torsdag den 19. maj 2011

Opskrift: Ramsløgsalt med citron og chili, og ramsløgpesto


Som nævnt i dette indlæg lykkedes det mig endelig at få fingrene i ramsløg i mandags.
Spørgsmålet var så bare hvad de skulle bruges til - for det havde jeg jo ikke overvejet, da jeg faktisk havde opgivet at finde dem.

En hurtig tur rundt i blogland gav to bredt anvendte resultater, men som Hanne K. skriver så er det jo rart at kunne finde tilbage til sin egen opskrift, så i må affinde jer med min version af salt og pesto også. Og helt magen til de andre er de jo nok heller ikke.
Til pestoen brugte jeg noget af den Castello Herrgård ost vi fik til blogtræffet, i stedet for parmesan - og så kom der cashewnødder i, i stedet for pinjekerner.

Ramsløgsalt med citron og chili:

75 g ramsløg kvast i minihakker
1 dl salt (jeg brugte sådan noget halv-fint Atlanterhavssalt, som er lidt gråt i det, og ikke helt så fint som rigtig fint salt)
1 spsk røde chiliflager
fintrevet skal af 1 citron

Det hele blandes og bredes ud i et fad eller på bageplade med bagepapir. Tørres i ovnen ved 75 grader i ca. 2 timer (så lang tid tog det for mit, da ramsløgene ikke var hakket helt multi-fint - gør man lidt mere ud af findelingen, kan det nok gøres på kortere tid), til det hele er gennemtørt.
Er man i tvivl om det er helt tørt, kan man bredde blandingen ud på et rent viskestykke i et døgns tid, og vende lidt rundt i det nogle gange - det skulle gerne suge det sidste vædde ud.
Køles af og hældes på glas.


Ramsløgpesto:

50 g Castello Reserve Herrgård
75 g ramsløg
50 g ristede men usaltede cashewnødder
1 fed hvidløg
1 dl olivenolie
½ dl rapsolie
salt og peber

Osten hakkes meget fint med en kniv, eller i en god food processor (det kan måske være en fordel hvis den er lidt frossen, da den er noget blødere end en parmesan, og derfor ikke kan findeles så let). Ramsløg og cashewnødder blendes, og ost, hvidløg og olie blendes med til jævn konsistens.
Smag til med salt og peber.
Jeg frøs portionen ned i en isterningebakke, da det ikke lige passede ind i menuen i mandags.

Konklusion:

Ja hvad skal jeg så sige om de famøse ramsløg - de smagte måske ikke af helt så meget som jeg havde troet (og duftede næsten slet ikke, medmindre jeg rev dem i stykker) - måske er det fordi det er ved at være sidst på sæsonen - I don't know.
Men smagen fejler ingenting - en fin, let hvidløgsagtig smag, som ikke er så skarp, og som jeg tror selv hvidløgshadere vil kunne spise.
Saltet skal næsten bruges i "rå" stand - altså ikke i en varm ret hvor den forsvinder i mængden, men ovenpå en mad, på æggekage, fisk eller lignende. Eller måske bare en ostemad.
Pestoen blev ikke heeeelt så god som den almindelige med basilikum - men ramsløg giver selvfølgelig også en noget anden smag end basilikum, plus at osten ikke har samme konsistens eller smag som parmesan.
Men alt i alt er jeg godt tilfreds.

Vil jeg købe ramsløg næste år, hvis ikke jeg selv kan finde dem i naturen?

Måske.

Jeg ved det ikke.

I hvert fald ikke hvis der følger snegle med.

Billeder:

Saltblandingen klar til tørring - den er ret våd i det på det her stadie


Færdigtørret løgsalt


Ramsløgpesto klar til fryseren