Så kom det nye pas med posten i dag. Fint - én ting mindre at bekymre sig om i forbindelse med den forestående USA tur.
Ville så lægge det der hvor vi normalt opbevarer begge vores pas - og så var Henriks der ikke.
F.U.C.K. En hurtig gennemrodning af skrivebordets øverste papirbunker gav ikke noget. Han påstod at han heller ikke selv havde haft fat i det og var i det hele taget forbavsende rolig i betragtning af at det jo lissom var HANS pas og hans USA-tur der jo nærmest var ved at gå i vasken.
Jeg havde en svag erindring om at jeg selv havde kigget på det indenfor den sidste uges tid - eller var det mit eget det gamle?
Mere gennemrodning af papirer, papirbakker, hylder, skuffer - nada, zip, nothing.
Sjældent er jeg kommet til at svede så hurtigt - selv ikke den bedste gang fitness har givet mig varmen så effektivt.
Hm tænke tænke, hvor kunne det være? Vi havde sidst brugt det da vi var i Lübeck, men jeg var nu ret sikker på at det var blevet lagt på plads igen efter det, for ellers havde mit heller ikke ligget på rette sted, da det skulle fornys.
Mere useriøs gennemrodning af diverse bunker - var SÅ tæt på at vende bunden i vejret på skraldespanden, lige der midt på gulvet, for at se om jeg var kommet til at smide det ud ved en fejl.
Så siger oraklet "tog du forresten ikke en kopi som skulle sendes sammen med ansøgningen til mit Mastercard?"
Oh bliss - så lå den stadig lige der, under låget i kopimaskinen....
Faktisk er det ikke første gang jeg har taget en kopi af noget, glemt at tage det ud af kopimaskine igen, og ikke kunnet finde det, indtil næste gang jeg skal kopiere noget. Af skade bliver man åbenbart sjældent klog, må vist være mottoet.
Nu ligger begge pas hvor de skal. Hvad skal jeg så begynde at bekymre mig om?
lørdag den 13. februar 2010
Middag på Den Kinesiske Mur i Viborg - 2. anmeldelse
Jeg har tidligere skrevet en form for anmeldelse af Den Kinesiske Mur i Viborg, hvor vi i efterårsferien havde en knap så hyggelig oplevelse - hvilket afstedkom en noget sur kommentar fra en anonym bruger, som mente at være i stand til at bedømme at jeg bestemt ikke var egnet til at have børn (interesserede med særdeles god tid kan læse mere her) - udelukkende fordi jeg var så usandsynligt fræk at tillade mig at kritisere nogle meget larmende børn, og deres ligeglade forældre.
Selvfølgelig kom der aldrig nogen respons fra benævnte sure anonyme, men da jeg i mit svar havde lovet at komme med en ny anmeldelse hvis jeg bevægede mig ind på restauranten igen, og da jeg faktisk var derinde igen i denne uge, så vil jeg gerne fortælle om oplevelsen denne gang (og nej, der er heller ingen billeder i dette indlæg).
Jeg var afsted sammen med mine kvindelige kolleger (det er 2. gang vi er ude at spise sammen, og det bliver forhåbentlig en vedvarende tradition), og havde bestilt bord på forhånd. Jeg er nød til at sige at hende der tog telefonen da jeg ringede, altså var meget svær at forstå, men omsider lykkedes det os da at blive enige om hvilken dato og klokkeslæt det var vi gerne ville komme, og hvilket telefonnummer reservationen skulle laves i. Her vil jeg tillade mig at mene, at det ville være en fordel med enten en dansker til at tage telefonen, eller i det mindste en med lidt bedre dansk-kundskaber.
Alternativt er det nemmere at gå derind for at bestille bord når de har åbent, men det er jo ikke lige altid man har mulighed for det, vel.
På dagen ankom jeg lidt før kl. 18.30, og fik vores bord med det samme. De andre kom lidt efter, og der gik ikke lang tid før vi fik et menukort (vi skulle alle fire bare have tag-selv buffetten) og fik bestilt drikkevarer. Så hurtig service der.
I modsætning til sidste gang jeg var der, var der denne gang ikke ret mange børn, og alt i alt nåede restauranten nok "kun" at blive fyldt ca. 3/4 op - hvilket vel egentlig også er ret ok for dem på en almindelig hverdagsaften, når man tænker på der kan være omkring 100 mennesker.
Der var derfor en dejlig rolig stemning, hvor man uden problemer kunne sidde og snakke hyggeligt sammen (hvilket er vores primære formål når vi kolleger spiser sammen) - eneste forstyrrende element var faktisk da restauranten satte musik på, og vi sad lige nedenunder en højttaler. De slukkede dog heldigvis igen.
Da vi jo alle skulle have buffet, kunne vi gå i gang med det samme, og jeg startede med Beijingsuppen, som var rigtig god. Den var temmelig krydret, men lige tilpas efter min smag. Den kunne jeg godt tænke mig opskriften på, så hvis du sidder med den derude, så skriv lige, ing?
Så gik det ellers videre med ris og nudler, sammen med de forskellige slags kød i saucer, og de smagte alle mere eller mindre godt.
Der var lidt bedre fyldt op i skålene denne gang end sidst, men der var heller ikke så meget kø rundt om buffeten, så det gik fint.
Personalet var meget hurtige til at komme og hente vores tomme tallerkener så vi kunne tage en ny til næste ret - det var der ikke noget at udsætte på.
Sushien smagte jeg ikke denne gang - vil hellere prøve den helt rigtige i den nye sushibar i Viborg - men jeg fik en enkelt gang mongolian barbecue, med hvidløgs-, chiliolie og soya, og det var godt.
Alt i alt en hyggelig aften hvor vi fik hvad vi kunne spise, og jeg tør godt komme igen en anden gang - men det bliver ikke i en skoleferie, og det bliver så sent som muligt, så børnefamilierne er taget hjem. Sorry, men der ændrer jeg altså ikke mening, so sue me.
Selvfølgelig kom der aldrig nogen respons fra benævnte sure anonyme, men da jeg i mit svar havde lovet at komme med en ny anmeldelse hvis jeg bevægede mig ind på restauranten igen, og da jeg faktisk var derinde igen i denne uge, så vil jeg gerne fortælle om oplevelsen denne gang (og nej, der er heller ingen billeder i dette indlæg).
Jeg var afsted sammen med mine kvindelige kolleger (det er 2. gang vi er ude at spise sammen, og det bliver forhåbentlig en vedvarende tradition), og havde bestilt bord på forhånd. Jeg er nød til at sige at hende der tog telefonen da jeg ringede, altså var meget svær at forstå, men omsider lykkedes det os da at blive enige om hvilken dato og klokkeslæt det var vi gerne ville komme, og hvilket telefonnummer reservationen skulle laves i. Her vil jeg tillade mig at mene, at det ville være en fordel med enten en dansker til at tage telefonen, eller i det mindste en med lidt bedre dansk-kundskaber.
Alternativt er det nemmere at gå derind for at bestille bord når de har åbent, men det er jo ikke lige altid man har mulighed for det, vel.
På dagen ankom jeg lidt før kl. 18.30, og fik vores bord med det samme. De andre kom lidt efter, og der gik ikke lang tid før vi fik et menukort (vi skulle alle fire bare have tag-selv buffetten) og fik bestilt drikkevarer. Så hurtig service der.
I modsætning til sidste gang jeg var der, var der denne gang ikke ret mange børn, og alt i alt nåede restauranten nok "kun" at blive fyldt ca. 3/4 op - hvilket vel egentlig også er ret ok for dem på en almindelig hverdagsaften, når man tænker på der kan være omkring 100 mennesker.
Der var derfor en dejlig rolig stemning, hvor man uden problemer kunne sidde og snakke hyggeligt sammen (hvilket er vores primære formål når vi kolleger spiser sammen) - eneste forstyrrende element var faktisk da restauranten satte musik på, og vi sad lige nedenunder en højttaler. De slukkede dog heldigvis igen.
Da vi jo alle skulle have buffet, kunne vi gå i gang med det samme, og jeg startede med Beijingsuppen, som var rigtig god. Den var temmelig krydret, men lige tilpas efter min smag. Den kunne jeg godt tænke mig opskriften på, så hvis du sidder med den derude, så skriv lige, ing?
Så gik det ellers videre med ris og nudler, sammen med de forskellige slags kød i saucer, og de smagte alle mere eller mindre godt.
Der var lidt bedre fyldt op i skålene denne gang end sidst, men der var heller ikke så meget kø rundt om buffeten, så det gik fint.
Personalet var meget hurtige til at komme og hente vores tomme tallerkener så vi kunne tage en ny til næste ret - det var der ikke noget at udsætte på.
Sushien smagte jeg ikke denne gang - vil hellere prøve den helt rigtige i den nye sushibar i Viborg - men jeg fik en enkelt gang mongolian barbecue, med hvidløgs-, chiliolie og soya, og det var godt.
Alt i alt en hyggelig aften hvor vi fik hvad vi kunne spise, og jeg tør godt komme igen en anden gang - men det bliver ikke i en skoleferie, og det bliver så sent som muligt, så børnefamilierne er taget hjem. Sorry, men der ændrer jeg altså ikke mening, so sue me.
US of A
Der er ikke kogt meget mad på matriklen i denne uge. Hovedet har været fuld af planlægning af, og tanker om turen til USA - som jeg vist egentlig ikke har nævnt noget om her på bloggen. Så derfor kommer dette indlæg stort set ikke til at handle om mad, og der kommer heller ingen billeder.
Men det korte af det lange er, at Henrik skal en tur til USA for at besøge en virksomhed, og for at lære nogle mennesker at styre nogle maskiner. Man kunne måske godt umiddelbart få den tanke, at et land som USA kunne frembringe nogle mennesker der selv kunne finde ud af det, så de ikke skulle importere en dansker - men nej, i USAnien findes der ingen krav om at man skulle kunne operere sådan et stk. maskine på nogen specifik måde. Og derfor er der heller ikke nogen derovre der kan lære andre hvordan man gør.
Og det er vi jo sådan set meget glade for - når alt kommer til alt. For det betyder jo så en tur og en oplevelse for Henrik. Og mig.
For jeg skal med. Ja jeg skal. Jeg som troede at mit rejseliv for evigt ville være begrænset til Europa og dets ydre områder (mest fordi jeg egentlig ikke rigtig gider den lange flyvetur) - jeg skal til USA. Og spise amerikansk mad på Wendy's og Applebee's og en masse andre anonyme kæderestauranter. Og shoppe i malls og K-Mart og Walmart. Og hvor man nu ellers shopper - når man er i USA. Jeg skal sove i Queen size bed (min egen, vel at mærke - man er vel et luksusdyr og får et værelse med to Queen size senge, så man kan kravle over i sin egen når manden er begyndt at snorke og ligge og spjætte i søvne) og tage bad i en bruser med WaterPik shower head (spørg mig ikke hvad det er).
Jeg var ikke meget for det i starten da han bragte det på bane (bla. pga. førnævnte flyvetur) - at vi kunne jo undersøge om jeg kunne holde ferie, og om vi kunne arrangere at få bestilt flybilletterne sammen, så vi også kom med samme fly.
"Nej nej, tag du nu bare selv afsted og få en oplevelse ud af det, og så hører jeg alt om det når du kommer hjem" var reaktionen. Men fanme nej om han ville stille sig tilfreds med den forklaring.
Her havde jeg en naiv forestilling om at jeg skulle gå hjemme og hygge og tulle rundt - og rydde lidt op og sådan - specielt inde i rædselsskabet på kontoret, hvor alle tingene fra vores bryllup stadig ligger, sammen med diverse hobbyartikler, som i en kort periode har vakt begejstring, men som ikke har været i brug i guderne må vide hvor lang tid. Sammen med en masse breve jeg af en eller anden grund gemmer fra alle de gamle pennevenner jeg har haft (fra dengang man skrev rigtige breve på papir og med kuglepen) - og måske også et enkelt kærestebrev fra 2. klasse (det var fra Johnny, og han slog op med mig efter 2½ år, selvom vi ellers havde aftalt at vi skulle giftes. Så vidt jeg ved er han stadig single og bor i barndomsbyen - så ka' han lære det, ka' han).
I skabet ligger også de aviser vi købte den dag min niece blev født, og som hun skal have på sin 18. års fødselsdag, så hun kan se hvilket mærkeligt sted verden var dengang i 0'erne. (Ja ja, er godt klar over at en stak aviser ikke er den fedeste gave til en 18-årig, så jeg skal nok finde på noget andet også. Hello Kitty er garanteret billigt i USA - er hun mon vokset fra det til den tid?)
Hvad var det jeg kom fra... Jo altså, jeg skulle tage mig sammen til at få malet lidt på det store lærred, som jeg (igen naivt) håber jeg kan få til at ligne noget præsentabelt så det kan udgøre en central udsmykning af køkkenvæggen. Jeg skulle i gang med fitness'en igen, i hvert fald 2-3 gange på en uge. Jeg skulle måske en tur ned til mine forældre så vi kunne få ordentligt gang i dukkehuset - og sidst, men ikke mindst, skulle jeg sove ad helvede til hver nat fordi jeg er lidt - bare en lille bitte smule - skal vi kalde det, utryg, ved at være alene hjemme om natten.
Nå men - det korte af det lange er jo så, at jeg altså skal med. Så der bliver ikke ryddet op, der bliver ikke malet, der bliver ikke trænet (eller jo, faktisk bliver der måske endda trænet endnu mere end derhjemme, for der bliver faktisk adgang til et lille fitnesscenter, så jeg har store planer om mindst en times træning hver dag. Hører jeg nogen sige i ikke tror på mig?), der bliver ikke lavet dukkehus, og der bliver ikke sovet ad helvede til (hey, ét lyspunkt!)
At få ferie var ikke noget problem, og billetten var sådan set heller ikke - bortset fra at den lige steg omkring 1200 kr. i pris fra en fredag til mandag, bare fordi vi ikke selv har noget kreditkort og var nød til at vente til mandag så vi kunne låne et (tak Allan!). Et visa/dankort gælder nemlig ikke som kreditkort i dét rejsebureau! (Gæt hvem der nu har bestilt et Mastercard).
Hotel - heller ikke noget problem. Det bestilte de til os from over there - og da prisen for 2 personer er den samme som for 1 (ja faktisk er jeg sikker på vi kunne sove 4 personer i de der to Queen size senge, for den latterlige pris af 100 USD pr. nat), koster det faktisk ikke rigtig noget at have mig boende. Altså medmindre jeg lejer betalingsfilm mens Henrik er på arbejde.
Udover at shoppe (der ligger en K-Mart og Walmart næsten lige ved siden af hotellet, og en Target lidt længere væk), skal jeg også arbejde lidt, så jeg kan retfærdiggøre for mig selv at jeg er væk fra arbejde i over 2 uger. Hotellet har endda en LapDesk - det er sådan en dims man kan sidde med på skødet, og så have den bærbare liggende ovenpå, i tilfælde af at man ikke gider sidde ved skrivebordet. Jeg ved ikke helt hvad formålet er - måske er der en blæser i, så man ikke brænder lårene af?
Faktisk bliver det nok dejligt afstressende at arbejde på den måde, for med tidsforskellen til DK begynder jeg at arbejde når de andre går hjem, så der kommer ikke en masse forstyrrende mails, og ingen tlf.opkald.
Måske man skulle overveje at rejse lidt mere?
For nu at bruge en venindes ord, så håber jeg ikke at jeg jinx'er det ved at fortælle om det nu. Jeg har nemlig bestilt et nyt pas (og for at kunne bestille det måtte jeg grave dybt i førnævnte rædselsskab for at finde vores vielsesattest i bryllups-kassen - der skulle nemlig lige tilføjes et nyt efternavn i passet, og borgerservice ville godt se en eller anden form for bevis på, at jeg havde gjort mig fortjent til det navn), og jeg er ved at sk*de i bukserne af skræk for at det ikke når at komme inden vi skal afsted. Den anden nat drømte jeg at de havde mistet ansøgningen - og så vågnede jeg, så jeg ved ikke om jeg kom afsted.
Fingre må gerne krydses.
Men det korte af det lange er, at Henrik skal en tur til USA for at besøge en virksomhed, og for at lære nogle mennesker at styre nogle maskiner. Man kunne måske godt umiddelbart få den tanke, at et land som USA kunne frembringe nogle mennesker der selv kunne finde ud af det, så de ikke skulle importere en dansker - men nej, i USAnien findes der ingen krav om at man skulle kunne operere sådan et stk. maskine på nogen specifik måde. Og derfor er der heller ikke nogen derovre der kan lære andre hvordan man gør.
Og det er vi jo sådan set meget glade for - når alt kommer til alt. For det betyder jo så en tur og en oplevelse for Henrik. Og mig.
For jeg skal med. Ja jeg skal. Jeg som troede at mit rejseliv for evigt ville være begrænset til Europa og dets ydre områder (mest fordi jeg egentlig ikke rigtig gider den lange flyvetur) - jeg skal til USA. Og spise amerikansk mad på Wendy's og Applebee's og en masse andre anonyme kæderestauranter. Og shoppe i malls og K-Mart og Walmart. Og hvor man nu ellers shopper - når man er i USA. Jeg skal sove i Queen size bed (min egen, vel at mærke - man er vel et luksusdyr og får et værelse med to Queen size senge, så man kan kravle over i sin egen når manden er begyndt at snorke og ligge og spjætte i søvne) og tage bad i en bruser med WaterPik shower head (spørg mig ikke hvad det er).
Jeg var ikke meget for det i starten da han bragte det på bane (bla. pga. førnævnte flyvetur) - at vi kunne jo undersøge om jeg kunne holde ferie, og om vi kunne arrangere at få bestilt flybilletterne sammen, så vi også kom med samme fly.
"Nej nej, tag du nu bare selv afsted og få en oplevelse ud af det, og så hører jeg alt om det når du kommer hjem" var reaktionen. Men fanme nej om han ville stille sig tilfreds med den forklaring.
Her havde jeg en naiv forestilling om at jeg skulle gå hjemme og hygge og tulle rundt - og rydde lidt op og sådan - specielt inde i rædselsskabet på kontoret, hvor alle tingene fra vores bryllup stadig ligger, sammen med diverse hobbyartikler, som i en kort periode har vakt begejstring, men som ikke har været i brug i guderne må vide hvor lang tid. Sammen med en masse breve jeg af en eller anden grund gemmer fra alle de gamle pennevenner jeg har haft (fra dengang man skrev rigtige breve på papir og med kuglepen) - og måske også et enkelt kærestebrev fra 2. klasse (det var fra Johnny, og han slog op med mig efter 2½ år, selvom vi ellers havde aftalt at vi skulle giftes. Så vidt jeg ved er han stadig single og bor i barndomsbyen - så ka' han lære det, ka' han).
I skabet ligger også de aviser vi købte den dag min niece blev født, og som hun skal have på sin 18. års fødselsdag, så hun kan se hvilket mærkeligt sted verden var dengang i 0'erne. (Ja ja, er godt klar over at en stak aviser ikke er den fedeste gave til en 18-årig, så jeg skal nok finde på noget andet også. Hello Kitty er garanteret billigt i USA - er hun mon vokset fra det til den tid?)
Hvad var det jeg kom fra... Jo altså, jeg skulle tage mig sammen til at få malet lidt på det store lærred, som jeg (igen naivt) håber jeg kan få til at ligne noget præsentabelt så det kan udgøre en central udsmykning af køkkenvæggen. Jeg skulle i gang med fitness'en igen, i hvert fald 2-3 gange på en uge. Jeg skulle måske en tur ned til mine forældre så vi kunne få ordentligt gang i dukkehuset - og sidst, men ikke mindst, skulle jeg sove ad helvede til hver nat fordi jeg er lidt - bare en lille bitte smule - skal vi kalde det, utryg, ved at være alene hjemme om natten.
Nå men - det korte af det lange er jo så, at jeg altså skal med. Så der bliver ikke ryddet op, der bliver ikke malet, der bliver ikke trænet (eller jo, faktisk bliver der måske endda trænet endnu mere end derhjemme, for der bliver faktisk adgang til et lille fitnesscenter, så jeg har store planer om mindst en times træning hver dag. Hører jeg nogen sige i ikke tror på mig?), der bliver ikke lavet dukkehus, og der bliver ikke sovet ad helvede til (hey, ét lyspunkt!)
At få ferie var ikke noget problem, og billetten var sådan set heller ikke - bortset fra at den lige steg omkring 1200 kr. i pris fra en fredag til mandag, bare fordi vi ikke selv har noget kreditkort og var nød til at vente til mandag så vi kunne låne et (tak Allan!). Et visa/dankort gælder nemlig ikke som kreditkort i dét rejsebureau! (Gæt hvem der nu har bestilt et Mastercard).
Hotel - heller ikke noget problem. Det bestilte de til os from over there - og da prisen for 2 personer er den samme som for 1 (ja faktisk er jeg sikker på vi kunne sove 4 personer i de der to Queen size senge, for den latterlige pris af 100 USD pr. nat), koster det faktisk ikke rigtig noget at have mig boende. Altså medmindre jeg lejer betalingsfilm mens Henrik er på arbejde.
Udover at shoppe (der ligger en K-Mart og Walmart næsten lige ved siden af hotellet, og en Target lidt længere væk), skal jeg også arbejde lidt, så jeg kan retfærdiggøre for mig selv at jeg er væk fra arbejde i over 2 uger. Hotellet har endda en LapDesk - det er sådan en dims man kan sidde med på skødet, og så have den bærbare liggende ovenpå, i tilfælde af at man ikke gider sidde ved skrivebordet. Jeg ved ikke helt hvad formålet er - måske er der en blæser i, så man ikke brænder lårene af?
Faktisk bliver det nok dejligt afstressende at arbejde på den måde, for med tidsforskellen til DK begynder jeg at arbejde når de andre går hjem, så der kommer ikke en masse forstyrrende mails, og ingen tlf.opkald.
Måske man skulle overveje at rejse lidt mere?
For nu at bruge en venindes ord, så håber jeg ikke at jeg jinx'er det ved at fortælle om det nu. Jeg har nemlig bestilt et nyt pas (og for at kunne bestille det måtte jeg grave dybt i førnævnte rædselsskab for at finde vores vielsesattest i bryllups-kassen - der skulle nemlig lige tilføjes et nyt efternavn i passet, og borgerservice ville godt se en eller anden form for bevis på, at jeg havde gjort mig fortjent til det navn), og jeg er ved at sk*de i bukserne af skræk for at det ikke når at komme inden vi skal afsted. Den anden nat drømte jeg at de havde mistet ansøgningen - og så vågnede jeg, så jeg ved ikke om jeg kom afsted.
Fingre må gerne krydses.
Abonner på:
Opslag (Atom)