tirsdag den 30. marts 2010

Opskrift: Hele grillede/roterede kyllinger, bagte kartofler med fyld af hvidløgssmør, og tomatsalat




Flere billeder længere nede

Forrige søndag grillede vi et par kyllinger på roterende spyd, for at få afprøvet de grillkul vi har købt i www.grillbutikken.dk. Det er første gang vi griller med kul i stedet for briketter, så det var lidt spændende hvordan det skulle gå.

Tilbehøret blev en inspiration fra en anden griller på en af klubberne - bagekartofler med fyld af hvidløgssmør. Og så en helt enkel (og helt-i-tråd-med-sæsonen-kedelig-og-derfor-mangler-opskriften) tomatsalat til.

Grillede/roterede kyllinger:

2 hele kyllinger á 1400 gram
salt, peber
dry rub

Kyllingerne sættes på spyd til grill-rotisseriet, og krydres med salt og peber. Steges ved ca. 200 grader i ca. 1 time og 15 min. indtil kernetemperaturen er omkring 82 grader.
Ca. et kvarter inden de er færdige krydres de med en færdig dry rub.

Bagte kartofler med fyld af hvidløgssmør:

4 bagekartofler

Hvidløgssmør af:

125 g smør
2 fed finthakket hvidløg
3-4 store toppe friskhakket basilikum
½ tsk røget paprika
en knivspids meget stærkt chilipulver
et skvæt limesaft
salt og peber

Kartoflerne vaskes og skæres over på langs. Med en melonske laves et halvkugleformet hul i hver kartoffelhalvdel, og hullerne fyldes med hvidløgssmør, hvorefter kartoflerne lægges sammen igen, og pakkes ind i staniol.

Grilles eller bages i ovn i ca. en time eller lidt mere ved omkring 200 grader. Mærk efter med en kødnål om de er møre.
Serveres med salt og resten af hvidløgssmøret.

Konklusion:

Kyllingerne blev supermøre og havde faktisk også sprødt skind flere steder - noget jeg ikke har haft meget held med på rotisseriet. De fik en god røget smag af grillkullet, og det gik i det hele taget meget nemt med at styre kullene. De var utrolig hurtige at tænde op og nemme at styre varmen på, og vi fyldte på flere gange uden at temperaturen faldt alt for meget - så det gør vi snart igen.
Kartoflerne blev også gode - smagen trak måske ikke helt så meget ud i hele kartoflen som jeg havde håbet, men smøret gav alligevel en god hvidløgssmag. Og havde man ikke nok, kunne man jo så spise resten af smøret til - hvilket en af os gjorde. Det var vist nok ikke Lækkermåsen.
Tomatsalaten var som nævnt en kedelig affære, men det var også nogle elendige smagsløse tomater man kunne få i Rema1000. Den venter vi lige med at lave igen, til der er solmodne tomater at få.

Billeder:

Kartoflerne med huler til hvidløgssmøret


Booooooring tomatsalat



2 stk. kylle på pind, mås til mås



Min tallerken



De bagte kartofler godt snasket til i smør

fredag den 26. marts 2010

Ferie/arbejdstur til USA - søndag den 28. februar - tur til Denver og miniaturemuesum, og manglende ostekage på The Cheesecake Factory

Søndagen startede igen med den solid morgenmad, og hen på formiddagen vendte vi bilen mod Denver. Jeg havde læst i en bog der lå nede i hotelreceptionen, at Denver har et stort shoppingområde, som også er gå-gadeagtigt, 16th Street Mall, så det ville vi prøve at inspicere.

Gaden er ca. 1,5-2 km lang og byder på utallige restauranter og butikker. Den er lavet som gågade, men der kører hele tiden Mall busser i begge retninger, som stopper på alle gadehjørner - dem kan man hoppe på og af som man lyster, ganske gratis, hvis man er blevet for træt til at gå tilbage hvor man kom fra, eller bare skal ned i den anden ende for at handle. Glimrende ide - hvis man da ikke i stedet for ville nyde det gode vejr på to ben.


En af de gratis mall-busser


Vi købte egentlig ikke rigtig noget - vi var inde i et par souvenirs- og tøjbutikker og kigge, men fandt ikke rigtig noget. Lidt over frokosttid kom vi forbi The Cheesecake Factory


Det syntes jeg så ret spændende ud, da jeg godt kan lide ostekage - så vi bestemte os for at få frokost derinde, med cheesecake til dessert.
Henrik bestilte en Pulled Pork sandwich med BBQ sauce og coleslaw, og jeg fik en chiliburger med salat og bluecheese dressing.

Henriks pulled pork


Begge dele var supergodt - men vi blev så mætte at vi ikke kunne spise ostekage alligevel til dessert - lidt ærgeligt, men så krævede det jo næsten en tur derind igen en anden dag.

Efter frokosten fik vi kigget på det sidste af Mall området, og så kørte vi lidt udenfor centrum, for at besøge Denver Museum of Miniatures, Dolls and Toys.


Jeg havde undersøgt hjemmefra om der var nogle miniature-butikker i området, og vi vidste derfor at de havde åbent om søndagen.

Museet ligger i en tidligere privat bolig i et lidt kedeligt kvarter af Denver (husene er her, lige som i Brighton, noget forfaldne). Det indeholder en udstilling på 1. sal, som var lukket pga. renovering (det var jeg forberedt på), samt en pænt stor udstilling i stueetagen, sammen med en butik hvor man kunne købe både miniature, legetøj, dukker og bøger.

Museet var bemandet af et ældre ægtepar, Bill og Sarah



samt museets "director" Wendy, og vi fik en lang snak med især Bill, om alt fra miniature til Danmark (de havde besøgt København for mange år siden og var meget begejstrede for byen), til arbejde osv.
Vi købte også lidt til dukkehuset derhjemme, og efter et par timer lykkedes det os at komme afsted igen - Bill var meget snaksaglig - men absolut en flink mand.

Sidst på eftermiddagen nåede vi hjem igen, trætte efter en dag på farten - Henrik endte med at falde i søvn mens jeg så Food Network (madprogrammer af diverse slags fra tidlig morgen til sen aften - hvor heldig kan man være?) - så vi fik heller ingen aftensmad den dag.

Ferie/arbejdstur til USA - lørdag den 27. februar - tur til Boulder og mexicansk frokost

Kl. 7 kom vi ned til vores første morgenmad på hotellet. Der var bla. små tortillapandekager, en rørægsblanding med kød og grøntsager, diverse salsa, ketchup og sennep, groft toastbrød, muffins, en slags wienerbrød, lav-selv vafler, branflakes, Apple Jacks, youghurt, havregryn, smøreost, honning, marmelade, mælk, appelsin- og æblejuice. Desværre fik jeg aldrig taget nogen billeder af morgenmadsbuffetten - nu havde jeg jo også kun 14 dage til det.

Efter en solid morgenmad kørte vi hen til det nærliggende K-Mart for at købe lidt toiletsager (bla. shampoo og hårlak som vi med vilje ikke havde taget med hjemmefra) og vand.
Derefter blev vi enige om at køre en tur ud til fabrikken hvor Henrik skulle møde mandag morgen, så han kendte vejen inden. Turen gennem selve Brigthon var ikke specielt spændende - udover at området er meget tørt og farveløst på denne årstid, så virker byen mange steder lidt slumkvarter-agtig, og vi kom også forbi en vaskeægte trailer-park. Husene er forsømte og det roder meget rundt omkring - så faktisk ligger hotellet i den lidt pænere del af byen, hvor der ikke ser helt så slemt ud.
Vi fandt ud til fabrikken og kørte lidt rundt for at finde den rigtige indgang, og derefter blev vi enige om at tage en tur til Boulder, som skulle være lidt mere spændende.

Boulder er en universitetsby nordvest for Denver, og den har mange butikker og også et gå-gadeområde som var meget hyggelig. Og i forhold til DK var det temmeligt forårsagtigt i vejret, så her så vi de første shorts- og t-shirt klædte mennesker.

Gå-gade området i Boulder


Vi fik kigget lidt på butikker og var inde i en chokoladebutik hvor vi købte en slikkepind til Tobias, marshmellows dyppet i henholdsvis chokolade og karamel, og et par chokoladetrøfler med ancho chili.
På vej ned ad gågaden var der en "street-performer" som startede et lille show. Han var lidt slangemenneske-agtig og kunne bøje sin krop i alle mulige mærkelige retninger.





Glansnummeret var da han puttede sig selv ned i en plastickasse på 20x20" (ca. 50x50 cm). Han var meget underholdende, så han fik også lidt dollars inden vi gik videre.


Klokken var efterhånden blevet frokosttid, så vi blev enige om at prøve en mexicansk restaurant, Tahona Tequila Bistro.


Det fortrød vi bestemt ikke.
Vi bestilte en portion tortillachips med salsa til deling, og fik desuden begge quesadillas med kylling.

Salsaen til chipsene var grøn og, tror jeg, måske lavet på tomatillos - super god, og selvom der nok har været koriander i, syntes Henrik også om den.


Quesadillas blev serveret med en lille skål med ostesauce, og var også rigtig lækre.


Det var en rigtig god frokost, også med god service, så vi lagde en god skilling i drikkepenge. Og så var det billigt - 18 USD inkl. en store agave-cola (hvad det så end er) og en flaske vand.

Fra Boulder kørte vi til Superior, hvor vi fandt en samling af butikker. Vi var inde i en legetøjsforretning, hvor de havde rigtig mange spændende ting - især til drenge. Der var en kæmpe sportsforretning, hvor man kunne få alt - simpelthen alt - der havde med sport at gøre. Og så var der Whole Foods Market - en super lækker madforretning, hvor de sælger "organic" og "natural" mad - uden kunstige tilsætningsstoffer, farver osv., og hvor de støtter producenter der producerer varer på en god måde.
Der var bare så mange lækre og spændende ting - en hel række med korn, bønner, mel osv., hvor man selv kunne fylde i bøtter, så man kun behøvede købe den mængde man havde brug for. Lækre oste, en hel disk kun med oliven, og ja.... alt muligt spændende.
Det eneste vi købte den dag var nogle ZipLoc poser (den slags man bruger til flydende ting i sin håndbagage når man flyver) - de er rigtig gode også til at fryse madvarer i, og noget billigere end hjemme, og så kan de fås i flere størrelser.

Derefter gik turen tilbage til hotellet, for at få en tiltrængt lur. Den blev så noget længere end beregnet - Henrik sov næsten 6 timer, jeg selv fik vel 4 timer, så klokken blev også et godt stykke over midnat inden vi gik til køjs igen. Uden aftensmad i øvrigt - det var ikke den store sult der prægede os efter den solide frokost...

Ferie/arbejdstur til USA - fredag den 26. februar - afrejse og ankomst

Nu har vi været hjemme i næsten to uger, så nu er det vist på tide med lidt beretninger fra de to uger i Guds eget land....

----

Som nævnt andetsteds, skulle Henrik en tur til USA for at arbejde i to uger, og meget mod mine egne forventninger havde han fået mig overtalt til at tage med.
Fredag den 26. februar gik turen derfor fra Billund kl. 6 om morgenen, mod Frankfurt, hvor vi så skulle vente i næsten 6 timer inden vi fløj videre direkte til Denver, Colorado.
Der er ikke så meget at fortælle om flyveturen(e), udover at Frankfurt-Denver var lang! Næsten 10 timer i et lille sæde med en irriterende amerikaner foran mig, som meget af tiden havde sit sæde lænet helt tilbage, så jeg næsten ikke kunne have mine ben der.
Så kom karma heldigvis og bed ham i måsen, da han fik besked om at hans bagage var forsinket i mindst et døgn. Ikke fordi jeg var skadefro eller noget.

Kl. 15.50 lokal tid Denver landede vi så, og så gik turen igennem diverse paskontroller - vi skulle aflevere fingeraftryk og øjnene blev filmet. Kontrolløren kiggede grundigt på mit pas, så på mig og spurgte "Have you ever been to the States before?". Det havde jeg jo så ikke. "Never?" - som om han ikke rigtig troede på mig.
No no, never.
Jeg ved ikke om det var fordi mit pas var helt nyt at han virkede mistænksom, men jeg var da lige ved at blive bekymret for om jeg blev lukket ind. Men vi fik lov at gå videre og kom endelig ud og fik vores bagage. Her gik en kontrollør rundt med en lille hund som sniffede sig frem til madvarer i folks kufferter. Den fandt flere stykker bagage som blev hevet ud til kontrol - der er åbenbart ret strenge regler for hvad man må have med af madvarer til USA.

Efter vi fandt bagagen tog vi afsked med de amerikanere, som havde været på Henriks arbejde i nogle måneder, og som rejste tilbage sammen med os, og så kom vi med en bus ud til Avis kontoret hvor vi hentede den bil der var reserveret til os. Det blev til en rap og rød lille sag.


Der var GPS med i bilen, så det var ingen sag at finde Hampton Inn Brighton, hvor det amerikanske firma havde bestilt værelse til os.


Værelset svarede meget godt til billederne fra hjemmesiden - to Queen size senge (svarer til en 3/4 seng herhjemme) så vi rigtig kunne ligge og gasse os. Skrivebord og kontorstol, og ikke mindst både trådløst- og kabelnetværk. Stort fladskærms tv. Køleskab og mikroovn så jeg lige kunne lave lidt mad til frokost de dage hvor Henrik var på arbejde. Pænt badeværelse med den der WaterPik bruser.
Så alt i alt et fint sted at skulle tilbringe de næste 14 dage.




Kort tid efter vi havde fået smidt bagagen ind, kørte vi en tur over i den nærliggende Walmart for at købe lidt aftensmad. Der lå en Subway i bygningen, så Henrik fik en stor flute med kylling og (alt for mange) grøntsager, og jeg fik en lille pizza - mit første måltid i USA.


Vi gik en hurtig tur rundt i hele butikken og var bare helt mundlamme over udvalget - hvem der havde sådan en butik i Viborg!
Det kan godt være Walmart ikke er noget fint sted at handle, men jeg ville godt give lidt ekstra for at have de muligheder for indkøb.
Det blev dog ikke til de store indkøb den første aften - en pose bagel crisps og så aftensmaden, og så kørte vi over i en Radio Shack for at finde et par adaptorer til de amerikanske stik, så vi kunne få begge pc'er koblet til strøm.

Tilbage på hotellet fik vi spist vores aftensmad, og så lagde vi os til at se fredagens X-Factor på pc'en. Vi nåede dog ikke meget før vi begge begyndte at blunde hen - der var heller ikke blevet sovet meget siden fredag morgen kl. 3 hvor vi stod op - så kl. 21 slukkede vi og gik rigtigt til køjs.
Og så fik vi endelig sovet lidt - i hvert fald indtil kl. 2, hvor Henrik vågnede (han er heller ikke vant til at sove meget mere end 5-6 timer derhjemme), og så syntes han heller ikke jeg skulle sove mere.
Derfor gik vi i gang med at få pakket helt ud og lagt på plads, og det var rimelig hurtigt klaret.
Derefter blev vi enige om at det nok alligevel ville være en god ide at prøve at få sovet lidt mere (morgenmaden var alligevel ikke klar før kl. 6), så det lykkedes at få et par timer mere på øjet...

fredag den 19. marts 2010

Opkrift: Fajita krydderi


I dag var vi nød til at finde på aftensmad ud fra hvad vi havde i hytten. Grunden til dette var et meget intimt møde med en kæmpe Mikkel Ræv i aftes ved midnatstide, på vej hjem fra en fantastisk koncert med Nephew i Herning (FAN-FUCKING-TASTIC, siger jeg jer).
Den kom pludselig løbende fra højre side af vejen, og lige ud foran os - skraldbang, sagde det så, og så er det helt 100 at der lå en meget død og nærmest halvparteret ræv på vejen bag os. Vi standsede godt nok ikke, for vi bemærkede hurtigt at bilen blev meget varm på måleren, så det var bare med at komme hjem i en ruf.
En hurtig inspektion hjemme i carporten viste også at der var en ødelagt kofanger og noget køler-værk der var stået af - en masse plasticdele kunne pilles ud, og så manglede nummerpladen i øvrigt også!

Så i dag tog jeg en hjemmearbejdsdag, mens Lækkermåsen kørte med naboen på arbejde, og så fik jeg arrangeret afhentning af bilen til værksted, og fik snakket med forsikringen. Det blev en halvdeprimerende oplevelse, men det gider vi ikke bruge tid på her, for nu handler det trods alt (mest) om mad.
Anyway - ingen af os havde den vilde lyst til at skulle handle efter arbejde, så menuen blev lavet ud fra hvad vi havde:

en pakke majspandekager
hakket oksekød
rester af southwestsalsaen fra i onsdags

Det blev så til fyldte pandekager, og så fik jeg samtidig lejlighed til at afprøve et fajita-krydderimix som jeg købte opskriften på hos www.topsecretrecipes.com (det er egentlig ikke sikkert jeg så må offentliggøre den, men jeg tager chancen - den har trods alt kun kostet 0,99 USD...)
Det er den det skal handle om her.

Portionen passer til ca. 500-600 g hakket oksekød, men kan også bruges til feks. kyllingebryst i tern. Oksekød brunes og krydderi og lidt vand tilsættes, hvorefter det simrer til væsken er fordampet igen. Man kan evt. tilsætte løg og peberfrugt, hvis man gerne vil have det krydret med også.
Bruger man kylling, er det godt at hælde lidt limesaft på kyllingeternene, og derefter blande krydderiet i, inden man steger det i lidt olie på en pande.

Fajita krydderi:

evt. 1 spsk majsstivelse (mest hvis det bruges til hakket oksekød)
2 tsk chilipulver i ønsket styrke (jeg brugte sød)
1 tsk salt
1 tsk paprika
1 tsk sukker
3/4 tsk knust oksebouillonterning hvis det bruges til oksekød, eller kyllingebouillon hvis det bruges til kyllingekød (eller tilsvarende Oscar bouillonpulver)
½ tsk løgpulver
1/4 tsk hvidløgspulver
1/4 tsk cayennepeber
1/4 tsk knust spidskommen

Alle krydderier blandes godt sammen, og kan derefter gemmes i lufttæt beholder, så man kan med fordel blande en større portion - så er der en nem løsning en anden gang, i stedet for at købe det forholdsvis dyre færdige krydderi

Konklusion:

Krydderiet smager lige så godt som købeversionen, og man kan jo lave den stærk eller mild som man ønsker. Er man ikke til stivelse undlader man bare det - det kan stadig fint bruges til kylling som jo ikke skal jævne, og oksekødet bliver også fint, men bare knap så sammenhængende.
Der bliver aldrig købt færdiglavet fajita krydderi igen.

Blogspot er blevet mærkelig...

eller er det bare her hos mig den er blevet meget træls at redigere i? Markøren springer de underligste steder hen, når man bruger piletasterne og Enter, og befinder sig kun halvdelen af tiden der hvor man regner med.
Indsættelse af billeder går lige så mystisk.
Hvis nogen andre med blogs læser med, gider i så ikke lægge en bemærkning hvis i har oplevet det samme, bare så jeg ved om det kun er mit system der fucker op er mærkeligt?
Skiftede godt nok til Firefox for ikke såååå længe siden, men synes da bestemt jeg har oprettet indlæg siden da, uden at det har været sådan her...

Opskrift: Grillede kyllingelår med southwest salsa


Flere billeder længere nede
 
Pyha sikke en uge...
Hjemvendt fra USA i søndags med en manglende nattesøvn i bagagen, og så på arbejde mandag morgen - det er ikke en god cocktail.
Det hjælper heller ikke på det at jeg ikke kunne se mit skrivebord for papirer, så den har stået på "arbejd' arbejd'" derhjemme også, mandag til onsdag.


Først i onsdags lykkedes det at få tid til at lave en ordentlig gang aftensmad til os, og det blev med lidt inspiration fra en af de to private middage vi var til i USA (mere om det i et senere indlæg) - nemlig en Southwest Salsa, og så med en gang grillede kyllinge over- og underlår til.
Southwest salsa er egentlig ikke en salsa i den forstand man normalt får den - altså som dyppelse til feks. tortillachips. Det er mere en slags salat hvor man så putter salsa i - men den er ikke desto mindre god, og nem at lave.

Jeg har taget udgangspunkt i den opskrift jeg fik af hende der lavede den vi fik i USA, og har så ændret en smule efter hvad vi lige havde og kunne få fat i. Det betyder så også at der er nogle amerikanske cup-mål i opskriften, men jeg har forsøgt at omsætte dem til antal grøntsager også.


Grillede kyllingelår:

Ikke så meget at fortælle om dem, andet end at de fik lidt over en halv time på gasgrillen, drysset med et Weberkrydderi vi købte over there.


Southwest Salsa
ca. 4 personer


1 dåse bønner (helst de små sorte, men da jeg ikke kunne finde dem i Superbest, brugte jeg chili-kidneybønner denne gang - vil dog forsøge at finde en pose af de tørrede sorte, så vi har dem en anden gang - dem kan Lækkermåsen også bedre forliges med end de større af slagsen)
1 dåse majskerner
½ cup hakket rødløg - svarer til ca. 1 løg
½ cup rød peber - svarer til ca. 1/3-½ peberfrugt, afhængig af størrelsen
½ cup orange peber - samme som ovenstående
1 avocado i tern
1 fed finthakket hvidløg
½ cup færdig eller hjemmelavet rød salsa, styrke efter ønske - ca. 1-1,25 dl (jeg brugte noget færdiglavet vi havde i forvejen)
8-10 små tomater i halve eller kvarte
1 lille fed finthakket hvidløg
1 spsk limesaft
1 tsk spidskommen
salt og peber


Alle ingredienser blandes sammen og trækker en time eller to i køleskab.

Konklusion:

Kyllingen var desværre ikke det store hit - eller dvs., Weber-krydderiet var der sådan set godt med spark i, men der var næsten ikke noget kød på kylle, og skindet blev heller ikke sprødt. Det er desværre noget jeg har haft en del problemer med på grillen. Så det er ikke lige en gang fjerkræ der går over i historien.
Men salsaen var god, og Lækkermåsen protesterede ikke engang over de store kidneybønner, så den bliver helt sikkert lavet igen. Der er lidt mere gods i, end i en almindelig salat, så jeg er glad for vi har stiftet bekendtskab med den. Der findes mange udgaver på nettet, også en del hvor man i stedet for den færdig salsa putter de rå ingredienser til salsa i, så den bliver mere crunchy - men hvis det skal gå hurtigt, er den her udgave en super løsning.

Billeder:

Bønner og majs til salsaen - når man er i USA skal man selvfølgelig have nogle cup-mål med hjem, så her ses 1 cup majs


Og en halv cup rødløg


Den næsten færdige salsa


De krydrede lår


De færdige lår


Min tallerken



søndag den 14. marts 2010

Hjemvendt fra USA

Jeg håber ikke jer der læser med helt har opgivet mig (og hey, ser lige jeg har opnået 10 faste læsere - mit eget lille første runde jubilæum!), men de sidste to uger har været tilbragt i USA, så der er ikke blevet kokkereret overhovedet.

Der er dog masser af beretninger og madbilleder (og andre billeder også) undervejs, men nu skal vi lige overvinde jetlaggen (og den truende arbejdsuge der venter - uf, jeg tror den bliver styg), og så kommer de indlæg op, som jeg allerede har skrevet de fleste af, når jeg lige har fået puttet nogle billeder ind.


Håber i har lidt tålmodighed og stadig gider læse med!

Og så lige et smugkig på et af de første måltider vi fik i Colorado - mexicanske quesadillas - mmmm.....



Heidi

søndag den 21. februar 2010

Opskrift: Støbejernsbagte rosmarinboller med cheddarost



Jeg så nogle rosmarinboller hos The Pioneer Woman, bagt i støbejernspande, som jeg godt kunne tænke mig at prøve, så i dag skulle der bages igen.
Eftersom hun ikke rigtig poster en opskrift på bolledejen, men bruger nogle færdige fra frost, så fandt jeg i stedet en opskrift jeg havde gemt fra Hendes Verden på nogle italienske småbrød, som jeg konverterede lidt til en brugbar version, plus jeg puttede friskrevet cheddarost i.

Fremgangsmåden blev derfor som følger.

Støbejernsbagte rosmarinboller med cheddarost:

3 dl vand
6 g tørgær (eller 25 g almindelig)
2½ tsk salt
1 tsk sukker
3 spsk olivenolie
25 g revet stærk cheddar (når jeg skriver stærk, så mener jeg at det ikke skal være den orange man køber færdigrevet i poser, men feks. den fra Princip, som virkelig smager af noget. Lækkermåsen bryder sig godt nok ikke om den i rå tilstand, men jeg satsede på han ikke ville kunne smage det var den, i de færdige boller).
ca. 425 g hvedemel


Opløs gær og salt i vand og olie og tilsæt sukker. Drys melet i væsken, mens man rører med en stegegaffel. Dejen skal ikke være helt æltefast, men den skal røres godt igennem.
Dæk den til og stil den lunt i 1-2 timer eller længere - den fik i hvert fald 3 timer her.
Drys durummel på bordet og hæld dejen ud på bordet. Drys dejen med mere durummel.
Del dejen i 9 eller 16 stykker med en kniv eller lign. (eller hvor mange stykker der nu passer i den ønskede pande - jeg lavede 9, men vil nok prøve med 16 næste gang, da det ikke gør noget de bliver lidt mindre). Vend hver af klumperne i melet.
Drys durummel i en støbejernspande, rund eller firkantet, og læg bollerne i panden med lidt afstand imellem. Lad dem hæve tildækket igen, gerne i 1-2 timer.
Pensl bollerne forsigtigt med smeltet smør, og drys friskhakket rosmarin samt flagesalt på.
Bag bollerne i ovnen, eller på en bagesten i grillen - ifølge opskriften skulle de have ca. 10-15 minutter ved 200 grader, men de fik tæt på en halv time i grillen før jeg syntes de så færdige ud, og derefter fik de lige 5 minutter direkte på bagestenen - men det var også temmelig koldt.

Pensl evt. igen med lidt smeltet smør når bollerne er taget ud af ovnen, og lad dem afkøle lidt.

Konklusion:

Bollerne blev rigtig gode - meget lette og luftige. Lækkermåsen syntes de var lidt for saltede, men jeg tror det var pga. saltet oven på bollerne - jeg syntes det var lige tilpas (der er næppe ret meget der er så kedeligt som boller/brød der mangler salt). Durummelet giver en "rustik" overflade som passer godt til bollerne.
Osten kunne man desværre ikke smage, så næste gang kan der sagtens komme dobbelt så meget i, eller endnu mere.
Men alt i alt nogle rigtig gode madbrød, som jeg gerne laver igen.

Billeder:

Dejen klar til hævning

 

Færdighævet

  

De formede boller klar til hævning

  

De er vokset godt i panden

  

Drysset med rosmarin

  

Og der er også salt på

  

Næsten færdigbagt i grillen

  

Færdige og penslede med smør en ekstra gang

  
 
 

Grill-træf med pizza-tema

I går var vi i Århus-området til et grill-træf med pizza som tema. "Grill-træf i februar?" siger du - jo jo, det kan man sagtens. Det var tisse-koldt at stå udenfor, men heldigvis skulle pizzaerne kun have 4-5 minutter på de mega-varme keramikgriller, så resten af tiden kunne vi være indenfor.

Vi var nogle og 30 mennesker forsamlet hos Jan og Marlene, og det var en rigtig hyggelig dag, hvor vi fik lavet nogle virkelig lækre pizzaer, og ellers fik sparket lidt dæk på nogle griller og sådan.
Næste gang må det dog godt være vejr til kolde fad-bamser i stedet for varm hyldebærsaft.

Billeder:

Min udgave med tomatsauce, kebabkød, parmaskinke (eller noget lignende - det var i hvert fald helt tynde stykker), løgringe, friskrevet ost, chilisauce og frisk oregano

 

Den hjemmelavede dej (forberedt dagen før af en af de andre deltagere) var virkelig god, og fyldet smagte perfekt

  

Henriks pizza - det blev bygget ost ind i kanten

  

 

En uge med sygdom og snask, men til gengæld en ny bærbar

Det virker efterhånden lidt som om det her er blevet til en søndags-blog - eller at vi kun laver ordentlig mad én gang om ugen. Men i denne uge har vi været syge på skift, og jeg er stadig snottet og nyser, og ville være fuldstændig desperat om natten hvis ikke det var for min uundværlige næsespray. Den er simpelthen mere værd end det pureste guld, når man ikke kan få luft gennem næsen, og vågner jeg ved ikke hvor mange gange om natten med en mund og hals så raspende tør, at man skulle tro man havde slugt et kilo Sahara-sand. Så hurra for næsespray. Opfinderen fortjener en Nobels et-eller-andet-pris.
Og ja, jeg ved godt at man kan risikere at blive afhængig af den, fordi effekten bliver nærmest modsat hvis man bruger den for længe - men jeg er meget striks med max. 3 (måske til nød 4 når det er værst) pust om dagen, og max. i 10 dage. Længere varer en forkølelse heldigvis ikke - som regel.
Gudskelov er det nu vi skal igennem det, og ikke når turen går til USA - hvis den da overhovedet gør det, for nu har Lufthansas piloter varslet strejke, og man ved jo aldrig om de kan finde på at forlænge det.
Indtil videre ser vores afgang dog ud til at blive gennemført, så forhåbentlig kommer det til at gå efter planen. Og næsesprayen kommer med i kufferten.

Nåm'n det er altså ikke blevet til den store madlavning i denne uge - Henrik lagde sig syg tirsdag og onsdag, og da forkølelsen var under optræk hos mig også, orkede jeg ikke den store forkælelsestur. Derfor blev det til en færdig græskar-chilisuppe fra Mou, spicet op med bouillon, kød- og melboller (til den horible pris af 35 kr. for 1 kg), og en frisk rød finthakket chili. Som viste sig at være noget stærkere end beregnet, for hold da op det smagte af noget. Men Henrik proklamerede at det var den bedste suppe ever! så helt skidt var det ikke.
Suppen var på menuen begge dage han var hjemme - torsdag var det så min tur til en dag i sofaen, og der hentede Henrik snask til aftensmad (durum og kebabmix). Så der er heller ikke det store at berette om.
Fredag blev også en snask-agtig dag, for der lavede vi hotdogs. Det er der vist heller ingen grund til at komme nærmere ind på.

Udover at jeg lagde mig syg torsdag, så brillerede min bærbare så i øvrigt også lige med at lægge sig fuldstændig død om formiddagen. Fra det ene sekund til det andet, og uden forvarsel overhovedet, gik den fuldstændig i sort. Intet lys eller liv overhovedet var der at spore i den, så der var ikke så meget andet at gøre end at vente på Henrik kom hjem, så han kunne kigge på den.
Han kunne heller ikke finde liv, og kunstigt åndedræt virkede ikke, så hvad gør man så - konstaterer (med lidt hjælp fra nettet) at det nok er bund kortet der er feset af, og at det ikke kan betale sig at skifte det.
Han har flere gange sagt at jeg burde have en ny, da den gamle (en Lenovo) var alt for ringe, men jeg er jo lidt den gammeldags type der mener "if it ain't broken, don't fix it". Da den så endelige "broke", så skal jeg da lige love for den gjorde det med maner.

Det endte med at Henrik kørte ind til SHG og hentede en ny til mig (en jævnt fin Acer maskine). Så de sidste par dage er gået med at få alt op at køre igen. Heldigvis var harddisken stadig funktionel, så det er lykkedes at hente alt det over, som jeg har brug for.

I går måtte jeg dog lige afbryde genetableringen pga. et lille pizza-grill-træf vi skulle til i en af grillklubberne.
Mere om det i næste indlæg...