US of A

Der er ikke kogt meget mad på matriklen i denne uge. Hovedet har været fuld af planlægning af, og tanker om turen til USA - som jeg vist egentlig ikke har nævnt noget om her på bloggen. Så derfor kommer dette indlæg stort set ikke til at handle om mad, og der kommer heller ingen billeder.

Men det korte af det lange er, at Henrik skal en tur til USA for at besøge en virksomhed, og for at lære nogle mennesker at styre nogle maskiner. Man kunne måske godt umiddelbart få den tanke, at et land som USA kunne frembringe nogle mennesker der selv kunne finde ud af det, så de ikke skulle importere en dansker - men nej, i USAnien findes der ingen krav om at man skulle kunne operere sådan et stk. maskine på nogen specifik måde. Og derfor er der heller ikke nogen derovre der kan lære andre hvordan man gør.

Og det er vi jo sådan set meget glade for - når alt kommer til alt. For det betyder jo så en tur og en oplevelse for Henrik. Og mig.
For jeg skal med. Ja jeg skal. Jeg som troede at mit rejseliv for evigt ville være begrænset til Europa og dets ydre områder (mest fordi jeg egentlig ikke rigtig gider den lange flyvetur) - jeg skal til USA. Og spise amerikansk mad på Wendy's og Applebee's og en masse andre anonyme kæderestauranter. Og shoppe i malls og K-Mart og Walmart. Og hvor man nu ellers shopper - når man er i USA. Jeg skal sove i Queen size bed (min egen, vel at mærke - man er vel et luksusdyr og får et værelse med to Queen size senge, så man kan kravle over i sin egen når manden er begyndt at snorke og ligge og spjætte i søvne) og tage bad i en bruser med WaterPik shower head (spørg mig ikke hvad det er).

Jeg var ikke meget for det i starten da han bragte det på bane (bla. pga. førnævnte flyvetur) - at vi kunne jo undersøge om jeg kunne holde ferie, og om vi kunne arrangere at få bestilt flybilletterne sammen, så vi også kom med samme fly.
"Nej nej, tag du nu bare selv afsted og få en oplevelse ud af det, og så hører jeg alt om det når du kommer hjem" var reaktionen. Men fanme nej om han ville stille sig tilfreds med den forklaring.

Her havde jeg en naiv forestilling om at jeg skulle gå hjemme og hygge og tulle rundt - og rydde lidt op og sådan - specielt inde i rædselsskabet på kontoret, hvor alle tingene fra vores bryllup stadig ligger, sammen med diverse hobbyartikler, som i en kort periode har vakt begejstring, men som ikke har været i brug i guderne må vide hvor lang tid. Sammen med en masse breve jeg af en eller anden grund gemmer fra alle de gamle pennevenner jeg har haft (fra dengang man skrev rigtige breve på papir og med kuglepen) - og måske også et enkelt kærestebrev fra 2. klasse (det var fra Johnny, og han slog op med mig efter 2½ år, selvom vi ellers havde aftalt at vi skulle giftes. Så vidt jeg ved er han stadig single og bor i barndomsbyen - så ka' han lære det, ka' han).
I skabet ligger også de aviser vi købte den dag min niece blev født, og som hun skal have på sin 18. års fødselsdag, så hun kan se hvilket mærkeligt sted verden var dengang i 0'erne. (Ja ja, er godt klar over at en stak aviser ikke er den fedeste gave til en 18-årig, så jeg skal nok finde på noget andet også. Hello Kitty er garanteret billigt i USA - er hun mon vokset fra det til den tid?)

Hvad var det jeg kom fra... Jo altså, jeg skulle tage mig sammen til at få malet lidt på det store lærred, som jeg (igen naivt) håber jeg kan få til at ligne noget præsentabelt så det kan udgøre en central udsmykning af køkkenvæggen. Jeg skulle i gang med fitness'en igen, i hvert fald 2-3 gange på en uge. Jeg skulle måske en tur ned til mine forældre så vi kunne få ordentligt gang i dukkehuset - og sidst, men ikke mindst, skulle jeg sove ad helvede til hver nat fordi jeg er lidt - bare en lille bitte smule - skal vi kalde det, utryg, ved at være alene hjemme om natten.

Nå men - det korte af det lange er jo så, at jeg altså skal med. Så der bliver ikke ryddet op, der bliver ikke malet, der bliver ikke trænet (eller jo, faktisk bliver der måske endda trænet endnu mere end derhjemme, for der bliver faktisk adgang til et lille fitnesscenter, så jeg har store planer om mindst en times træning hver dag. Hører jeg nogen sige i ikke tror på mig?), der bliver ikke lavet dukkehus, og der bliver ikke sovet ad helvede til (hey, ét lyspunkt!)

At få ferie var ikke noget problem, og billetten var sådan set heller ikke - bortset fra at den lige steg omkring 1200 kr. i pris fra en fredag til mandag, bare fordi vi ikke selv har noget kreditkort og var nød til at vente til mandag så vi kunne låne et (tak Allan!). Et visa/dankort gælder nemlig ikke som kreditkort i dét rejsebureau! (Gæt hvem der nu har bestilt et Mastercard).

Hotel - heller ikke noget problem. Det bestilte de til os from over there - og da prisen for 2 personer er den samme som for 1 (ja faktisk er jeg sikker på vi kunne sove 4 personer i de der to Queen size senge, for den latterlige pris af 100 USD pr. nat), koster det faktisk ikke rigtig noget at have mig boende. Altså medmindre jeg lejer betalingsfilm mens Henrik er på arbejde.
Udover at shoppe (der ligger en K-Mart og Walmart næsten lige ved siden af hotellet, og en Target lidt længere væk), skal jeg også arbejde lidt, så jeg kan retfærdiggøre for mig selv at jeg er væk fra arbejde i over 2 uger. Hotellet har endda en LapDesk - det er sådan en dims man kan sidde med på skødet, og så have den bærbare liggende ovenpå, i tilfælde af at man ikke gider sidde ved skrivebordet. Jeg ved ikke helt hvad formålet er - måske er der en blæser i, så man ikke brænder lårene af?
Faktisk bliver det nok dejligt afstressende at arbejde på den måde, for med tidsforskellen til DK begynder jeg at arbejde når de andre går hjem, så der kommer ikke en masse forstyrrende mails, og ingen tlf.opkald.
Måske man skulle overveje at rejse lidt mere?

For nu at bruge en venindes ord, så håber jeg ikke at jeg jinx'er det ved at fortælle om det nu. Jeg har nemlig bestilt et nyt pas (og for at kunne bestille det måtte jeg grave dybt i førnævnte rædselsskab for at finde vores vielsesattest i bryllups-kassen - der skulle nemlig lige tilføjes et nyt efternavn i passet, og borgerservice ville godt se en eller anden form for bevis på, at jeg havde gjort mig fortjent til det navn), og jeg er ved at sk*de i bukserne af skræk for at det ikke når at komme inden vi skal afsted. Den anden nat drømte jeg at de havde mistet ansøgningen - og så vågnede jeg, så jeg ved ikke om jeg kom afsted.
Fingre må gerne krydses.