Nyt legetøj

Når vi køber ting til både køkken og det øvrige hjem, så plejer vi at være ret gode til at gøre en handel her og nu. Det kan godt være vi undersøger nogle ting og priser til bunds først, men når vi så er ude at shoppe, så bliver dimsen som regel også købt.
Men nyeste medlem af køkkenmaskinefamilien er der godt nok blevet taget tilløb til længe. Det er flere år siden vi begyndte at snakke om første gang, om vi skulle have en sodavandsmaskine, og hver eneste gang vi har været i Imerco/Metro/indsæt-selv-navn-på-isenkrams-butik-med-køkkenudstyr, har vi lige været en tur forbi afdelingen for maskiner til frembringelse af sprudlende drikke. Bare lige for at se om der skulle være kommet en model der skreg KØB MIG! så højt at det ville være pinligt ikke at efterkomme ønsket.

Hver gang er det endt i "Ej den er også for dyr - den er ikke særlig pæn (og det må den godt være, selvom den skal stå i baggangen) - er den nu sikker i drift? - er den for billig? - den er ikke dyr nok - der følger ikke gaspatron med - skal vi købe den? - skal vi ikke vente lidt - vi har alligevel ikke brug for den - det kunne nu være rart - så meget danskvand drikker vi heller ikke - sodavandsessenserne smager garanteret ikke godt - er det ikke for dyrt at købe de essenser? - det kunne nu være rart...."

Efter at have læst en test for nogle måneder siden fik jeg mig selv overbevist om, at HVIS vi skulle have en, så skulle det være en AQVIA, da den var testet bedst i test. Helst af alt skulle det være den sorte/stål-modellen da det er den pæneste. Men det får den jo ikke lov at være uden en bagside af medaljen - den er selvfølgelig også den dyreste - og jeg havde det ikke helt godt med at give op til 1200 kr. for den (så meget danskvand drikker vi heller ikke).

I søndags tog Lækkermåsen så en beslutning - nu skulle det være. Dråben der afgjorde det var at de havde fået en ny model i hvid, AQVIA Balance, som var noget billigere. Så for samme pris som den i stål/sort kunne vi få både den hvide maskine, en ekstra gaspatron, to ekstra flasker og 3 store og 3 små smagsessenser.

I dag ankom pakken så, og jeg måtte selvfølgelig i gang med at pakke ud og forsøge, selvom Lækkermåsen ikke var hjemme. Jeg har set historier om eksploderende gaspatroner, men jeg satsede på at jeg overlevede, så han ikke kom hjem til et bortsprængt hus og ligeledes kone.

Jeg har kun åbnet for en af essenserne, den lille med pæresmag, og smagt et par mundfulde - jeg har vist ikke lige fundet det helt rigtige blandingsforhold, for første forsøg var alt for svagt, og andet var alt for kunstigt i smagen. Det gik til gengæld noget bedre med dosering af kulsyren end jeg havde regnet med.

Mon ikke der finder et par ekstra smagsvarianter vej a la almindelig sodavand - jeg glæder mig i hvert fald til at få brugt maskinen - måske også til andet end helt almindeligt dansk- og sodavand. Der må være nogle liflige sommerdrinks der kan have gavn af lidt bobler.
Og så gør det heller ikke noget at der bliver lidt færre sodavandsflasker og dåser der skal afleveres i butikkerne/hos Revas.

Er der nogle smagsvarianter evt. fra SodaStream der kan anbefales?

Opskrift: Store og små kyskager, med nødder og chokolade, eller vanilje, eller appelsin, eller lakrids (og en rigtig smart måde at genbruge engangs-sprøjteposer på)

Sidste weekend var vi en tur i Metro i Århus, hvor jeg bla. fandt økologiske pasteuriserede æggehvide i flaske. Jeg har ikke set dem økologiske i bægre nogen steder, så jeg måtte prøve at have såden en med hjem.
Nu er der jo en del æggehvider i sådan en flaske (nærmere bestemt 1 kg), så jeg måtte have gang i at få det brugt. Jeg lavede en ny portion Marshmallow Fluff til fryseren, noget er kommet i en æggekage, noget er som forsøg frosset ned i mindre portioner så jeg kan teste om det stadig kan piskes stift efter frysning - og resten skulle bruges i dag, da det jo ikke kan holde sig i umindelige tider efter åbning.

Det oplagte var noget med marengs - og hvis vi skulle have haft gæster eller noget, var det nok endt med feks. en Pavlova, eller små reder som dem man kan købe, eller måske indbagt is/baked Alaska.
Men efter 3 weekender i træk med gæster om lørdagen går der vist lige lidt tid inden vi får besøg igen, så det skulle ende ud i noget vi selv kunne konsumere, eller som evt. kan gemmes lidt.
Valget faldt på kyskager.

Jeg så flere blogs hvor man har farvet marengsen, og det ville jeg også prøve, nu hvor jeg fået mine Americolor farver - men der skulle også laves nogle lidt større kager uden farve, men med lidt ekstra smag i.

Jeg fandt tilfældigt linket til The Food Club, som har lavet nogle med mandler og chokolade i, a la nogen man kan få hos Savillas på Lundø. Vi var faktisk på Savillas og få brunch til en fødselsdag for nogle uger siden, og selvom vi ikke fik disse kyskager, så synes jeg alligevel det kunne være sjovt at prøve at lave kagerne derfra. Jeg skiftede dog mandler ud med hasselnødder.

Mht. selve opskriften på marengsen, så har jeg kigget flere steder, og det lader til at være den almindelige holdning, at man bruger 50 g sukker til 1 æggehvide (ifølge flasken jeg købte i Metro, svarer 1 dl til 3 æggehvider).
Derudover er der nogen der putter et nip salt i, og nogen putter lidt eddike i, da det angiveligt skulle hjælpe til at bevare den hvide farve, så kagerne ikke bliver brunlige i stedet.
I nogle amerikanske opskrifter bruger man også creme of tatar (vinsten), som hjælper med til at stabilisere æggehviden og gøre dem luftige - og nogle bruger også en smule bagepulver, for at få mere luftige kager.
Jeg valgte en middelvej - en smule salt og lidt eddike.

Og så er der selve fremgangsmåden.
Æggehviderne skal helst have stuetemperatur for at der kan piskes nok volumen i - sukkeret skal piskes i æggehviderne lidt ad gangen så det bliver ordentligt pisket ud og opløst (man kan med fordel kværne sukkeret i foodprocessor eller en god minihakker, eller ganske enkelt bruge flormelis - der er dog lidt uenighed om alt sukkeret skal piskes i, eller om det sidste bare skal vendes i) - og så skal kyskagerne bage ret længe, ved lav temperatur, i hvert fald hvis man vil have dem gennemtørre. Temperaturen må ikke være for høj, da man så risikerer at overfalden "sætter sig" for hurtigt, og at sukkeret karameliserer, så overfladen bliver brun.
Hvis vejret er fugtigt udenfor, kan man risikere at skulle bage kagerne noget længere før de er ordentligt tørre - og endelig, hvis man vil undgå at overfladen krakelerer, skal man undlade at åbne ovndøren under den første halvdel af bagetiden.

Jeg gik efter lettere tyggegummiagtig midte i de store kager, og gennemtørring af de små farvede, tog hensyn til de fleste at rådene ovenfor, og håbede så ellers på det bedste.

Jeg lavede én stor portion marengs, delte den op i to (den ene lidt større end den anden), og brugte så den største portion til de store kager med chokolade og nødder. Den anden mindre halvdel delte jeg i tre, som fik hver sin farve/smag.

Marengs til kyskager:

6 æggehvider (2 dl)
300 g kværnet sukker eller flormelis
1 tsk alm. eddike
1 lille nip salt
½ tsk vaniljeekstrakt

Æggehviderne hældes i en totalt ren skål til røremaskine og står i ca. en time, til hviderne har stuetemperatur. Salt tilsættes og hviderne piskes ved medium hastighed til de begynder at danne bløde toppe - herefter tilsættes sukkeret med en stor spsk ad gangen, og der piskes i ca. 30 sekunder inden den næste spsk tilsættes.
Når alt sukkeret er brugt, piskes eddike og vaniljeekstrakt med til alt er blandet grundigt.
Marengsen deles nu i to portioner.

Store kyskager med chokolade og nødder:
ca. 15 stk.

1/2 portion marengs iht. ovenstående
25 g hasselnødder
50 g mørk chokolade

Ovnen tændes på  100 grader almindelig varme.
Læg bagepapir eller en silikonemåtte på en bageplade, og drys lidt sukker på pladen - det hjælper med til at kyskagerne ikke hænger fast.
Nødderne hakkes groft (behold skallen på) og vendes i marengsen. Chokoladen smeltes over vandbad, eller i mikrobølgeovn og vendes hurtigt i marengsen, uden at den bliver rørt helt ud - der skal være chokoladestriber i dejen.
Sæt marengsen på bagepladen med to spiseskeer - de behøver ikke være så pæne, da de flyder en smule ud.
Bag kagerne midt i ovnen i ca. 75-90 minutter - tag evt. en kage ud efter 70 minutter og lad den køle af, så du kan teste om den har den rette konsistens indvendigt. Jeg lod mine få ca. 80 minutter, og de var stadig en smule tyggegummiagtige i midten.

Små kyskager med vanilje, appelsin eller lakrids:

1/2 portion marengs iht. ovenstående, deles i tre portioner i hver sin skål

Vanilje: 1/2 tsk ekstra vaniljeekstrakt eller fintmalet vaniljesukker
Appelsin: Tre små dråber (med en sprøjte/kanyle) appelsinolie og gul/orange pastafarve
Lakrids: 1/2 tsk engelsk lakridspulver, 1/2 tsk sød lakridssirup og evt. lidt sort eller brun pastafarve

Hver portion marengs blandes grundigt med smag og farve, og sprøjtes ud på en sukkerdrysset bageplade (som i ovenstående) med en tylle og sprøjtepose.
Bages midt i ovnen i ca. 1½-1 3/4 time til de er sprøde. Lad dem evt. stå i ovnen med ovndøren på klem, i nogle timer eller natten over, så de bliver helt tørre.

Tip til genbrug af engangssprøjtepose - eller hvordan man undgår at gøre sprøjteposer rene:

Og her kommer så et tip til når marengsen skal sprøjtes ud, og man har flere forskellige farver man skal have brugt (det samme tip kan bruges til frosting til feks. cupcakes).

Det er alt sammen forklaret rigtig godt i dette Youtube videoklip, som jeg fandt via en blog, men kort fortalt lægger man marengsen på midten af et stykke husholdningsfilm, som rulles sammen og "slynges", så enderne strammes op (nemmest at forstå når man ser filmen - hun bruger noget større format husholdningsfilm end det jeg har, men det fungerede fint nok med mindre format, bare man ikke fylder mere i end at der bliver to tynde ender af film).
Man sætter en coupler i en sprøjtepose (og her kan man sagtens bruge en af de mindre engangsposer), trækker film-pølsen igennem sprøjteposen, klipper hul i filmen, sætter tyllen på coupleren, og en elastik eller klemme i toppen af posen. Og voila, så kan man froste/sprøjte/tylle alt det man vil, stort set uden at svine posen til.
Når man er færdig og posen/filmen er tømt, skruer man tyllen af og piller forsigtigt filmen ud af coupler-enden, eller den anden vej, skyller og tørrer det yderste af coupleren, og så kan man ellers fortsætte med den næste farve marengs i film, og kun have brugt en enkelt pose.

Jeg kunne forestille mig det er nemmest hvis man bruger en coupler, men det kan sikkert også lade sig gøre uden - men skal man alligevel sprøjte flere forskellige former ud med samme frosting/marengs, bruger man nok en coupler under alle omstændigheder.
Det er første gang jeg prøver fremgangsmåden, og det går ret nemt, så jeg håber der er nogen derude der også kan få gavn af det.

Konklusion:

Først de store kyskager - de er meget luftige, sprøde udenpå og en lille smule tyggegummi-agtige i midten, og smager lækkert af nødder og chokolade. De sviner dog en hel del når man spiser dem, så en tallerken under er et must.
De små kager med smag blev også fine - i smagen altså. Dem med vanilje flød helt ud på pladen, og jeg ved ikke om det var fordi jeg blandede vaniljesukker i efter piskningen, eller om det var fordi marengsen stod for længe, inden den blev bagt (jeg lavede de store kager først, så de små kager stod nok lige lovlig længe på pladen, inden de kom i ovnen). Men smagen fejlede ikke noget - og så synes jeg de minder lidt om macarons, bare uden fødder - måske et tegn til at jeg snart skal vove mig ud i at prøve dem?
Appelsinkagerne havde en fin aroma af appelsin og var nok dem der blev pænest - dem med lakrids har en fin smag af lakrids uden at det bliver for meget, men jeg bliver nok alene om at spise dem, da Lækkermåsen ikke gider lakrids i maden.
Jeg forudser jeg bliver ret høj på kyskage-sukker den kommende uge.

Opskrift: Chili con carne

Det er (forhåbentlig) snart ved at være slut med simremadslysten for denne sæson - men her på vippen til varmere tider fik jeg sådan en lyst til en gang chili con carne, med "rigtigt" kød - altså kød i hele klumper, i stedet for hakket kød.
Det er ikke det - hakket kød er fortrinligt i en chili, og jeg har lavet et par udgaver tidligere (kalkunchili og Obamas chili med oksekød), som jeg uden tvivl kan finde på at vende tilbage til igen, men eftersom der lå nogle pakker med tykkam i fryseren, som jeg ikke kunne finde anden anvendelse for, så var det perfekt med en langtidssimret chili, hvor kødet får lov at simre så længe, at det næsten begynder at trævle.


Jeg tog udgangspunkt i denne opskrift fra Grouprecipes, men ændrede både lidt i mængder og lidt i ingredienser. Med vilje lavede jeg den ikke mega-stærk - jeg bryder mig ikke om at noget er stærkt bare for at være stærkt, og uden der er god smag i det også, så den skulle være til at spise, men samtidig med lidt bid.
Lækkermåsen er blevet en smule sart med alt for stærke ting efter han holdt op med at ryge, så den skulle jo også være til at spise for ham.


Chili con carne:
ca. 6-8 personer


olivenolie

1 1/2 kg oksetykkam i tern på ca. 2x2 cm
2 store grofthakkede løg
6 fed presset hvidløg
2 røde peberfrugter i små tern
2 spsk salt
2 tsk friskkværnet peber
2 tsk stødt spidskommen
2 spsk brun farin eller muscovadosukker
1 spsk instant kaffepulver (lad dig ikke skræmme selvom du ikke kan lide kaffe - du finder næppe nogen der afskyr smagen af kaffe mere end undertegnede, men man kan ikke smage selve kaffen - kun lige ane duften, og smage den fylde det giver)
2 dåser hakkede tomater
3 dl halvmørk øl (jeg brugte Tollundmanden fra Bøllingsø)
ca. 2 1/2 dl refried beans - eller evt. tilsvarende mængde røde eller sorte forkogte bønner som koges med det sidste kvarter - bruges der rene bønner skal der muligvis tilsættes lidt mere smag, da bønnemosen indeholder en del krydderier. Bønnemosen giver også fylde, udover smag, og er med til at jævne retten lidt.
2 små meget stærke chilifrugter koges med hele i en krydderikugle - det er nogle chili vi har fået af nogle venner, og jeg har ikke navnet på dem, men de ligner meget Habanero Mustard, som er MEGET stærke - smag på retten undervejs og tag dem, når chilien er stærk nok
1/2 almindelig stor rød chili, finthakket inkl. frø
2 spsk hakket chipotle in adobo sauce
1/2 tsk tørret chipotlepulver
ca. 50 g mørk chokolade, gerne med chili (jeg brugte en jeg har fået af Hanne K.)
3 spsk æblegastrique
3 spsk chokolade balsamico (eller evt. almindelig balsamico og lidt ekstra chokolade)

Lidt olie varmes godt op i en stor gryde, og oksekødet brunes lidt ad gangen - pas på der ikke er for meget vædde ved kødet, da det så vil koge i stedet for at stege. Tør det evt. af med køkkenrulle om nødvendigt.
Efterhånden som kødet brunes lægges det i en skål, og når det sidste er brunet, hældes alt kødet tilbage i gryden, sammen med løg, hvidløg og peberfrugt. Svits i ca. 5 minutter ved medium varme til løgene begynder at blive bløde.
Tilsæt fra og med salt til og med chipotlepulver, rør godt rundt og skru ned så retten simrer stille derudad. Lad den gøre det i minimum 3 og gerne 4 timer, til kødet er meget mørt og nærmest falder fra hinanden, og til retten har jævnet sig selv. Hold dog øje undervejs med at den ikke koger tør, og tilsæt evt. mere øl om nødvendigt.
Til sidst tilsættes chokolade, og der smages til med gastrique og balsamico (der skal være et snert af noget syrligt, men ikke så meget at det fuldstændig overdøver de andre smagsnuancer), og evt. lidt mere salt. Afhængig af hvor meget spidskommen man er til, kan man også tilsætte mere af det - men vær lidt varsom. Jeg har en gang ødelagt en langtidssimret chili med for meget spidskommen, og der er altså ikke meget der kan kamuflere smagen af for meget spidskommen.
Server med ris, creme fraiche, revet ost, salsa, chips - hvad du har lyst til.

Konklusion:

Skøn, skøn chili, som er lige tilpas stærk, og som smager af rigtig meget. Den fik lov at simre i ca. 3 timer før Lækkermåsen ikke kunne vente på aftensmaden længere, men den kunne godt have taget den sidste time med, da kødet ikke nåede at trevle helt ud. Men mørt var det.
Den smager af en smule mere dagen efter, og måske lidt mere igen på 3. dagen.

Opskrift: Islagkage med bund af fuldkornskammerjunkere, Marshmallow lime Fluff, og jordbæris

For et stykke tid siden blev jeg kontaktet af Sense Communication, som ville høre om jeg var interesseret i at modtage en smagsprøve på en verdensnyhed indenfor det søde køkken. Hvem kan sige nej til det - så i sidste uge kom der en pakke fra Kelsen Group A/S, indeholdende 2 poser kammerjunkere. Den ene var af den almindelige type - den anden var verdensnyheden, nemlig kammerjunkere med fuldkorn. (Faktisk har jeg fået pakken to gange, så jeg ved ikke helt om der er gået noget galt i kommunikationen hos dem, men jeg klager ikke).

Kelsen siger selv om de nye kammerjunkere:

Hos Kelsen Group er vi er meget begejstrede for danskerens stigende fokus på hvad de spiser.  Vi er meget opmærksomme på forbrugernes ønsker og vil meget gerne gå forrest, når det kommer til at udvikle grovere alternativer. Som de første i Danmark sender vi derfor nu fuldkornskammerjunkere på markedet og håber, at forbrugerne vil tage rigtig godt imod produktet.

Kelsens egen præsentation af de nye kammerjunkere - billede lånt med tilladelse

Det kan godt være fuldkornskammerjunkere er en nyhed i butikkerne, men sidste sommer overvejede jeg faktisk om jeg skulle prøve at bage nogen med feks. grahamsmel i (ligesom jeg tidligere har gjort med pebernødder, med godt resultat) - men jeg nåede det aldrig, så det kan jeg selvfølgelig sagtens sidde her og sige.

I øvrigt er det lidt sjovt at den tilsendte pakke var en Kelsen ting (det vidste jeg ikke da jeg sagde ja til det), for både jeg og begge mine forældre har i sammenlagt mange år arbejdet på Kelsen fabrikken i Nr. Snede. Jeg primært med at gøre rent i weekenderne, men også i produktionen i nogle sommerferier, min mor i produktionen og min far på lageret.

Så jeg har uden tvivl set min del af småkager og ikke mindst gjort rent efter dem - men derfor har jeg nu et fint forhold til dem alligevel.

De nye kammerjunkere skal jo prøves til et eller andet, og det mest logiske ville jo være til koldskål. Men temperaturen udenfor pt. indbyder ikke just til koldskål, så jeg måtte finde på noget andet.
Tanken om en cheesecake med kammerjunkerbund opstod, men jeg var mere i is-humør, så hvorfor ikke prøve med en islagkage.
Jeg fandt en udgave på Fyns.dk, hvor der blev brugt en kiksebund med smør, så den blev konverteret til kammerjunkere med smør, og så lidt hvid chokolade.

Islagkagen skulle serveres i lørdags, hvor vi havde gæster, og jeg vidste at i hvert fald én af dem var begejstret for den jordbær-gelato jeg lavede sidste sommer, så isen skulle være med jordbær. Ikke just sæson for den slags, men man kan få nogle rimeligt ok spanske jordbær i butikkerne nu, så sådan blev det.

Men der manglede ligesom noget - måske et ekstra lag i kagen. Kammerjunkerbund og jordbæris, hvad kunne mere bruges?
Jeg kom i tanke om at jeg jo havde hjemmelavet Marshmallow Fluff i fryseren, og tænkte det måtte kunne tilføjes på en eller anden måde.
Jeg tog en portion ud af fryseren og kunne konstatere at den ikke bliver stenhård af at blive frosset, så den ville fint kunne spises i halvfrossen tilstand.

For at gøre lidt ved det søde, tilføjede jeg en lille-bitte smule (og jeg mener virkelig LILLE-BITTE) lime-olie, som jeg har købt hos Tortedeko (sammen med mine første madfarver fra Americolor, som jeg har læst skulle være noget af det bedste og mest koncentrerede farve til mad- og kagebrug). Det er en virkelig koncentreret olie hvor der kun skal bruges mikro-små dryp, så jeg brugte en sprøjte med kanyle til at suge lidt op og tilføje til Fluff'en, og det fungerede fint.
Efterfølgende duftede det af lime i køkkenet i flere timer efter, og sprøjten blev også ved at dufte selvom jeg sprøjtede vand igennem for at rense den, så det er altså koncentrerede sager.

Endelig kom der så jordbæris øverst på islagkagen, og der blev pyntet med en smule is uden jordbær, men med lidt farve, frosset ned i en silikoneform, så de små figurer kunne tages ud og lægges på lagkagen som pynt, og så lidt friske jordbær og sigtet flormelis.

Islagkage med bund af fuldkornskammerjunkere, Marshmallow lime Fluff og jordbæris:
6-8 personer

Bund:

150 g fuldkornskammerjunkere (eller almindelige kammerjunkre - eller evt. Digestive kiks)
50 g blødt smør
50 g hvid chokolade

Det hele blendes/køres i foodprocessor, og presses fast i en springform beklædt med bagepapir.
Formen stilles i fryseren i ca. en halv time, til bunden er hård.

Fluff:

2 dl Marshmallow Fluff
et mikro-dryp lime olie, eller anden smagstilsætning

Fluff'en blødgøres i mikrobølgeovn i ca. 30 sekunder og røres med limeolien. Den bredes derefter hurtigt ud på kagebunden - den stivner ret hurtigt pga. den kolde bund, så det skal gå lidt hurtigt.
Formen sættes i fryseren igen, til isen er klar.

Jordbæris:

Jeg fulgte opskriften fra sidste år, men denne gang blendede jeg alle bærene - jeg brugte dog ikke det hele til islagkagen, men frøs ca. 1/4 liter ned for sig selv.
Desuden tilsatte jeg lidt koncentreret hyldeblomstsaft for at tilføre lidt ekstra sødme når nu det ikke var danske jordbær - og så fik jeg endelig udnyttet de alkoholiserede kirsebær, jeg har haft stående i køleskabet siden jeg siede kirsebær-calvadosen før jul. De blev blendet sammen med jordbærene, og gav en ekstra dimension til smagen - primært af alkohol, men også lidt kirsebær.
Efter at isen var frosset så meget som den kunne i ismaskinen, blev den bredt ud i springformen og sat i fryseren igen.

Islagkagen tages ud af fryseren ca. 15 minutter før servering, og pyntes med de små isfigurer lavet i silikoneformen, og et drys flormelis eller evt. kakaopulver, og friske jordbær.


Konklusion:


Hvis jeg lige skal starte med kammerjunkerne, så har jeg kun smagt fuldkornsversionen, da jeg vil vente med at åbne for de andre til koldskålssæsonen starter. Men de fejler absolut ingenting - smagen er sød og sprød med lidt bid i, så dem vil jeg ikke have betænkeligheder ved at købe. Om de er så meget sundere end den almindelige udgave - det er en smagssag. Der er kun 10 kcal mindre pr. 100 g end i den almindelige udgave, 18% fedt i forhold til 21 i den almindelige, og 6% fibre i forhold til 2 i den almindelige. Så man skal nok ikke lige regne med at tabe sig, bare fordi man skifter til fuldkornsversionen.
Men lidt har selvfølgelig også ret, så man kan jo lige så godt vælge den i stedet for den almindelige.


Islagkagen var en succes - bunden var måske lige hård nok selvom den havde tøet i ca. 15 minutter, og den var lidt svær at skære i, men den smagte fint. 
Jeg havde været bange for om spiritusen fra calvados-kirsebærene ville trænge for meget igennem i isen, men man kunne ikke smage det - og den lime-inficerede Fluff gav et virkeligt godt og spændende modspil til den søde bund og is. Som en af gæsterne sagde, så var der rigtig mange smagsindtryk på én gang i sådan en mundfuld. Men jeg var glad for at jeg ikke havde puttet mere limeolie i, for den kan meget nemt gå hen og blive for dominerende.
Jeg skal helt klart prøve at lege lidt mere med islagkage-konceptet, og disse citrus-olier.
Men det må også gerne snart blive sommer så kammerjunkerne kan bruges til det de nu egner sig bedst til. Koldskål.

Opskrift: Pizza med ricottaost, serranoskinke, jordbær, balsamico og rucola

I dag har meget af tiden været tilbragt i køkkenet - det er længe siden jeg har kunnet bruge en hel fridag på bare at gå og hygge og lave de ting jeg har lyst til, udover det der nu skal på bordet til aftensmaden, så jeg nød det i fulde drag, og benyttede lejligheden til at bage toast/sandwichbrød og burgerboller til fryseren. Det kommer der noget om senere.

Aftensmaden skulle også ordnes, og jeg havde bestemt for et par dage siden at det skulle være hjemmelavet pizza. Eller - altså jeg brugte en færdigkøbt dej, for efter toastbrød og burgerboller gad jeg ikke mere ælten og mel på bordet for i dag, og jeg har egentlig ok erfaringer med den færdigkøbte.
Lækkermåsen fik det traditionelle proteinorgie på sin halvdel - tomatsauce, stegt spegepølse, revet ost, bacon og den serranoskinke der var tilovers fra min. Så var han glad.

Jeg tog en gåtur på den vilde side og lavede noget helt andet. Jeg er nemlig ikke så konservativ når det gælder pizza - for nogle måneder siden lavede jeg en udgave med bl.a. ricottaost, figner og bacon, og det fungerede supergodt, så jeg havde mod på noget mere med frugt. Jeg har også flere gange lavet en med kartofler (godt nok snydeudgaven med pitabrød som bund), og det er også et hit.

Til dagens udgave fandt jeg lidt inspiration hos The Cafe Sucre Farine, som havde brugt friske jordbær og jordbær/ananasmarmelade, og da jeg havde jordbær tilovers i køleskabet, så blev det med udgangspunkt i det.
Der var som sagt serranoskinke i kødskuffen, der var en rest ruccolasalat som havde nået absolut sidste forbrugsdato, der var balsamico creme som passer fortrinligt til jordbær, og så havde jeg købt en bøtte ricottaost den anden dag, som var sat ned pga. snarlig sidste salgsdato.
Hvor ville jeg i øvrigt ønske at supermarkederne gjorde det noget mere - altså satte dato-varer ned, så de kunne nå at komme af med dem mens de stadig duer, så vi indgår madspild, og så forbrugerne kan spare lidt penge på det der alligevel skulle smides ud. Men det er en anden diskussion, som jeg vil lade Stop Spild af Mad klare - det klarer Selina til U.G.

Ligesom med figen-pizzaen skar jeg dejen ud med et pizzahjul til håndterbare stykker inden bagning - det gør dem mere solide i kanterne, og nemmere at holde ved - og så kan jeg godt lide at kanten er mere eller mindre sprød hele vejen rundt på de mindre stykker.

Pizza med ricottaost, serranoskinke, jordbær, balsamico og ruccola
1 person

1/2 rulle færdig pizzadej eller hjemmelavet dej til 1 pizza
4-5 spsk ricottaost
nogle dryp stærk chilisauce (jeg brugte en Sriracha)
det meste af en pakke serranoskine i små bidder
et drys tørret oregano
flagesalt
nogle håndfulde rucola
jordbær i halve
balsamico creme/glaze

Tænd ovnen på 220 grader med en bageplade i, så den bliver varmet op. Hvis din ovn har et specielt pizzaprogram, så brug det.

Der kom en del mere balsamico på de sidste stykker
end på dette billede - men jeg skulle lige finde
 ud af balancen mellem godt og skidt.
Mere balsamico var absolut godt.

Pizzadejen foldes/rulles ud på bagepapir og der smøres ricottaost på, gerne helt ud til kanten. Dryp med chilisauce - Sriracha er pænt stærk, så vær lidt varsom hvis du bruger den.
Læg serranoskinke på, drys med lidt oregano og dryp med lidt balsamico creme.
Flyt bagepapiret over på den varme bageplade når ovnen er varmet igennem, og bag pizzaen til kanten er gylden og skinken begynder at blive sprød - ca. 8-10 minutter. Når bunden ikke længere er blød, fjernes bagepapiret evt. så den bager færdig direkte på bagepladen. (Har man en pizzasten bruger man selvfølgelig den, men vores er for stor da den er beregnet til grillen).
Pizzaen tages ud, der drysses med lidt flagesalt, rucola lægges på, jordbær på toppen, og så dryppes der med rigelige mængder af balsamico creme.

Konklusion:

Jeg er fan. Det gælder om at tænke "ud af boksen" med pizza, og det her holder altså. Selvfølgelig smager det på ingen måde som pizza med kød, tomatsauce og 4 cm ost - men hvis man er indstillet på at prøve noget nyt, så kan jeg kun anbefale det. Den cremede ost, den salte skinke (som får et godt supplement af saltet), de søde jordbær og den syrligt/søde balsamico - det spiller perfekt sammen.
Lækkermåsen var ikke meget for at smage, men jeg fik ham overtalt - og meget overraskende var han positiv. Jeg tror ellers ikke han kunne se noget formål med jordbær på pizza, men selv han kan blive overrasket.
Hvis han kan, så kan i også.

Opskrift: Mandelkage (eller mandelreder) med frugt og flødeskum

Dette indlæg handler egentlig om sidste indslag til vores madklub med det sexede/erotiske tema, nemlig desserten, men jeg vil lige vise hvad vi fik til hovedret også (der er ikke egentlige opskrifter, da flere af tingene er noget jeg har lavet før).

Rødt kød betragtes nok især af mænd som erotisk/sexet - men jeg kan nu også godt se det smækre i en halvrød luns kød, som er mør og veltilberedt. 
Vi havde en flanksteak i fryseren, og den fik en tur i sous vide gryden ved 55,5 grader i ca. 22 timer, og så var den tilpas mør og rosa (måske faktisk lige lidt nok rød, så den får en grad mindre næste gang. Det gode ved sous vide er at man kan spise kød der er tilberedt ved lavere grader end man normalt tror man kan, da en del af jernsmagen forsvinder ved den lange tilberedningstid, så oksekød skal slet ikke have så mange grader som man normalt ville give en bøf, stegt på panden).


Som nævnt i drink-indlægget havde jeg fundet en pakke med pasta i sjov facon, samme sted som jeg købte spillet What The F*ck

Den blev udgangspunkt for en pastasalat med fetadressing, meget lig denne her. 

Udover pasta var der små tomater (som er sexede og røde i farven, og et eller andet sted fandt jeg at de bliver kaldt kærligshedsæbler), basilikum (som med sin besnærende aroma skulle kunne kurere hovedpine - ALLE slags hovedpiner! Og som har en varmende effekt på kroppen og styrker blodcirkulationen. Grækerne har betragtet den som en royal krydderurt, men de holdt jo også "toga-fester" - eller noget) og oliven (de sorte skulle sætte skub i kvinders sexlyst - mænd har mere gavn af de grønne).


Jeg havde lavet kryddersmør i min hjerte-silikoneform 

Og endelig bagt et brød og forsøgt at gøre det hjerteformet. 

Der var imidlertid ingen der opdagede faconen før der blev skåret af det, og penis-pastaen var i høj grad ødelagt efter at være kogt og rørt rundt i pastasalaten, så vi måtte opfordre gevaldigt til at kigge på maden, før der var nogen der gættede temaet.

Hov, forresten fik vi også grønne asparges, omviklet med bacon, men dem har jeg ingen billeder af.
Udover at asparges har en fallos-lignende facon, så indeholder de også en masse gode ting, som er nødvendige for begge køn for at kunne nyde sex - to the max. 
De franske mænd der skulle giftes i det 17. århundrede fik angiveligt serveret en 3-retters menu baseret på asparges, så man var sikker på de fik noget ud af postyret. 
Rimeligt ensformig menu, hvis man spørger mig.

Videre til desserten, som skulle være en mandelkage med diverse frugter og flødeskum. Mandelkagen er baseret på den nøddekage jeg nævner her - nøddeudgaven har været brugt i mange år i min familie, og mandeludgaven lavede jeg til vores bryllup for snart 8 år siden. Den bliver nærmest marcipan-agtig i konsistens og smag, men nødde-udgaven er altså også rigtig god.

Grunden til at valget faldt på en mandelkage til temamiddagen var, at mandler har været betragtet som et fertilitetssymbol siden oldtiden, måske fordi faconen minder lidt om testikler.
Duften af mandler fremkalder angiveligt også begær, specielt hos kvinder. Samson fodrede feks. Delilah af med mandler, og den franske forfatter Alexandre Dumas spiste mandelsuppe hver aften, inden han mødtes med sin elskerinde (om han så har måttet ånde på hende for at hun kunne få noget ud af mandelduften, melder historien ikke noget om, men når man kigger på billeder af ham, kan man måske godt forstå at der skulle lidt "hjælp" til. Du kan finde en opskrift på mandelsuppe her, hvis det har interesse).

Kagen blev serveret med flødeskum (den behøver jeg vel ikke forklare - tænk bare på flødeskum i spraydåse. Min var dog hjemmepisket) og frugter - jordbær naturel og en enkelt dyppet i to gange chokolade som topping, samt stenfri vindruer.
Jordbær er med deres hjertefacon vel nærmest et must hvis vi snakker romantiske fødevarer - og vindruer har angiveligt lige så mange afrodisiakalske egenskaber som den flydende vindrue, nemlig vinen.
Endelig lidt smeltet chokolade dryppet over kagen - koffeinen i mørk chokolade giver energi og indeholder antioxidanter, og noget tyder på at chokoladen desuden frigiver et "kærlighedsstof", som kan give et rus på samme måde som endorfiner.

Ikke mere snak om erotiske madvarer for nu - velbekomme :-)

Mandelkage/mandelreder:
4-6 personer

150 g mandler
150 g sukker
3/4 tsk bagepulver
4 æggehvider

Mandlerne skoldes og smuttes (giver en pænere og lysere kage - hvis man beholder skallen på, kan den nemt komme til at smage en smule brændt), afkøles og males helt fint i blender eller foodprocessor.
Mandlerne blandes med sukker og bagepulver.
Æggehviderne piskes helt stive, og vendes forsigtigt ned i mandlerne (ikke omvendt!).
Smør en randform godt med smør eller sprayfedt (og jeg mener virkelig godt!), drys med rigeligt rasp eller sukker, og hæld dejen i. Alternativt beklædes en randform eller springform med bagepapir, der også smøres godt.
Varm ovnen op til 200 grader almindelig varme, og bag kagen på næstnederste rille i ca. 45 minutter - tjek evt. med en stor kødnål om kagen er nok - hvis ikke der hænger dej ved, er den færdig.
Lad kagen stå i formen og køle lidt af, inden den løsnes fra formen og vendes ud på et serveringsfad - den kan også fryses.
Server med flødeskum eller vaniljeis, og frugt eller bær.

Konklusion:

Ligesom med TUC kagen lavede jeg portionskager i min Gugelhupf-form, og så var planen at der skulle flødeskum i hullet i midten, chokolade dryppet ud over, og frugt rundt i kanten. Det kan jo nærmest ikke gå galt.
Eller - det kunne det så godt. Jeg havde ikke fået smurt formen godt nok (og havde i øvrigt heller ikke drysset rasp i), så kagerne viste sig at være umulige at få hele ud af formen.
Det endte med at blive held i uheld - for løsningen blev at skrabe kagerne ud, hakke dem groft med en kniv, og arrangere smulderet i reder på en tallerken (rede = fertilitet), og så ellers fortsætte med flødeskum i midten osv.
Det fungerede lige så fint - og smagen var der absolut ikke noget i vejen med. Skøn og snasket kage, og lækkert med lidt syrlige jordbær og vindruer til.

Da jeg skulle dyppe jordbærene i chokolade (først hvid, og så mørk) gik det i øvrigt ikke så godt - jeg kunne ikke holde ordentligt ved dem, og da jeg satte dem på bagepapir på stilkenden væltede de. Så jeg fandt på at stikke en lille fonduegaffel ind i hvert bær lidt på skrå fra oven, dyppe jordbærret og så sætte gaflen ned i min dobbelt-ribbede rist. Der sad de fint indtil chokoladen var stivnet, så det er helt sikkert en metode der bliver brugt igen.

Opskrift: Avocado med rejer, vagtelæg og stenbiderrogn

Vi fortsætter det sexede tema fra weekenden med forretten  - for at sammensætte en menu havde jeg søgt på diverse sider efter sexy food, erotic food osv., og kom ud fra det frem til en portionsanretning med avocado formet til små kugler, rejer, kogte vagtelæg og stenbiderrogn.


Avocadoen (og NEJ, det hedder IKKE en aDvocado) er formet som en livmoder og dyrkes på det, som Aztekerne kalder "testikel-træet" (det er noget med at de hænger i par på træerne, og godt kan minde lidt om "kronjuvelerne").
Spanierne har tilsyneladende en gang ment at avocadoer var så erotiske, at katolikkerne forbød al indtagelse af dem. Men det er nok godt nok at det er blevet tilladt igen, for de indeholder en masse sundt fedt, og det har mænd feks. brug for, for at kunne danne testosteron.


Rejer har et højt indhold af jod, som skulle styrke sexdriften, og æg/rogn giver vel næsten sig selv - det er et af de ældste symboler på fertilitet. Æg indeholder desuden en masse B5 og B6 vitaminer som er med til at styrke hormonbalancen, og bekæmpe stress.
Og hvis man har lyst til at eksperimentere lidt, så skulle indtagelse af rå hønseæg inden sex, forstærke libidoen - men det er nok ikke så klogt at forsøge sig med i disse salmonella- og andre bakterietider.


Avocado med rejer, vagtelæg og stenbiderrogn:
1 person

ca. 1/4 avocado i små kugler (eller evt. skiver hvis man kunne finde ud af at lave dem pæne)
en håndfuld små rejer uden skal
ca. 1 tsk limesaft
2-3 kogte vagtelæg
ca. 1 spsk kaviar eller stenbiderrogn
en dusk persille eller dild
evt. dressing af creme fraiche, mayo, dild, salt, peber og citronsaft

Avocado i kugler lægges nederst i et portionsglas og dryppes med limesaft (for at undgå at avocadoen bliver brun - jeg lavede dem færdige først på eftermiddagen og havde dem stående i køleskab, og de så stadig fine ud ved serveringen), og rejer arrangeres ovenpå. Læg 2 eller 3 vagtelæg i glasset (der skulle have været 3 hele æg i hver portion, men de var så svære at pille at nogle af dem gik i smadder, så jeg lagde 2 hele i, og hakkede de mislykkede og lagde imellem) og pynt med rogn og persille eller dild.

Konklusion:

Meget simpelt, men ikke desto mindre meget smagfuldt - jeg lavede en dressing til efter ovenstående fremgangsmåde, men den fik jeg ikke billeder af. Den gav dog lige det sidste til retten.
En bid brød til ville også være fint, men det blev serveret til hovedretten, så det sprang jeg over.
Vi fik en tør mousserende russisk vin til, og det fungerede faktisk overraskende godt.

Der var i øvrigt stadig ingen der gættede temaet under forretten.

Opskrift: Sex on the Beach (drink)

I weekenden holdt vi madklub endnu en gang (hvor alle retter har et tema, som de andre så skal forsøge at gætte), og denne gang var der sex på menuen. Altså ikke sådan at forstå at vi har lavet det om til en swingerklub, men temaet var sexede/erotiske/romantiske madvarer.
Tanken opstod egentlig da jeg læste hos Sneglcille om spillet What the F*ck. Det lød tilpas grænseoverskridende til at jeg måtte bestille det hjem, og da vi tit spiller et eller andet, eller laver en lille selskabsleg til vores madklubaftener, var tanken at vi kunne spille dette når det blev vores tur igen.
Hvis vi blev fulde nok. Det er nogle pænt underlige ting man skal svare på.
Som feks.:

What would bother you more?
a) if every time you belched, a pint of snot came out of your mouth
b) if every time you farted, the nearest fire alarm went off

eller

If your best friend got bitten on his penis by a snake, what would you rather do?
a) suck the venom out
b) let him die

Nå men selvom (hele) spillet ikke som sådan handler om sex, så fik det mig alligevel på tanken om sexede/erotiske madvarer til næste tema. Især da netbutikken jeg bestilte spillet hos, solgte alle mulige sjove varer til feks. pige-polterabends. 
Jeg bestilte en pose pasta formet som små tissemænd/peniser (vælg selv hvilket ord du bedst kan affinde dig med at bruge). 
Så var resten jo oplagt.


For at starte ud med velkomstdrinken, så var valget nemt - Sex on the Beach.

Der findes mange forskellige udgaver af denne drink, men ifølge flere kilder skulle den originale indeholde følgende fire ingredienser:


vodka
Peach Schnapps eller likør
appelsinjuice
tranebærjuice


Ikke alle er enige om mængderne, men jeg valgte at holde mig til denne opskrift fra Bartendermagasinet.

Useless information:

Den alkoholfrie version kaldes nogle gange "Safe Sex on the Beach", "Dry Humping on the Beach", eller "Virgins on the Beach".
En "Woo Woo" er en Sex on the Beach uden appelsinjuice.

Sex on the Beach:
1 person


4 cl vodka
2 cl Peach Schnapps eller Peach/ferskenlikør
4 cl appelsinjuice
4 cl tranebærjuice


Alt hældes i en shaker, hvis man har sådan en, med isterninger, og rystes grundigt. Hæld drinken op i et højt glas fyldt med is. Server - evt. med et sugerør.


Konklusion:


Sidste gang jeg fik denne drink var i en halv-græsk udgave på Rhodos i en all-inclusive bar for nogle år siden, så jeg skal være ærlig og sige at jeg er ikke sikker på hvordan den skal smage. Men den her udgave var godt nok for krads for mig. Jeg ved ikke helt om det var vodkaen der smagte for meget igennem, men der var noget alt for stærkt og bittert ved den. Heldigvis havde jeg blandet en kande som så bare skulle hældes i glas med is når gæsterne kom, så jeg endte med at hælde noget af drikken ud og fortynde med mere appelsin- og tranebærjuice. Til sidst blev den faktisk hæderlig, men ovenstående mængde fungerer altså ikke helt for mig.
Der var i øvrigt ingen der gættede drinken, så de andre ved åbenbart heller ikke hvordan sådan en skal smage.
Eller også var den bare blevet uigenkendelig pga. mine ændringer.
(P.S. Jeg glemte at tage billeder i kampens hede, så udgaven på billedet er faktisk en snyder - det er kun appelsinjuice og tranebærjuice, som jeg har drukket i dag. Men jeg vil vove den påstand at næsten ingen vil kunne se forskel).

Secret Recipe Club March: Pomegranate Molasses, Raspberry/Feta/Pomegranate Salad with Pomegranate Balsamic Vinaigrette & Easy Margarita Ice Cream

Another month, another SRC assignment - yay!
For March, I was assigned to Wendy's blog, The Weekend Gourmet.
Wendy spends most time cooking during the weekends (hence the blog name), and the blog started out as a challenge from her husband, to actually use some of her cookbooks, instead of just reading them. She put together some gourmet dinners using her cookbooks, and a few weekends and several-course-dinners later, she decided to start blogging about her weekend adventure - The Weekend Gourmet was born.

When deciding what to make from Wendy's recipes, I started out using the date archive at the bottom of the page, to see if I could find something that would match the season we are in. But actually I ended up choosing from something she made in May, July, September and November. So much for staying in the season!

Beginning of November 2010, Wendy had a small dinner party, where the theme was Pomegranate. I absolutely LOVE pomegranates, so I quickly decided to make something from her theme dinner.
I already had a pomegranate molasses kind of thing in the pantry (it's a Turkish pomegranate sauce called Nar Eksili), but decided that I wanted to try and make my own like Wendy, using pomegranate nectar (a mix of juice, water, sugar and a few other things - I couldn't find real pomegranate juice).
I used this molasses to make a pomegranate balsamic vinaigrette to serve with a salad - a mix of two of Wendy's recipes: Raspberry-Almond Salad with Pomegranate-Balsamic Vinaigrette and Red Leaf Salad with Israeli Feta, Pistachios, Pomegranate  Arils and Pomegranate Vinaigrette.

I used ingredients from both salads, but had to leave out pistachios as I couldn't find any when I went shopping - instead I used some salted peanuts.
I also looked at both recipes for the vinaigrette when making mine.

Since this salad was quite simple, I thought I would try to find something else I could make as well - something sweet. Wendy is not much of a baker, so when I found the recipe for Nigella Lawson's Easy Margarita Ice Cream, I decided to go with that. Besides, I recently bought the cookbook where this ice cream was in, and had already marked it for later use, so no time as the SRC present.

Therefore, I now give you my Pomegranate Molasses, Pomegranate Balsamic Vinaigrette on Raspberry/Feta/Pomegranate Salad , and Easy Margarita Ice Cream!

Nar Eksili on the left, my molasses in the middle,
and the nectar straight out of the box on the right -
there is a clear colour difference between the last two!

Pomegranate Molasses:
adapted from The Weekend Gourmet
makes about 1/3 cup

2 cups / ½ l pomegranate nectar (with 25% juice - since there is already plenty of sugar in the nectar, I didn't ad any extra)

Boil the nectar in a pan at medium heat until it starts to thicken (may have taken a little over ½ hour) - pour a spoonful on a cold plate and leave it in the fridge for a few minutes. If the consistency is as desired, it is done (be careful not to cook for too long, or you won't be able to get it out of the bottle, when it has cooled down. This happened to me once, when making apple syrup. Trust me when I say, it was not pretty).
Pour molasses in a small bottle and let it cool completely before using it for vinaigrettes or maybe desserts.

Pomegranate Balsamic Vinaigrette:
adapted from The Weekend Gourmet here and here

1/4 cup / 0,6 dl olive oil
2 tbsp pomegranate molasses
1 tbsp raspberry balsamic vinegar
1 tbsp finely minced shallot
a few fresh basil leaves, minced
salt and pepper to taste

Whisk together oil, molasses, vinegar, shallots and basil until everything emulsifies. Ad salt and pepper to taste, and leave it for 30-60 minutes while you make the salad, so the flavours can develop.

Raspberry/Feta/Pomegranate Salad:
adapted from The Weekend Gourmet here and here

1 package of rinsed mixed field greens
1 small container of fresh raspberries
½ cup / 1 1/4 dl crumbled feta
1/3 cup / 3/4 dl peanuts
1/3 cup / 3/4 dl pomegranate kernels

Mix everything in a bowl, or arrange on a nice plate. Let your guests pour the vinaigrette on their own plate.

Conclusion for the salad etc.:

I loved this salad, and the vinaigrette! Using berries and fruit in salads is something I do quite often - the sweet raspberries complimented the salty feta perfectly, together with the tangy vinaigrette. I have a craving for light and fresh meals at the moment, and this did the job perfectly. We were supposed to have some smoked mackerel with it, but I ended up eating the salad by itself.
Even though Hubby is not fond of raspberries (the small kernels get stuck between his teeth), I will be making this again - and have the raspberries all to myself.

Easy Margarita Ice Cream:
adapted from The Weekend Gourmet (and Nigella Lawson)
approx. 4 cups / 1 l

Plenty of lime juice, and zest

½ cup / 1 1/4 dl fresh lime juice (I used 3 small organic and 1 large ordinary lime to get that quantity)
2 tsp grated lime zest (from an organic one) 
3 tbsp tequila
3 tbsp Grand Marnier
approx. 1½ packed cups / 200 g powdered sugar
2 cups / ½ l whipping cream

Mix lime juice, zest, tequila, Grand Marnier and sugar in a bowl, until all the sugar is dissolved. Ad the cream and whisk it for a few minutes - the cream shouldn't be stiff, just light and fluffy. Make sure to taste if it needs more powdered sugar - when it freezes, it will taste less sweet, so it needs to be more sweet than you want it at this point.
Churn it in an ice cream maker if you have one, or just put it in a plastic container and freeze overnight (according to the recipe, it doesn't need stirring, but I used my ice cream machine, so I can't tell what the consistency will be like if you don't).

Cheers!

 Conclusion for the ice cream:

Did I say I was craving something fresh?
Then I'll tell you that I got what I asked for. But as I am typing this, I realize it is my own fault, because I made a mistake and only used half the cream that I was supposed to - 1 cup instead of 2!!
So it turned out extremely fresh - and I have to say that I think I could feel the alcohol after eating the serving in the picture. (Luckily I wasn't driving when we went out that evening).
I hope it is due to the missing cream that it won't freeze properly - after a day in the freezer it still had the consistency of a soft serve.
Which makes it easier to drink, if you're out of any other alcohol.

I would like to make it again, this time the right way - or maybe I will consider whipping in some extra cream and see if that helps.
I did enjoy it, though.
And got all the freshness I was craving.

---

Opskrift: Ærtepesto - serveret med Spätzle og ristet serranoskinke

Det er ved at være længe siden jeg har fået noget med pasta, og da aftensmaden skulle laves lidt hurtigt i går, var det nærliggende med en nem pastaret.
I fredags var det meningen vi skulle have haft den makrel der blev til røget makrelsalat, sammen med en salat og pasta eller nudler vendt i pesto, så idéen var egentlig allerede i hovedet der. Pastaen og pestoen kom så i stedet på menuen i dag, suppleret med en pakke serranoskinke, som jeg fandt nederst i en skuffe i køleskabet. Den havde mindst holdbarhed til november 2011, men den så ikke ud til at fejle noget, og lugtede fint. Hvilket er heldigt nok, eftersom der er to pakker mere.
Pestoen blev ikke den traditionelle, men derimod med ærter i stedet for basilikum. Da vi var ude at spise i lørdags fik vi bl.a. en ærtepuré til hovedretten, og så opstod tanken om ærter i pesto.
Det viste sig oven i købet at jeg havde gemt en opskrift på lige nøjagtig dét, fra Smitten Kitchen, så den tog jeg udgangspunkt i, men ændrede dog lidt hist og her.
I stedet for almindelig pasta fik jeg taget hul på en pose med Spätzle, som har stået i skabet et godt stykke tid. Spätzle er den tyske udgave af pasta, og laves typisk af æg, mel, salt og nogle gange vand. Den findes i mange former, ligesom pasta, som man kan se på linket ovenfor, men den her var heldigvis nogenlunde spaghettiformet, som var det jeg havde lyst til.

De frosne ærter blev hurtigt kogt og derefter kølet af i koldt vand, Spätzle blev kogt, serranoskinke blev stegt, pesto blev blendet, og så var der mad på ca. en halv time.

Ærtepesto:
ca. 2 personer

4 dl/ca. 200 g frosne fine ærter
50 g pecorino ost (eller parmesan)
30 g ristede mandler (jeg havde nogen liggende der allerede var ristede, som jeg skulle have brugt til at putte chokolade og lakrids på, men jeg nåede aldrig at komme videre end ristningen. Det gjorde så ikke så meget, for de var perfekte til dette formål. Har man ikke lige tilfældigvis sådan nogle færdige nogen liggende, og gider man ikke gå ind i ovenstående link og kigge, så kan jeg godt afsløre her, at man rister dem i ca. 8 minutter i en forvarmet 180 grader varm ovn, og køler dem af bagefter. Vil man gøre noget helt vildt, kan man nok også godt bruge dem uden at riste dem)
3 spsk olivenolie
1 spsk citronsaft
1/4 tsk fint salt
friskkværnet peber
1 lille fed hvidløg

ca. 300 g Spätzle eller anden pasta efter ønske - gem lidt af kogevandet
1 pakke serranoskinke

Kog ærterne i 2 minutter, hæld dem i en sigte og derefter med det samme videre over i en skål med koldt vand, så de ikke fortsætter med at koge. Skift evt. vandet en gang eller to, til ærterne er helt kolde.
Blend osten fint og tag lidt fra til pynt - blend mandlerne med til ønsket konsistens (de må godt give lidt at bide i) og tilsæt derefter de kolde ærter (tag evt. en lille håndfuld fra, hvis du gerne vil have hele ærter i retten), olie, citronsaft, salt og peber og blend til jævn konsistens.

Hvidløgsfedet hakkes fint med en kniv og tilsættes, hvorefter der ikke blendes mere (hvidløg kan afgive en ret skarp og bitter smag, hvis de blendes for voldsomt, hvilket jeg bla. har oplevet i en salsa, så jeg er begyndt kun at hakke hvidløg med kniv og tilsætte når blendningen er overstået).
Smag til med salt, peber, og evt. mere citronsaft.
Sæt pestoen på køl, kog Spätzle/pasta i letsaltet vand (husk at gemme lidt af kogevandet), og skær imens skinken i mindre stykker og rist dem på en pande (de behøver ikke blive helt supersprøde).
Bland den kogte Spätzle/pasta med pestoen og de hele ærter, juster med lidt af kogevandet og varm evt. det hele igennem i Spätzle/pasta-gryden. Anret med skinken, og pynt med den ekstra ost - og en lille grøn dusk, hvis man lyster.

Konklusion:

Så enkelt, og dog så lækkert. Og farven er ganske fantastisk og meget forårsagtig.
Ærter kan godt have en tendens til at være lidt for anonyme, bløde og flade i smagen, så det klæder dem rigtig godt med noget syre (citron), salt (ost), struktur (mandler) og skarpt (hvidløg) - de magiske 4 ærte-S'er.
Serranoskinken var lige i øjet til og bidrog med både det salte og sprøde (næææ, det femte S for sprødt!!)
Næste gang vil jeg måske nok lave det med almindelig (fuldkorns) spaghetti, da jeg synes Spätzlen blev lidt for hurtig "tør" i konsistens (den er noget mere porøs i overfladen end almindelig pasta, så jeg tror den suger hurtigere til sig). Men helt klart en ret der godt kan tåle at blive lavet igen - og igen.
Heldigvis var der fornylig tilbud på økologiske ærter i Superbest, så lageret er fyldt op.

Opskrift: Ranch dressing på to måder - fra bunden og med hjemmemixet krydderipulver

I min gennemtrawling af amerikanske blogs støder jeg jævnligt på opskrifter hvor de bruger Ranch dressing, som jeg også mener jeg fik serveret da vi var i USA for et par år siden. Jeg har også købt en færdiglavet version i Lidl, da de på et tidspunkt havde såkaldt amerikansk uge (såkaldt, fordi det mærke de sælger tilsyneladende aldrig har set skyggen af USA, men er produceret i Tyskland) - men efter at være stødt på flere hjemmelavede udgaver på det sidste, var jeg endelig moden til selv at prøve at lave den.
Det der mest har afholdt mig fra at gøre det noget før, er at der skal bruges kærnemælk - og da det endnu ikke er lykkedes mig at finde det i mindre end 1 liters kartoner, så har jeg undladt at købe det, da jeg ved jeg vil få problemer med at få det brugt.
Lækkermåsen vil godt nok gerne have et glas i ny og næ, og han fik da også onduleret en halv liter denne gang, men der var stadig noget tilovers efter dressingen var lavet. Det endte så med at jeg frøs det overskydende ned i mine silikoneforme, så jeg har nogle små terninger klar til næste gang - så kan de tø op i dressingen mens den trækker smag. Konsistensen bliver måske ikke helt den samme, men jeg regner med jeg kan piske mig ud af det problem.
Jeg lavede lidt et mix mellem disse udgaver fra Baked Bree og Annie's Eats.

Efterfølgende faldt jeg så på Food.com over en hjemmelavet udgave af det Ranch dressing mix, som man vist kan købe på ethvert gadehjørne i USA - vel svarende til de Knorr pulvermix til dressing vi kan købe herhjemme. Så et par uger efter at have lavet dressingen fra bunden (nej jeg har ikke lige været så skide hurtig til at få det her indlæg udgivet), forsøgte jeg mig også med en udgave lavet af pulvermixet, for at sammenligne. Der skulle egentlig have været kærnemælkspulver i, men det har vist sig at være nærmest umuligt at opdrive (og i øvrigt skulle det heller ikke have den samme syrlige smag som flydende kærnemælk). Så var det jo lige netop handy dandy med den frosne kærnemælk på lager, for så var det bare at tø et par terninger op og putte i dressingen.
Jeg kan i øvrigt ikke anbefale det med frysning i silikoneformene nok. Siden jeg skrev om dem, har jeg bl.a. også brugt dem til overskydende tomatpuré og hjemmelavet hønsefond - og nu altså kærnemælk. Når det er frosset, popper jeg det over i en plasticbøtte, og så er det bare nemt at hive det ud af fryseren man skal bruge.
Og inden nogen tænker "Nu stopper hun fanme med det stop-spild-af-mad - hvor meget er det lige en dåse tomatpuré koster???"
Så vil jeg bare lige sige at det var et ret stort glas, og det var økologisk (det var fra Heinz gaven fornylig) - og det smider man altså ikke ud.
Nå.

Ranch dressing fra bunden:
knap ½ liter

1 1/4 dl god mayonnaise (jeg bruger Hellmanns)
1 1/4 dl Cheasy Fraiche 6%
2 tsk olivenolie
2 tsk citronsaft
ca. 1 1/4 dl kærnemælk - lidt mere hvis du gerne vil have en tyndere dressing
½ spsk Worcestershire sauce
½ tsk æblecidereddike
2 spsk finthakket purløg
en lille håndfuld finthakket persille
1 tsk hvidløgspulver (eller ½ fed finthakket hvidløg)
1 tsk løgpulver
½ tsk tørrede dildspidser eller 1 spsk finthakket frisk dild
ca. 1 tsk fint salt
friskkværnet peber
en knivspids eller to cayennepeber

Pisk alle ingredienser til og med dild sammen - smag til med salt, peber og evt. cayennepeber.
Lad dressingen trække i køleskabet, gerne et par timer, inden den smages endeligt til - den skal muligvis have lidt mere salt.
Ifølge de opskrifter jeg fulgte, burde den kunne holde i et lukket glas i minimum en uge - her var den væk dagen efter, så jeg kan ikke bevidne om det passer

Ranch dressing  med krydderipulver:

1 spsk tørret persille
2 tsk tørrede dildspidser
2 tsk løgpulver
½ tsk salt
1 tsk hvidløgspulver
1/4 tsk friskkværnet peber

Blend alle krydderier til et fint pulver og opbevar det i et lukket glas.

Når dressingen skal laves, bruger man ca. 2-3 tsk pulver til ca. 1 1/4 dl mayo, 1 1/4 dl Creme Fraiche (6% går fint an), 2 spsk kærnemælk og 1-2 tsk citronsaft. Juster evt. med mere kærnemælk, alt efter hvor syrlig man gerne vil have den, lad den trække på køl hvis der er tid til det, og smag til med salt. (Jeg har med vilje skruet lidt ned for saltmængden i pulvermixet, så man nemmere kan justere saltsmagen i den færdige dressing).
Støder man på en amerikansk opskrift hvor der skal bruges et brev Ranch dressing mix, skulle 1 spsk af pulveret ca. svare til dette - men det er så uden kærnemælkssmagen.
Man kan i øvrigt også sagtens bare bruge pulver og Creme/Cheasy Fraiche og lidt ekstra salt - så bliver det ikke helt en Ranch dressing, men mere en urtedressing. Men det fungerer også udmærket.


Konklusion:

Hvis jeg har tiden, så er der ingen tvivl om at jeg vil lave dressingen fra bunden, og lade den trække nogle timer, eller gerne til næste dag før den bruges. Den er rigtig god, både til salat (skal måske så være lidt tyndere), og som dip til grøntsager eller chips.
Men pulverudgaven er bestemt heller ikke ueffen når det skal gå hurtigt, og synes man den mangler lidt smag, kan man jo give den et skud frisk purløg og dild.
Sidstnævnte er allerede lavet et par gange siden, både som dip til chips, og som dressing til en burger.
Det blev godkendt højere sted fra.