søndag den 18. september 2011

Opskrift: Mini hvedebagels



Til brunchen i går havde jeg som ret nr. 2 lavet små bagels, der blev fyldt med krydret flødeost, tyndtskåret oksepastrami og tynde agurkeskiver.
Jeg har tidligere lavet grove bagels, men fandt denne gang en opskrift på hvedeudgaven på Allrecipes.com.
Under kommentarerne mener flere at de bliver alt for små hvis man laver 12 af den angivne portion, men det var netop min hensigt - så jeg endte faktisk med at lave 16 ud af portionen (jeg skulle bruge 12 til brunchen, og så var der nogle stykker som smagsprøver), og jeg syntes størrelsen kom til at passe fint i denne sammenhæng, hvor der var flere andre retter på menuen. Ønsker man en normal størrelse ville jeg dog nok lave 6-8 stykker ud af portionen.


Hvedebagels:
16 stk. i mini-størrelse - 6-8 stk. almindelig størrelse

1 tsk tørgær
3 dl minimælk
50 g blødt smør
2 spsk sukker
1 tsk salt
1 æggeblomme
ca. 9 dl hvedemel


Krydderiblanding til topping:


2 tsk sesamfrø
2 tsk blå birkes
2 tsk hvidløgspulver
2 tsk løgpulver
1 tsk letknust flagesalt


Varm mælken op til ca. 37 grader, hæld den i en skål (jeg brugte røremaskine, så den kom direkte i skålen hertil) og opløs gæren i den lune mælk.
Tilsæt blødt smør, sukker, salt og ægeblomme og bland det i røremaskinen, eller med grydeske hvis man bruger den manuelle metode.
Tilsæt ca. 7-8 dl af melet og ælt dejen til den er sammenhængende, blød og smidig - tilsæt mere mel om nødvendigt. Dejen æltes i hånden i ca. 6-8 minutter, eller i røremaskinen i ca. 5 minutter ved høj hastighed.
Hæld lidt rapsolie i en skål, læg dejen deri og vend den rundt, så den er dækket af olie. Dæk skålen til og lad dejen hæve et lunt sted i ca. en time, til dejen er fordoblet i størrelse.
Slå dejen hurtigt ned og form den til 16 lige store boller, hvis man laver mini-udgaven (jeg vejede dem af for at få dem nogenlunde ens i udseende). Tryk et hul i midten af hver bolle med en finger, og "træk" i hullet så det bliver et par cm i diameter - det lukker lidt til igen under hævning og kogning.
Læg bollerne på en meldrysset bageplade eller et stykke bagepapir - eller bare på køkkenbordet, dæk med et viskestykke og lad dem efterhæve i 10-15 minutter.
Smør en bageplade (evt. med bagepapir) let med fedtstof så den er klar til de kogte boller.
Tænd for ovnen på 200 grader.
Bring vand i kog i en stor gryde eller sauterpande - det er ikke nødvendigt med mere end ca. 5 cm vand, da bollerne flyder op til toppen med det samme. 
Læg bollerne forsigtigt i det kogende vand, én af gangen (jeg kunne have 5 i min gryde). Lad dem koge ca. 2 minutter, vend dem rundt og lad dem koge 2 minutter igen. Løft dem derefter over på den smurte bageplade med ca. 5 cm mellemrum. Bag dem i ovnen i ca. 20-25 minutter til overfladen er gylden og de lyder hule når man banker på bunden - toppingen drysses på når der er ca. 5-7 minutter tilbage af bagetiden - pensl evt. med en lille smule vand, hvis den ikke vil hænge ved. Afkøl på bagerist.
Kan fryses - dette gøres mens de stadig er lune.


Ved servering:
Skær dem evt. over og varm dem i ovnen ved ca. 150 grader til de begynder at blive sprøde (jeg kan godt lide at skærefladen bliver lidt sprød - derfor skærer jeg næsten altid boller over inden opvarmning).
Lad dem afkøle lidt igen, og fyld dem - i dette tilfælde med krydret flødeost, oksepastrami og tynde agurkeskiver. Jeg gjorde dem klar ca. 1½ time inden servering, og det fungerede fint.

Konklusion:

Størrelsen passede som sagt fint til en brunch, og smagen var der bestemt heller ikke noget i vejen med - faktisk var jeg positivt overrasket. Ikke at jeg er ekspert i bagels, men de virkede meget autentiske, i hvert fald i forhold til de købe-bagels jeg har prøvet.
Eneste minus var at jeg havde puttet krydderi-toppingen på inden de kom i ovnen, og den endte med at blive en smule brændt (det var primært løg- og hvidløgspulveret). De kunne sagtens spises, men en anden gang vil jeg vente med at putte toppingen på til 5-7 minutter før de er færdige, så det er også det jeg har skrevet i opskriften.

Secret Recipe Club

Opskrift: Kernebrød uden mel


Lige siden jeg så dette brød hos CookieCrumble har jeg vidst at det skulle jeg prøve - jeg har kun manglet den rette anledning. Den kom endelig i går til brunchen vi holdt for Lækkermåsens familie pga. diverse fødselsdage.

Brødet indeholder kun kerner, frø og mandler, og så olie og æg - ingen mel. Det indeholder i sagens natur en del fedt så det er nok ikke lige det man skal bruge i madpakken hver dag - men til særlige lejligheder og i små mængder, da må det da være sundt, med alt det sunde fedt det indeholder.

Mit brød blev ikke så højt da formen jeg brugte var lidt bredere end en almindelig rugbrødsform - og desuden var jeg ved at være bange for at det ville kikse helt. Det var en aflang springform jeg brugte, som jeg selvfølgelig regnede med var tæt i bunden - men det var den ikke, viste det sig. Med det resultat at ægge- og oliemasse løb ud og lagde sig i kanten, så der kom en fin ring af æggekage ud af det også. Jeg frygtede jo så at der ikke var nok æg tilbage i formen til at kernerne kunne binde ordentligt sammen, men det gik heldigvis fint alligevel.
Men det er bare lige et godt råd - sørg for at bruge en form der er tæt.

Kernebrød uden mel:
1 stk.

5 hele æg
2 tsk salt
1 dl rapsolie (eller anden smagsneutral olie)
100 g hørfrø
100 g sesamfrø
100 g solsikkekerner
150 g græskarkerner
150 g grofthakkede mandler

Tænd ovnen på 160 grader almindelig varme.
Bland alle kerner, frø og mandler med salt og olie i en skål. Pisk æggene godt sammen i en separat skål, og hæld dem derefter i kerneblandingen og rør så det hele er grundigt blandet.
Smør en (TÆT) rugbrødsform med fedstof, eller beklæd den med bagepapir, og hæld "dejen" i formen. Når ovnen er varmet op, bages brødet i 70 minutter midt i ovnen. Køles lidt af, og tages ud af formen og afkøler helt. Kan sagtens opbevares nogle dage i plasticpose (jeg bagte mit dagen før det skulle serveres).


Konklusion:

Brødet er superlækkert og med virkelig god smag - det er perfekt til særlige anledninger, f.eks. brunch, sammen med tapas eller lignende, og det kunne sagtens bruges til nogle små mellemmåltider også.
Det bliver nok det resten af mit brød bliver brugt til. Gæsterne roste det, men Lækkermåsen var ikke så begejstret, så jeg kommer til at spise resten selv.

I dag har jeg prøvet om jeg kunne tørre nogle skiver i ovnen (ved 90 grader i ca. en time), for at lave det til en slags knækbrød (efter forslag fra gæsterne) - helt tørre er de ikke blevet, pga. de forholdsvis bløde kerner og frø. Men nu prøver jeg at gemme dem i en dåse, og se hvor længe de kan holde sig - hvis ikke jeg får dem spist som snack på arbejde inden.