Jeg har været i tvivl om Almanak var en kogebog for mig, da jeg har læst fra flere at der ikke er så mange billeder i - og jeg er mindst lige så visuelt orienteret som de fleste andre madører.
Da den var pakket ind i plastic var der ikke mulighed for at kigge i den først, så vi tog altså chancen - den kostede 299, og det er vist en ok pris i forhold til den vejledende pris på 399.
Jeg har ikke fået kigget særlig meget i den endnu, men har dog bladret opskrifterne for januar igennem, og læst det meste af forordet - og indtil videre er jeg ikke skuffet, på trods af de manglende billeder. Det er måske også en god øvelse at være tvunget til selv at forestille sig, hvordan retterne kommer til at se ud.
Alene forordet indeholder også flere af de ting jeg har fået med fra madkurserne på Kongenshus - bl.a. at man tit skal salte meget mere end man regner med (det vidste jeg nu også godt - Den Skaldede Kok siger bl.a., at der er sjældent noget der har ødelagt så meget mad som salt - især hvis man bruger for lidt), samt at syre (citronsaft eller eddike) kan gøre meget for en ret der er lidt for fed.
Jeg glæder mig til at få læst mere i den, og komme i gang med at prøve nogle af opskrifterne...