Lidt inspireret af LaTascha fik jeg lyst til at lave en gang humus til frokosten i dag, sammen med en gang gulerødder og agurk i stave. Vi prøver så småt på at begynde at leve lidt sundere, selvom Lækkermåsen så godt nok lige købte rundtstykker og snegle hos bageren i morges - men derfor kan man jo godt fortsætte dagen i mere positiv retning.
I stedet for kun hvedemel (tror dog det var en grov hvedemel der blev brugt i opskriften), blandede jeg hvid hvede (den med 12% fibre), grahamsmel og almindeligt hvedemel - ellers holdt jeg mig til opskriften.
Humusopskriften er lidt en videreudvikling af den jeg postede her - nu har jeg fundet frem til den version som passer vores smagsløg. Der er dog rimelig meget tahin i, så for at prøve at lave den lidt mere fedtfattig næste gang, vil jeg måske erstatte lidt tahin med feks. 6% Jersey fraiche, eller evt. lidt A38. Men i dag blev det den "fuldfede" version - og den er god.
Humus:
2 1/4 cup kogte kikærter (ca. 5½ dl)
1/4 cup tynd tahini (det skal med andre ord IKKE være den mørke, meget faste og bitre udgave fra Urtekram! Jeg har fundet en meget lys og mere tynd (og også billigere) tyrkisk udgave i en indvandrerbutik i Viborg, og den passer perfekt)
3 spsk citronsaft
2-3 fed hvidløg
3/4 tsk spidskommenca. 1 dl vand
1 tsk groft salt
ca. ½ tsk cayennepeber
Pynt:
olivenolie
røget (eller almindelig) paprika
evt. friskhakket persille
Alle ingredienser til og med cayenne blendes grundigt sammen - holdt evt. lidt igen med citronsaft, salt og cayenne, og smag til, til sidst.
Anrettes og pyntes med lidt olivenolie, paprika og evt. hakket persille.
Grove fladbrød/kiks med rosmarin:
8 stk.
1 cup = 2,36 dl
3½ cup mel (ca. 8 1/4 dl)
her brugte jeg 1½ cup hvid hvede, 1 cup grahamsmel og 1 cup alm. hvedemel
1 tsk groft salt
2 tsk bagepulver
2 spsk friskhakket rosmarin
ca. 1 spsk friskkværnet peber
3/4 cup olivenolie (ca. 1,75 dl)
knap 1 cup lunkent vand (ca. 2 1/4 dl)olivenolie til pensling
flagesalt
Mel, salt, bagepulver, rosmarin og peber blandes godt i en skål. Olie og vand tilsættes (hold evt. lidt igen med vandet) og dejen røres hurtigt sammen med en grydeske, og æltes et par gange, til den er nogenlunde sammenhængende (sikkert pga. det grove mel blev min dej ret løs i det, men det gør ikke så meget - de her brød skal ikke være kønne!)
Læg dejen tilbage i skålen og dæk med en tallerken eller husholdningsfilm, og lad den hvile i 30 minutter.
Tænd ovnen på 230 grader almindelig varme med en bageplade i.
Del dejen i 8 stykker, læg de 7 tilbage i skålen og dæk dem til, imens et stykke dej rulles ud med lidt hvedemel. Den skal være rimelig tynd. Pga. den er lidt løs i det, er det ikke til at lave den pænt rund, men det gør som skrevet ikke så meget, da de færdige brød alligevel skal knækkes i mindre stykker.
Flyt dejen over på et stykke bagepapir (jeg brugte en pizzaspade), pensl med olivenolie og drys med lidt flagesalt.
Flyt bagepapiret ind i ovnen på den varme bageplade, og bag brødet i ca. 8-12 min. afhængig af tykkelse. De kan nemt blive ret mørke i kanterne, så hold øje med dem!
Imens rulles næste stykke dej ud og gøres klar på et nyt stykke bagepapir.
Når det første brød er færdigbagt, tages brødet ud og lægges på en rist til afkøling (igen var pizzaspaden et godt redskab), og nu kan det første stykke bagepapir så genbruges til brød nr. 3.
Fortsæt til alle 8 brød er bagt.
Konklusion:
Humus blev god igen - den skal der ikke pilles så meget ved (bortset fra at forsøge at gøre den lidt mindre fed).
Brødene blev nærmere sådan lidt kiks-agtige, og meget grove og sprøde i konsistensen. Jeg havde overvejet om jeg skulle prøve at lave en halv portion efter den oprindelige opskrift, og en halv med det mere grove mel, og det fortryder jeg måske lidt nu at jeg ikke gjorde, for jeg ville gerne have prøvet hvordan de skulle være kun med almindeligt mel. De kom i hvert fald ikke helt til at ligne billederne fra den oprindelige opskrift - men det må så blive næste gang.
Under alle omstændigheder smagte de godt (rosmarin og salt gør meget), og på trods af at der er ret meget olie i og på, så har samvittigheden det lidt bedre når det er det grove mel der er i.
Både gemal og bonussøn var også tilfredse - de fik en portionsanretning ind på kontoret, hvor de sad ved hver deres pc :-)
Billeder:
Dejen til brødene
Udrullet, penslet med olie og drysset med salt - formen ligner noget der er med i "Gæt en verdensdel"
Et færdigt kikse-brød - et af dem der ikke blev så mørke i kanten
Frokost til far og søn