Flere billeder længere nede
Jeg ville have grillet et par bøffer i går (vi har nogle liggende i fryseren som vi selv har skåret ud af en marmoreret oksefilet), men det endte med at vi fik varm mad til frokost hos nogle venner, efter at have hjulpet dem med at kløve en stabel træ - så vi blev enige om at nøjes med et spejlæg og rugbrødsmadder i aftes, og så tage bøfferne i dag.
Tilbehøret blev bagte kartofler og en rødbedesalat, som jeg blev inspireret til via jubii-debattens madforum - fandt desuden en lignende opskrift på madopskrifter.nu, og rettede lidt til efter hvad jeg havde i huset, og havde lyst til at putte i. Så jeg skriver den i den version jeg lavede den.
Intervalgrillet bøf af marmoreret oksefilet:
Bøfferne blev rubbet i den blanding jeg lavede til oksemørbraden for et stykke tid siden, og derefter først grillet i 1½ minut på hver side ved rimelig høj varme, derefter hvilede de lige så længe på en tallerken med et viskestykke over, og fik igen 1½ minut på hver side, og så blev der serveret.
Rødbedesalat:
500 g rå rødbeder (3-4 stk. alt efter størrelse)
2 store skrællede æbler i tern
(der skulle også have været 2-300 gram gulerødder i, da jeg troede jeg havde nogen, men de få der lå i bunden af grøntsagsskuffen havde godt nok set bedre og mere sprøde dage, så det må blive næste gang det skal prøves)
1 medium hakket rødløg
1 håndfuld rucola
(evt. persille - det havde jeg ikke i huset, men vil prøve det næste gang)
25 g grofthakkede valnøddekerner
25 g saltede græskarkerner (eller evt. solsikkekerner)
125 g smuldret feta
Bærvinaigrette:
2 spsk jordbær-balsamicoeddike (eller anden frugt/bær-balsamico - hvis man bruger almindelig eddike skal der nok kun bruges knap halvt så meget eddike - balsamicoen er rimelig sød i det)
2 spsk macadamia-olie (eller oliven– eller valnøddeolie)
groft salt og friskkværnet peber
Rødbeder (og gulerødder hvis man bruger dem) skrælles og rives groft eller fint, alt efter smag. (Jeg brugte mini-hakkeren, da jeg ikke har en grøntsagssnitter til køkkenmaskinen endnu - det blev nok lige fint nok, men jeg gad altså ikke stå og rive på det manuelle rivejern, eller at skære dem i små tern).
Æbler skrælles (dog ikke nødvendigt hvis man godt kan lide skrællen på) og rødløg hakkes fint.
Det hele blandes sammen i en skål - evt. kan man vente med at tilsætte æblerne, hvis de ikke må farves røde - for det bliver de!
Dressingen røres sammen og smages til, og hældes i salaten og vendes rundt.
Umiddelbart før serveringen tilsættes æbler (hvis man har ventet med dem), rucola, valnødder, græskarkerner og fetaost - vendes evt. let, eller man lader bare disse ingredienser ligge på toppen så de ikke tager for meget farve af rødbederne.
Serveres med bagt kartoffel (som jeg vist ikke behøver skrive opskriften på) med smør og salt.
Konklusion:
Bøfferne blev supermøre, så det virker bare med det interval-grillen (det blev de nu også sidste gang vi lavede bøffer af samme stykke kød og grillede det på almindelig vis, men jeg bilder mig selv ind at de blev en smule bedre og mere møre denne gang).
Rødbedesalaten blev også god, men næste gang venter jeg med at putte æblerne i så de ikke fuldstændig forsvinder i den røde farve - og så skal rødbederne som nævnt heller ikke hakkes så fint.
Men alt i alt en super søndags-middag :-)
Billeder:
Rødbederne hakket i mini-hakker
Saltede græskarkerner forrest, og hakkede valnødder bagerst
Grofthakket rucola
Den færdige rødbedesalat
Bøfferne i rub
Bøfferne på grillen
Og min tallerken