbær.
Vi var stopmætte bagefter, så det var en perfekt menu og aften...

Billeder:

Rejerne marineres i den blendede marinade


Og sættes på spyd


De grillede rejer


Salaten til hovedretten


Bøfferne er færdigmarinerede


Min hovedret


Verdens bedste grydebagte brød


Rabarber klar til kogning


Den færdige suppe klar til at komme på køl


Og min dessert