onsdag den 6. oktober 2010

Opskrift: Pesto, parmesanpita-chips, ostestænger og pizza fra bunden - og så en masse rødvin

 
I lørdags havde vi inviteret et hold vin-kyndige venner til at være med til at rydde op i vores skab med vin. Vi har ikke selv en dyt forstand på det, men er dog begyndt at gå mere op i at købe en god vin til lidt dyrere penge, i stedet for, som vi var slemme til før, mest at gå efter prisen.
Vi ville derfor gerne have et par råd med på vejen til hvad der var værd at gemme i vores beholdning - når vi har fået en flaske her og der er den bare røget i skabet uden at vi har undersøgt om den kunne gemmes, og det resulterede så også i, at der var nogle flasker, som ikke var så meget værd længere.
Til gengæld fandt vi så også ud af, at de Amarone vine vi så småt er begyndt at købe nogen af, faktisk har bedst af at blive gemt nogle år endnu - så det må vi jo så se om vi kan praktisere. Nu er de i hvert fald lagt i en skuffe i en mørk og kølig kommode - så håber vi de holder indtil de er gode at drikke.

Meningen var at vi så også skulle have åbnet et par flasker vi var i tvivl om, så derfor skulle der lidt spiseligt til da de kom midt på eftermiddagen.
De havde deres to børn med, så mest til dem var der lidt sødt i form af de sidste chocolate chip cookies og Futura melon skåret i mindre stykker, og af det salte havde jeg bestemt mig til at lave pesto, og dertil parmesan-pitachips, plus nogle ostestænger vi fik til det seneste grill-træf vi var til og som jeg havde fået en opskrift på, og så havde jeg købt lidt saltede nødder.
Aftensmaden blev pizza på bagesten i grillen.

Pesto:

2 store bundter basilikum inkl. stænglerne, skyllet og tørret (købt i Rema, så det er den størrelse "stor" vi snakker om)
40 g pinjekerner
40 g usaltede cashewnødder
3 fed hvidløg (10 g nettovægt)
100 g friskrevet parmesanost (jeg kværner osten for sig selv først i en god minihakker)
3 dl jomfruolivenolie
salt og peber

Pinjekerner og cashewnødder ristes på en pande til de begynder at tage farve.
Basilikum, kerner og nødder, hvidløg, den for-revne parmesan og ca. 2 dl af olien blendes til en jævn masse. Der tilføjes evt. mere olie hvis man ønsker den tyndere (det gjorde jeg, så derfor kom der en ekstra dl i).
Pestoen smages til med salt og lidt friskkværnet peber - jeg vil tro jeg brugte ca. 1-1½ tsk salt.

Ostestænger:

2 dl vand
50 g smør
1½ dl hvedemel
2 æg
100 g revet Cheddarost, eller anden lagret ost (jeg brugte en cheddar med Jalapeño i, som jeg fandt i Bilka for et stykke tid siden)
½ tsk salt

Vand og smør koges op i en gryde - melet tilsættes og der piskes nu kraftigt til dejen slipper grydens sider og melet er pisket helt ud.
Gryden tages af varmen, hvorefter æggene tilsættes 1 ad gangen, og der piskes kraftigt ind i mellem. Tilsæt til sidst ost og salt og pisk igennem igen.
Varm ovnen op til 200 grader alm. varme. Dejen hældes i en sprøjtepose og sprøjtes ud på bagepapir til ca. 10 cm lange stænger (lav lidt mellemrum imellem, da dejen hæver lidt op).
Stængerne bages i ca. 25 minutter og køles af på en bagerist. Kan spises kolde, eller lunes lidt i ovnen igen, og serveres med pestoen.

Parmesan-pitachips:

Jeg fulgte samme mængde og fremgangsmåde som her, men blandede denne gang ca. 1 spsk friskhakket oregano i olieblandingen, dryssede med flagesalt i stedet for urtesalt, og puttede lidt mere parmesanost på.
De fik desuden kun 13 minutter i ovnen i stedet for 15, og det gav lidt bedre (og knap så tand-farligt) resultat, selvom et par stykker stadig nåede at blive rigeligt brune.

Pizza:

Dej:
5 portioner pizzadej efter denne opskrift, - de har været en tur i fryseren, så de blev optøet i køleskab i ca. 1 døgn, og lå derefter ved stuetemperatur i ca. 2 timer (hvilket nok viste sig at være en fejl)..

Tomatsauce:
1 glas hjemme"syltede"/henkogte cherrytomater med hvidløg og krydderurter (eller 1-2 dåser flåede tomater af god kvalitet)
3 fed finthakket hvidløg
2 finthakkede skalotteløg
1-2 tsk sukker
ca. 1 spsk friskhakket timian
salt og friskkværnet peber

Det hele koges ind på en pande, til al væden er væk (tog ca. en time), og smages til med salt og peber. Afkøles lidt, og blendes derefter til en jævn sauce. Gemmes i køleskab til den skal bruges.

Fyld:

tørret skinke
krydret oksekød i tynde skiver (købt i Rema)
pølser i tynde skiver
tynde skiver oksespegepølse (i stedet for pepperoni)
mozarella og pizzaostblanding (IKKE topping - men rigtig ost)
friskhakket oregano
frisk hvidløgsflødeost i små klatter
løgringe
chilisauce
pesto

Vi lavede en pizza af gangen, og fyldte hver især lidt af det på, vi gerne ville have.

Konklusion:

Pesto: Hvad skal jeg sige - udover MUMS! Det er desværre alt for mange år siden jeg har prøvet at lave pesto selv, og selvom jeg har smagt den hjemmelavede slags siden da, så burde man bestemt gøre det noget oftere - hvis bare ikke de pinjekerner var så dyre...
Der blev spist en stor del af den portion jeg fik lavet, men resten har jeg frosset ned i en isterningebakke, så der lige er en smule til en sauce eller lignende en dag hvor det hele bare er kedeligt.

Ostestænger: Super gode og med fin ostesmag. Jeg brugte usaltet smør da det lige var det jeg havde, og puttede derfor 1/4 tsk ekstra salt i, og det passede fint mht. saltsmagen også.

Pitachips: Det fungerede godt med oregano og mere ost, og lidt kortere bagetid - men der skulle nok have været lidt mindre salt på, da den ekstra ost også gav saltsmag. Men så fik man da styret sin salt-lyst...

Pizza: Dejen skulle IKKE have været ude af køleskabet før den skulle bruges - den var stort set umulig at trykke ud med fingrene som jeg ellers har gjort, så jeg brugte kagerullen, og det fungerede også ok.
Men næste gang vi skal have pizza, bliver det nu nok uden frysning først, og så direkte fra køleskabet.
Bundene blev også meget tynde pga. udrulningen, så de var lidt svære at håndtere, men smagen var der sådan set ikke noget i vejen med. De forskellige tynde kødstykker passede fint, så alt i alt synes jeg det smagte godt, og den grove durummel fungerer meget, meget bedre end den fine, og smager ikke så mel-agtigt - så jeg er glad for vi fik fat i den :-)

Billeder:

 Pinjekerner og cashewnødder ristes


Færdig forårsgrøn pesto


Dejen til ostestænger - jeg tror det ligner en vandbakkelsesdej, uden at jeg nogensinde har prøvet at lave en sådan


Osten til ostestængerne


Jeg så et tip på nettet om at sætte sprøjteposen i et stort glas, mens man fylder dej/frosting/hvadsomhelst i posen - så har man begge hænder frie (jeg har en rigtig sprøjtepose, men gad ikke svine den til den dag, så en Ziploc fungerede fint)


Ostedejen sprøjtet på bagepapir - man kan også sprøjte det tæt sammen så det bliver større, flade "kager" - det var sådan vi fik dem første gang, men jeg synes de mindre stænger passede lidt bedre


De færdige ostestænger


Pitabrød er klar til at blive skåret til chips


De færdige pita-chips


Chips og pesto


Det var denne beholdning vi skulle have sorteret ud i


Tomaterne til pizzasaucen


Den færdige tomatsauce


Det roder lidt med sådan et pizza-bageri - jeg har i øvrigt købt ny kagerulle, efter at Lækkermåsen brugte den gamle til at rulle asfalt ud med - en silikone/stål sag, som fungerer fint


Et par af pizzaerne inden bagning



Og et færdigbagt stykke med pesto

torsdag den 30. september 2010

Opfølgning på Bornholmerbutikken

Som jeg skrev i går havde jeg en noget utilfredsstillende oplevelse med at bestille for første gang hos Bornholmerbutikken, men jeg ville lige vente til jeg havde et svar fra dem, før jeg kom med den endelige dom.

Problemet var for det første at jeg havde bestilt 5 pakker groft durummel, men der var kun 2 pakker i kassen, og så var der 3 pakker fint durummel, som jeg IKKE havde bestilt.
Desuden have jeg bestilt en pakke speltmel, som slet ikke var med i kassen, selvom den stod på ordrebekræftelsen.

Der er måske ingen grund til at blive så muggen over en smule durummel, men nu havde jeg jo primært bestilt hos dem for at få den grove durum, da jeg ikke har kunnet finde den andre steder, og så havde jeg oven i købet bestilt for over 500 kr. for at få fragten gratis - og så fik jeg kun 2 pakker groft durum.

Mht. fragten, så kom jeg til at betale for den alligevel, så jeg havde skrevet en besked i ordren om de kunne føre beløbet tilbage for fragten, for det måtte jo være en fejl.
Jeg blev så ringet op i går, og fik at vide at det faktisk var en fejl at det stod sådan formuleret, for fragten var kun gratis hvis man bestilte for over 500 kr. +moms! Men det havde de rettet på hjemmesiden nu, og så ville de føre fragtbeløbet tilbage til mig manuelt, for det skulle jeg selvfølgelig ikke belastes for.
Det gjorde de også i går, så det var ikke noget problem - men jeg kan måske godt undre mig lidt over at en butik der sælger til private, overhovedet nævner noget med moms i deres betingelser - hvorfor ikke bare skrive at man skal bestille for 625 kr. hvis det er det de mener. Men lad nu det ligge.

Jeg skrev en lang mail til dem da jeg kom hjem i går, hvor jeg udtrykte min utilfredshed (dog i nogenlunde neutrale vendinger), og foreslog selv at de sendte de manglende pakker durum når de var på lager, og så kunne jeg sende den fine durum retur, hvis de betalte fragten.
I morges kom der så svar fra dem, hvor de undskyldte meget for fejlene - det var simpelthen gået for stærkt med pakningen. De lovede at sende de manglende pakker durum og spelt når det kom på lager, og det fine durum kunne jeg bare beholde som et lille plaster på såret efter den dårlige oplevelse.

Så taget i betragtning hvor hurtige de var til at ekspedere ordren (jeg bestilte mandag aften), og hvor villige de er til at gøre det godt igen, så er der ingen sure miner herfra, og jeg tør godt bestille igen en anden gang.
Dog vil jeg nok forsøge at finde den grove durum lidt tættere på Viborg, for det kan trods alt blive en dyr fornøjelse hvis der skal bestilles for 625 kr. hver gang for at slippe for fragten :-)

onsdag den 29. september 2010

Godter fra Bornholmerbutikken

Da vi var på pizza-kursus i en af grillklubberne i vinters, fandt vi ud af at groft durummel er rigtig godt til pizzabunde (bedre end den fine slags), og da vi har planer om pizza på grillen på lørdag, hvor der kommer  gæster, ville vi gerne have fat i noget af det grove mel.

Jeg har imidlertid ikke kunnet finde det nogen steder i Viborg, men da jeg vidste at der bliver lavet noget på Bornholm, fandt jeg vej (næsten) direkte til kilden og bestilte noget gennem www.bornholmerbutikken.dk, hvor flere forskellige produkter fra Bornholm er samlet i én net-butik.

Jeg bestilte 5 pakker groft durum, og da man kunne undgå fragtgebyr ved at bestille for over 500 kr., bestemte jeg mig til at prøve lidt flere af de ting de sælger (det viste sig så at være en fejl med de 500 kr., men det vender jeg tilbage til senere).

I dag kom der så en pakke til mig med følgende spændende indhold:

1 flaske æblesirup
1 glas blåbærsyltetøj
1 stor flaske økologisk koldpresset rapsolie
2 bøtter Johan Bülow A lakrids med chokoladeovertræk
1 bøtte Johan Bülow nr. 5 lakrids med salmiak, chili og tranebær
2 glas Bornholmersennep (1 almindelig og 1 stærk)
1 pakke økologiske kiks med forskellig smag
5 pakker durummel

Tingene der er kommet ser vældig spændende ud (og jeg er allerede afhængig af lakridserne med chokolade), men desværre var der nogle mangler ved leveringen, som gør at jeg i øjeblikket generelt er utilfreds.
Jeg har skrevet en mail til dem, så når jeg får svar på den (med forhåbentligt positivt resultat), har jeg tænkt mig at komme med min endelige vurdering af butikken og leveringen.

Indtil da kan i lige få et par billeder af det købte:

Æblesirup


Blåbærsyltetøj


Rapsolie


Mmmm lakrids...


Sennep


Bondekiks


Og mel





tirsdag den 28. september 2010

Tip til billige engelske kogebøger (og engelske bøger generelt)

The Rapture

I dag kom der en reklame fra Bog & Idé, hvor jeg fandt en bog jeg godt kunne tænke mig ("Varslet" af Liz Jensen - "The Rapture" er originaltitlen (på trods af det danskklingende navn er hun engelsk, dog med en dansk far)). I stedet for at give 200 kr. for den danske version, gik jeg på nettet til min engelske yndlingsboghandler www.awesomebooks.com og fandt den i en lettere brugt udgave til under 2 engelske pund. Men da man skal bestille to bøger for at få fragten gratis, så måtte jeg jo lidt på udkig efter hvad de ellers havde.

Da mit lager af ulæste krimier/gysere/thrillere er ved at være fyldt op, kastede jeg mig i stedet over kogebogsafdelingen, som jeg egentlig aldrig har kigget i, selvom jeg har bestilt hos dem flere gange før - og hvis man ikke er bange for brugte og engelske, og i nogle tilfælde lidt ældre bøger, så er der altså mange gode ting at komme efter.
Jeg fandt to thai-kogebøger til under 2 pund pr. stk ("Ken Hom Cooks Thai", og "The Essential Thai Cookery: 50 Classic Recipes from Thailand with Step-by-step Photographs"), så om ikke så længe lander der to kogebøger og en krimi/thriller i postkassen til under 6 pund i alt, inkl. forsendelse.

Hermed er tippet givet videre :-)

søndag den 26. september 2010

Opskrift: Dessertruller i rispapir med sirup/mynteyoghurt





Da vi var i Bazar Vest i sommerferien købte jeg rispapir, og jeg har lige siden ledt efter en anledning til at få dem afprøvet.
I dag kom jeg i tanke om at jeg havde set både Klidmoster og Piskeriset lave nogle dessertruller med dette rispapir (tak til jer begge for inspirationen!), og da der lå en mangofrugt i køleskabet som jeg godt kunne tænke mig at få taget hul på, så skulle det prøves som en lille dessert efter dagens reste-biksemad.
Udover mango puttede jeg en rigtig god og "stærk" chokoladeis i fra Møllevang, og et par hakkede chocolate chip cookies, og så dyppede vi i græsk yoghurt rørt med ahornsirup og finthakket mynte.


Dessertruller i rispapir med sirup/mynteyoghurt:
til 2 personer - 4 ruller


4 stk. rispapir
koldt vand
chocoladeis
ca. 1/4 mangofrugt i små tern
1-2 chocolate chip cookies

1 dl græsk yoghurt 10%
2-3 tsk ahornsirup
et par store finthakkede mynteblade


Start med 1 stykke rispapir ad gangen og læg det i blød i koldt vand i ca. 1 minut, til det er helt blødgjort. Læg det på en tallerken eller et skærebræt, og læg først lidt is i lange tynde skiver, ca. på midten af papiret. Læg derefter nogle mangostykker på og slut af med småkagestykker. Der må ikke være for meget fyld på, da det så er svært at få det hele til at blive inde i papiret.
Fold siderne af papiret ind over fyldet, og rul den derefter så stramt sammen som muligt.
Skal enten serveres med det samme, eller, hvis isen når at tø for meget op, kan rullerne lægges på en tallerken i fryseren til isen er nogenlunde frossen igen - men pas på at frugten ikke bliver for hård. (Nu brugte jeg en forholdsvis hård mangofrugt, men hvis man bruger mere moden/blød frugt, er risikoen nok ikke helt så stor).
Pensl evt. tallerkenen med lidt smagsneutral olie inden rullerne lægges i fryseren, da rispapiret ellers kan risikere at klæbe fast til tallerkenen (her taler erfaringen).

Bland yoghurt med sirup og mynte - hold evt. lidt sirup tilbage og smag den til - den skal være lige tilpas syrlig/sød. Lad den gerne trække i køleskab en times tid.

Konklusion:

Som sagt var det mit første forsøg med rispapir, og det gik heller ikke helt smertefrit - på en enkelt af rullerne kom der så meget fyld i, at siderne ikke ville forblive lukkede, så den var umulig at spise med fingrene (det var nu heller ikke så nemt med de andre, så det blev med kniv og gaffel). Og som skrevet klistrede papiret til tallerkenen da jeg stillede den i fryseren, men hvis man udelader isen som fyld er fryseren selvfølgelig ikke nødvendig, og så skulle det problem ikke opstå.
Mht. smagen, så var det supergodt! Det søde og bløde fra isen, det syrlige fra den faste mangofrugt, det lidt knasende fra småkagerne, og det syrligt/søde fra yoghurten udgjorde en perfekt kombination, og der var mange smagsindtryk i forhold til hvor simpelt det egentlig er.
Jeg pyntede med en dusk rosmarin da jeg havde noget liggende fordi det skulle i fryseren til koldere tider, og duften fra rosmarinen indbød faktisk til at inkludere det i retten også - men det "turde" jeg alligevel ikke. Vi har ellers fået en glimrende dessert med rosmarin (blommer i skiver ovenpå butterdej dryppet med honning og drysset med frisk rosmarin, bagt i ovnen og serveret med is), og det var overraskende godt - men det må blive næste gang der skal eksperimenteres med rosmarinen.
Konceptet indbyder i hvert fald til flere forsøg med desserter, men næste gang skal jeg nok lige først have prøvet med grøntsager og kød...

Billeder:


Yoghurt røres med mynte og sirup



Småkager kvæstes


Fyldes lægges på papir


Og de færdige ruller nydes!


Opskrift: Hakkebøffer med bløde løg á la Glæsel, Pommes Anna, honningglaserede gulerødder og hjemmelavet rødvinssauce



Sikke et skønt vejr der var lørdag! Vi fik brugt nogle tiltrængte timer i haven (tiltrængt for både have og ikke mindst krop), hvor jeg fik luget/kultiveret næsten alle bedene (så nu må der godt falde blade ned, så ukrudtet kan holdes væk resten af året), og Lækkermåsen fik gravet ud til et nyt bed til nogle rhododendron vi har fået af en nabo.
I dag er planen at der skal flyttes en dronningebusk som er blevet alt for stor til dens nuværende placering, og vi skal have hentet og plantet en stor græs-plante vi har fået af en anden nabo. Nu får vi så lige se hvad det ender med, for lige nu regner det...


I går til aftensmaden var der stadig rester af fredagens Pommes Anna, så efter en halv time i tænkeboks mht. hvad de kunne gå godt til, faldt valget på hakkebøffer (med lidt ekstra tilsat end man normalt gør i hakkebøffer), hjemmelavet rødvinsssauce, bløde løg á la Glæsel, og nogle honningglaserede gulerødder jeg fornylig fandt en opskrift på, på en amerikansk hjemmeside, www.recipeland.com.
Rødvinssauce tror jeg aldrig jeg har prøvet at lave før fra bunden, så jeg gik på jagt efter opskrifter, og endte ud med en blanding mellem denne fra NYBH, og denne fra foodfanatic.


Hakkebøffer:
6 store bøffer - til ca. 3-4 personer (vi spiste 3 i alt)


1 kg hakket oksekød (det er købt fra en gård, så jeg ved ikke hvor meget fedt der er i)
1 æg
ca. 2 tsk salt
friskkværnet peber
1 spsk chipotle chilisauce


Kødet røres sammen med de øvrige ingredienser, formes til 6 store bøffer, og steges ved god varme i ca. 7-8 min. på hver side, alt efter størrelse. Kan med fordel steges i samme pande som løgene når de er færdige, så løgene får smag af oksekødet også - men pas på at løgene ikke bliver brændte pga. honningen - jeg lagde løgene oven på bøfferne til sidst, for at undgå dette.


Bløde løg á la Glæsel:


3 medium løg skåret i halve ringe (ca. 225 g)
50 g smør
1 spsk. flydende honning
2 spsk. vand
salt og peber

Alle ingredienser blandes sammen i en pande, og steges ved lav-medium til løgene er godt bløde og svundet meget i størrelse - ca. 20-30 minutter.


Honningglaserede gulerødder:
til ca. 2 personer


375 g gulerødder, skåret i lige store stave (det er egentlig babygulerødder der bruges i opskriften, så jeg forsøgte at lave dem nogenlunde samme størrelse)
½ dl vand
1 stor spsk flydende honning
2 tsk smør
salt og peber efter smag
1 spsk citronsaft
ca. 2 spsk hakket persille


Gulerødder, vand, honning, smør og salt varmes op i en gryde ved medium varme, til det simrer. Læg låg på og lad det simre videre til gulerødderne er knap møre, ca- 7-10 minutter alt efter størrelse. (Hvis man godt kan lide gulerødderne med ekstra bid i, forkorter man bare simre-tiden).
Tag låget af gryden og kog videre under omrøring til vandet er fordampet, og væsken ligner en sirupsagtig glaze - ca. 5 minutter, Pas på det ikke brænder på, for lige pludselig går det hurtigt! 
Tilsæt citronsaft og peber og kog yderligere lidt ind et par minutter.
Hæld gulerødderne i et fad (inkl. vædden der er tilbage) og drys persille over lige inden serveringen. De kan serveres helt varme, eller lune (jeg gjorde det sidste, da jeg ikke lige kunne få det timet helt, så alt blev færdigt på samme tid).


Rødvinssauce:
til ca. 3-4 personer der godt kan lide sauce


3 spsk rørsukker
2 spsk rapsolie
2 finhakkede rødløg
4 fed hvidløg, pillede og mast med den flade side af en stor kniv (kunne også bare finthakkes)
1 stor gulerod skåret i små tern
1 lille porre i tynde ringe
timian og rosmarinstilke (ca. 5-6 timian og 2-3 rosmarin)
4 dl rødvin (jeg brugte en, efter vores mening, god Amarone, som vi drak resten af til maden - måske lidt "spild" at bruge så god en vin i maden, men vi får sjældent drukket en hel flaske selv, og desuden er der vist mange der mener at man ikke bør bruge en vin i sin sauce, som man ikke ville drikke til maden - og det giver jo egentlig god mening). 
5 dl oksefond (1 "terning" fra Fond du Chef og 5 dl vand)
1 spsk Chipotle chilisauce
salt og peber
jævning af Maizena og vand

Sukkeret smeltes forsigtigt i en gryde, og når det er helt smeltet (uden at branke), tilsættes olien, og det varmes godt igennem, hvorefter grøntsager og urter tilsættes. Sukkeret vil med stor sandsynlighed danne klumper ligesom når man laver brune kartofler, men det smelter igen når vædden kommer i.
Lad det svitse i nogle minutter til grøntsagerne begynder at falde lidt sammen, og tilsæt så rødvinen.
Lad det simre ved svag varme til rødvinen er kogt ind til lidt over halvdelen (det tog ca. 3 kvarter at koge de 4 dl ind til 2½).
Sortér grøntsagerne fra i en sigte, og pres så meget saft ud af dem som muligt for at få mest mulig smag med.
Hæld den siede sauce tilbage i gryden, tilsæt oksefonden, og lad det koge yderligere ind så smagen bliver kraftigere.
Når smagen er tilpas (tror det tog yderligere en lille halv time), tilsættes Chipotle sauce, og der smages til med salt og peber, og til sidst jævnes saucen med Maizena til ønsket konsistens og koges op igen, og er derefter klar til servering.
(Jeg ville gerne have prøvet om det kunne lade sig gøre at jævne med en smørklat, men det har jeg aldrig prøvet før, så jeg turde ikke satse på det - jeg kan godt lide sauce der hænger ved kartoflen (selvom nogle måske vil mene det så hedder SOVS), og jeg synes Maizena er fint at bruge til det, da det er nemt at røre ud, og det smager ikke igennem, ligesom mel kan gøre).


Konklusion:


Løgene er bare gode - jeg har lavet dem før, og de er en sikker succes.
Gulerødderne blev også vellykkede - det er en forholdsvis nem måde at få lidt ekstra smag til dem, i stedet for kun salt og peber - næste gang tror jeg også jeg vil prøve med lidt timian. Og det gør det ekstra nemt at de både kan serveres varme og lune, så man ikke behøver stå og svede for at få dem færdige i lige det rette øjeblik.
Saucen var rigtig god - jeg ved ikke om der er nogle "regler" for hvad man putter i en rigtig rødvinssauce, men det gav lige lidt ekstra med Chipotle saucen, og balancen mellem smagen af vin og fond var tilpas. Måske et skvæt fløde også havde været godt, men det havde jeg ikke.
Det er dog heller ikke lige en sauce jeg ville sætte over en almindelig hverdag - det tager den for lang tid til. Men en dag hvor der virkelig skal kræses for saucen, så er den perfekt. Og så kan man passende lave en ekstra stor portion og fryse det overskydende ned, så det er nemt på en almindelig hverdag, hvis lysten melder sig. Det fortryder jeg også lidt nu at jeg ikke gjorde i går.
Bøfferne smagte ikke voldsomt igennem af de ekstra tilsatte ting, så der måtte lige et drys salt på inden den var der - men de var gode og saftige.
Alt i alt en rigtig lækker aftensmad på en lørdag aften...

Billeder:

Gulerødder varmes op med honning, vand og smør


Klar til servering


Løg steges bløde


Og lægges på bøfferne mens de steges færdige


Grøntsager til rødvinssaucen


Amaronen vi brugte til saucen


Rødvinen reducerer


Den siede sauce koges færdig


Min tallerken (og nej, jeg nøjes ikke med den smule sauce der ligger på tallerkenen her - det er kun for at billedet skal se nogenlunde pænt ud, så jeg pøser en masse ekstra på når billedet er taget :-)


fredag den 24. september 2010

Opskrift: Filodejs-indbagt laks med ærtemos, Pommes Anna og creme fraiche sauce


Jeg har lige opdaget at blogspot nu giver mulighed for at uploade og indsætte flere billeder på én gang - det var dog den bedste nyhed til dato!

Nå men mht. dagens aftensmad, så fik jeg et par ugeblade med fra min mor, da vi var hjemme til fødselsdag sidste weekend, og i Hjemmet nr. 33/2010 fandt jeg en opskrift på laks indbagt i filodej med ærtemos. Den hev jeg straks ud, med tanke på den pakke filodej jeg i et stykke tid har haft liggende i fryseren uden noget at anvende den til, og ligeledes de frosne laksestykker der lå i samme fryser.
Jeg ændrede lidt på lakseopskriften, og tilsatte lidt chilisauce, salt og peber, og desuden sprødstegt bacon, og så penslede jeg med olie i stedet for æggehvide. Men derudover ligner den originalen ret godt.

Tilbehør blev Pommes Anna - der var indkøbt en pose kartofler for noget tid siden, som snart kunne have set bedre dage, og så skulle der bare prøves noget nyt, i stedet for de sædvanlige bagte/kogte versioner.
Der skal dog startes i god tid med kartoflerne, så de blev gjort klar og bagt i går, så de bare skulle varmes i dag.

Filodejs-indbagt laks med ærtemos:
3-4 personer

4-500 g renset laksekød (jeg brugte nogle frosne lakse"bøffer", eller hvad man nu kalder dem - de er skåret på tværs af fisken så rygbenet er med, så de skulle derfor lige renses for en del ben. Ikke en type jeg køber igen, tror jeg, specielt ikke med tanke på hvor panisk Henrik er overfor fiskeben...)
salt og friskkværnet peber
250 g optøede fine ærter fra frost
2 fed hvidløg
0,75 dl creme fraiche 18%
2 tsk Chipotle chilisauce
4 ark filodej
1 pakke baconskiver
olivenolie til pensling

Filodejen optøes på forhånd iflg. vejledningen på pakken.
Baconskiverne klippes i mindre stykker og steges sprøde - drypper af på køkkenrulle på en tallerken.
Ovnen tændes på 220 grader.
Laksen skæres i lidt mindre stykker. Ærterne blendes grundigt med hvidløg og creme fraiche, og smages til med chilisauce og salt og peber.
Et stykke filodej foldes ud og lægges på et skærebræt eller på bordet. Resten af dejstykkerne lægges under et fugtigt viskestykke til de skal bruges (ellers tørrer de ud).
Dejstykket pensles over det hele med olie (eller æggehvide). Laksen lægges på midten af dejen, derpå et par skefulde ærtepuré, og endelig baconstykker. Dejen foldes forsigtigt omkring fyldet og lægges med samlingen nedad i et smurt fad, eller på bagepapir i en bradepande, og pensles over det hele med olie.
Når alle "pakkerne" er klargjort, bages de i ovnen i ca. 15-20 minutter ved 220 grader.

Pommes Anna:

ca. 1½ kg kartofler, skrællede og skåret i meget tynde skiver (jeg brugte rivejernet hvor der er den der skive-dims man også bruger til agurker - det går selvsagt hurtigst hvis man bruger ret store kartofler)
smeltet smør
salt og friskkværnet peber
frisk finthakket timian

Kartoffelskiverne lægges først i ét lag i en springform, et ovnfast fad eller lignende - de skal overlappe hinanden lidt.
Kartoffellaget pensles med smør og drysses med krydderier, hvorefter man gentager med kartofler, smør og krydderier til kartoflerne er brugt. Jeg er ikke sikker men jeg tror jeg nåede op på 8-9 lag inden jeg ikke gad mere.
Kartoflerne sættes nu i ovnen ved 200 grader i ca. 50-60 min. under pres. Jeg lagde først bagepapir på, derefter en rist fra den bradepande kartoflerne lå i, og ovenpå den et par tunge fade. Det passede perfekt.
Når kartoflerne er møre (mærk efter med kødnål, strikkepind eller lign.), køles de af og sættes i køleskab til dagen efter, stadig under pres. (De må dog gerne køle af uden bagepapir, så der ikke dannes kondens).
Når de skal spises, skæres de i passende stykker i bradepanden/formen, og varmes på bagepapir i en 225 grader varm ovn i ca. 15-20 minutter (de fik samme tid som fisken, og det passede fint).


Creme fraiche sauce:
(den blev lavet ret meget på slump, så det er ca. mål der kommer)


et par dl Cheasy eller Jersay fraiche
ca. 2 spsk A38
ca. 1 dl af ærtepuréen
ca. 2 spsk sød chilisauce
salt og friskkværnet peber

Konklusion:

Jeg starter med kartoflerne - de blev rigtig gode, og gav også ros fra gemalen. Jeg havde brugt salt og peber på hvert lag, og timian på ca. hvert andet lag, og peberet gjorde faktisk at kartoflerne næsten smagte af chili, så peber-stærke blev de. En anden gang vil jeg nok bruge lidt mindre peber, og måske lidt mere salt - men alt i alt var de en succes, omend det er noget omstændeligt. Jeg har i hvert fald fundet ud af at jeg IKKE skal bruge små kartofler næste gang - det tager for lang tid.
Laksepakkerne blev sådan set udmærkede, efter min mening - men de kom bare hurtigt til at smage for meget af fisk, og det er selvfølgelig naturligt i og med at der er fisk i - men det er altså grunden til at vi desværre sjældent får det spist. Bacon kunne man ikke rigtig smage.
Lækkermåsen var ikke begejstret for dem - om det var filodejen eller laksen kunne han ikke rigtig fortælle, så jeg tror ikke de bliver lavet lige med det fyld igen.
Og så skal jeg måske lige indskyde at det var mit aller-første forsøg med filodej - og det gik ikke ubetinget godt. Jeg havde glemt at tjekke hvor tidligt de skulle lægges til optøning, så det blev en ekspresoptøning under et vådt viskestykke, og der var flere af dem der gik meget i stykker da jeg forsøgte at vriste de halvfrosne dejstykker fra hinanden. Det lykkedes mig dog at få dem pakket nogenlunde sammen så fyldet ikke løb ud (med et tabstal på kun én ud af 5), men det kræver lidt bedre forberedelse næste gang jeg skal forsøge mig med det.

Billeder:

Kartofler lægges i bradepande med krydderier


Sådan ser de ud færdigbagte


Filodejens tabstal: 1 stk.


Fyld lægges på filoen


Kartoffel-Anna og laksepakker klar til ovnen


Færdig fra ovnen


Min tallerken


Her kan man tydeligt se kartoffel-lagene