fredag den 13. august 2010

Sommerferie 2011 - forhåbentlig med lidt madlavning



Ja det er jo ikke fordi det ikke kan nås, eller noget - men Stig Elling fra Startour proklamerede i går på sin Fjæsbog profil, at der nu var åbnet op for salget af de mest populære hoteller til næste sommers ferie. Det kunne vi jo ikke sidde overhørige, så efter en dags tids søgen frem og tilbage, og lidt logistisk tjek (bla. om jeg kunne få lov at holde ferie i de ønskede uger, og om vi kunne få lov af podens mor at tage ham med på det tidspunkt), ja - så er ferien simpelthen bestilt!!

Men hov - var der nogen der sagde dE ønskedE ugeR - altså som i flertal?? Yes yes, for første gang skal vi prøve at være afsted i 2 uger i træk - og det mest fantastiske er, at fordi vi har valgt en periode lidt udenfor den absolut dyreste tid, så bliver to ugers ophold næsten 3000 kr. billigere end det vi gav for 1 enkelt uge i år.
(Ved jo så godt at der kommer en ekstra uges mad og oplevelser i kurven, men skidt nu med det - det er jo rejsens pris man sammenligner, ing')

Hvor skal vi så hen, spørger du sikkert (medmindre du allerede er hoppet videre til næste blog, fordi det her simpelthen er for kedeligt, og overhovedet ikke handler om mad - men hav lige lidt tålmodighed, ikke - for der kommer faktisk lidt mad-relateret lige om lidt) - og svaret er: Kreta!!
Det er jo nok ikke den store overraskelse for dem der måske har læst lidt om dette års nyligt overståede tur (ikke fordi jeg er færdig med at lave indlæg om den, nej nej) - at vi er blevet ret begejstrede for øen.

Så vi har fundet et lille hotel i Agia Marina, ret tæt på det hvor vi boede i år - med air condition, køleskab, pøl, og kort afstand til en rimelig strand - de 4 vigtigste ting i min bog. At det igen er et lille intimt sted med omkring 30 lejligheder er også kun et plus - vi har fundet ud af at vi gider ikke de store larmende steder.

Vi skal bo her, i Lejligheder Dimitra.

For første gang skal vi også prøve at bo 3 mennesker i en 1-værelses lejlighed - de andre gange vi har været afsted, har vi haft to værelser, så der var lidt bedre plads, og vi kunne få lidt privatliv en gang imellem (*host*). Men denne gang er vi blevet enige om at spare opgraderingsgebyret, og bruge de penge på oplevelser i stedet (bl.a. fordi vi har tænkt os at leje en bil nogle dage, køre øst- eller sydpå, og måske tage nogle overnatninger der, hvis vi finder noget ledigt - og det kommer jo også til at koste lidt).
Det skal blive jævnt spændende at se hvordan det kommer til at gå med os tre i 14 dage i sådan et lille rum - men heldigvis kan man jo da gå udenfor på balkonen hvis man ikke gider se på de andre. Eller gå i poolen, hvis selskabet der ser mere interessant ud.
Forhåbentlig bestemmer de venner vi fulgtes med i år, sig også til at tage med i samme periode, så vi kan se på lidt andre mennesker end os selv - bearbejdningsarbejdet er påbegyndt.

Nå men det var det med maden vi kom fra.
I samme øjeblik jeg havde trykket på Bekræft-knappen og betalt et depositum, dukkede der en liste op med forskellige udflugter, som Startour regner med de gennemfører. Og der var specielt én, som så spændende ud, og som jeg aldrig har set magen til i et udflugtsprogram. Jeg citerer:

"Madlavning i den botaniske have - Frokost blandt citrontræerne

Instrueret af en kok, laver vi mad i den botaniske have. Maden nyder vi senere, blandt kiwitræer og meloner.
Kan du lide smukke haver og skøn natur lige så meget som du kan lide god mad? Så er det her den rette tur for dig.

I den botaniske have udenfor Chania, finder man frugttræer fra hele verden. På et 200 kvm stort område dyrker man alt fra kiwi, melon og lime til krydderurter og dekorationsblomster.

Vi starter med at nyde lokalt produceret te på den store terrasse, med udsigt over den flotte have. I baggrunden troner de mægtige Lefka Ori bjerge.

Efter en afslappende opstart i de smukke omgivelser, er det på tide at gå igang med madlavningen. Kokken har sørget for, at menuen består af græske retter.

Mens maden simrer i gryder og kasseroller, ser vi nærmere på haven, hvor alle indgredienserne er dyrket. Vi spadserer mellem frugttræer, planter og krydderier og lærer mere om alt der dyrkes her.

Vi prøversmager (det er altså Startours egen stavefejl!) også lokalproduceret vin, men højdepunktet kommer, når vi går til bords for at nyde maden, som vi selv har fremtryllet. Omgivelserne, atmosfæren og duftene gør dette til en uforglemmelig dag".

Dét er sgu da en udflugt man som madblogger kan forstå!
Det bedste af det hele er næsten at det også er en af de billigste udflugter de har på programmet (kun undergået af en tur i vandland - og den skal jeg alligevel ikke med på), så jeg glæder mig allerede, og krydser fingre og tæer for at den bliver gennemført, og at der er plads til os.

Nu hænger rejsebekræftelsen ude på opslagstavlen, så vi kan gå og kigge på den og tælle ned til vi tager afsted (og man skal jo ikke glemme at forventningens glæde er den største - selvom Henrik godt nok siger, at han ikke gider glæde sig - han vil bare gerne afsted).
Kom hid, sommer 2011!