fredag den 5. november 2010

Opskrift: Krydrede gulerodsboller, og rå gulerødder i rå mængder


Sådan en skål står i køleskabet konstant nu

I disse dage skrælles og skæres der gulerødder i rå mængder. Lækkermåsen er, i hvert fald indtil videre, holdt op med at ryge, as of onsdag formiddag kl. 11.08. Der røg han den sidste cigaret han havde liggende - og forhåbentlig kommer han ikke til at starte igen.
Rygestoppet hænger selvfølgelig sammen med sparerunden - men det viser sig så også at han godt kunne begynde at mærke det på helbredet, så jeg er meget glad for at han endelig er gået med til at stoppe.


Allerede her to dage efter hoster han meget mindre, og nu kan han også begynde at lugte de andre rygere på arbejde, når de kommer ind efter smøgpausen - så det er egentlig utroligt så hurtigt det viser sig.


Jeg holdt selv op for 2½ år siden, og jeg har heller ikke ligefrem nydt at lugte til hans sure askebægre siden :-)


Nå men hvad har det så med gulerødder at gøre, spørger du måske. Selvfølgelig at han nu skal finde på noget andet når han normalt ville have røget en cigaret, så jeg foreslog ham at spise gulerødder, for at holde både mund og hænder beskæftiget.
Derfor er det nu min opgave at sørge for, at der altid ligger skrællede gulerødder i køleskabet i en skål med vand - og det gør jeg også gerne, hvis det er det der skal til.

For at blive ved gulerødderne, så blev jeg inspireret af LaTaschas indlæg om gulerodsboller og fik for et par dage siden også lyst til at bage noget lignende med gulerødder. Jeg har bestemt mig for at begynde at bage noget mere selv, nu hvor sparerunden er indført, og i søndags bagte jeg nogle ciabattaboller, som har varet lige til i går, så nu var det tid til en ny portion af noget andet.


I stedet for at bruge LaTaschas opskrift søgte jeg lidt rundt for at se om jeg kunne finde en anden der lignede lidt, og faldt over denne fra Femina. Jeg syntes det lød spændende at putte spidskommen i (selvom det hurtigt kan blive for gennemtrængende, i hvert fald i varme retter - tænker stadig på den chili con carne jeg nærmest fik ødelagt med for meget spidskommen), så jeg gik ud fra den, men ændrede lidt i meltyper, og puttede desuden kun det halve spidskommen i. Så kan den få lov at få hele armen (samfulde 2 tsk.) næste gang.


Krydrede gulerodsboller:
ca. 12-15 stk. afhængig af størrelse - jeg fik 15 ud af portionen, hvoraf de sidste blev noget mindre end de første


5 dl kogende vand
125 g (1½ dl) 5-kornsblanding
5,9 g/½ pakke tørgær (og grunden til jeg kan sige så præcist hvor meget der kom i, er simpelthen at jeg for noget tid siden købte sådan en digital måleske fra www.dealextreme.com - nu er det simpelthen ingen sag at måle i mindre end gram!)
½ spsk groft salt
1 tsk stødt spidskommen
225 g grofthakkede gulerødder (brugte minihakker)
200 g fint speltmel
100 g grahamsmel
200 g hvid hvedemel (den type der indeholder flere fibre)


Dejen påbegyndes dagen inden bollerne skal bruges.
Det kogende vand hældes over 5-kornsblandingen i en varmefast skål, og det trækker i ca. ½ time.
Når vandet er ved at være håndvarmt, røres først gæren i, og derefter salt og spidskommen.
Gulerødder, speltmel og grahamsmel tilsættes og røres grundigt i. Til sidst tilsættes hvid hvedemel lidt ad gangen til dejen er jævn - den skal stadig være blød, og skal ikke kunne æltes med hænderne.
Sæt skålen i en stor plasticpose og luk den til, eller dæk dejen med film (jeg valgte det første - jeg har nogle poser til vores affaldsspand jeg bruger til dette, og dem gemmer jeg fra gang til gang. Jeg vidste ikke hvor meget dejen ville hæve, så jeg turde ikke satse på at filmen kunne blive ved med at dække).
Dejen skal nu hæve natten over i køleskab.
Tag dejen ud og form den til boller på bagepapir med et par skeer. Det gør ikke noget de kommer til at se lidt rustikke ud, men de kan sagtens formes så de er pænt runde, bare ved hjælp af skeerne.
Bollerne hæver ½ time på bagepladen, drysses evt. med lidt hvedemel, og bages på næstnederste rille ved 210 grader i ca. 20 minutter, til de er gennembagte og lyder hule, når man banker på bunden.
Bollerne afkøles på en rist - er fryseegnede.


Konklusion:


Jeg har lige spist en halv mens de stadig var lune, og de er lækre bløde og, omend ikke ligefrem saftige, så i hvert fald med en lækker og lidt klæbrig konsistens (og jeg kan bedre lide klæbrig end tør).
Spidskommen smager ikke rigtig igennem, så hvis jeg laver dem igen, kommer jeg nok den sidste tsk i også.
Alt i alt - lækre og rimeligt sunde boller, som både kan bruges til morgenmad med ost, pålæg osv., eller til madpakken med lidt salat og kød. Melet kan jo skiftes lidt ud efter hvad man har, men jeg synes den blanding jeg valgte blev god.

Og ikke mindst dejligt at vi nu har brød til hele weekenden.

Uden at få dej på fingrene.