Flere billeder længere nede
Jeg fandt en anden opskrift på dk-kogebogen.dk og det er den jeg er gået ud fra, med lidt tiltrettelser - jeg doblede nogle ingredienser op, og brugte lidt mere eller mindre af andre. Så den kommer i min version her.
Tilbehør (kun for mit vedkommende dog) blev en grøn salat med vinaigrette, efter inspiration fra NYBH.
Mexicansk kyllingelasagne:
ca. 4-6 personer
2 peberfrugter, finthakkede (jeg brugte en rød og en orange)
3 løg, finthakkede
4 fed hvidløg, finthakkede
1+2 spsk olie
ca. 950 g kyllingebryst i strimler
ca. 35 g Fajita krydderi (jeg brugte den jeg selv har lavet - der bliver ca. 25-30 gram af 1 portion)1 glas Santa Maria Sweet Red Chili Salsa (eller anden salsa man har lyst til at bruge)
2 dl vand
3 dl mælk (opskriften siger sødmælk - jeg blandede 2 dl minimælk med 1 dl kaffefløde 9%)
jævning af lidt maizena, og vand eller mælk
salt og friskkværnet peber
3-4 store tortilla-pandekager afhængig af fadstørrelse, skåret i mindre trekanter så de er nemmere at få til at passe i fadet
ca. 300 g revet ost (feks. mozarella, cheddar, en blandet gratineringsost eller lignende - men IKKE noget af det de kalder Topping, som vist mest består af olie og mel!!)
½ glas Santa Maria Tomatillo and Green Chili Sauce til pynt
lidt creme fraiche til pynt
Svits rød peber, løg og hvidløg i 1 spsk olie i nogle minutter på en pande, til de begynder at blive bløde. Tag grøntsagerne op og hold dem varme i en gryde. Svits kyllingestrimlerne i 2 spsk olie på panden i ca. 5 minutter.
Tilsæt krydderipulveret og rør rundt. Tilsæt glasset med salsasovs og vandet og kog op. Spæd med mælk og jævn med maizenablanding indtil konsistensen er som en god stuvning (der er også maizena i fajitakrydderiet, så pas på den ikke bliver for tyk). Lad blandingen koge for lavt blus i ca. 10 minutter og smag til med salt og peber, og evt. lidt kyllingebouillon.
Tag et stort fad og smør det ind i madolie. Byg lasagnen op af tortilla, kyllingestuvning, ost og så forfra igen. Start og slut med tortilla, og allerøverst ost.
Sæt lasagnen i ovnen ved 200 grader i 20 minutter. Serveres evt. med nachos og grøn salat - vi fik tomatillo salsa og lidt creme fraiche, samt grøn salat.
Grøn spinatsalat:
½ bakke baby spinatblade
6 cocktailtomater, skåret i kvarte
4 friske grønne asparges, skåret i små bidder
en håndfuld saltede græskarkerner
Alle ingredienser blandes i en skål.
Balsamisk vinaigrette:
1 spsk tomatbalsamico eller anden balsamicoeddike
1 tsk dijonsennep (vi havde ikke mere, så det blev en halvstærk grovkornet sennep i stedet)
1 tsk flydende honning
3 spsk olivenolie
et par duske frisk basilikum, finthakket
salt og friskkværnet peber
Alle ingredienser piskes sammen og hældes over salaten lige inden servering, eller den stilles på bordet så man selv kan hælde den på.
Konklusion:
Kyllingelasagnen blev god, og hvis man bruger en lidt fedtfattig ost, så er der faktisk ikke meget usundt i - dog mente husets herre at pandekagerne gerne måtte være skåret i mindre stykker, da de var lidt seje at få skåret over i fadet, da vi øste op. Så der bliver et lidt større puslespil at få til at gå op næste gang - det kan han jo så passende selv hjælpe med.
Salaten spiste jeg næsten det hele af selv - jeg har normalt svært ved at få lavet en olie-eddike dressing som lykkes 100%, men denne holder altså vand. Den er lige tilpas sød/syrlig, og gik rigtig godt sammen med salatblandingen.
Så alt i alt en god aftensmad, som der heldigvis er rester af til i morgen også...
Billeder:
Kylling steges med fajita-krydderi
Grøntsager svitses
Den færdige kyllingesauce
Bunden af fadet dækkes med pandekager
Klar til ovnen
Vinaigretten
Spinatsalaten
Den færdige lasagne
Og min tallerken
Lasagne er altid godt - skønt med forskellige versioner.
SvarSletKan ikke lade være med at trække på smilebåndet, når du skriver, at kun du skulle have salat som tilbehør. Mænd ... hehe
Jeg ved heller ikke hvad det er med mænd og deres overbevisning om at de ikke kan tåle noget fra planteriget. Men hvad, så er der mere til mig når det smager godt.
SvarSletGodt man har en mand der ææælsker grønt, lige så meget som jeg selv gør ;-)
SvarSletJa det ville jeg også ønske var tilfældet nogle gange - men man kan jo ikke vinde på alle punkter :-)
SvarSlet