søndag den 4. december 2011

Low carb/LCHF og almindelig opskrift: Karrysalat



I går var vi til sammenskuds julefrokost (hvor vi i øvrigt sad ude hele aftenen, på en overdækket terrasse der var afskærmet, og hvor vi sad pakket ind i tæpper og soveposer og varmede os med gasvarmere - fantastisk hyggeligt, og første gang jeg har fået julefrokost på dén måde! (og i det hele taget har siddet ude på denne årstid)), hvor vores opgave var at tage sild, karrysalat, rejer og æg, og frugtsalat med.
Det nemmeste ville jo have været at købe sig fra karrysalaten, men jeg er vokset op med min mors hjemmelavede udgave, og selvom jeg ikke kan lave den nøjagtigt ligesom hende (og nok også tilføjer nogle flere ting), så er grundingredienserne de samme.

Nemlig:

creme fraiche
mayonnaise
karry
kogt makaroni (eller anden tyk pasta)

Der er uden tvivl nogen der mener at makaroni bare er unødvendigt fyld i en karrysalat, men den skal altså være der i min verden. Desuden putter jeg også æble, løg, syltede agurker og hakkede æg i, og alt i alt synes jeg egentlig den er ret vellykket - og meget bedre end købeversionerne, som har en tendens til at være alt for syrlige til min smag, og som generelt bare smager for syntetisk.

OBS: Hvis man vil have en mere low carb version uden makaroni, så har jeg med nogenlunde held udskiftet dette med rå champignons!

Karrysalat:
ca. 6-10 personer, alt efter hvor mange sildemadder man får spist

5 spsk god mayo (jeg bruger Hellmann's (som bruger æg fra fritgående høns))
5 spsk Cheasy fraiche 6% (den fuldfede version går selvfølgelig også an, men det er sjældent vi har den i huset)
3 tsk karry (ikke for stærk)
evt. ½ tsk gurkemeje for ekstra farve
1 madæble i meget små tern
2 spsk meget finthakket løg
2 dl kogte og afkølede suppehorn, eller makaroni klippet i mindre stykker (for low carb version, brug i stedet ca. 100 g renset vægt rå champignons i små tern)
2 hårdkogte æg, finthakket
3 skiver finthakkede syltede agurker (eller cornichoner eller kapers, eller noget andet surt)
ca. ½ tsk fint havsalt
friskkværnet peber
evt. lidt citronsaft

Rør mayo, fraiche, karry og gurkemeje sammen, og tilsæt, æble, løg, pasta, æg, syltede agurker, det meste af saltet og lidt peber.
Lad salaten trække på køl i nogle timer og smag endeligt til med salt, peber og evt. citronsaft.

Konklusion:

Det er jo allerede sagt - jeg kommer nok aldrig til at lave karrysalat på andre måder, og den fik også pæne ord med fra det øvrige selskab.
Heldigvis er der et ekstra kogt æg og nogle suppehorn i overskud, så det er nemt at røre en ny portion sammen i dag - så er der nemlig nem sildemad til aftensmaden.