onsdag den 30. november 2011

Noget om frysning af småting i silikoneforme



I weekenden lavede jeg oksefond af omtrent 6-7 kg okseben, nogenlunde efter denne opskrift - jeg startede med ca. 5 liter væske og det hele blev kogt ned til lidt under ½ liter. Mørk og koncentreret blev det, det kan nok ikke overraske.
Sidste gang jeg lavede det, frøs jeg det ned i små plasticbeholdere med ca. ½ dl i hver - men det var lidt bøvlet, og egentlig har jeg ikke plasticdimser nok til det.
What to do, what to do...
Så er det jo man kommer i tanke om at man har nogle silikoneforme liggende, som faktisk blev indkøbt til noget nær dette formål - nedfrysning af små portioner af flydende ting. Almindelige plastic isterningebakker går i stykker så snart man vrikker lidt med dem, men silikone er genialt til at få alt muligt ud af.
Det kunne også være lidt sødt at lave feks. hvidløgssmør på den måde.

Nå men i med fonden mens den stadig var lun og flydende, på køl til den var gelé-agtig, og derefter i fryseren til den var frossen. Så kunne fond-"terningerne" poppes ud af formene og hældes i en lynlåspose og puttes tilbage i fryseren, hvor det nu er nemt at tage en "terning" fond og bruge i suppe, saucer, gryderetter, eller hvad der nu skal smage af fond.

Jeg gjorde det samme med hjemmelavet pesto i mandags, og det fungerer lige så snildt (omend pesto er noget mere fedtet i konsistens end fond).

Nu skal jeg bare have købt nogle flere silikoneforme, for der var faktisk ikke plads nok.
DinoDirect har en masse lige her - og så er der gratis fragt.
Nemmere bliver det vel ikke.

tirsdag den 29. november 2011

Opskrift: Kartoffel- og porresuppe



Noget af det Lækkermåsen har svært ved at affinde sig med, er grøntsagssupper - står det til ham, er den eneste suppe der bliver serveret en klar suppe med kød- og melboller.
Så nu hvor jeg skal til at lave mad kun til mig selv nogle dage om ugen, så er det jo med at udnytte at jeg kan mæske mig i de ting han ikke kan lide.

Der er mange der laver kartoffel/porresuppe for tiden, og der er uden tvivl kun meget lidt nyt i min version - men jeg synes nu alligevel den blev så god at den skal med. Og så er det også det første måltid jeg har lavet helt fra bunden, kun til mig selv siden det blev aktuelt (hele sidste uge gik med rester fra fryseren) - så faktisk er jeg også lidt stolt af at jeg fik taget mig sammen til at lave varm mad i dag. Og jeg klarede endda ikke at spise noget inden aftensmaden, efter jeg kom hjem fra arbejde, selvom jeg ingen frokost havde fået.


Jeg har mest taget udgangspunkt i Arlas opskrift, men har ændret lidt på mængderne og skiftet ud hist og pist. Så her er min udgave af suppen.


Kartoffel- og porresuppe:
ca. 3-4 personer


ca. 2 spsk olivenolie
2 store porrer i tynde ringe (inkl. de grønne toppe, men det grimmeste skåret fra) - ca. 350 g
4 bagekartofler, skrællede og i store tern - ca. 650 g
1 tsk tørret rosmarin
½ tsk tørret esdragon
1 tsk tørret timian
½ l grøntsagsbouillon (med 1½ spsk Oscar øko pulver)
½ l skummetmælk
1 dl piskefløde
1 tsk groft salt
friskkværnet peber


pynt:
olivenolie
pesto
parmesanost
ristede pølsetern
ristede porreringe
et lille drys chipotlepulver


Varm olien op i en gryde ved middel varme (her brugte jeg trin 4 ud af 9), og tilsæt porrer, kartofler, rosmarin, esdragon og timian. Sauter grøntsagerne i ca. 15 minutter under jævnlig omrøring - grøntsagerne må ikke tage farve, så sænk temperaturen, hvis de begynder at blive brune.
Tilsæt bouillon, mælk og fløde, og bring suppen i kog - kog ved jævn varme i ca. 15 minutter, til kartoflerne er møre.
Blend suppen med stavblender direkte i gryden, kog op igen, og smag til med salt og peber.
Anret suppen og pynt med dryp af olivenolie, pesto i små pytter, smuldret parmesanost, en god spansk pølse der er ristet sprød i tern, sammen med lidt hakkede porreringe, og endelig et lille drys chipotlepulver for at give lidt "kick".


Konklusion:


Jeg var positivt overrasket - inden salt kom i gryden syntes jeg ikke suppen smagte af noget, men det hjalp med salt (og et ekstra lille drys grøntsagsbouillon) - og ikke mindst alt det der kom på som pynt. Både pølsen og parmesanen bidrog med noget god umami-smag.
Suppen mætter godt og kan bruges både som en solid forret, eller som hovedret med brød til. Og så får den en indbydende lysegrøn farve, når man bruger de grønne porretoppe.

lørdag den 26. november 2011

Og vinderen er...



Så blev det tid til at finde en vinder af madringene  fra Aldi. Der var 27 der lagde en kommentar - tak for det, dejligt at så mange havde lyst til at være med!

Jeg lod random.org gøre arbejdet (hvad skulle man dog gøre uden teknologisamfundets udgave af papirsedlerne), og nåede frem til nr.:





(spændingspause)




27!!!!



True Random Number Generator  27Powered by RANDOM.ORG


(Det kan godt være Max. tallet står til 100 når jeg udgiver indlægget (det gjorde den i eksempelvisningen), men jeg kan ikke finde ud af at få den kopieret herind så den viser det rigtigt - ergo må i bare stole på at jeg havde sat den til 27).

Eftersom der var 27 kommentarer, så var det jo rosinen i pølseenden der løb af med sejren - og det vil sige at Budgetpigen gerne må sende mig navn og adresse til hejdi snabela fiberpost punktum dk - så sender jeg ringene i løbet af næste uge.

Til lykke med gevinsten - jeg håber du bliver glad for dem!

onsdag den 23. november 2011

Coolstuff blogkonkurrence

Coolstuff afholder en blogkonkurrence, hvor man skal linke til det man ønsker sig mest i julegave hos dem.
Det vil jeg da godt give en chance, da man kan vinde et gavekort på 500 kr.

Nu er jeg endelig kommet med på iPhone dillen (efter at Lækkermåsen bestemte sig for at han måtte have den nye 4S, så jeg har arvet hans 4), så hvad andet kan man ønske sig end et iGrill stegetermometer!

igrill
Billede lånt fra Coolstuff.dk

Se flere julegaveidéer lige her!

---

Madmæssigt står det lidt stille med kreationerne lige for tiden - Lækkermåsen er begyndt med nogle anderledes arbejdstider, der gør at jeg spiser alene nogle dage. Og det betyder at projekt-tøm-fryser-for-reste-retter-som-Lækkermåsen-ikke-bryder-sig-om er gået i gang. Der skal sorteres og spises og ryddes op. Bl.a. fordi der skal være plads til hjemmelavede ting når Bonussønnen skal konfirmeres til foråret.
I går købte jeg f.eks. 20 kg oksefilet, som var på tilbud i Superbest til 100 kr. pr. kg. Vi aner ikke om det er god kvalitet, men man kan jo kun håbe. Nu ligger der i hvert fald 5 x godt 4 kgs fileter i vores, og Bonusfamiliens frysere og hygger sig indtil maj.
Planen er at det skal grilles - og derfor er det jo oplagt at ønske sig et ekstra termometer. Det ene trådløse vi har, batter ikke meget til så meget kød.

mandag den 21. november 2011

Secret Recipe Club November: Spicy grilled shrimp/Norwegian lobster tails


In my 4th month with the Secret Recipe Club (you can read all about it, and join here!), I was assigned to Mele Cotte, written by Christina (or Chris, as she is most often called) who grew up in the Boston area, and is of Italian origin (Mele Cotte means Baked Apple in Italian). 

Chris has a lot of delicious recipes, and I spent quite a while clicking through her recipe index, before I settled on the one thing that was perfect for this month's challenge - her Quick and Easy Spicy Grilled Shrimp.

First of all, it was perfect because the recipe required a Cajun spice paste/mix, and I recently made my first homemade batch of Creole/Cajun seasoning. Second, I had 2 pounds of Norwegian lobster tails in the freezer that needed to be used soon, and they could very well replace shrimp in this recipe. Third, the recipe looked easy and delicious, so there was no doubt this was what I was going to make.

Spicy grilled shrimp/Norwegian lobster tails:
- adapted from 
Mele Cotte

Notes:


- I used Norwegian lobster tails instead of shrimp because that's what I had, but I would like to try with shrimp as well

- I used my homemade Creole/Cajun seasoning for the Cajun spice paste instead of a store bought one
- I changed the quantities of the Cajun spice paste a bit, made a bigger portion, and left out the cayenne and salt, since this was already in my Cajun seasoning 
- I used a pan to sauté the tails since it was dark and cold outside, so I didn't want to use the grill - but if I'm going to make it again in the warmer months of the year, I will definitely be doing some BBQing
- I served the tails with a Maque Choux, some basmati rice and the best no-knead bread in the world


1 pound fresh Norwegian lobster tails (or shrimp) - de-shelled and de-veined (I used frozen ones, which were put in the fridge to thaw the night before) 


Cajun spice paste of:


2 tbsp homemade Creole/Cajun seasoning
2½ tsp brown sugar

4 tbsp olive oil
3 cloves pressed garlic (I used a garlic press - if blending the garlic with the other ingredients, it might cause a bitter taste that you do not want - you could also just mince it very fine with a knife)



Blend the Cajun seasoning with brown sugar and olive oil, and mix in the pressed garlic. Store in the fridge in an air tight container, or mix with the lobster tails/shrimp immediately in a bowl.
Let the tails marinate in the fridge for at least a couple of hours (mine was left there for almost 10 hours).


10 minutes before serving, pre-heat a skillet over medium-high heat, and cook the tails for approx. 4-5 minutes, turning them frequently.


Serve with lime wedges (I TOTALLY FORGOT THIS!) and your preferred side dish.


Conclusion:


Very delicious, intense and spicy/garlicky taste! I could have eaten the whole portion if Hubby had not been there. 
Unfortunately, I forgot the lime wedges which would have made them even better, but hopefully I'll remember next time. 'Cause there sure will be a next time.
Thank you Chris for this wonderful recipe :-)



---

fredag den 18. november 2011

Give-away

Det er snart jul - og det er tæt på at bloggen runder de første 100 faste læsere.
Og da jeg faldt over dette tilbud i Aldi i sidste uge, synes jeg de var så fine, at en anden skulle have chancen for at vinde et sæt, så der røg en ekstra kasse i kurven.



Så hvis du kunne tænke dig et sæt med 6 anretterringe i stål (diameter 7,5 cm), en "udstikker" og en serveringsplade, så skal du bare lægge en kommentar til dette indlæg.
Der er ingen krav om at være fast læser.

Fristen er lørdag den 26. november kl. 18, hvorefter jeg ret hurtigt trækker en vinder.
Hvis ikke du har en blog, så skriv gerne din mail i kommentaren, så jeg kan få fat i dig direkte.

Held og lykke og god fredag!

onsdag den 16. november 2011

5 retters gourmetmiddag på Mortens Kro


I oktober var vi på tur med mit arbejde til det nordlige Jylland.
Vi plejer at holde et arrangement en gang hvert efterår, og i år havde vi bestemt at vi dropper julefrokosten og bruger nogle flere penge på en ordentlig tur med overnatning og hele svineriet.
Vi startede ud lørdag formiddag hos Weber Grilleriet i Nørresundby (mere om det en anden dag), om eftermiddagen tjekkede vi ind på Quality Hotel på Vesterbro (som nu vist har skiftet navn til noget med First), og om aftenen gik det løs med en 5 retters gourmet-menu hos Mortens Kro.

Jeg har desværre fået smidt den seddel væk jeg ellers havde menuen printet på, og som jeg skrev notater på aftenen igennem som en sand blogger, så det bliver lidt efter hukommelsen, og nogle detaljer er udeladt, da menuen i oktober ikke findes på deres hjemmeside længere. Men jeg tror også billederne bør give en ret god idé om hvordan menuen var - der var ret dårligt foto-lys i restauranten, men med blitz og lidt efterredigering er det vist lykkedes at få dem nogenlunde tydelige.

Der var dækket godt op med vinglas fra starten - og flere kom til i løbet af aftenen


Skøn og tilpas saltet smør - om det var hjemmelavet/rørt ved jeg ikke, men det var perfekt til brødet...


... som så hjemmebagt ud, var lunt  og smagte rigtig godt - både Lækkermåsen og jeg var tæt på at spise os mætte allerede her


En appetizer som ikke var med på menuen - en Panna Cotta, mener jeg vores tjener sagde, med græskar. Den smagte lidt af spidskommen og var en fin start på de rigtige retter


Røget ørredfilet fra Thy med diverse salater, små sprøde brødbider, og noget creme som vist nok indeholdt noget med brændt hø ?!? Virkelig lækker fisk og tilbehøret fungerede fint til.


Aftenens største udfordring for flere - rimmede kammuslinger (i sukker og salt)  som således var faktisk... rå. Dertil salater og noget rødbede, samt forskelligt skum, bla. noget med estragon, hvis ikke jeg husker helt galt. Jeg har kun meget lidt erfaring med kammuslinger, men jeg synes egentlig de var ok - måske lidt for ferske i smagen, og der var flere af de andre der havde problemer med konsistensen, men der kan ikke sættes en finger på tilberedningen og præsentationen. Og med lidt brød til gik det også for de musling-udfordrede.


Andebryst fyldt med kød fra andelår, svampe og en kraftig sauce/glaze - virkelig lækker ret med meget smag.


Vinene har jeg, pga. den mistede seddel, ikke meget styr på - men vi fik bla. at vide, at rødvinen til venstre var blevet forvekslet med en hvidvin i en absolut blindsmagning (som i med bind for øjnene og vinen serveret i et sortmalet glas, så man ikke kunne se den) - farveforskellen antyder nok også lidt, at der er forskel på kraftigheden af de to


Kalvemørbrad som var marineret i grannåle - det kunne man nu ikke smage (hvilket muligvis var meget godt). Tilbehør var bønner i flere former og en grøn "sauce" som jeg desværre ikke kan huske smagen af. Men det hele var godt og kødet var virkelig mørt. På toppen en kalvebrissel - første gang jeg smagte sådan en, og jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes. Den smagte ikke af så meget, så den gjorde ikke det store indtryk.


Til mørbraden var der også portionsanrettet kartoffelsoufflé - blød og cremet


Desserten bestod af æbleis og hvid chokoladeparfait med lakrids, små æblegelé stykker, lakrids marengs og høvlet hvid chokolade, samlet en tørret æblering. Æbleisen var frisk og lækker, og lakridsisen var også skøn. I det hele taget en lækker sammensætning af æble- og lakridstema 


Samtidig fik vi også en creme brulee - det var nok aftenens største skuffelse for mit vedkommende - jeg synes slet ikke den var så sød som jeg har fået den før (ikke at den skal hvine i tænderne, men den smagte nærmest ikke af noget). Men konsistensen var fin, omend sukkerlaget på toppen var lige tyndt nok.


Fantastisk lækre hjemmelavede skumfiduser - dem skal jeg bare snart have lavet selv (gelépulver er købt)


Og til sidst nogle trøffelagtige og meget koncentrerede chokoladekugler med kakaopulver, samt nogle små småkager


Så var vi også mætte - ikke mindst af den tilhørende vinmenu, som nogle gik mere til end andre (ingen nævnt, ingen glemt).

Sådan en middag kostede ca. 650 kr. (det var en pakkeløsning sammen med hotelopholdet, men en af kollegerne skulle kun spise, og han kostede 650 kr.), og det samme for vinmenuen. Det er rigtig mange penge for aftensmad, og jeg tror faktisk aldrig jeg selv ville kunne finde på at give så meget (i hvert fald ikke for vinmenuen). Men det var utrolig spændende at prøve, og der var nogle virkelig lækre smagsoplevelser imellem.

Mht. Mortens Kro, så var der kun 3 anker - creme brulee der smagte af for lidt, at der på et tidspunkt manglede vand på bordet, og at der ikke kom ekstra smør ind da vi manglede til brødet. Men det er småting i totaloplevelsen, og vi fik en fantastisk god betjening, især af vores tjener Thai/Tai, som var god til at forklare både om retterne og vinen, og også til at svare på spørgsmål. Der var tilpas ventetid mellem retterne og hele seancen inkl. kaffe tog ca. 5 timer, før nogle af os fortsatte ud i Aalborgs byliv.

Om menuen er pengene værd er jeg nok ikke den rigtige til at vurdere - og der findes måske også finere gourmet-mad derude - men jeg var godt tilfreds, og vil ikke tøve med at anbefale Mortens Kro - som i øvrigt blev næsten fyldt op som aftenen skred frem. Noget tyder på at gourmetoplevelser ikke bliver sparet helt væk på trods af finanskrise...

Opskrift: Chocolate cheesecake/chokolade ostekage fra The Hummingbird Bakery




Efter at have købt The Hummingbird Bakery kagebogen for et par uger siden skulle der selvfølgelig afprøves en opskrift da vi havde gæster i lørdags.
Valget faldt på Chocolate cheesecake/chokolade ostekagen - en fuldfed sag som indeholder næsten 1 kg flødeost, og som virkelig må få fedtafgifts-fortalerne til at sidde og gnide sig i deres små fedtede hænder.
Hvis ikke lige det var fordi flødeosten jeg brugte stadig koster det samme i Lidl som den altid har gjort.

Jeg valgte dog at formindske opskriften til 2/3 så den ikke blev så høj, og så lavede jeg et par små testkager i nogle muffinsforme, som jeg kunne bruge til anretning/billedtagning, så jeg ikke skulle stå og fumle med det lige inden servering. (Så kunne vi også lige få smagt på sagerne så vi kunne vurdere om det overhovedet var værd at servere).

Opskriften foreslår at tilsætte hele chokoladeknapper i både lys, hvid og mørk, så det gjorde jeg - hvide i bunden, og hvide og to styrker mørke i fyldet. Jeg brugte fuld portion kiksebund for at få nok bund til mine små forme - og så kom jeg til at bruge flormelis i stedet for almindeligt sukker, da der stod Melis i opskriften.
Hvorfor kan man ikke bare kalde det for sukker, hvis det er det er?

Opskriften kommer i min udgave.


Chocolate cheesecake / chokolade ostekage fra The Hummingbird Bakery:
ca. 8 personer

Bund:

ca. 200 g Digestive kiks
2 spsk usødet kakaopulver (jeg brugte Callebaut)
150 g smeltet smør (jeg brugte bare almindeligt saltet - det havde jeg nemlig i fryseren i forvejen, så heller ikke der fik de nogen fedtafgifts-fortjeneste på mig, de svin)
en lille håndfuld hvide chokoladeknapper

Fyld:

600 g flødeost (som sagt, den billige fra Lidl)
135 g sukker (eller flormelis)
1 tsk vaniljeekstrakt (som selvfølgelig er hjemmelavet)
3 medium æg
135 g god mørk chokolade (jeg brugte 70% knapper fra Callebaut)
en håndfuld af henholdsvis hvide, 57% og 70% chokoladeknapper - eller hvad man har lyst til

Pynt:

sigtet flormelis
granatæblekerner
frysetørrede jordbær


Bræk kiksene i mindre stykker og kør dem til pulver i en foodprocessor eller minihakker. Tilsæt kakao og smør og kør blandingen jævn. Rør chokoladeknapper i og pres massen fast i en smurt eller bagepapirsbeklædt springform på ca. 25 cm i diameter - brugen håndroden eller en stor ske. Sæt formen tildækket på køl mens fyldet laves.
Rør ost, sukker/flormelis og vanilje i røremaskine med den flade spartel ved lav hastighed (eller med elpisker) til massen er jævn og tyk. Tilsæt 1 æg ad gangen og fortsæt med at røre/piske til massen er jævn - fortsæt med de sidste æg mens der piskes mellem hvert æg, og sørg for at skrabe dej ned fra kanten undervejs, så hele blandingen bliver jævn og tyk.
Sæt evt. hastigheden på røremaskinen lidt op til sidst, men pas på ikke at røre for længe, da osten kan risikere at skille.
Tænd ovnen på 150 grader almindelig varme.
Smelt de 135 g chokolade over vandbad eller ved korte intervaller i mikroen, hvor der røres indimellem, til al chokoladen er smeltet. Hæld en skefuld osteblanding i chokoladen og rør sammen - fortsæt på denne måde med små portioner, for at udligne temperaturforskellene i de to blandinger. Hæld til sidst resten af ostemassen i chokoladen og rør det godt sammen. Vend de hele chokoladeknapper i.
Blandingen fordeles oven på bunden, og springformen sættes i en større form, hvori der hældes vand så det når ca. 2/3 op af kanten på springformen (jeg havde ikke nogen større form der var høj nok, så der var kun vand ca. 2-3 cm op, men det gik fint alligevel. Man skal dog være ret sikker på at springformen er vandtæt, hvis man ikke vil ende med en ret vandet bund).
Bag kagen i midten af ovnen i ca. 40-50 minutter - tjek den efter 40 minutter. Den skal stadig skvulpe en smule i midten, men må endelig ikke blive brændt.
Lad kagen køle lidt af i formen, og sæt den derefter på køl natten over, eller i 8-10 timer, inden servering.


Konklusion:


Her kan man se de hvide chokoladeknapper i fyldet
Dette er en meget tung kage, der virkelig er bastant (og klæber lidt i ganen) - men den smager rigtig godt, og den er garanteret et hit for rigtige chokoladeelskere.
Jeg brugte som skrevet granatæblekerner til pynt (og serverede flere ved siden af), og det fungerede rigtig godt med noget syrligt og sprødt, til den søde og tunge kage.
Jeg ved ikke om min fejlagtige brug af flormelis i stedet for sukker havde nogen indflydelse på resultatet, men jeg tror det nu ikke.


Vi har kæmpet med at få den udryddet siden i lørdags (vi var 4 voksne og Bonussønnen, og spiste under halvdelen) - i dag blev det sidste endelig onduleret på mit arbejde. 
Der går nok lige lidt inden den bliver lavet igen. Men der er jo også mange andre opskrifter i bogen der skal prøves.

fredag den 11. november 2011

Opskrift: Tørrede æbleringe



Den anden dag lå der adskillige kedelige og halvrynkede æbler i frugtskålen, som bare tiggede om at blive brugt. De var ikke sprøde nok til at blive spist friske (hvis der er noget jeg ikke kan have i min mund, så er det melede æbler), så der måtte alternativ tænkning til.
Så kom jeg i tanke om at jeg vist havde klippet noget ud af et blad om tørrede æbler - og ganske rigtigt. I Familie Journalen var der tørrede æbleringe.

Jeg ønsker mig sådan en dehydrator fra Dansk Hjemmeproduktion - men da det først var noget jeg fandt ud af i forbindelse med dette projekt, så måtte ovnen gøre arbejdet denne gang.
Jeg brugte to slags æbler, og snittede dem i meget fine skiver med mandolinjernet. Og så var det bare i ovnen og vente.

Tørrede æbleringe:

4 æbler, vaskede, udkernede men med skræl, skåret i ca. 1 mm tykke skiver
1½ dl vand
3 spsk sukker
1½ spsk citronsaft

Vand og sukker koges op til sukkeret er opløst - køles helt af og citronsaft røres i.
Dyp æbleringene i lagen og læg dem på en bageplade på bagepapir eller en silikonemåtte.
Varm ovnen op til 60 grader varmluft, og lad æblerne tørre i ca. 3-4 timer, til de bliver sprøde. De bliver mere sprøde når de afkøles, så de kan godt være en smule bløde lige når de tages ud af ovnen.
Køl æbleringene helt af og opbevar dem i et glas med skruelåg, et mørkt og køligt sted.

Konklusion:

Det var ikke alle ringene der blev helt sprøde, men uanset sprødhedsgrad så smager de rigtig godt. Lidt søde, og lidt syrlige af citronsaften.
En anden gang (hvis når jeg får et tørreapparat) kunne jeg godt finde på at lave dem lidt tykkere - nogle af ringene var så tynde at de hang lige rigeligt i silikonemåtten, så de var svære at fjerne i ét stykke.
De kan bruges feks. i hjemmelavet müsli, eller bare som en sund snack (de kan godt stille en mindre trang til noget sødt) - og så har jeg lige læst at de åbenbart er helt vildt sunde.

Fine cupcake kagedåser og Hummingbird kagebog


I sidste uge kørte vi i Føtex fordi jeg havde set de annoncerede med The Hummingbird Bakery kagekogen, og efter at have set nogle af de skønne kager hos andre bloggere, var jeg nød til at have fat i bogen.
I Føtex Viborg var den dog ikke at finde - og det hjalp ikke meget at spørge en ekspedient, som bare kunne konstatere, at når ikke den var at finde på hylderne, så havde de nok ikke fået den.




Nå men så kørte vi i protest i Bilka i stedet, for Lækkermåsen var blevet så sur at han ikke gad handle det vi ellers skulle have i Føtex.
I Bilka havde de bogen, endda så tydeligt stillet frem at det var den første bog jeg fik øje på - 4 kr. billigere end i Føtex.
Så var alle glade igen.

De havde også nogle fine firkantede kagedåser med cupcake motiv - sådan et sæt med 3 dåser der passer ind i hinanden, kostede 50 eller 60 kr. Ikke så galt, når man nu er lidt firkantet, og gerne vil have dem... ja, firkantede.

Første projekt fra kagebogen er lige taget ud af ovnen - det blev til chokolade ostekagen, som der kommer mere om efter den er blevet serveret i morgen.
Jeg er dog ret sikker på jeg allerede kan konstatere, at den er syndig. 600 g flødeost, chokolade, æg, smør og Digestive kiks. Så ved man ligesom godt hvad klokken er slået.
Og hvor meget der sætter sig på lårbasserne bagefter.

Men pyt - det feder først på mandag, og der er vi ikke hjemme.

søndag den 6. november 2011

Opskrift: Maque choux


Aftensmaden lørdag bestod af nogle skaldyr som jeg ikke vil sige så meget om nu, og så denne Maque Choux, som jeg stødte på hos Closet Cooking for noget tid siden.

Maque Choux stammer fra Louisiana og er sandsynligvis opstået som en blanding af cajun og indianer mad, og ifølge Wiki skulle navnet stamme fra den franske fortolkning af det indianske navn.
Retten indeholder (i hvert fald i de udgaver jeg har fundet) majskerner (typisk fra friske kolber, men de er jo ikke just "in season" lige nu), rød eller grøn peber, tomater, løg og bladselleri. Det rigtige fedtstof at varme retten i skulle være baconfedt - og det passer jo som hånd i hanske, da jeg for et stykke tid siden er begyndt at gemme baconfedt, og også fedt fra feks. chorizo og spegepølse, hvis jeg af en eller anden grund finder på at varme det. Det hele sies over i et glas jeg har stående i køleskabet, og der er nu efterhånden en del forskellige lag med forskellige farver - alt efter hvad der lige har været på panden. Det rene guld - kun overgået af andefedt.

De opskrifter jeg fandt indeholdt også fløde, som gør retten cremet - nogle mener at majskernerne i sig selv er nok til at "jævne" retten - især hvis man bruger friske kolber, og sørger for at ødelægge kernerne lidt så majssaften flyder ud (alternativt kan man blende lidt af den færdige ret så majssaften frigives, og hælde det tilbage i gryden) - men jeg lod ikke chancen for at bruge fløde gå forbi mig. Heller ikke selvom den var dyr i dag, og først er på tilbud fra i morgen. Skal der være fløde, så lad der være fløde.

Nogle bruger frisk chili til at give retten lidt spark, nogle bruger en "hot sauce" (som jeg aldrig helt har fundet ud af hvad er - om det bare er en generel betegnelse for en chilisauce, eller om der faktisk er et mærke der hedder det) - jeg valgte at bruge tabascosauce.
Jeg brugte desuden også noget af det creoler/cajun krydderi jeg lavede for ikke så længe siden - det var med i en enkelt af de opskrifter jeg kiggede på, og selvom det var en færdiglavet krydderiblanding der blev henvist til, så gik jeg ud fra at min version nok også godt kunne bruges.

Jeg komponerede således min egen udgave ud fra denne, denne, denne og denne version, og så kom det hele til at se ud som følger.

Maque choux:
2 personer

1 spsk baconfedt (eller smør eller olie)
1 mellemstort hakket løg
½ grøn peberfrugt i små tern
2 stilke finthakket bladselleri
ca. 7½ dl frosne majskerner (eller friske fra 4-5 kolber)
1 stor tomat eller 5 cherrytomater, i små tern
2 spsk creoler/cajun krydderi
2½ dl piskefløde
1 tsk tørret timian
1 spsk frysetørret persille (eller 2 spsk friskhakket)
1/4 tsk tabascosauce
evt. salt og friskkværnet peber

Baconfedt smeltes ved middel varme, og løg sauteres deri i 2-3 minutter. Tilsæt peberfrugt, selleri og majskerner, og svits ved god varme i et par minutter. Tilsæt tomat, cajun krydderi, fløde og timian, og lad retten simre i 15-20 minutter, til fløden er kogt lidt ind og bliver cremet. Kog persille med de sidste par minutter, og smag til med tabasco sauce, og evt. salt og peber.

Konklusion:

Udover skaldyrene blev der serveret kogte basmatiris til maque choux'en, og en portion af verdens bedste brød, som jeg lavede i dag som både brød og små boller.
Maque choux'en er blød og cremet, men med lidt spicyness fra creoler/cajun krydderiet og tabascosaucen, og det er fint, for ellers tror jeg godt den kan blive lidt for anonym og blød i munden. Måske skulle der have været en salat eller noget andet sprødt til, men alt i alt var det en ok aftensmad, og en god mulighed for at få brugt noget af krydderiblandingen.


lørdag den 5. november 2011

Opskrift: Pære Belle Helene med pære/solbæris og chokoladesauce


Endelig har jeg en weekend uden de store planer, hvor der igen er tid til at lege i køkkenet - og jeg vover mig forsigtigt ud i at lave lidt indlæg igen, efter at have forsøgt at hvile armene mest muligt fra tastaturet herhjemme.

Jeg lægger ud med dagens dessert - allerede da jeg henkogte pærer, havde jeg bestemt at nogle af dem skulle bruges til Pærer Belle Helene, og jeg synes vi havde fortjent en lille dessert i dag (mest fordi hovedretten ikke var så stor igen), så nu skulle det være.
Hvis det skal være en rigtig Poire belle Hélène (som ifølge Wikipedia er opkaldt efter en fransk operette, La Belle Hélène), skal de hele friske pærer porcheres i en sukkersirup - og der skal serveres vaniljeis, chokoladesauce og kandiserede violer til. Men så nøje fulgte jeg ikke proceduren - så måske det ville være mere rigtigt at kalde desserten for Pære á la Heidi?

Vi havde ikke vaniljeis i fryseren, og jeg havde heller ikke lyst til at købe noget, så jeg måtte i gang med ismaskinen.
Jeg kiggede nogle af de isopskrifter igennem jeg har gemt links på, og faldt over en flødeis fra Familiejournalens kok Kristina Marckmann, hvor der er pære og solbær i. Udover at det passede godt til temaet, så passede det også perfekt med at jeg havde både pæremos, og solbær fra min fædrene gård i fryseren, så det var ikke mange indkøb der var nødvendige.
Der blev ændret lidt i mængder (bl.a fandt jeg ud af efter jeg havde været inde at handle, at jeg kun havde ½ bæger past. æggeblomme, dvs. hvad der svarer til 1 blomme, i stedet for de 3 blommer der skulle bruges - men jeg spædede æggesnapsen lidt op med fløde, og så gik det alligevel) - ellers fulgte jeg opskriften.

Chokoladesauce måtte der også til, og den skulle selvfølgelig være hjemmelavet.
Jeg fandt endnu et link frem jeg havde gemt, på en sauce der påstås at være den bedste EVER. Det måtte jo afprøves om det nu også kunne passe. Jeg fulgte den ret slavisk, men tilsatte lige en sjat mælk efter den var kølet af, da den var en anelse for tyk.

Chokoladesauce:

1 1/4 dl sukker
1 spsk god mørk kakaopulver (jeg brugte Callebaut)
2½ tsk majsstivelse
1 1/4 dl vand
2 spsk smør (ca. 30 g)
½ tsk vaniljeekstrakt
et nip Maldon flagesalt - jeg brugte nok mellem 1/8 og 1/4 tsk

Pisk sukker, kakao, majsstivelse og vand sammen i en kasserolle og varm det op til kogepunktet ved middelhøj varme. Lad det småkoge til det begynder at tykne.
Tilsæt smør i små klatter sammen med vaniljeekstrakt og pisk til smørret er smeltet - smag til med flagesalt.
Køl chokoladesaucen af og hæld den på et glas.

Pære/solbæris:
ca. ½ liter

3 pærer eller ca. 3 dl usødet pæremos
2 spsk vand
2 tsk sukker

50 g solbær
korn af ½ stang vanilje
2 tsk sukker

1 past. æggeblomme
1 spsk piskefløde
60 g sukker
korn af ½ stang vanilje
1 3/4 dl piskefløde

Hvis der bruges friske pærer, skrælles de og kernehuset fjernes og de deles i mindre stykker. Pærerne (eller pæremosen) koges med vand og sukker i ca. 10 minutter under låg ved svag varme. Hvis der er brugt hele pærer, moses eller blendes de nu, og køler helt af.

Solbær blendes med vaniljekorn og sukker.

Æggeblomme piskes luftig med sukker, vanilje og 1 spsk fløde til sukkeret er opløst, hvorefter den afkølede pæremos vendes i.
Resten af fløden piskes stiv og vendes i.

Kør pære/flødeblandingen i ismaskine til den er ved at være fast. Hæld isen i en beholder, fordel solbærmosen ovenpå (gem evt. en lille smule til pynt af den færdige dessert), og bland det let rundt med feks. enden af en grydeske - solbærmosen skal trække spor i den hvide is, men det skal ikke blandes så meget at isen bliver helt rød.
Frys den færdig i fryseren.

Anret pærer med is og chokoladesauce, og pynt evt. også med lidt af solbærmosen (det glemte jeg så).


Konklusion:


Skøn dessert på en efterårsaften. De henkogte pærer var stadig forholdsvis faste i konsistens, og sammen med pæremosen i isen gav de lidt bid til retten. Isen smagte fint af både pærer og solbær - den var ikke helt til at kugle op direkte fra fryseren, men efter 5 minutter på køkkenbordet hjalp det. Måske var det fordi jeg ikke brugte de angivne æggeblommer.
Chokoladesaucen - åh ja, chokoladesaucen... Den slår købeversionen med mange længder, og jeg kunne have spist den med ske direkte fra glasset.
Hvilket muligvis også er sket.
Bare sådan lidt.
Jeg kan kun anbefale at prøve den - og den går garanteret fint til både is, frugt og måske en lys kage. Den stivner ikke i køleskab og burde snildt kunne holde en lille uges tid. Hvis den får lov at stå så længe.