mandag den 8. august 2011

Keramiske knive



Køkkenknive er vel nærmest en religionssag - nogle sværger til Global, andre til japanske knive, og nogle har en 50 år gammel ting af ukendt oprindelse liggende, som de har arvet af mor/mormor/farmor.

Vi har brugt Webers 1. generation af køkkenknive de sidste par år, sammen med deres knivsliber, og har egentlig været fint tilfredse. Men efter at sliberen gik i stykker for et stykke tid siden, er de i sagens natur blevet mere sløve, og jeg fik derfor en supermarkeds-slagter til at give dem en omgang til den formidable pris af 25 kr.
Ikke pr. kniv, men i alt for 3 knive. Det var jo rørende billigt.

Men det var der tilsyneladende en grund til.

Jeg havde nok forventet at jeg kunne bruge dem i hvert fald nogle uger inden jeg var nød til selv at gøre noget ved dem igen med et gammelt strygestål vi har liggende (indtil vi blev enige om hvorvidt vi skulle have en ny slibemaskine) - men selvom de den første uges tid virkede skarpere end da jeg afleverede dem, gik der ikke særlig længe før de faktisk ikke var i stand til at skære en tomat over, uden at splatte den ud først.
Så nu står vi med en kokkekniv, en stor grøntsagskniv og en forskærerkniv, som næsten ikke er det stål værd de er lavet af.

Jeg burde selvfølgelig brokke mig til slagteren - for det kan vel ikke være gjort særlig godt, når skarpheden forsvinder så hurtigt.
Helst ville jeg have sendt dem alle over til HWL, for det ligner at de har styr på hvordan det gøres. Men det er ikke helt billigt - og så håbede jeg jo at en butiksslagter trods alt ved hvad han har med at gøre.

Nå men i søndags var vi en tur i Aldi, og snusede lidt rundt i deres spot-varer. Lækkermåsen fandt en kasse med tre keramiske knive til 200 kr., og selvom jeg var noget skeptisk, så lykkedes det ham alligevel at få mig overtalt til at prøve. Til 200 kr. kunne det vel ikke gå helt galt.

Jeg blev positivt overrasket. Tilfældigvis stod jeg med 3 kg cherrytomater som skulle forvandles til halve, og det er altså en halv-ærgerlig opgave at skære dem over med en død kniv.
Det gik som en leg med de keramiske. Og i dag har jeg også brugt dem til bl.a. at hakke hvidløg og krydderurter, og skære diverse grøntsager i stykker.

Ifølge diverse sider jeg har læst på nettet, skulle de gode kvaliteter kunne holde op til 10 gange længere end en stålkniv, før de skal slibes. Det forventer jeg dog ikke med en Aldi-model, men mindre kan også gøre det til den pris.

Der er dog også nogle ulemper:

- Man må ikke tabe dem på gulvet, da de nemt går i stykker ved simpelthen at splintre (af hensyn til ens beholdning af tæer er det selvfølgelig aldrig en god ide at tabe en skarp kniv på gulvet, men det er dog sket for mig - heldigvis uden tå-tab indtil nu - og det er ret sandsynligt at det kommer til at ske igen)
- Jeg har indtil videre ikke rigtig set nogen udformet som en rigtig kokkekniv - dvs. i samme størrelse eller udformning. Som man kan se på billedet er knivbladet ikke bredere end skaftet - dvs. man kan ikke udnytte hele knivens længde på skærebrættet, da skaftet støder imod længst inde mod hånden. Det kan dog stadig godt lade sig gøre at hakke på samme måde som med en ordentlig kokkekniv, men det kunne godt ske at blive irriterende ved større opgaver.
- De må kun bruges på flader af plastic og træ, dvs. ikke direkte på et stål-bord. Det er dog ikke umiddelbart noget problem for mig, da vi kun bruger skærebrætter af træ.
- Man må ikke bruge den flade side af knivbladet til at presse med, som feks når man løsner skallen på et fed hvidløg ved at presse det med knivsiden.
- Man må ikke bruge den til at skære i ben eller frossent kød med, så vidt jeg forstår fordi den ikke er fleksibel overhovedet, lige som en stålkniv er.
- De er svære at slibe, så der skal en professionel til - men kan man mon finde nogen der har erfaring med at slibe keramiske knive?

Når det så er sagt - så får knivene nu i hvert fald en chance indtil jeg finder en grund til ikke at bruge dem. Og hvis jeg stadig er tilfreds med dem om nogle måneder, vil jeg ikke afvise at der kunne blive tilføjet noget til samlingen.

Er der nogen af jer derude der har erfaring med keramiske knive?