Jeg har længe leget med tanken om at prøve selv at lave kondenseret mælk, for at bruge dette i is (som feks. appelsinisen, blåbærisen eller chokoladeisen) - men da det er lykkedes mig at finde en del dåser til ret billige penge er lageret efterhånden så fyldt, at det ville være fjollet selv at lave mere pt.
Fordelen ved at lave det selv, er dog at man kan lave det 100% økologisk, hvis man gerne vil dette - om man kan købe den færdige version økologisk ved jeg faktisk ikke, men der kommer sikkert en dag hvor jeg prøver at lave det selv, bare for sjovs skyld.
Men vidste du at man også selv kan lave evaporeret mælk? Klidmoster har skrevet et glimrende indlæg her om forskellen på de to typer mælk, så det vil jeg ikke lave en større afhandling om, udover at nævne at evaporeret mælk simpelthen er mælk der er inddampet, så noget af vandet forsvinder og det får en karamelagtig smag.
Jeg har en enkelt gang haft brug for evaporeret mælk til en is, og har også fundet det på dåse hos en udenlandsk købmand, men skulle det være umuligt at opdrive, så kan man altså forholdsvis nemt lave det selv - og igen er det så muligt at få en økologisk udgave, uden diverse tilsætningsstoffer.
Mælken koges ind til ca. 40% af den oprindelige mængde og skulle kunne opbevares på køl i et par uger, eller den kan fryses ned i mindre portioner.
Udover is kan evaporeret mælk anvendes til mange andre ting - der er en masse opskrifter at få inspiration fra på en af producenternes hjemmeside her.
Har man ikke mod på at stå bøjet over komfuret i en time eller to, så findes der, ifølge nogle amerikanske opskrifter, også et alternativ - nemlig bare at blande mælkepulver med vand. Jeg kan ikke forestille mig det giver helt den samme karamelagtige smag, men skulle du få lyst til at prøve, så kan du feks. finde fremgangsmåden her på Frugal Living.
Hjemmelavet fedtfattig evaporated/evaporeret mælk:
ca. 4 dl
Der måles med en lineal hvor de 4 dl mælk når til |
Hæld mælken i en tykbundet gryde eller pande, gerne non-stick, og gerne med så stor overflade som muligt, da fordampningen så sker hurtigere. For at tjekke hvornår den er kogt tilstrækkeligt ind, kan du afsætte en "mental" streg i gryden ved 4 dl, og når mælken er kogt ned dertil, er den klar.
(Ligesom i linket jeg fulgte fra She Simmers, målte jeg 4 dl op i en stor pande, og målte med en renvasket metallineal hvor stor afstand der var fra mælkekanten til det nederste beslag på håndtaget. I med resten af mælken og så var det bare at vente til mængden nåede ned i den rigtige højde).
Mælken koges forsigtigt op under omrøring med en silikonespartel eller et fladt piskeris - når den når kogepunktet skrues lidt ned til den bare simrer stille og roligt, hvorefter den simrer videre under jævnlig omrøring så den ikke brænder på. Jeg havde induktionspladen stående på 6 ud af 9 efter den var kogt op, og det tog lidt over en time før den havde nået 4 dl mærket.
Hvis der dannes skind på mælken (hvilket ikke var et problem her - jeg ved ikke om det sker nemmere i feks. sødmælk) skal det enten fjernes eller piskes ud i mælken, da skindet danner en overflade der forhindrer fordampningen delvist.
Her skulle man gerne kunne se forskellen - evaporeret til venstre, og rå skummet til højre |
Afkøl mælken, hæld den på glas og opbevar i køleskabet i et par uger, eller hæld den i mindre plasticbøtter og frys den ned.
Konklusion:
Jeg har ikke nået at bruge mælken til noget endnu, men smagen er tydeligt anderledes end den skummetmælk jeg startede ud med. Det første jeg kom til at tænke på da jeg smagte på den var faktisk risengrød - men om det bare er fordi det også smager af varm/lunken mælk ved jeg ikke helt. Den er også let karamelagtig i smagen, og den ligner nærmest sødmælk, sammenlignet med den vandede skummetmælk. Jeg havde måske nok regnet med den blev lidt mørkere i farven, men jeg kunne forestille mig det ville ske hvis man bruger sødmælk.
Økonomisk ved jeg ikke om det kan betale sig - jeg endte som sagt ud med 4 dl, og det kostede mig 8,50 for mælken og strøm til kogepladen. Jeg kan ikke huske hvad jeg gav for en dåse da jeg købte en, men igen - hvis man gerne vil have den 100% økologisk og vide hvad der er i den, så er det helt klart en mulighed.
Og vælger man løsningen med mælkepulver og vand, så fås skummetmælkspulver også økologisk, feks. fra Natur Drogeriet.