søndag den 24. oktober 2010

Opskrift: Stegt kyllingefilet med ovnbagte rodfrugter, sunde ovnbagte pommes frites, æbletzatziki og humus



Efteråret indbyder til rodfrugter, så aftenens menu skulle være noget med rodfrugter i ovnen. Først var meningen at jeg ville lave både gulerødder, pastinak, jordskokker og kartofler sammen, men jordskokkerne var blevet bløde, så de røg ud. Og i går, da vi var til fødselsdag hos min søster, kiggede jeg i en opskriftsbog fra Netto, hvor jeg fandt en opskrift på en slags sunde pommes frites stegt i æggehvide (!), i ovnen - de så utroligt sprøde og lækre ud, så det måtte jeg bare prøve. Dermed var det kun gulerødder og pastinak der kom i fad.
Kødriget var repræsenteret med nogle kyllingefileter som blev penslet med chipotlesauce og drysset med salt og peber, og endelig fik vi humusen fra tidligere i dag, samt en æbletzatziki, som Miss Muffin inspirerede til her. Jeg fandt desuden en anden opskrift på tzatzikien, hvor der blev brugt græsk krydderipulver fra Knorr, så det tilsatte jeg også.
Kyllingefileterne var så simple, så dem er der vist ingen grund til at spilde plads på - og humusen er der opskrift på her.


Ovnbagte rodfrugter:

4-5 gulerødder i stave
4-5 pastinakker i stave
ca. 2 spsk olivenolie
flagesalt
tørret timian

Gulerødder og pastinak lægges i et fad, olivenolie hældes over sammen med krydderier, og det hele vendes rundt så rodfrugterne er godt dækkede af olien.
Bages i ovnen ved 210 grader i ca. 40-50 minutter, afhængig af størrelsen på stavene. Der må gerne være en lille smule bid i dem.

Sunde ovnbagte pommes frites:

3 store bagekartofler skåret i tynde stave (jeg skrællede dem, men det behøver man sikkert ikke, og jeg tror jeg vil undlade det næste gang)
1 æggehvide
ca. 2 tsk røget paprika
ca. 1 tsk sød chilipulver
flagesalt
olie til pensling af bagepapir


Ovnen varmes op til 225 grader almindelig varme. Imens lægges bagepapir i en bradepande, og papiret smøres/sprayes med madolie (OBS: dette punkt er meget vigtigt!! Jeg havde glemt at putte olie på første gang, hvor jeg i øvrigt heller ikke havde bagepapir i bradepanden, og det resulterede altså i nogle kartofler der måtte skrabes af bradepanden med en stor metal-paletkniv, for de var brændt fast. Heldigvis havde jeg både ekstra kartofler og æg, så på den igen med en ny portion. Så altså - husk olien!!)
Æggehviden piskes jævn med en gaffel sammen med krydderierne, og hældes over kartoffelstavene i en skål - det hele blandes godt rundt, så alle kartoflerne er dækkede af æggehvide.
Kartoffelstavene lægges på bagepapiret i ét lag - og de må helst slet ikke røre hinanden, da de så vil "gro sammen" under bagningen. Det nemmeste er at lægge dem i én retning på papiret, så er der også plads til flere.
De bages på nederste rille i ovnen i ca. 30-40 minutter, og vendes et par gange undervejs. Inden man vender dem første gang er det ret vigtigt at æggehvideblandingen er "brændt fast" på kartoflerne - ellers risikerer man at hele krydderiblandingen sætter sig fast i papiret når man vender dem. Test evt. med et par stykker om æggehviden og krydderierne følger med før resten vendes.
Når de begynder at blive gyldne og ser ud som om overfladen bobler lidt op, testes om de er sprøde.


Æbletzatziki:


2 dl græsk yoghurt 10%
1 stort finthakket fed hvidløg
2 tsk Knorr græsk dressing mix-pulver
lidt fint salt
3 små Cox Orange æbler i grove tern


Yoghurt røres og smages til med hvidløg, græsk dressing mix og salt, og æblerne vendes i. Trækker på køl, gerne et par timer.


Konklusion:


Kyllingefileten var ok - der var ikke så meget tid til at tænke på smag til dem, da jeg var nød til at koncentrere mig om holde øje med grøntsagerne, men de var saftige nok, og så er det dejligt hurtigt at stege fileter, i stedet for hele bryststykker.
De ovnbagte gulerødder og pastinak var også udmærkede - de måtte måske godt have fået lidt flere krydderier, men et ekstra drys salt ved serveringen gjorde en stor forskel.
Ovn-pommes frites'erne var jeg positivt overrasket over. De tynde ender af stavene nåede desværre at blive lidt brændte, og så havde jeg fået dem lagt for tæt sammen, så de groede sammen og ikke var til at skille ad igen, men det er i jo så advarede om. Men bortset fra det, så var jeg meget overrasket over at de rent faktisk også blev så sprøde som de så ud til på billedet, bare ved hjælp af æggehvide, og en lille-bitte smule olie.
Selvfølgelig smager de ikke ligesom fuldfede friturestegte pommes frites - men jeg vil vove den påstand, at de godt kan gå som en værdig erstatning, hvis man bare har trang til at proppe noget pommes frites lignende i munden, og det helst skal være noget der knaser.
Der skal helt klares eksperimenteres med det igen, og næste gang vil jeg nok prøve at få stavene lige store og lige tykke - dvs. skære de tynde ender fra. Det giver godt nok noget spild, men det gør det også at bide udenom de sorte ender når de er færdigstegte. Desuden vil jeg nok prøve at lave stavene en anelse tykkere, så de stadig er en smule bløde i midten. Og så kom jeg også anden gang til at forsøge at vende dem lidt for tidligt, så det var ikke alle krydderierne der hang ordentligt ved.
Der skal også prøves med andre krydderier - feks. kunne det prøves med løg- og hvidløgspulver, eller et pommes frites krydderi - mulighederne er mange.
Æbletzatzikien var god og frisk - jeg synes den manglede lidt kun med hvidløg og salt, så det var en god tilsætning med det græske krydderimix, selvom der jo er en masse unødvendige sager i sådan noget...
Humusen passede ikke helt så godt til den øvrige menu, men den kom også kun med fordi den nu var der.
Alt i alt - god aftensmad på en efterårsaften...


Billeder:


Dette er første omgang pommes frites jeg lavede, som endte deres liv i skraldespanden, så derfor er de lidt større end de færdige der er vist længere nede. Det er nok nogenlunde samme størrelse jeg vil prøve med næste gang



Færdig æbletzatziki



De færdige pommes frites - gyldne og sprøde



Min tallerken









Opskrift: Humus/hummus


*** OPDATERET VERSION HER: http://hejdis.blogspot.com/2011/01/opskrift-humus-version-2-og-grove.html ***

Som overskriften antyder har kært barn flere navne - jeg ved faktisk ikke hvad den korrekte stavemåde er, men ifølge antallet af hits på Google, og Blogspots egen stavekontrol, så tyder det på at Humus vinder med en kikærtelængde.

Grunden til at humus overhovedet kom i tankerne i dag var vores vinkyndige venner, som spurgte om jeg havde en afprøvet favoritopskrift (jeg har en mistanke om at den skal bruges til den vinsmagningsaften de snart afholder for deres mindre vinkyndige venner - herunder os).
Eftersom jeg (vist nok) aldrig har prøvet at lave det før, så måtte jeg melde pas - men nogle gange når jeg støder på en eller anden opskrift eller hører om et eller andet, så MÅ det bare afprøves i køkkenet her og nu. Og jeg har også mange gange  tænkt tanken at NU skulle jeg altså snart prøve at lave det, so there is no time as the present.

Heldigvis havde jeg en pose forkogte kikærter i fryseren (det er så meget nemmere at iblødsætte og koge en stor portion og så fryse dem ned man ikke skal bruge nu og her, i stedet for at måtte vente et døgn når man lige får lyst til noget med kikærter), og jeg mente også at have de fleste af de øvrige nødvendige ingredienser klar, så det var egentlig "bare" at finde en opskrift.

Undervejs i min søgning fandt jeg denne opskrift fra en israelsk blog dedikeret til humus (de staver det så hummus) og kikærter og deraf afledte produkter generelt, og bortset fra en længere historie med at sætte kikærterne i blød med natron, og i øvrigt også bruge natron under kogningen, så fulgte jeg fremgangsmåden ret nøjagtigt.
Næste gang jeg koger kikærter til humus-brug vil jeg prøve med natron, men der er stadig en stor pose i fryseren, så det bliver ikke foreløbigt.

Nå, nok udenomssnak - videre til opskriften!

Humus:

1 cup / knap 2,5 dl kogte kikærter - gerne kogt med en masse krydderurter, paprika, chilipulver, løgpulver og salt - så kommer de virkelig til at smage af noget. (I udgaven der er billede af til højre og i toppen, har jeg brugt den type kikærter der hedder Kala Chana - den er noget mere mørk end de almindelige kikærter, og da den ikke er kogt med natron, bliver konsistensen også noget mere grov, men det kan jeg nu godt lide)
1/4 cup / 0,6 dl tahini (det skal være en af de lyse typer man køber i feks. indvandrerbutikker - ikke den mørke bitre fra Urtekram!)
1½ spsk citronsaft (ca. ½ citron)
1 pænt stort fed hvidløg skåret i lidt mindre stykker
1/4 tsk stødt spidskommen
½ cup / 1,2 dl vand (her skal man i følge opskriften bruge kogevandet, men det kunne jeg af gode grunde ikke)
ca. 1 tsk salt, men det afhænger af smagsløgene, så prøv jer frem
evt. en knivspids cayennepeber
olivenolie
røget (eller almindelig) paprika
friskhakket persille

De frosne kikærter tøes op i mikroovn i ca. et minut, eller koges evt. et par minutter til de er helt optøede.
Kikærterne males i en minihakker/foodprocessor eller hvad man nu har - en morter kan også gøre det i mangel af bedre.
Tahini, citronsaft, hvidløg, spidskommen og ca. det halve af vandet tilsættes, og det blendes/hakkes til det har en jævn konsistens. Tilsæt så meget vand som nødvendigt, og vær obs på at hvis humusen skal stå i længere tid før den spises, så vil den blive tykkere da kikærterne og tahini suger vand, så den skal være lidt tyndere end man vil servere den.
Smag til med salt og tilsæt cayennepeber, hvis den gerne må have lidt bid.
Inden servering hældes humusen i en skål, dryppes med olivenolie og drysses med paprika, og pyntes evt. med frisk persille, eller persillen serveres ved siden af.
Kan gemmes i køleskab i 1-2 døgn - alternativt kan man vente med at tilsætte citronsaft, så skulle den kunne holde en dag eller to længere - men jeg synes nu den er så nem at lave, at jeg max. ville lave til to dage ad gangen.

Konklusion:

Her kan man (måske) se den noget grove konsistens
Nu er jeg ikke klog på hvordan en humus SKAL smage, men jeg vil mene at denne absolut er anbefalelsesværdig. Selv gemalen var positiv (vi prøvesmagte sammen med et par gulerodsstave), og mente at den sagtens kunne bruges som dip sammen med grøntsagsstænger. Han mente godt nok den smagte lidt for lidt af hvidløg, men smagen udvikler sig jo hvis den får lov at trække lidt (og vi skal først have den til aftensmaden i dag), og her en times tid efter jeg prøvesmagte, kan jeg nu stadig smage hvidløg, så jeg tror den har hvad den skal have i hvidløgsafdelingen.
Som skrevet vil jeg prøve på et tidspunkt helt fra bunden af, med at følge kogevejledningen i den originale opskrift, og så får vi se om det bliver bedre.
Jeg ved i hvert fald nu hvad jeg skal have med til frokosten i morgen!