søndag den 4. april 2010

Opskrift: Koldthævet pizzadej


Flere billeder længere nede

I dag har vi været i haven igen fra morgenstunden, men det blev kun til et par timer for mit vedkommende. Jeg fik revet det sidste mos sammen og vi fik spredt gødning over det hele - faktisk alle de 60 kg vi havde købt, hvilket jeg havde regnet med skulle række til en gang mere til hele haven, men Lækkermåsen insisterede på at bruge det hele, så det ikke står og bliver fugtigt i skuret. Måske vi så skulle have ventet med at købe mere, er min tanke, men hvad ved jeg om det.

Jeg har også fået luget alt det visne ud af whiskeytønderne og purløgspotterne, så de krydderurter der har overlevet kan få luft igen. I whiskeytønden til venstre var der timian, opstammet rosmarin, ananassalvie og en karryplante - heraf er det kun timianen der delvist har overlevet, så den skal fyldes op med friske rosmarin- og timianplanter når frosten er helt væk (salvien og karryplanten fik vi ikke rigtig brugt, men rosmarin og timian var der til gengæld næsten for lidt af).
I den anden tønde var der purløg og oregano, og de har begge overlevet - oreganoen er godt nok blevet noget brun, men mon ikke der kommer nye grønne blade snart.
Jeg har også forsøgt mig med koriander, men det har der ikke været meget held med, så jeg må nok kapitulere og nøjes med at fryse ned når jeg får købt for meget.
I zinkpotten i midten skal der plantes basilikum ud, når den absolut sidste frost er overstået - jeg havde nogenlunde held med det sidste år, og dem der overlevede nåede faktisk at vokse sig ret store og kraftige, og holdt helt til den første frost i efteråret kom. Så døde de så til gengæld også i løbet af en nat...


Der har heldigvis også været tid til at få en morfar i lænestolen i eftermiddag, inden aftensmaden bød på hjemmelavet pizza. Som nævnt i mit indlæg fra i går er dejen en der skal hæve i køleskab et døgn, så det var bare at hive dejklumperne frem i dag, og så få dem formet.
Jeg lavede 5-dobbelt portion i forhold til nedenstående, og det gav 11 portioner á ca. 180 gram (den sidste blev på 160) - de 5 smed jeg i fryseren i går, og så var det meningen vi skulle have to hver i dag - men efter at have spist den første blev vi enige om også at putte de sidste tre i fryseren. Vi havde trykket dem ud, så jeg rullede dem sammen om et stykke bagepapir, lidt ligesom de færdige deje man kan købe - så er de nemme at tø op og putte fyld på, en dag vi får lyst til pizza igen.

Pizzadej:
2 portioner á ca. 180 gram

1 1/4 dl vand
5 g gær
2 spsk olie
25 g blødgjort smør
1 tsk salt
225 g mel

Ingredienserne blandes sammen og æltes godt (jeg brugte dejkrog i røremaskinen, og lod den ælte ved lav hastighed i knap 10 minutter). Dejen vejes herefter af på 180 gram. Stilles til hævning i køleskab i 24 timer. Drys et godt lag groft durummel ud på bordet og tryk eller rul dejen ud heri. Dejen formes til en pizzabund på ca. 27 cm i diameter.
Pizzatopping smøres på og fyldet kommes på. Pizzaen bages af ved 300 grader i 6 min., gerne på en forvarmet pizzasten.

Min pizza blev meget lig de pitapizzaer jeg tidligere har lavet med rå kartofler osv. - sød chilisauce som sauce, tynde kartoffelskiver som er saltet og afdryppet for væske på forhånd, olie, løgringe, chilisauce, tørret oregano, hakket hvidløg, flagesalt og Danablu ost.
Tobias lavede en med tomatsauce, pølseskiver, spegepølse og ost, og Lækkermåsen lavede en med ost indbagt i kanten, og diverse kød og ost på.

Konklusion:

Dejen var nem at arbejde med, men vi savnede den ret grove durummel vi brugte til pizzatræffet i februar. Den skal vi helt sikkert have købt noget af, når vi får mulighed for det. Det finere durummel hænger for meget fast i bunden, så vi var nød til at skrabe noget af for at der ikke blev for meget smag af mel (selvom durum dog smager noget bedre end hvedemel).
Bagestenen var nok heller ikke varmet helt nok op, for det tog noget længere end de 6 minutter at få en pizza færdig (grillen nåede så heller ikke op på 300 grader - vi brugte gasgrillen, men næste gang tror jeg vi skal forsøge med trækul i kuglegrillen - den burde kunne nå højere op).
Men smagen var der ikke noget i vejen med, så det har ikke afskrækket os fra at prøve igen, når vi har fået fat i det grove durum...

Billeder:

Tobias' pizza bliver gjort klar med fyld - han har selv formet den, og jeg var faktisk lidt imponeret...


Færdigbagt


Min kartoffelpizza er klar til grillen


Lækkermåsens pizza til venstre og min til højre