onsdag den 14. marts 2012

Opskrift: Røget makrelsalat


I sidste uge havde jeg købt nogle røgede makrelstykker med peber, som vi skulle have haft i fredags. Men det endte med at vi spiste os mætte i rugbrødsmadder med den gode oksespegepølse vi netop havde hentet hos naboens datter (samme som den her - næsten ø-ko, godt røget og med masser af kød), så makrellen lå stadig i køleskabet og gloede da weekenden var omme (lørdag var vi ude på en Sweetdeal og spise - mere om den når jeg lige får billederne fra manden - og søndag blev det til en burger da nogen var lettere rødvinsramt).

Meget belejligt havde jeg fornylig fundet en opskrift i Familie Journalen på en røget makrelsalat, og det var lige hvad jeg havde lyst til i går.
Jeg måtte dog ændre lidt på opskriften, da jeg hverken havde kapers eller syrnet fløde, og så tilsatte jeg lidt ekstra i form af bl.a. fuldkornssennep og en rest avocado der skreg på at blive brugt, samt lidt hakket løg for at få lidt skarphed med også.
Jeg serverede den på ristet toastbrød (en hjemmelavet version som blev lidt mislykket i facon - men nu har jeg fået købt en rigtig form, så mon ikke jeg kan vise resultatet frem næste gang jeg får det bagt), med en bund af salat.
Det var ikk' så ring' endda.

Røget makrelsalat:
ca. 2 personer

300 g røget makrel (med peber)
3 spsk Skyr
2 spsk god mayonnaise
1½ spsk citronsaft
3 spsk hakket purløg
2 spsk fuldkornssennep
1/4 most avocado
2 spsk finthakket løg
friskkværnet peber
salat, tomater og frisk basilikum til pynt

Makrellen befries for skind og ben (hvis den er købt med dette) og plukkes i mindre stykker i en skål.
Skyr, mayo, citronsaft, purløg, sennep, avocado og løg tilsættes, og salaten røres godt sammen til en sammenhængende masse. Smag til med friskkværnet peber - det bør ikke være nødvendigt med salt, da fisken er salt nok i sig selv.
Salaten formes evt. til quenelles (se evt. dette Youtube link hvor man bruger to skeer (det er dårlig billedkvalitet og de snakker fransk, men jeg tror godt man kan se fidusen i det) - det var sådan jeg gjorde. Især ved is bruges det også at anvende én ske, men det er lidt sværere med sådan en fiskemasse her, som er mere ujævn i konsistens) eller bredes bare ud på salaten. Pynt med halve små tomater og frisk basilikum, eller ekstra purløg.

Konklusion:

Skøn skøn makrelsalat. Røget og blød, og lige tilpas med syre fra citronsaften. Jeg spiste to stykker brød, men heldigvis er der nok til i dag også.