Jeg ved ikke hvorfor jeg kom til at tænke på mandelessens i midten af januar - men det affødte tanken om hvorvidt man mon selv kunne producere noget der lignede - om ikke essens, så ekstrakt (jeg har ikke gidet sætte mig ind i hvad forskellen mellem disse to betegnelser er, så eftersom alt andet jeg har lavet med vodka-der-skal-trække-smag-ud-af-noget er blevet kaldt ekstrakt, så bliver det samme tilfældet med dette).
Mandelessens er noget af det kunstige stads der meget hurtigt kan blive for overvældende, hvis der kommer for meget i. Og jeg har specielt et lidt anstrengt forhold til det, efter at have smagt en Niederegger marcipanlikør, der lugter gennemtrængende af lige netop mandelessens.
Men hvis man nu kunne lave en ekstrakt der var lidt mere anvendelig, og som måske også kunne bruges i ris a la manden, så var jeg villig til at give det et forsøg.
Nu hvor tanken var opstået, så var det nærliggende at gå videre til hasselnødderne - og selvfølgelig var den idé heller ikke ny - men så slap jeg jo også for selv at finde frem til fremgangsmåden.
Andre havde heldigvis fået idéen før mig, så jeg fandt en del fremgangsmåder på engelsk. Fælles for dem var at der blev brugt ca. 1 del mandler/nødder og 2 dele spiritus - enten vodka eller cognac. Da vi ikke ejer cognac, men til gengæld en del vodka, så var valget nemt.
Her skulle der så have været en opskrift/fremgangsmåde på hvordan jeg bar mig ad - men nu ca. 7-8 uger efter projektet blev sat i gang, og ekstrakterne skulle være færdige, må jeg indse at det blev et af de projekter der ikke blev vellykkede.
Sidste weekend fik jeg siet begge blandinger, og stod tilbage med to flasker indeholdende vodka, godt nok med en aroma af henholdsvis mandler og nødder, men uden den store smag, udover vodka.
Jeg ved ikke om det vil kunne bidrage med noget smag i feks. kager eller kaffe - men da jeg prøvede at putte noget med nød i min skyr til morgenmaden, så smagte det af skyr og vodka. Ikke andet.
Håber ikke der var nogen der blev mistænksomme på arbejde.
Jeg har ikke hældt det ud - om ikke andet kan det vel bruges i en drink, hvor det ikke gør noget der er lidt nødde- eller mandelsmag.
Efter ekstrakterne blev siet, stod jeg jo så med en stor portion hakkede mandler og nødder, som jeg ikke kunne få mig selv til at smide ud (stop-spild-af-mad er blevet en stor del af hverdagen her, selvom det ikke lykkes 100% at efterleve det). Men hvad laver man lige med sådan en portion, der stinker heftigt af sprut?
Jeg kom til at tænke på en nødde-kage som min mor tit har lavet - meget simpel kage med hakkede nødder, sukker og æggehvider. Gad vide om de kunne bruges til sådan en?
Samtidig kom jeg til at tænke på en fødselsdag vi var til i familien i vinters, hvor vi fik en nøddekage med TUC kiks i - og da vi tilfældigvis havde TUC i skabet, så var missionen klar - en TUC kage med nødder og mandler - og forhåbentlig ikke alt for meget vodka-smag.
Jeg søgte lidt på TUC kage og fandt denne her i Din Debat - men jeg havde en del flere nødder og mandler og mindre æggehvide, så det endte med at jeg brugte alle nødder og mandler, til æggehviderne ikke kunne trække mere, og så prøvede jeg mig lidt frem med sukkermængden.
Der kom desuden chokoladeknapper i, og så lavede jeg en lille tærte i min yndlings-metalform med løs bund, og resten som portionskager i min nye Mini-Gugelhupf form som jeg fik i værtindegave fornylig. Det gav nogle små fine kager med et hul i midten der kan fyldes med gode sager.
Hvis man har nogen.
Tærten blev frosset ned.
Gugelhupf'erne var væk næste dag.
TUC-kage med nødder og mandler:
2½ æggehvide (jeg brugte pasteuriserede)
150 g sukker
450 g mandler og/eller nødder
12 knuste TUC kiks
2 spsk vaniljesukker
75 g mørk chokolade (knapper 57%)
1 spsk bagepulver
Varm ovnen op til 175 grader almindelig varme.
Æggehviderne piskes stive og sukkeret piskes med til det begynder at blive opløst.
Vend mandler, nødder, kiks, vanilje, chokolade og bagepulver forsigtigt i til det hele er netop blandet.
Smør formen(e) med sprayfedt eller smør og hæld dejen i. Bag kagerne i ca. 30 minutter til de er gyldne og virker faste.
Kagerne tages forsigtigt ud af formene og køler af på en rist. Serveres feks. med is, eller frisk frugt og flødeskum.
Konklusion:
Jeg var jo allermest spændt på om alkohol-dunsten ville forsvinde under bagingen - noget tydede på det, da jeg halvvejs henne i bagningen åbnede ovnlågen, og var ved at indånde en promille på 1.0. Lad os bare sige at der var en kraftig vodka-aroma i luften.
Jeg var også spændt på om mængdeforholdet af de forskellige ting ville passe sammen, når jeg nu havde sjusset mig en del frem til det - men det hele var en positiv overraskelse.
Kagerne smagte rigtig godt, og IKKE af alkohol. Man kunne dog ikke rigtig smage TUC kiksene, så der må gerne komme flere i en anden gang.
Altså ikke at jeg planlægger at lave flere vodka-befængte nødder og mandler igen foreløbig - men jeg kunne godt finde på at bage kagen igen.
Bare med helt almindelige nødder og mandler.
Spændende indlæg. Jeg synes det er rart at der også er plads til indlæg om ting der ikke lykkedes :-)
SvarSletLinda: Jeg er helt enig - vi kan jo godt prøve at bilde os selv ind at alle madbloggere altid laver perfekt mad og får fejlfri resultater. Men det skulle godt nok undre mig hvis ikke de fleste oplever noget i retning af dette. Jeg har ikke skrevet så meget om når det går galt førhen, men det vil jeg nok overveje fremover. I hvert fald hvis der kan komme noget positivt ud af det trods alt (som i kagerne).
Sletmums det ser jo dejligt ud :D
SvarSletHar et spørgsmål der ikke helt har noget med dette indlæg at gøre :) jeg ønsker mig brændende en ismaskine men ved ikke hvilken jeg skal vælge ? hvilken ismaskine har du og er den meget dyr ? har en i forvejen men den har problemer når ismassen bliver for tynd, så vil den ikke rigtig fryse det :)
håber du kan hjælpe mig :D for jeg ELSKER is :D
Anonym: Jeg kan godt forstå du gerne vil have en ordentlig ismaskine - det er bare skønt at kunne lave lige nøjagtig den smagsvariant man bedst kan lide!
SvarSletJeg skrev på et tidspunkt en slags anmeldelse af vores til en FB ven, så jeg har lige kopieret og rettet lidt til, så du kan se hvad jeg mener om vores, som er en Nemox Gelattissimo Exclusive (du kan bla. se den her: http://www.gelateria.dk/65-nemox-gelatissimo-exclusive.html
Vi købte vores i en netbutik i Italien, men den er efterhånden kommet så langt ned i pris at den fås lige så billigt herhjemme - jeg mener vi gav mellem 2700 og 2800, og du kan i hvert fald få den til 2900 i linket ovenover.
---
"Det der er mest "træls" (for så stort et problem er det heller ikke) er at pinden sidder i midten af skålen når man skal have isen op af den - selve rengøringen er meget nem. Jeg skyller bare skålen i meget varmt vand, og lader den dryppe af på et viskestykke, som altid ligger ved siden af. Det samme med rørepind og låg.
Man kan lave isen i både den inderste faste skål, og den udtaglige skål - vi laver kun i den udtaglige, da rengøringen i den faste er noget mere bøvlet, da man (som navnet antyder) ikke kan tage den op.
Men jeg vil også mene man sagtens kan nøjes med at bruge den udtaglige, selvom man skal lave flere slags is lige efter hinanden - det er nemt at skylle af.
Der er en anden Nemox model, hvor motoren og røremekanismen sidder i låget - og den var vi egentlig hooked på først. Men jeg læste en del anmeldelser, hvor det fremgik at motoren ikke er så stærk, fordi den sidder i låget - og jeg synes også det virker mere robust at den sidder nede i selve maskinen (uden at jeg i øvrigt har noget at have det i).
Alt i alt - eneste minus jeg kan finde, er at man skal kringle sig uden om pinden i midten når man skal have isen op - og det kan vi altså sagtens leve med. Det er samme princip på Musso, så det vil du ikke engang få for de godt 3000 ekstra
Til gengæld undgår du at skulle hælde spiritus i Musso - det skal man i vores, for at skabe kontakt mellem den faste og udtaglige skål. Vi bruger en flaske Bacardi Limon som vi ikke drikker alligevel Sprutten skal lige skiftes efter 2-3 ganges brug, da alkoholen fordamper, men det er nemt nok med lidt køkkenrulle.
Jeg kan ikke huske hvad Nemox modellen med motor i låget hedder - men kig evt. på www.iselsker.dk - der er links til en del maskiner, og også til den italienske netbutik hvor de er billigst".
---
Håber du kan bruge det til lidt :-)
P.S. Musso maskinen som jeg nævner, kan du bla. se her: http://shop.lagondola.it/product.php?pid=2&nav=¤cy=9 - det skulle være virkelig kram, men den er altså også noget dyrere.
SletNogle sværger til Nemox, andre til Gaggia eller Simac mærket - vi er godt tilfredse med Nemoxen, og har endnu ikke oplevet at der var noget den ikke kunne.
Man kan også få nogle billigere modeller med kompressor, men dem har jeg ingen erfaring med, så der kan jeg ikke anbefale noget...