Flere billeder længere nede
I torsdags måtte det være tid igen til at lave en ordentlig gang aftensmad. Onsdag blev det kun til grillede pølser og en færdigkøbt kartoffelsalat, og mandag og tirsdag kan jeg ikke engang huske hvad vi fik - så det har sikkert ikke været værd at skrive om.
Jeg blev inspireret af NYBH's indlæg om pastasalat med fetadressing, for der stod lige en rest af en fetablok i køleskabet. Det er sjældent vi når at få en hel blok spist inden den bliver for gammel, så al tilskyndelse til at få den brugt er velkommen. Jeg brugte lidt mere olie og andre krydderurter i dressingen, og puttede også andre grøntsager i salaten.
Kød skulle der jo også til, så da jeg, mere eller mindre ubevidst, er i gang med projekt tøm-fryser-for-halv-gamle-sager, kom de sidste to stykker kyllingebryst en tur på grillen. De har det dog med at blive for tørre når vi ikke gør noget ved dem, så i dag skulle min marinadesprøjte, som jeg købte i USA, indvies.
Jeg fandt en opskrift på injektionsmarinade og så var det ellers bare at sprøjte løs i brysterne - altså kyllingens. Det meste af marinaden fes dog ud igen, men det gav alligevel lidt - se mere under Konklusion.
Sidste del af trekløveret i menuen blev en rest foccaciabrød fra fryseren.
Grillet kyllingebryst med injekseret marinade:
2 stk. kyllingebryst
Marinade:
ca. ½ dl æblecider
1 spsk æbleeddike
1 spsk vand
1½ tsk Worcestershire sauce
1½ tsk lys sirup
Der skulle også have været en pulveriseret rub i, men jeg var bange for den ville sidde fast i sprøjten, så det blev uden denne gang.
Ingredienserne blandes sammen og sprøjtes ind i kyllingekødet. En del af det vil løbe ud igen, så husk en tallerken under!
Kyllingen steges som normalt, til den er gennemstegt. Jeg penslede desuden med en stærk chilisauce og krydrede med salt og peber.
Pastasalat med fetadressing:
ca.4 personer250-300 g tørret pasta, kogt al dente med rigeligt salt, og skyllet under koldt vand så det hurtigt køler af (jeg gør altid sådan hvis der ikke er tid til at køle pastaen af i køleskab inden spisetid - hvis man har saltet vandet tilstrækkeligt, smager pastaen stadig af noget, selvom man skyller den)
1 lille finthakket rødløg
1 rød peberfrugt i tern
5 friske grønne asparges, skåret i mindre skrå skiver (husk at knække den træede ende af)
et par store håndfulde friske babyspinatblade, skyllede og grofthakkede
Den afkølede pasta blandes med grøntsagerne.
Fetadressing:
½ dl + 1 spsk rapsolie
100 g god feta (jeg bruger næsten altid en fra blok, hvis den skal blendes)
saft af ½ citron
1 spsk dijonsennep
1 fed hvidløg
1 håndfuld frisk basilikum
2 spsk frisk purløg (jeg havde hakket et ordentligt bundt i forvejen, fordi planterne trængte til at blive studset lidt, så det lå allerede i fryseren til en gang i vinter hvor frisk purløg koster en halv arm)
friskkværnet peber
Blend alle ingredienser grundigt, og juster evt. med olie, så konsistensen passer som en dressing til pastaen. Smag til, evt. med lidt mere citronsaft og peber, og måske et lille drys salt.
Vend dressingen i pastaen og server med det samme. Hvis den får lov at stå i længere tid, vil pastaen suge det meste af dressingen, og jeg kan godt lide den stadig er lidt "våd".
Konklusion:
Som det nok kan ses af billedet længere nede, og som allerede nævnt ovenfor, så sev det meste af marinaden ud af kyllingen igen - men der må alligevel være sket et eller andet, for jeg synes faktisk at kødet blev mere saftigt og mørt end det plejer, når vi bare steger det almindeligt. Så det skal helt sikkert prøves igen, næste gang måske med den hele kylling der ligger og venter i fryseren. Det eneste man skal sørge for er, at der ikke er klumper i marinaden, for så kan den hverken suges op af sprøjten, eller sprøjtes ud igen. Jeg havde først lavet en med blendede tørrede krydderurter i olie, men den røg i vasken, for selvom urterne var pulveriserede, så satte de sig alligevel fast i sprøjten.
Pastasalaten blev rigtig god. Da jeg smagte på dressingen syntes jeg godt nok den smagte lige rigeligt af sennep, men da først den blev blandet med pasta og grøntsager, gik det op i en højere enhed, så den kommer helt sikkert på programmet igen, når der er en rest feta der skal bruges. Og selvom Lækkermåsen nu engang mest er til varm mad, så syntes han også godt om den. Som nævnt længere oppe er den dog, efter min mening, bedst når den lige er blandet, så pastaen ikke når at suge for meget af dressingen - men det er jo et smagsspørgsmål.
Billeder:
Dressingen til pastasalat blendes
Marinaden suges op i sprøjten
Marinaden sprøjtes ind i kyllingen, til det ryger ud igen
Den færdige pastasalat
Min tallerken
Ingen kommentarer:
Send en kommentar