torsdag den 22. april 2010

Snart weekend

Så er det heldigvis snart weekend.

I dag har vi fået hakket oksekød i karry - intet nyt under solen i den opskrift, bortset fra at jeg kom til at putte gulerødderne i minihakkeren sammen med hvidkålen, i stedet for at skære dem i tern. Og så syntes jeg ikke at jeg kunne hverken smage eller lugte karryen.
Enten er det fordi det er en anden type end jeg plejer at bruge, eller også har jeg mistet min lugtesans midlertidigt. Jeg har også mistanke om at der er lidt sygdom på vej, efter at det ene næsebor er begyndt at stoppe til i dag. Henrik havde et par sygedage i sidste uge, og det skulle være sært hvis ikke det er dem der indhenter mig nu. Han starter altid med at blive syg, og så rammer det mig bagefter. Gad godt vide hvor han får det fra. Dumme skid.

Anyway - der bliver nok ikke blogget igen før tidligst søndag. I morgen skal vi have rester fra i dag, og lørdag skal vi til konfirmation.
Søndag har jeg planer om at vi skal have brugt noget af det lammekød vi har liggende i fryseren - nu skal det prøves med at smide det på grillen.
Om det bliver koteletter, kølle eller måske en ryg vides ikke endnu - men planen er at jeg vil forsøge med nye ovnstegte kartofler med rosmarin (fra Spanien - altså kartoflerne), aioli og gulerødder som tilbehør - de sidste to ting fundet hos Hanne K. - hvilket lige minder mig om at jeg skal forsøge at have fundet noget citrontimian...
Gud ved om de har det på en planteskole??

God weekend til jer alle sammen derude i cyberland.

søndag den 18. april 2010

Jeg får fnidder...

... af de billeder som bare ikke vil vende som jeg vil have dem til (senest et problem her, hvor de to øverste af de nederste billeder er drejet 90 grader).
Hvorfor dælen synes systemet at den skal bestemme hvordan mine billeder skal vende?
Nogen der har oplevet det samme og evt. fundet en løsning på det?

Opskrift: Mexicansk kyllingelasagne og grøn spinatsalat med balsamicovinaigrette


Flere billeder længere nede

Da vi var i USA, så jeg på Foodnetwork at der blev lavet mexicansk lasagne med kylling - noget lignende skulle helt klart prøves, så det kom menuen til at stå på i dag.
Jeg fandt en anden opskrift på dk-kogebogen.dk og det er den jeg er gået ud fra, med lidt tiltrettelser - jeg doblede nogle ingredienser op, og brugte lidt mere eller mindre af andre. Så den kommer i min version her.
Tilbehør (kun for mit vedkommende dog) blev en grøn salat med vinaigrette, efter inspiration fra NYBH.

Mexicansk kyllingelasagne:
ca. 4-6 personer

2 peberfrugter, finthakkede (jeg brugte en rød og en orange)
3 løg, finthakkede
4 fed hvidløg, finthakkede
1+2 spsk olie
ca. 950 g kyllingebryst i strimler
ca. 35 g Fajita krydderi (jeg brugte den jeg selv har lavet - der bliver ca. 25-30 gram af 1 portion)
1 glas Santa Maria Sweet Red Chili Salsa (eller anden salsa man har lyst til at bruge)
2 dl vand
3 dl mælk (opskriften siger sødmælk - jeg blandede 2 dl minimælk med 1 dl kaffefløde 9%)
jævning af lidt maizena, og vand eller mælk
salt og friskkværnet peber
3-4 store tortilla-pandekager afhængig af fadstørrelse, skåret i mindre trekanter så de er nemmere at få til at passe i fadet
ca. 300 g revet ost (feks. mozarella, cheddar, en blandet gratineringsost eller lignende - men IKKE noget af det de kalder Topping, som vist mest består af olie og mel!!)
½ glas Santa Maria Tomatillo and Green Chili Sauce til pynt
lidt creme fraiche til pynt

Svits rød peber, løg og hvidløg i 1 spsk olie i nogle minutter på en pande, til de begynder at blive bløde. Tag grøntsagerne op og hold dem varme i en gryde. Svits kyllingestrimlerne i 2 spsk olie på panden i ca. 5 minutter.
Tilsæt krydderipulveret og rør rundt. Tilsæt glasset med salsasovs og vandet og kog op. Spæd med mælk og jævn med maizenablanding indtil konsistensen er som en god stuvning (der er også maizena i fajitakrydderiet, så pas på den ikke bliver for tyk). Lad blandingen koge for lavt blus i ca. 10 minutter og smag til med salt og peber, og evt. lidt kyllingebouillon.

Tag et stort fad og smør det ind i madolie. Byg lasagnen op af tortilla, kyllingestuvning, ost og så forfra igen. Start og slut med tortilla, og allerøverst ost.
Sæt lasagnen i ovnen ved 200 grader i 20 minutter. Serveres evt. med nachos og grøn salat - vi fik tomatillo salsa og lidt creme fraiche, samt grøn salat.

Grøn spinatsalat:

½ bakke baby spinatblade
6 cocktailtomater, skåret i kvarte
4 friske grønne asparges, skåret i små bidder
en håndfuld saltede græskarkerner

Alle ingredienser blandes i en skål.

Balsamisk vinaigrette:

1 spsk tomatbalsamico eller anden balsamicoeddike
1 tsk dijonsennep (vi havde ikke mere, så det blev en halvstærk grovkornet sennep i stedet)
1 tsk flydende honning
3 spsk olivenolie
et par duske frisk basilikum, finthakket
salt og friskkværnet peber

Alle ingredienser piskes sammen og hældes over salaten lige inden servering, eller den stilles på bordet så man selv kan hælde den på.

Konklusion:

Kyllingelasagnen blev god, og hvis man bruger en lidt fedtfattig ost, så er der faktisk ikke meget usundt i - dog mente husets herre at pandekagerne gerne måtte være skåret i mindre stykker, da de var lidt seje at få skåret over i fadet, da vi øste op. Så der bliver et lidt større puslespil at få til at gå op næste gang - det kan han jo så passende selv hjælpe med.
Salaten spiste jeg næsten det hele af selv - jeg har normalt svært ved at få lavet en olie-eddike dressing som lykkes 100%, men denne holder altså vand. Den er lige tilpas sød/syrlig, og gik rigtig godt sammen med salatblandingen.
Så alt i alt en god aftensmad, som der heldigvis er rester af til i morgen også...

Billeder:

Kylling steges med fajita-krydderi


Grøntsager svitses


Den færdige kyllingesauce


Bunden af fadet dækkes med pandekager


Klar til ovnen


Vinaigretten


Spinatsalaten


Den færdige lasagne


Og min tallerken



fredag den 16. april 2010

Opskrift: Pasta med kylling i cremet svampesauce



Flere billeder længere nede

Til onsdagens menu benyttede jeg mig for en gangs skyld af mit opskriftsprogram CookWare Deluxe, og søgte efter opskrifter med kyllingebryst, da vi havde noget i fryseren der snart skulle bruges. På den måde fandt jeg en opskrift jeg har gemt fra en madtråd på et forum jeg læser lidt på - en opskrift jeg endnu ikke havde fået afprøvet. Det har jeg så nu, ing.

Pasta med kylling i cremet svampesauce:

3 stk. kyllingebryst i strimler
10 g tørrede kantareller, opblødte i lunkent vand i min. 30 minutter, og hakkede
250 g markchampignons, grofthakkede
150 g frossen svampemix, grofthakkede (i stedet for disse typer svampe kan enhver anden slags bruges i de blandinger man har lyst til)
2 løg i smalle både
4 fed hvidløg, finthakket
ca. 1 dl hvidvin
1 knivspids dijonsennep (jeg brugte en grov stærk sennep, da vi ikke havde dijon)
½ liter Oscar hønsebouillon
1 pakke Philadelphiaost (jeg brugte ½ almindelig og ½ light)
en slat mælk til at fortynde saucen

Kyllingestrimlerne brunes på en pande ved god varme, med friskkværnet peber og lidt salt, og tages af panden.
Herefter brunes svampene sammen med løg og hvidløg. Når al væden er fordampet fra svampene, tages de af panden, som koges af med hvidvin og diijonsennep.
Når det er kog helt ind, tilsættes hønsebouillon, og svampene kommes tilbage i panden. Her afveg jeg så lidt fra opskriften - Lækkermåsen bryder sig ikke om større stykker af svampe-lignende genstande (og det gør jeg, hvis jeg skal være totally honest, heller ikke altid), så jeg valgte at blende saucen med svampe og løg, og så komme kødet tilbage til sidst.
Blandingen koger nu ca. 5 min, og herefter jævnes den med Philadelphia ost og konsistensen tilpasses med mælk.
Smag til med rigeligt friskkværnet peber og evt. lidt mere bouillonpulver eller salt.
Jeg serverede med spinattortellini med fyld af ost, og lidt revet parmesan og en dusk basilikum.

Konklusion:

Vi syntes alle tre saucen var god, så den kan sagtens laves igen. Lækkermåsen var ikke begejstret for pastaen, da han syntes den var for klæbrig eller noget - så lidt spild af god økologisk frisk pasta, altså. Men jeg syntes den var ok, så det må han selv om.

Billeder:

Danske markchampignons


Svampemix af ukendt oprindelse


Kinesiske kantareller


Kyllingen brunes


Svampe og (hvid)løg


Jeg fryser rester af vin når vi ikke drikker det hele, så der var et par sjatter i fryseren...


...gemt i fine Rice skåle - deraf faconen


Den ikke så populære pasta


Og min tallerken



søndag den 11. april 2010

Opskrift: Bananmuffins med chokolade



Flere billeder længere nede

Som om der ikke var lavet nok i køkkenet i dag (jeg nævner i flæng tørrede tomater, mangosorbet og aftensmad på grillen), så skulle der også lige laves kage som Bonussønnen skal have med i skole i morgen. Han skulle egentlig selv have været med til at lave den, men pga. svømning nåede han det ikke - så han skylder mig en tjeneste i stedet.


Jeg så at Hanne K. havde lavet bananmuffins den anden dag efter Grydeskeens opskrift, og det var jo en rimelig nem ting at gå i gang med, så den blev det - det er også nemmere at have en pose muffins med i bussen, end en hel form med kage.


Jeg puttede lidt citronsaft i, i stedet for appelsinsaft som Hanne gjorde - ellers fulgte jeg opskriften ret nøjagtigt. Dog lavede jeg 1½ portion for at være sikker på der blev en kage til alle i klassen (plus smagsprøver til os selv).


Bananmuffins med chokolade:
ca. 30 stk.


4½ modne bananer, mosede med en gaffel (jeg brugte 5 da de var ret små)
3 æg
300g sukker
450g mel
75 g olie, fx. solsikkeolie eller vindruekerneolie (jeg brugte rapsolie - og nu hvor jeg sidder og retter opskriften til, kommer jeg til at se at jeg glemte at gange portionen op fra 50 g - så er det måske ikke så sært at dejen var lidt tyk at røre til sidst...)
½ stang vanilje (jeg brugte 1 tsk hjemmelavet vaniljesukker)
115 g kokosmel
en lille smule salt
150 g god mørk chokolade, hakket
1 spsk bagepulver
muffinsforme - jeg brugte både silikone- og papirsforme


Varm ovnen op til 200 grader almindelig (ca. 190 ved varmluft). Hak chokoladen så fint eller groft som du ønsker den. Jeg hakkede den ret groft. 
Rør de mosede bananer med sukker, æg, mel, olie, salt, kokos og vanilje. Rør derefter bagepulveret og chokoladen i.
Put dejen i muffinsforme - de skal være ca 3/4 fyldte.
Bag dem på den midterste rille i ovnen i ca 20-25 minutter, til de er let brune ovenpå. Serveres lune, eller afkølede.


Konklusion:

Udover at glemme at gange oliemængden op, så har jeg åbenbart haft en total hjernenedsmeltning og også glemt at læse fremgangsmåden ordentligt igennem - jeg syntes godt nok at muffins'ne blev temmelig brune ovenpå, meget hurtigt - og den ene jeg har smugspist mens Lækkermåsen og BS er til svømning var også lige en anelse til den crispy side i skallen. Og det viser sig jo så at det nok var fordi jeg ikke havde set at ovntemperaturen var 200 ALMINDELIGE grader - ikke 200 VARMLUFT - fjols (altså mig).
Jeg har en mistanke om at det har noget at gøre med kun ca. 5 timers søvn efter madklub aftenen i går, og en sengetid der hed 2.30 - det er jeg åbenbart ved at være for gammel til, selvom jeg faktisk var ædru så jeg kunne køre hjem.
Nå men decideret brændte er de dog ikke, og de smager også udmærket - forhåbentlig er BS og hans klasse enige, så jeg ikke bliver kendt som hende pap-moren der laver muffins der også smager af pap.

Billeder:


Muffins klar til ovnen



Muffins færdige fra ovnen - gad vide hvor en af dem i papirsform er forsvundet hen




Opskrift: Moink balls (oksekødboller í baconsvøb)


 Flere billeder længere nede

På en af grillklubberne var der en der havde lavet Moink balls for et par dage siden - noget jeg aldrig havde hørt om før. Men det så interessant ud, og vejret var jo perfekt at grille i i dag (vi var til madklub lørdag, ellers havde vi nok lavet dem der).
Moink balls er, kort fortalt, en sammentrækning af Mooh og Oink - for de uindviede kan jeg fortælle at det er de lyde henholdsvis en ko og en gris kommer med.
Man laver nogle kødboller (eller køber dem færdige, som amerikanerne vist er slemme til) af hakket oksekød (heraf Mooh) og evt. krydderier og bindemiddel, ruller dem til kugler og vikler bacon om (heraf Oink), og så griller man dem og glaserer med BBQ sauce undervejs, og tilføjer gerne lidt røgetræ til grillkullene.

Tilbehør blev rester af southwest salsa (som vi fik igen i fredags sammen med nogle frosne færdigmarinerede kyllingespyd).

Moink balls:
ca. 20 stk.

1 kg hakket oksekød ca. 12% fedt
1 spsk løgpulver
1 spsk hvidløgspulver
1½ tsk sellerisalt
friskkværnet peber
3 spsk Weber Hot and Spicy BBQ sauce (eller hvilken som helst anden BBQ sauce man har lyst til at bruge - evt. suppleret med lidt chilisauce, hvis ikke den er stærk og man gerne vil have det)
lige så mange skiver bacon som man laver boller

Rør kødet sammen med krydderier og sauce og form farsen til boller lidt mindre end frikadeller. Klip baconskiver midt over, fold en halv baconskive rundt om bollen, og fold den anden halve baconskive rundt på den anden led, så begge samlinger er under bunden. Baconen behøver ikke dække farsen helt.
Lad bollerne hvile på en tallerken ca. en halv time mens grillen tændes op - vi brugte trækul i kuglegrill, men gasgrill kan også bruges hvis der kan grilles indirekte - så kan der bare ikke nødvendigvis tilsættes røgetræ.

Når grillen er tændt op, lægges et par stykker røgeflis på kullene, som er lagt op i siderne af grillen, så bollerne griller i midten ved indirekte varme.
Læg bollerne på grillen og luk låget - temperaturen reguleres til ca. 150 grader.
Når baconen er begyndt at blive sprød, glaseres bollerne med en BBQ sauce, og dette gentages efter ca. 20 minutter. Når BBQ saucen har "sat sig" er bollerne færdige - det er svært at angive tid da det afhænger af hvor godt man rammer temperaturen i grillen, men jeg tror de fik i alt omkring 1½ time.

Konklusion:

Baconen var ikke helt så sprød som den godt måtte have været, så hvis de skal laves igen, får de lige lidt længere inden der kommer BBQ sauce på. Smagen synes jeg var god - den afhænger jo af hvad man putter i kødbollerne, og dermed om man helst vil have en naturel oksekødssmag, men den var fint spicy til min smag. Røgen gav også lige et lille pift - det der altså ikke havnede ovre hos naboerne og i mit tøj, som lugter som et røgeri nu.
Lækkermåsen syntes dog bollerne var for tørre indeni, men de ligger også forholdsvis lang tid på grillen, selvom det ikke er ved så høj varme - en mulighed kunne være at bruge lidt federe oksekød, eller måske at putte en klump ost inden i kødbollen - mon ikke det ville kunne holde lidt på saften.
Hvis man gerne vil gøre det nemt, kunne jeg i øvrigt forestille mig at man kunne klargøre bollerne med bacon og så fryse dem ned i et lag (så de ikke fryser sammen) - så er de nemme lige at tage op af fryseren hvis man får lyst til dem en dag. Hvis man smider dem på grillen inden de er helt tøede op, kunne det måske også være med til at holde lidt på kødsaften indeni.

Billeder:

Kødboller viklet ind i oink-mesterens eget krydderi


Moink balls på grillen



Efter den første halve times tid



Første gang BBQ glasering



Og nin tallerken der vender forkert



Opskrift: Semi-dried/semi-tørrede tomater i ovnen


Flere billeder længere nede

Jeg har længe haft lyst til at prøve at lave semi-tørrede tomater - for mange år siden kunne man i Føtex i delikatesseafdelingen købe nogle semi-tørrede af slagsen, som var sådan lidt syrlige i det, og jeg har drømt om dem lige siden. Jeg ved ikke om man stadig kan få dem, men det er de bedste semi-tørrede tomater, og tørrede i det hele taget, jeg nogensinde har fået, så selvom jeg tvivler på jeg finder den rigtige opskrift på lige netop dem, så ville jeg alligevel gerne prøve at lave dem selv.
Hvis det bliver en succes, så har jeg fået lovning på drivhusplads til et par planter hos to af vores dejlige naboer, og så skal der semi-tørres til den store guldmedalje når tomatsæsonen kommer!

Der findes mange metoder på nettet, men jeg fik en afprøvet fremgangsmåde af Miss Muffin den anden dag (se under kommentarer), efter at hun havde postet nogle billeder. Det var det der gav mig skubbet, så tak MM :-)
Samtidig har jeg også kigget lidt på Camilla Plums udgave, så det endte med at blive lidt en mellemting - plus at jeg så forsøger mig med at bruge lidt balsamicoeddike også, for måske at opnå den lidt syrlige smag fra Føtex-tomaterne.

Semi-dried/tørrede tomater:

500 g cocktailtomater, skyllede, tørrede og skåret i kvarte (eller halve)
olivenolie
salt og peber
sukker
tørret timian
balsamisk tomateddike (eller anden balsamico - jeg syntes det var meget passende at bruge tomat, når jeg nu havde det)

Tomaterne lægges i en bradepande med bagepapir. Der hældes olie og eddike over (så meget så tomaterne kan dækkes af blandingen - jeg fik nok brugt lidt for meget olie), og drysses med salt, peber, sukker og timian. Tomaterne vendes rundt så de bliver dækkede bedst muligt af olie og krydderier. Jeg ved ikke om det var nødvendigt, men jeg lagde dem alle med skindsiden nedad inden bagningen, så jeg var sikker på at kernerne blev inde i tomaten.
De bages i ovnen ved 80 grader varmluft i ca. 5 timer til de begynder at blive en smule seje i det, og lidt sprøde omkring kernerne.
Tomaterne tages ud af ovnen og lægges i glas med olivenolie - jeg varmede et henkogningsglas op ved 130 grader i ovnen i ca. 5 minutter, før jeg hældte tomater og olie i, for at sikre et nogenlunde sterilt miljø. Jeg tror ikke denne portion holder ret længe, men hvis jeg får gjort alvor af en stor portion engang, så vil jeg nok lige have undersøgt den helt korrekte metode at gemme dem på.

Konklusion:

Det blev ikke Føtex-materiale - men de blev gode! Jeg valgte at tage dem ud efter 5 timer i stedet for 6, så de stadig var lidt bløde og saftige, selvom kerne"huset" var begyndt at blive en smule sprødt. Jeg tror måske der lå for meget olie på bagepapiret til at skind-siden kunne tørre ordentligt, så næste gang vil jeg bruge mindre mængde olie, og så måske lidt mere tomateddike.
Men de har en rigtig god og intensiv tomatsmag, og jeg tror jeg ramte nogenlunde plet med krydderier og balsamicoen. Så nu mangler jeg sådan set bare en ordentlig røvfuld tomater så jeg kan få lavet et par bradepander eller 3 på en gang...

Billeder:

Tomaterne klar til ovnen


Efter 1 time



Efter 3 timer



Efter 5 timer - de fylder ikke meget på bradepanden 



mandag den 5. april 2010

Opskrift: Blue cheese dressing/blå ostedressing



I dag har vi fået pizzarester fra i går, og dertil en salat med spinatblade og rucola, tomater, fetaost, agurk, græskarkerner og hjemmelavede brødterninger/croutoner.
Jeg kom desuden lige i tanke om at resten af den blå ost fra pizzaen kunne bruges til en blue cheese dressing - det fik jeg flere gange med stor fornøjelse mens vi var i USA, og jeg har aldrig prøvet at lave det selv før i dag.

Jeg fandt flere forskellige opskrifter at gå ud fra - fælles for stort set dem alle var at der skulle bruges mayonnaise og/eller creme fraiche, men jeg syntes godt jeg ville prøve med en lidt mere light version, så jeg nøjedes med Cheasy A38 - så bliver det næsten ikke mere light med 0,1% fedt.
Det fungerede fint, bare sådan til hverdagsbrug. Så kunne jeg måske finde på at bruge mayo/creme fraiche i en gæsteversion en gang.
Hvis man stadig kan få light versionen af Danablu i Superbest, kunne jeg også godt finde på at forsøge med den - så kan man da ikke få ret meget dårlig samvittighed over at spise denne dressing.

Blue cheese dressing/blå ostedressing:
ca. 4 personer, alt efter salatmængde

3/4 dl Cheasy A38
50 g blå ost  (jeg tror også mindre kan gøre det, da den slags ost afgiver ret meget smag)
1 spsk purløg, hakket fra frost
1-2 tsk citronsaft (jeg brugte dog lime da jeg havde en der var skåret over og skulle bruges snart)
½ tsk hvidløgspulver
1/4 tsk Coleman's sennepspulver (kan sagtens udelades, og jeg ved egentlig heller ikke hvor smag det gav)
friskkværnet peber

Alle ingredienserne blendes grundigt sammen - evt. kan osten bare moses ud i A38, hvis man gerne vil have den mere klumpet, men den tyndtflydende version er ok for mig.

Konklusion:

Dressingen blev som den skulle være - der skal egentlig ikke ret meget blå ost til at give smag, og man behøver heller ikke særlig meget dressing til salaten. Jeg kan egentlig godt lide den lidt mere tykke version jeg prøvede i USA, men det var nemmere med blenderen - at jeg brugte A38 har selvfølgelig også noget at sige mht. konsistensen.
Det var kun mig der spiste af den, så der var rigeligt - men der ryger nok også  en portion med til salat i madpakken i morgen.

søndag den 4. april 2010

Opskrift: Koldthævet pizzadej


Flere billeder længere nede

I dag har vi været i haven igen fra morgenstunden, men det blev kun til et par timer for mit vedkommende. Jeg fik revet det sidste mos sammen og vi fik spredt gødning over det hele - faktisk alle de 60 kg vi havde købt, hvilket jeg havde regnet med skulle række til en gang mere til hele haven, men Lækkermåsen insisterede på at bruge det hele, så det ikke står og bliver fugtigt i skuret. Måske vi så skulle have ventet med at købe mere, er min tanke, men hvad ved jeg om det.

Jeg har også fået luget alt det visne ud af whiskeytønderne og purløgspotterne, så de krydderurter der har overlevet kan få luft igen. I whiskeytønden til venstre var der timian, opstammet rosmarin, ananassalvie og en karryplante - heraf er det kun timianen der delvist har overlevet, så den skal fyldes op med friske rosmarin- og timianplanter når frosten er helt væk (salvien og karryplanten fik vi ikke rigtig brugt, men rosmarin og timian var der til gengæld næsten for lidt af).
I den anden tønde var der purløg og oregano, og de har begge overlevet - oreganoen er godt nok blevet noget brun, men mon ikke der kommer nye grønne blade snart.
Jeg har også forsøgt mig med koriander, men det har der ikke været meget held med, så jeg må nok kapitulere og nøjes med at fryse ned når jeg får købt for meget.
I zinkpotten i midten skal der plantes basilikum ud, når den absolut sidste frost er overstået - jeg havde nogenlunde held med det sidste år, og dem der overlevede nåede faktisk at vokse sig ret store og kraftige, og holdt helt til den første frost i efteråret kom. Så døde de så til gengæld også i løbet af en nat...


Der har heldigvis også været tid til at få en morfar i lænestolen i eftermiddag, inden aftensmaden bød på hjemmelavet pizza. Som nævnt i mit indlæg fra i går er dejen en der skal hæve i køleskab et døgn, så det var bare at hive dejklumperne frem i dag, og så få dem formet.
Jeg lavede 5-dobbelt portion i forhold til nedenstående, og det gav 11 portioner á ca. 180 gram (den sidste blev på 160) - de 5 smed jeg i fryseren i går, og så var det meningen vi skulle have to hver i dag - men efter at have spist den første blev vi enige om også at putte de sidste tre i fryseren. Vi havde trykket dem ud, så jeg rullede dem sammen om et stykke bagepapir, lidt ligesom de færdige deje man kan købe - så er de nemme at tø op og putte fyld på, en dag vi får lyst til pizza igen.

Pizzadej:
2 portioner á ca. 180 gram

1 1/4 dl vand
5 g gær
2 spsk olie
25 g blødgjort smør
1 tsk salt
225 g mel

Ingredienserne blandes sammen og æltes godt (jeg brugte dejkrog i røremaskinen, og lod den ælte ved lav hastighed i knap 10 minutter). Dejen vejes herefter af på 180 gram. Stilles til hævning i køleskab i 24 timer. Drys et godt lag groft durummel ud på bordet og tryk eller rul dejen ud heri. Dejen formes til en pizzabund på ca. 27 cm i diameter.
Pizzatopping smøres på og fyldet kommes på. Pizzaen bages af ved 300 grader i 6 min., gerne på en forvarmet pizzasten.

Min pizza blev meget lig de pitapizzaer jeg tidligere har lavet med rå kartofler osv. - sød chilisauce som sauce, tynde kartoffelskiver som er saltet og afdryppet for væske på forhånd, olie, løgringe, chilisauce, tørret oregano, hakket hvidløg, flagesalt og Danablu ost.
Tobias lavede en med tomatsauce, pølseskiver, spegepølse og ost, og Lækkermåsen lavede en med ost indbagt i kanten, og diverse kød og ost på.

Konklusion:

Dejen var nem at arbejde med, men vi savnede den ret grove durummel vi brugte til pizzatræffet i februar. Den skal vi helt sikkert have købt noget af, når vi får mulighed for det. Det finere durummel hænger for meget fast i bunden, så vi var nød til at skrabe noget af for at der ikke blev for meget smag af mel (selvom durum dog smager noget bedre end hvedemel).
Bagestenen var nok heller ikke varmet helt nok op, for det tog noget længere end de 6 minutter at få en pizza færdig (grillen nåede så heller ikke op på 300 grader - vi brugte gasgrillen, men næste gang tror jeg vi skal forsøge med trækul i kuglegrillen - den burde kunne nå højere op).
Men smagen var der ikke noget i vejen med, så det har ikke afskrækket os fra at prøve igen, når vi har fået fat i det grove durum...

Billeder:

Tobias' pizza bliver gjort klar med fyld - han har selv formet den, og jeg var faktisk lidt imponeret...


Færdigbagt


Min kartoffelpizza er klar til grillen


Lækkermåsens pizza til venstre og min til højre

lørdag den 3. april 2010

Haveklargøring og pizzadej

I dag har vi brugt stort set hele dagen i haven, så aftensmaden var en nem omgang - rester af ærtepastasalaten fra onsdag, og noget marineret kød vi købte i Tyskland i torsdags (vi havde besluttet at tage på påskeshopping i Citti i Flensburg, samtidig med en halv million andre mennesker - det er så sidste gang vi prøver det i påsken).

Dagen i haven var særdeles produktiv - vi fik lejet en mosfjerner i Silvan og fik hele græsplænen flænset op, og revet mosset sammen. Det blev et ynkeligt syn, men forhåbentlig hjælper det med en gang gødning, som Henrik forhåbentlig kan nå at sprede inden det begynder at regne.
Vi fik også beskåret stort set alt det der nu skal beskæres - klematis, roser, kæmpegræsser, fasanbuske (som vist desværre er totalt døde), sommerfuglebuske... Hortensiaerne ville jeg også godt have haft fingre i, men jeg er lidt i tvivl om hvor meget de er frosset ned, så jeg venter lige lidt og ser om der kommer skud på grenene.
Jeg fik luget og kultiveret størstedelen af bedene i baghaven, så i morgen gælder det forhaven, og så skulle det gerne være det, så der er tid til at slappe totalt af mandag.

Sådan kom græsplænen til at se ud efter mosfjerneren havde været på besøg:


 Efter min havetjans var overstået fik jeg lige tid til at forberede lidt til aftensmaden i morgen søndag, nemlig dej til hjemmelavet pizza, som skal hæve i køleskab et døgn. Vi har ikke prøvet selv at lave dejen før men er altid forfaldet til den nemme løsning med enten færdig pizzadej, eller flækkede pitabrød, men efter at have fået den ægte vare til et grillklub-arrangement, så har vi lovet os selv at lave dejen fra bunden fremover.

Opskrift osv. kommer søndag, men her er lige et billede af dejportionerne som er stillet til hævning (nogle af dem kommer i fryseren)


Nu skal der lige ryddes væk efter aftensmaden, og så er jeg ret sikker på at vi begge har en sofa på ryggen resten af aftenen...