søndag den 30. august 2009

Opskrift: Intervalstegt oksemørbrad med hasselbachkartofler, honningmelon og rødvinssauce

Flere billeder længere nede

For et stykke tid siden fandt vi et nogenlunde billigt stykke tysk, frosset oksemørbrad i Lidl - måske ikke verdens bedste kvalitet, men når vi ikke har den store erfaring med oksemørbrad, kunne det måske være en god måde at eksperimentere lidt på.

Følgende blev brugt:

1 stk. optøet oksemørbrad - ca. 1350 gram - rubbes med hjemmelavet rub, pakkes i film og trækker i køleskab i ca. 4-5 timer.

Mørbraden intervalsteges på Q320 efter 3x15/15 metoden - først brunes den på alle sider, derefter steges den på indirekte varme i 15 min., så tages den af grillen og hviler under et viskestykke i 15 minutter, og sådan fortsætter man 3 gange. Ved sidste gangs stegning skal kernetemperaturen op på ca. 57-58 grader, og så skal den hvile igen indtil temperatuen er ca. 60-62 grader - så skulle den være tilpas rosa.

Tilbehør:

- hasselbach kartofler forberedt på normal vis - de blev penslet med tiloversbleven kryddersmør fra sidste weekend, og drysset med flagesalt lige inden servering..
- rødvinssauce købt fra frost hos slagteren - jeg tilsatte det kødsaft der var i posen med mørbraden, samt lidt creme fraiche, ketchup og chipotle.
- honningmelon skåret i tern

Konklusion:

Mørbraden blev utroligt mør, og smagte rigtig godt. Jeg skar den ud da den havde nået 61 grader i temperatur, og den måtte nok godt lige have nået 62 eller 63 grader efter min smag, da jeg ikke behøver et stykke kød der siger "muh" til mig.
Men vi var meget positivt overraskede over at det meste af kødet næsten kunne tygges med øjenvipperne, så hvis vi falder over en billig mørbrad igen, vil vi ikke tøve med at købe den, og så lave den med intervalstegning.
Rødvinssaucen fra slagteren var ikke noget at skrive hjem om, men det hjalp lidt med det jeg selv puttede i.

Billeder:

Mørbraden er rubbet og klar til køleskabet
Kartoflerne penslet med smeltet kryddersmør
Den færdige mørbrad
Den er da i hvert fald varm - og lidt rød
De færdige kartofler
Og min tallerken (der kom mere sauce på efter billedet var taget)

lørdag den 29. august 2009

Opskrift: Pæremarmelade med safran og chili

Flere billeder længere nede

Vi var ude og hjælpe til Bonussønnens' fødselsdag for klassen i går eftermiddags (og er du da tovlig hvor sådan en 5. klasse kan larme! Heldigvis fik hans mor og jeg dem sendt ud med far og bonus-far og spille stik-bold da de havde spist, så vi kunne få lidt fred og ro til at rydde op, og hvile ørerne), og hans mor og bonus-far har et kæmpe pæretræ i haven, med en masse små, gode pærer. Der var allerede rigtig mange der var faldet ned og bare lå som nedfaldsfrugt, og da de ikke selv kunne bruge alle dem der var tilbage på træet, fik jeg lov at tage en pose med hjem. Jeg har nemlig i et stykke tid haft lyst til at forsøge mig med selv at lave marmelade, efter at jeg i en Dansukker brochure fandt opskriften på pæremarmelade med safran og chili. Så det kunne meget passende blive i dag.

Opskriften lød sådan:

1 kg modne pærer
1/2 g safran
1 rød chili
3 dl Dansukker Lys Sirup
3-5 dl Dansukker Syltesukker

Skræl pærerne. Del dem, og fjern kernehuset. Skær dem i tynde skiver, og kom dem i en kasserolle sammen med safran og lys sirup. Lad blandingen koge under låg i 5-10 minutter. Skyl i mellemtiden chilien, del den, og skær den i meget små stykker. Læg chili og syltesukker i gryden, og lad det koge i yderligere 2 minutter. Hæld blandingen på varme, rene glas. Opbevares koldt. Denne marmelade er god til blandt andet ost eller ristet brød.

Her er mine tilrettelser:

- Jeg havde i alt 1330 gram pærer efter at kernehus var fjernet. Jeg skrællede dem ikke, mest fordi jeg ikke gad (de var meget små, så det ville have taget det meste af eftermiddagen, plus alt for meget ville gå til spilde, når man skræller frugt som jeg gør).
- Jeg delte pærerne i to portioner - med den første portion fulgte jeg mere eller mindre opskriften i forhold til mængden, dvs. kogte pærer med sirup og safran (dog i ca. 15 i stedet for 5-10 minutter), og tilsatte chili og syltesukker og kogte i yderligere ca. 10 minutter. Jeg syntes dog ikke at pærerne kogte særlig godt ud, selvom de egentlig var bløde nok (måske var det fordi jeg ikke havde skrællet dem), så jeg endte med at give portionen en hurtig omgang med stavblenderen - dog ikke helt til mos, men så der stadig var lidt større stykker i. Det gav en noget bedre konsistens.
- Efter at have smagt på marmeladen tilsatte jeg saft fra 1½ limefrugt, da jeg syntes den var MEGET sød! Det hjalp lidt.

Der var indkøbt nye henkogningsglas til lejligheden (faktisk tog Lækkermåsen det pæne tøj på, og tog med ind i Mathias-centeret for at købe dem - det er store ting på en lørdag formiddag), så de blev skyllet i varmt vand først, og derefter Atamonblanding, og så kom den færdige marmelade i mens den stadig var varm, og låget blev lukket til.
Den anden portion puttede jeg i bagemaskinen - den er nemlig så fiks at den har et marmeladeprogram, hvor den både rører og koger, så jeg var lidt spændt på om det virkede godt nok. Jeg undlog her at tilsætte sirup, for at se om det kunne gøre den lidt mindre sød.
Efter at marmeladeprogrammet var færdigt, var det som om at pærerne slet ikke var møre, så jeg gav portionen en omgang i gryden også, måske ca. 15 minutter. Også her tilsatte jeg lidt limesaft, da den stadig var meget sød.
I denne portion tilsatte jeg også ½ tsk Atamon udover at skylle glasset i det - dette pga. den lidt mindre sukkermængde, så jeg vil gerne være sikker på at det kan holde sig - også selvom det ikke lige står i køleskabet.

Konklusion:

Marmeladen smager rigtig godt på franskbrød med smør, og jeg kunne også godt forestille mig at den er god til nogle oste. Igen, den ER meget sød, men det skal sådan en marmelade jo nok være. Nu får vi se hvor meget vi får spist af den - jeg har i hvert fald ikke mistet lysten til at forsøge mig med marmelade igen - så må jeg håbe at der er nogle andre venlige sjæle der vil kaste noget mere frugt i nakken af mig (skal IKKE forstås bogstaveligt).
Mht. skrællen, så er jeg glad for at jeg ikke brugte det meste af eftermiddagen på at fjerne den. Den giver lige en smule bid, og så kan man se den grønne farve fra skrællen i marmeladen, også selvom den blev blendet, og det ser faktisk pænt ud. Så hurra for dovenskaben i dette enkeltstående tilfælde.
Næste gang vil jeg nok også bruge mindst dobbelt så meget rød chili (eller en anden type chili der smager af bare en lille smule), da det faktisk ikke kan smages - og vi er jo nogle chili-dogs.

Billeder:
En halv pose små pærer klar til tilberedning

Skåret ud og blandet med sirup og safran


I kog med syltesukker og chili


Den færdige marmelade


I glas


Lidt svært at få den rigtige farve med, men her uden blitz


Og på et stykke franskbrød, frisk fra bageren


torsdag den 27. august 2009

Fødselsdagspizza og frugtsalat

Flere billeder længere nede

Bonussønnen fylder 12 år i dag - utroligt så hurtigt tiden går. Det er underligt at tænke på han bare var en lille skid på knap 4, da jeg lærte Lækkermåsen at kende - det er ved at være nogle år siden man bare kunne løfte ham ind i hans egen seng, når han var faldet i søvn i vores.

Hans mor og bonus-far havde foreslået at vi skulle fejre det med fælles aftensmad alle sammen, her hos os. Med 4 voksne og lige så mange børn syntes vi det var nemmest at vi ikke skulle sidde indenfor, men da vejret ikke så alt for lovende ud, havde vi fået den ide at sidde ude i carporten, og så slå pavillonen op derude og sætte sider i, så det blev lidt mere hyggeligt, og man ikke kunne se ind ude fra vejen. Det fungerede rigtig godt, og det var også til at holde varmen. Her kan vi godt invitere til en mindre fest en gang!

Vi lavede pizzaer i Q320 grillen - vi havde købt to ruller færdig dej, og derudover pitabrød som blev flækket i halve (dem er der dog ingen billeder af) - det er overraskende godt at bruge, og man kan næsten ikke smage at det ikke er rigtig pizzadej.

Vi brugte følgende som fyld:

Færdiglavet tomatsauce i brik
Weber Hot & Spicy sauce til de voksne
Pølser i skiver
Forstegte bacontern
Skinkestrimler
Spegepølser (i stedet for pepperoni - vi havde en masse rester der skulle bruges)
Løgringe
Rød peberfrugt i tern
Oregano
Revet mozzarella
Stærk chilisauce

På pizzadejen fyldte vi revet ost i kanten - det fik vi på Pizza Hut i Luxembourg sidste år, og har snakket om lige siden at det skulle vi prøve selv at lave. Så det blev endelig til noget i dag, og det var lige noget for oste-musen/Bonussønnen - og også for mig. Jeg gider normalt ikke spise kanten hvis den er for tør.
Næste gang tror jeg vi prøver at fylde noget andet i også - måske chilisauce og hvidløg?

Desserten var frugtsalat i vanillesauce, som mor og bonus-far havde taget med. Dertil hakket marabou chokolade. Og til sidst en gang snoller.

Billeder:
Pizzadej med ost på kanten


Dejen rulles hen over osten og trykkes godt fast


Den færdige pizza, netop kommet på grillen


Den færdigbagte pizza


Det flag-pyntede bord


Frugtsalat med hakket chokolade til dessert

lørdag den 22. august 2009

Opskrift: Fyldt mørbrad med vindrue/melonsalsa, bagte kartofler med kryddersmør og creme fraiche dressing + dessertfad med vanilleis, ferskner, hjemmelavede flødeboller, makroner og blåbær


I går holdt vi fælles fødselsdag for både Tobias, Henrik og jeg, for begge vore familier med forældre, søskende og nevøer og niecer. Vi fylder alle tre år i løbet af 2 måneder, og der er vist ingen (inkl. os selv) der orker at skulle afsted tre gange på så kort tid, med alt det vi alle har at se til - så det fungerer fint.

Menuen var til 12 voksne og 6 børn i alderen 3-17, og lød på fyldt svinemørbrad med bagte kartofler og kryddersmør, vindrue/melonsalsa, creme fraiche dressing og flutes, og til dessert købe-vanilleis, dåseferskner, hjemmelavede flødeboller, knuste makroner og friske blåbær.

Fyldt mørbrad:

4 store svinemørbrad
1 flaske Kraft barbecuesauce (eller hvilken som helst anden)
2 pakker hakket pepperoni
ca. 2 poser revet cheddarost
ca. 6 pakker bacon i skiver, alt efter mørbradens størrelse
evt. madsnor

Mørbraden skæres ud så den kan bankes flad, uden at gå i stykker.
Barbecuesauce smøres på, og hakket pepperoni og revet ost fordeles på mørbraden. Den rulles godt sammen, og omvikles med baconskiver. Det er nemmest hvis baconskiverne lægges på et skærebrædt, så de overlapper hinanden lidt, mørbraden lægges på, og bacon vikles om - husk også enderne, så osten ikke løber ud der. Bindes evt. med madsnor, så baconen ikke stikker af.
Mørbraden brunes over høj direkte varme på Q320, og steges færdig over lav direkte varme på begge brændere. Kernetemperaturen skal være ca. 65 grader, og derefter hviler de i 10-15 minutter,  og skæres i skiver.
Desværre fik jeg ikke taget nogen billeder af det færdige resultat, men de lignede den version der kan ses her
Vi har lavet den nogle gange efterhånden og den bliver en succes hver gang - i hvert fald nu hvor vi har fået styr på kernetemperaturen!

Bagte kartofler med kryddersmør

20 store bagekartofler

Der skæres kryds i kartoflen (uden at skære igennem bunden) og hver enkelt kartoffel pakkes ind i sølvpapir.
De bages i ovnen (eller på grillen) ved ca. 200 grader i 1-2 timer. De her var meget store, og fik næsten 2 timer.

Kryddersmør

1 pakke almindeligt smør
2-3 fed hakkede hvidløgca. ½-1 spsk limesaft
et par nip knust flagesalt
lidt kværnet peber
ca. 2 spsk færdiglavet pesto
½ spsk røget paprika

Smørret blødgøres og det hele blandes godt. Formes til rulle i film, eller som jeg gjorde, fyldes i små runde porcelænsskåle og stilles i køleskabet.
Der var alt for meget til os i går - men så er der nem smag til brødet de næste dage :-)

Vindrue/melonsalsa:

ca. 3/4 melon i tern - jeg brugte grøn futuramelon da jeg synes den har den suværent bedste smag af alle meloner
1 bakke stenfri grønne druer, skåret i halve
1 stort finthakket rødløg

Marinade

saft af ½ appelsin
4 spsk olivenolie
2 spsk hvidvinseddike (jeg brugte hvid balsamico)
1 tsk flydende honning
salt
peber
evt. basilikum til pynt

Alle ingredienser til marinaden piskes sammen og hældes over frugten. Stilles køligt og trækker, gerne et par timer.

Bemærkning:
Den "originale" opskrift var egentlig med jordbær i stedet for vindruer - jeg fik den af en facebook-ven, så jeg ved ikke hvor den stammer fra. Men jeg kunne ikke finde jordbær i fredags da jeg handlede, så det blev i stedet med vindruer - og ud fra kommentarerne at dømme, og den lille rest der var tilbage, så var det en succes. Den laver jeg helt sikkert igen.

Creme fraiche dressing:

jeg har ingen mål her - men jeg brugte en blanding af :

Jersey fraiche 6% og creme fraiche 18%
sød chilisauce
hakket hvidløg
salt og peber

Det hele blandes og smages til og stilles i køleskab, gerne nogle timer.
Inspirationen kom fra New Yorker By Heart lige her. Den blev rigtig god, både lidt sød og salt, og lidt stærk.

Dessertfad:

2 liter vanilleis (plus lidt ekstra da fadene blev tømt for is)

2 store dåser ferskner i skiver
nogle håndfulde knuste makroner
en røvfuld hjemmelavede flødeboller med rødt skum efter Odense Marcipans opskrift (jeg tilføjede rød konditorfarve til skummet)
1 bakke friske blåbær

Isen lægges på fad i store skefulde, skiftevis med ferskner. Makroner drysses over, og flødebollerne arrangeres rundt om. Blåbær hældes over til sidst.

Billeder:

Mørbraderne er fyldt, omviklet med bacon og snørret
Vindrue/melonsalsa
Min tallerken (som var af plastic da vi ikke gad opvasken til 18 mennesker)
Desserten
Og "kagemanden" - en salgs brownie-kage, som dog ikke blev særlig vellykket, så den skriver jeg ikke opskriften på

Alt i alt en god menu, som gav mange positive kommentarer med på vejen. Og en hyggelig aften, som dog er noget anstrengende at blive klar til - nok derfor vi kun gør det 1 gang om året!

Grill i august til og med 20.08

Billeder af augusts grillerier:

Quesadillas
Røget lammekølle
Røget kylling
Ratatouille i wok
Kalkunfrikadeller

Grill i juli

Her kommer billeder af nogle af juli måneds eksperimenter på grillen:

Kimbis DM-burger
Bøf af marmoreret filet med mandel/hvidløgsdressing, broccolisalat og bagt kartoffel med bacon
Flanksteak med fyldt bagekartoffel og salat
Pavlova med marcipan, og bær
Ølmarinerede kyllingeoverlår med stegte kartofler og majs
Fedtfattig "tærte" med bær

Grill i april til juni 2009

Grillningen tog for alvor fart for snart 5 måneder siden, hvor vi til et Åben Himmel arrangement købte et rotisserie til Weber kuglegrillen, og begyndte at være lidt aktive på Weberklubben. Siden da er der kommet 4 ekstra griller ind på matriklen, og mange grill-eksperimenter har været afprøvet.
Her kommer lidt billeder af de ting vi har svælget i, i løbet af april til juni måned 2009:

Flæskesteg på roterende spyd
Svinemørbrad fyldt med pepperoni, revet ost og barbecuesauce, og omviklet med grund-krydderiet bacon
Mørbraden på tallerken med flødekartofler, tomat"salat" og hvidløgsflutes
Kylling med stegte kartofler, hjemmebagt foccacia, tomatsalat og feta-dip
Wok-kyllingeret
Pulled pork!
Pulled pork i burgerbolle med chilisauce, eddikesauce og coleslaw ved siden af
"Kællingebøf" med bagt halv kartoffel, brød, fetadip og asparges i bacon
Hakkebøffer, majs og Glæsels bløde løg
Marcipantærte med chokolade, creme og frugt
Æggekage på rugbrød med tomat, purløg og bacon
Pita-pizza
Dadler omviklet med bacon
Almindelig pizza
Flødeboller (endnu ikke overtrukket med chokolade) hvor marcipanbunden er bagt på grillen
Roteret og marineret kylling
Et grillspyd vi lavede til en konkurrence på Weberklubben - lavet på det store spyd fra rotisseriet
Spareribs med jordbær/melonsalsa
Grillet ananas