tirsdag den 21. september 2010

Opskrift: Græsk farsbrød med snydekartofler, gulerodsstænger, tzatziki og parmesan-pitachips




Jeg havde af en eller anden grund lyst til græsk farsbrød i sidste uge, og det var meget passende med 1 kg hakket lam i fryseren, som nok snart trængte til at blive brugt.
Så i lørdags hvor der var ordentlig tid til at stå i køkkenet, skulle det være.

Mange kender nok Arlas/Karolines opskrift (som åbenbart er fra før tzatziki blev et kendt ord - den bliver nemlig serveret med det de kalder agurkesalat!) - men jeg søgte desuden lidt på udenlandske sider og fandt frem til denne opskrift som skulle være autentisk græsk, i hvert fald ifølge beskrivelsen.
Så min version er lidt et mix af de to. Jeg har blandet ris i for at strække farsen lidt, ligesom Arla, og har ellers blandet lidt mht. fyld og krydderier.

Tilbehøret blev selvfølgelig tzatziki - og efter at have fået SÅ lækker cremet og fuldfed tzatziki på Kreta, har jeg lovet mig selv at jeg ville lave det kun med 10% græsk yoghurt næste gang, og ikke med almindelig yoghurt naturel, som jeg tit har gjort for at spare lidt på fedtet (og pengene).
Jeg havde også de bedste intentioner om at lave en gang halve kartofler bagt i ovnen, penslet med olie og drysset med krydderier, men tiden løb simpelthen fra mig. Så hvad så?
Ja så var der tilfældigvis lige nogle poser frosne kartoffelbåde i fryseren, så de kom i ovnen sammen med lidt olie og krydderier.
Desuden fik vi rå gulerodsstænger, og så skulle jeg finde en eller anden form for brød-tilbehør. På www.goodhousekeeping.com  hvor jeg fandt den udenlandske opskrift på farsbrød, faldt jeg over parmesan-pita chips, og selvom de måske ikke er så autentisk græske, så lød de så gode at jeg var nød til at prøve.

Græsk farsbrød:
2 store brød - ca. 8 personer

2 dl persille
4 fed hvidløg
1 stort løg
1 spsk mynteblade

2 dl løse ris (rå "vægt"), kogt i grøntsagsbouillon og afkølede
1 kg hakket oksekød
1 kg hakket lammekød
4 store æg
4 spsk olivenolie
2 spsk rødvinseddike
2 tsk salt
½ dl mælk
500 g smuldret fetaost

Persille, hvidløg, løg og mynte hakkes i minihakker. Ris, kød, æg, olie, eddike, salt, mælk og de hakkede urter røres godt sammen (jeg brugte røremaskinen). Fetaosten tilsættes til sidst, og røres forsigtigt i - der må gerne være lidt større klumper af ost, så den skal ikke røres helt ud.

Ovnen opvarmes til 200 grader almindelig varme (eller 190 grader varmluft, hvilket jeg gjorde så jeg også kunne have kartoflerne i). To store fade smøres med lidt fedtstof, og farsen fordeles i. Med en dejskraber eller en ske glattes farsen ud så den er nogenlunde lige tyk over det hele, og så den får form som et brød.
Læg et par smørklatter på toppen, og bag den i ca. 1 time til farsen ikke længere er rød i midten. Jeg tjekkede med et stegetermometer, og den viste faktisk over 80 grader da jeg tog den ud efter en time.

Tzatziki (opskrift fundet her):

1½ stor agurk, skrællet og revet på den grove side af rivejernet
groft salt
500 g 10% græsk yoghurt
3 store fed hvidløg, pressede
1 tsk "med top" rødvinseddike (eller helt nøjagtigt 8 ml)
½ dl god olivenolie (der skulle have været over 1½ dl i hvis jeg havde fulgt opskriften, men det synes jeg godt nok lød af meget, så der skar jeg altså ned)

Agurkerne hældes i en sigte sammen med salt, og drypper af i en halv times tid, så det meste af vædden forsvinder.
Yoghurt røres godt sammen med hvidløg, eddike og olie, og agurkerne blandes i til sidst. Der skulle også have været dild i, men det havde jeg ikke, og Lækkermåsen kan i øvrigt heller ikke lide det, så det slap han for.

Parmesan-pita chips:
ca. 42 stk. (på forunderlig vis var der dog ikke nær så mange tilbage da vi skulle spise - jeg ved virkelig ikke hvor de forsvandt hen...)

3 pitabrød
2 spsk olivenolie
½ tsk stødt spidskommen
ca. 1/8 tsk stærkt chilipulver
fintrevet parmesanost (jeg ved ikke helt hvor meget jeg brugte, men måske en dl i alt)
lidt godt salt (jeg brugte den krydderurtesalt jeg lavede tidligere på dagen)

Opvarm ovnen til 175 grader almindelig varme.
Bland olie, spidskommen og chilipulver i en lille skål. Flæk pitabrødene så der bliver to hele cirkler, og pensl med olieblandingen på det der var ydersiden (altså den glatte side). Drys med lidt salt og derefter den revne parmesanost.
Skær derefter hver cirkel i 8 lige store både. Der skal altså blive 16 både af 1 pitabrød (grunden til jeg skærer det ud i pap er at jeg ikke selv havde fattet at de skulle flækkes først, men jeg nåede at finde ud af det lige efter jeg havde penslet med olie, så jeg fik rettet op på det).
Læg brødene på en bageplade med bagepapir, eller i en metalform med huller i bunden som sættes på bageristen, så der kan komme luft til fra alle sider. Vi har sådan en fiskebakke fra Weber så den brugte jeg, men man kan også få nogle alu-engangsforme med huller i.
Bag brødene i ca. 12-15 minutter til de er gyldne og sprøde (men ikke for mørke). Lad dem køle af på en rist (de bliver mere sprøde når de er kolde). Kan ifølge opskriften gemmes i lukket beholder i ca. en uge (men det blev så lissåm ikke aktuelt her, vel).

Konklusion:

Rigtig gode brød-snacks som smagte godt af både ost og salt, og med lige en snært af spidskommen og chili - de var gode til maden og til at dyppe i tzatzikien, men de ville også sagtens kunne bruges bare som saltede snacks sammen med en øl eller et glas vin.
Jeg så desuden en anden opskrift på www.goodhousekeeping.com, hvor de blev knust og brugt som "crunch" i en græsk salat, eller simpelthen i stedet for brødterninger - det er også en mulighed der skal udforskes. Især fordi man ikke behøver bruge helt så meget olie, som man gør til rigtige brødterninger.
Under alle omstændigheder bliver det helt sikkert ikke sidste gang jeg laver dem - og næste gang vil jeg prøve at putte lidt tørret oregano på også, og måske lidt mere ost.
Tzatzikien smagte også rigtig godt, og nærmer sig Kreta-standard - den var dog en anelse for tynd i det, men jeg tror det var fordi jeg var for utålmodig med agurkerne, og ikke lod dem afdryppe længe nok. Jeg tror jeg er på rette vej.
Farsbrødet måtte godt være taget ud lidt før - ikke at det var tørt, men det var i hvert fald nok. Men det smagte godt - og man kunne lige nøjagtig ane mynten, hvis man vidste det var der.
Det vidste Lækkermåsen heldigvis ikke, så han kommenterede det heller ikke. Hvad er det i øvrigt med mænd og krydderurter? Han kan ikke lide mynte (medmindre det er i mojitos), purløg (kun hvis det er i fetadip), koriander (under NOGEN omstændigheder), dild (som i overhovedet), basilikum (i hvert fald ikke i hele stykker), løvstikke (fatter ikke at han ikke synes det er fantastisk at koge nye kartofler i) og der er sikkert flere endnu.

Hvordan har jer(es) mænd det med krydderurter??

Billeder:

God græsk olie til pita-chips'ne


Pita-chips klar til ovnen



Pita-chips færdige fra ovnen



Farsbrød klar til ovnen



Færdigt farsbrød



Anretningen blev ikke just køn - men der var 3 børn og en mand i huset som også skulle fodres af, og jeg var selv sulten efter at have stået i køkkenet hele dagen, så det var ikke lige billedkvaliteten der var i fokus her



Jeg kunne godt spise nogle pita-chips - som i lige nu

Ingen kommentarer:

Send en kommentar