tirsdag den 29. marts 2011

Opskrift: Kalkunchili og majsbrød





Jeg har haft lyst til at lave en gang chili con carne længe - men i stedet for at forfalde til Obamas som var den sidste jeg lavede med godt resultat, så blev det med hakket kalkun i stedet for oksekød - både fordi jeg havde gemt nogle links hvor der blev brugt kalkun, og fordi der tilfældigvis lige var 1 kg hjemmehakket kalkunbryst i fryseren.


Jeg tog først og fremmest udgangspunkt i opskriften hos EatLiveRun, og tilføjede lidt fra Wholefoodsmarket og Allrecipes.
Chilien blev serveret med brune øko ris, creme fraiche og de økologiske chips vi fik til madbloggertræffet fra Santa Maria, samt et hjemmelavet majsbrød jeg også fik lyst til at forsøge mig med (fundet her). Det var ren comfort food en søndag aften (og mandag aften - og tirsdag aften. I morgen vil Lækkermåsen godt have noget andet).


Kalkunchili:
ca. 8-10 personer


2 spsk ekstra jomfruolivenolie 
1 kg hakket kalkunbryst
3 store grofthakkede løg
 
7 fed finthakkede hvidløg (der skulle have været 16 i, men jeg havde ikke flere - de økologiske jeg købte sidst var blevet dårlige, så dem tror jeg ikke lige jeg køber igen)
2 røde peberfrugter i tern
1 finthakket frisk jalapeño inkl. halvdelen af frø/frøvægge

2 finthakkede chipotle in adobo
2 tsk oregano 
2 tsk stødt spidskommen 

2 tsk stødt koriander 
2 spsk paprika
50 g mørk chokolade min. 70%
3 ds hakkede tomater 

1 stor ds (140 g) tomatpure
ca. 9 dl vand
3½ dl rødvin

3 spsk rødvinseddike
3 spsk rørsukkersirup
1 spsk + 2 tsk groft salt 
evt. majskerner
evt. kogte sorte bønner
evt. friskhakket koriander


Kalkunkødet "brunes" i opvarmet olie i en stor gryde (det bliver nærmere hvidt end brunt, deraf anførselstegnene), hvorefter løg, hvidløg og peberfrugt tilsættes og svitses med ca. 5 minutter til løgene begynder at blive klare.
Tilsæt chili, krydderier, chokolade, tomater, vand, rødvin, eddike, sirup og salt, og lad så ellers chilien simre ved lav varme så længe du lyster - her stod den i minimum 3 timer.
Smag til efter ønske - hvad enten det er mere salt, sirup eller eddike - eller evt. spidskommen. (Jeg er dog lidt varsom med det sidste, efter nærmest at have ødelagt en ellers rigtig god chili med for meget. Don't do it).


Ca. 10 min. inden servering tilsættes evt. majskerner og sorte bønner (de koger ikke så let ud som kidneybønner), og der pyntes evt. med koriander.


Majsbrød:
(med lidt sjove mål fordi den er konverteret fra amerikanske cup-mål)


1,3 dl vand
ca. 4,1 dl fint majsmel
ca. 1,2 dl hvedemel
2 spsk sukker
2 tsk bagepulver
3/4 tsk fint salt
½ tsk natron
2,3 dl kærnemælk (eller samme mængde mælk blandet med 1 spsk hvidvinseddike eller citronsaft - jeg brugte eddike, og selvom det ikke smager og lugter helt som kærnemælk, så fungerede det fint)
0,6 dl creme fraiche (jeg brugte Cheasy 6%)

2 store æg
ca. 2 dl majskerner
ca. 3 spsk smør, skåret i et par stykker


Tænd for ovnen på 220 grader - sæt en rist i midten af ovnen, og en støbejernspande på risten, så den bliver varmet godt op sammen med ovnen.

Kog vand op i en lille gryde og bland det med ca. 1,3 dl af majsmelet i en skål.
Rør det hurtigt sammen til det bliver en tyk grød - tilsæt evt. lidt mere vand hvis den er for tyk.

I en anden skål blandes resten af majsmelet med hvedemel, sukker, bagepulver, salt og natron.

Hæld kærnemælk, creme fraiche, æg og majskerner i den våde majsgrød og pisk det sammen..

Når ovnen og panden er ordentligt opvarmet (efter ca. 20 min.) hældes den tørre blanding i majsgrøden og blandes hurtigt sammen uden at røre for meget. Det er vigtigt at man venter til sidste øjeblik med at blande de to portioner, da bagepulveret ellers vil miste sin virkning.

Nu hældes smørret i den varme pande, og "svinges rundt" i panden så overfladen bliver dækket. Når smørret er smeltet, hældes det ned i dejen, som hurtigt røres igennem, og dejen hældes nu i den varme indsmurte pande, og den sættes i ovnen og bager i ca. 18-20 minutter, til den er gylden og begynder at slippe pandens sider.
Tag brødet op med det samme og læg det på en bagerist - lad det køle af i ca. 5 minutter, og server det varmt. (Jeg har ikke prøvet at genopvarme det, så jeg skal ikke kunne sige hvordan det vil tage imod den behandling, men det havde en udmærket konsistens koldt på dag 2. også).



Konklusion:


Super god chili, som ikke er hysterisk stærk, men som har et godt bid. Den indeholder nærmest ikke noget usundt fedt da kalkunkødet er så fedtfattigt, og vi ved jo alle sammen at fedtet i mørk chokolade er noget af det sundeste der findes.
Der er masser af smag fra både spidskommen og chili, og især chipotle in adobo sauce giver en rigtig god røget smag - chokoladen giver også fylde og sødme.


Majsbrødet var også godt - jeg har aldrig smagt det før, så jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente. Det var en smule sødt pga. sukkeret (nok også lidt for meget, ifølge husets herre, som synes det var lidt kageagtigt), og det kan godt være der er andre retter det passer bedre til end chili, men det var nu sjovt nok at prøve. Og måske ristet med lidt smør på kunne jeg godt forestille mig kunne være et hit...
Skal det laves igen, så bliver det nok med lidt mindre sukker og lidt mere salt, eller evt. med en af de tilsættelser de foreslår i linket (feks. chorizo, bacon, cayennepeber eller lignende)
De to slags Santa Maria chips var ganske udmærkede, omend ikke nogen wow-oplevelse. Nacho rolls Sweet tomato var en smule for milde til min smag - jeg kan bedst lide dem enten meget salte, meget ostede, eller meget stærke, og disse var ikke rigtig nogen af delene. Men sprøde, det var de.
De økologiske tortilla chips med salt opfyldte i det mindste salt-kriteriet, og var derudover meget lig de almindelige u-økologiske med salt.
Jeg ved ikke hvad de koster, og jeg ved heller ikke om det er nogen jeg kan finde på at købe - jeg kan bedst lide dem med ost, så det er normalt dem jeg køber hvis jeg selv skal have pungen op af lommen.


Billeder:


Den knap så brune kalkun



Chipotle peppers in adobo sauce - hjembragt fra USAs land (men jeg mener ind i mellem at have set dem i feks. Netto eller andre discount butikker, hvis de kører tex-mex tema)


Chilien efter kort tids kogning


Færdig efter 3 timer - der er blevet lidt mindre i gryden


Majsbrødet bages i en firkantet støbejernspande


Færdigt brød 


Nacho rolls


Øko tortilla chips


Min portion