Velkommen til min mere eller mindre organiserede blanding af almindelig mad med (for det meste) høj fokus på naturlige og gode råvarer, lavet fra bunden - og lidt Low Carb/LCHF, RAW food (især på dessertsiden) - og nu også 5:2 fastemetoden.
onsdag den 1. februar 2012
Opskrift: Velstegte bønner/Refried Beans/Frijoles Refritos
Nu hvor jeg har opdaget den hjemmelavede Velveeta/smelteost erstatning, skal den bruges til en lun ostedip sammen med chips af en slags, til gæster i weekenden.
Til den opskrift jeg har tænkt mig at gå ud fra, skal der imidlertid bruges Refried Beans (stegte bønner), som man i USA sikkert kan få på dåse på ethvert gadehjørne. Jeg har også til tider set dem herhjemme i supermarkeder der kører tex-mex tema, men det er der jo selvfølgelig ikke lige nogen der gør i denne uge, hvor jeg skal bruge dem.
Og så må jeg jo sædvanen tro i gang selv.
Faktisk har jeg lavet dem en gang før, nemlig da vi blev gift - vi havde mexicansk buffet til festen, hvor jeg selv supplerede op med nogle ting, og bønnemosen var én af dem. Nu er det efterhånden snart 8 år siden, men jeg mener at kunne huske at det smagte bedre end jeg havde forventet - opskriften har jeg dog ikke længere, så der måtte en ny på banen.
Refried Beans er i øvrigt en ganske forkert oversættelse af det mexicanske Frijoles Refritos - det betyder i virkeligheden noget i retning af "well-fried", altså velstegte, og ikke "refried", genstegte. Men det navn er nok svært at lave om på, så det får de lov at hedde på engelsk her også.
Jeg valgte at gå ud fra Closet Cookings opskrift, men tilføjede lidt hist og her, og smagte til med de mængder der passede mine smagsløg. Den originale mexicanske udgave indeholder sikkert ikke alle disse ting, men man kan jo heldigvis selv vælge hvor meget smag man vil have i, alt efter om bønnerne skal bruges som fyld i en anden ret der er i forvejen er krydret (som her til ostedippen), eller som tilbehør til tex-mex mad, hvor bønnerne godt må smage af lidt mere i sig selv.
Min portion blev lavet med først 1 kg kogte bønner, men jeg fik puttet lidt for meget chipotle i, så mosen blev rigeligt stærk - jeg tilsatte derfor 500 g ekstra bønner og justerede lidt til.
Opskriften kommer med udgangspunkt i 500 g kogte bønner - så gang op eller ned alt efter hvor meget mos du vil ende ud med.
Min version blev som følger.
Velstegte bønner/Refried Beans/Frijoles Refritos:
500 g kogte pinto bønner (de fordobler ca. vægten efter kogning, så regn med ca. 250 g i rå tilstand - hvis ikke du koger en hel pose ad gangen, hvilket jeg gjorde) - følg anvisningen på pakken og husk iblødsætning. Jeg fulgte tippet på dette link om at stege nogle løg brune og tilsætte til kogevandet for at give smag, men ingen salt, da det gør at bønnerne ikke så nemt koger ud (ligesom med kartoffelmos hvor der heller ikke skal salt i kogevandet til kartoflerne). Koger du bønnerne kun til denne ret, så husk at gemme noget af kogevandet, da det skal bruges i mosen. Og husk at bønnerne skal være godt udkogte for at give en blød mos - her kogte de i lidt over 2 timer!
Kan du ikke finde pinto bønner, kan sorte bønner eller kidney bønner også bruges. Jeg købte pinto bønner i en grønthandel der sælger tørrede bælgfrugter af alle slags.
2 spsk baconfedt (eller evt. olivenolie)
1 stort finthakket løg
1 lille fed finthakket hvidløg
knap 1 tsk stødt spidskommen
ca. 3-4 dl kogevand fra bønnerne
1 tsk Oscar hønsebouillon
½ dl ikke for stærk salsa (eller evt. tilsvarende mosede tomater - bruger du tomater, skal der måske lidt mere spidskommen og limesaft i, da dette allerede findes i den salsa jeg brugte)
ca. 1/3 tsk chipotlepulver (start evt. med lidt mindre og prøv dig frem, så det ikke bliver for stærkt)
½ spsk limesaft
½ spsk taco krydderi
1/3 tsk fint havsalt
Varm baconfedt op i en pande eller stor gryde, og sauter løg heri ved medium varme, til de begynder at blive blanke - ca. 3-5 minutter. Tilsæt hvidløg og sauter under omrøring i ca. 1 minut.
Bland hønsebouillon i kogevandet, og stil det klar ved siden af panden.
Hæld et par dl af de kogte bønner i panden, sammen med lidt af bouillonen, og mos bønnerne direkte i panden. Har du ikke en kartoffelmoser, kan du evt. blende nogle af bønnerne sammen med kogevandet, og lade resten af bønnerne forblive hele, så der er lidt variation i konsistensen (du kan også bruge en gaffel eller bagsiden af en stor ske, men det kræver lidt flere muller).
Fortsæt med at tilsætte bønner og kogevand og mos, til blandingen har den ønskede konsistens. Tilsæt resten af bouillonen hvis ikke det hele er brugt, samt salsa, chipotle, limesaft og taco krydderi, og varm blandingen igennem under omrøring. Juster evt. med lidt ekstra vand hvis mosen koger for tør, og pas på den ikke brænder på.
Til sidst smages til med salt - saltet er vigtigt, da bønnerne ellers let kommet til at smage for anonymt (men der er også salt i bouillonen, så prøv dig frem med lidt ad gangen).
Server med det samme som tilbehør til tex-mex retter, eller som fyld i pandekager - eller brug den feks. i en varm ostedip/chili con queso. I dag har jeg også spist den som "fyld" i en rest mexicansk majssuppe fra fryseren.
Bønnemosen kan fryses i poser eller plasticbokse og genopvarmes - tilsæt evt. lidt ekstra hønsebouillon under opvarmningen, hvis konsistensen er blevet for tyk.
Konklusion:
Bønner er jo bønner, og hvis man (som det feks. er tilfældet med min bedre halvdel) har det svært med konsistensen, så er det heller ikke sikkert man vil bryde sig om den velstegte udgave. Men jeg elsker bønner og smagsmæssigt fejler den her mos under ingen omstændigheder noget - man er jo heldigvis selv herre over hvor meget eller lidt smag man vil tilføre, og som sagt afhænger det meget af hvordan mosen skal bruges.
Jeg foretrækker den ikke er alt for bastant og tyk, og jo mere man koger den igennem, jo mere væske fordamper der, så når jeg skal have genopvarmet de kommende portioner, bliver det med lidt ekstra bouillon så den bliver lidt tyndere.
Men det er jo også en smagssag.
Etiketter:
bælgfrugter,
verdensmad - mexicansk
6 kommentarer:
Abonner på:
Opslag (Atom)