søndag den 25. maj 2014

Noget om at koge nye kartofler - og den bedste kartoffelmad i min verden


Det er yderst sjældent vi får kogte kartofler om vinteren - både fordi jeg synes det er en smule kedeligt efter at være vokset op med sovs og kartofler hver dag (undskyld mor), fordi kogte vinterkartofler bare ikke er særlig spændende - og fordi jeg hader at skrælle dem.

Nye kartofler derimod - det er en helt anden sag. Også selvom jeg stadig forsøger at leve i hvert fald delvist low carb/LCHF. Men kartofler indeholder trods alt sunde ting i forhold til feks. pasta, så især om sommeren er de små knolde stadig velkomne i min kost.

Det bliver aldrig min yndlingsbeskæftigelse at skrubbe/skrælle kartofler uanset hvor nye de er - men det kan der jo rådes bod på ved feks. at købe en elektrisk maskine der kan skrubbe nye kartofler. Har man ikke plads til sådan en, kan man lave en alternativ løsning med et ubrugt (!) toiletbørstehoved, der spændes på en boremaskine. Ned i en spand med vand og kartofler, wrom wrom og så er der forholdsvis nemt, forholdsvis rene kartofler.
I går var manden dog ikke hjemme, og jeg skulle derfor ikke bruge så mange kartofler - derfor brugte jeg i stedet de vaske-handsker jeg engang købte i et supermarked - det er sådan nogle ru nylon-agtige handsker, som fjerner det meste af den yderste skræl, når man gnubber kartoflerne med dem på.
Det gik forholdsvis hurtigt at få rengjort den bakke på 750 g nye kartofler jeg havde købt - primært med det formål at lave kartoffelmadder.

Gårdsdagens mad - uden bacon
En kartoffelmad er nok den bedste mad med rugbrød jeg kan få om sommeren, og jeg har altid haft en fast procedure mht. hvad der skulle bruges: godt rugbrød, smør, kartofler i skiver, masser af mayo, ristede løg, hakket purløg og salt og peber. Fornylig fik jeg årets første kartoffelmad med purløg og rødløg hos nogle venner, og jeg fandt derfor ud af, at rødløg er en god tilføjelse.

I går blev der derfor produceret en ordentlig moppedreng af en kartoffelmad med disse ingredienser. Efter at have postet et billede på facebook, spurgte veninden om det var bacon der var på (det lignede de ristede løg) - det var det jo så ikke, men det var et genialt forslag, så det skulle prøves i dag med de sidste af kartoflerne.
Det blev det bestemt ikke ringere af. Faktisk vil jeg vove den påstand at en kartoffelmad ikke bliver meget bedre - i hvert fald ikke i min verden. Tak for forslaget M!

Men - for at man kan lave en kartoffelmad skal kartoflerne koges ordentligt (og det gælder jo egentlig uanset om de nye kartofler skal bruges til en mad, bare til at spise kogte, eller kolde i en kartoffelsalat). Jeg har altid været en klovn til at koge kartofler, uanset om det var nye eller gamle - de fik altid for meget og blev smattede og trælse.
Indtil jeg læste et tip om at koge nye kartofler i ca. 6-8 minutter (afhængig af størrelsen - jeg plejer at skære de største halvt over, hvis de er meget uens i størrelse, men det bedste resultat fås hvis de alle har nogenlunde samme størrelse), tage dem af varmen, og derefter lade dem trække i kogevandet ca. lige så længe, til de er lige netop møre (mærk efter med spidsen af en urtekniv ca. halvt ind i kartoflen). Derefter op af vandet og dampe tørre i en sigte - og så er de klar. Enten til at spise, eller til at køle af og bruge kolde til kartoffelmaden eller i kartoffelsalaten (men det gør ikke noget de stadig er lune på kartoffelmaden - det bliver den ikke ringere af).
Et andet vigtigt tip er at bruge rigeligt salt under kogningen - ca. 20 g salt pr. liter vand, tilsættes når vandet koger - for at de tager ordentligt smag. Desuden skal vandet kun lige dække kartoflerne, og de skal ikke bulderkoge.
Overholder man disse ting, så skulle der være en god chance for at få lige netop møre og stadig faste kartofler ud af det.
Endelig kan man tilsætte noget smag til kogevandet efter lyst - jeg elsker løvstikke, så der kom 3-4 stængler med blade i denne gang. Men dildkviste er også godt, især hvis de kogte kartofler skal serveres med dild.

Nu er jeg jo foreløbigt overbevist om at min kartoffelmad ikke kan laves ret meget bedre - men jeg er åben for forslag.
Så hvordan laver du din?