lørdag den 22. august 2009

Opskrift: Fyldt mørbrad med vindrue/melonsalsa, bagte kartofler med kryddersmør og creme fraiche dressing + dessertfad med vanilleis, ferskner, hjemmelavede flødeboller, makroner og blåbær


I går holdt vi fælles fødselsdag for både Tobias, Henrik og jeg, for begge vore familier med forældre, søskende og nevøer og niecer. Vi fylder alle tre år i løbet af 2 måneder, og der er vist ingen (inkl. os selv) der orker at skulle afsted tre gange på så kort tid, med alt det vi alle har at se til - så det fungerer fint.

Menuen var til 12 voksne og 6 børn i alderen 3-17, og lød på fyldt svinemørbrad med bagte kartofler og kryddersmør, vindrue/melonsalsa, creme fraiche dressing og flutes, og til dessert købe-vanilleis, dåseferskner, hjemmelavede flødeboller, knuste makroner og friske blåbær.

Fyldt mørbrad:

4 store svinemørbrad
1 flaske Kraft barbecuesauce (eller hvilken som helst anden)
2 pakker hakket pepperoni
ca. 2 poser revet cheddarost
ca. 6 pakker bacon i skiver, alt efter mørbradens størrelse
evt. madsnor

Mørbraden skæres ud så den kan bankes flad, uden at gå i stykker.
Barbecuesauce smøres på, og hakket pepperoni og revet ost fordeles på mørbraden. Den rulles godt sammen, og omvikles med baconskiver. Det er nemmest hvis baconskiverne lægges på et skærebrædt, så de overlapper hinanden lidt, mørbraden lægges på, og bacon vikles om - husk også enderne, så osten ikke løber ud der. Bindes evt. med madsnor, så baconen ikke stikker af.
Mørbraden brunes over høj direkte varme på Q320, og steges færdig over lav direkte varme på begge brændere. Kernetemperaturen skal være ca. 65 grader, og derefter hviler de i 10-15 minutter,  og skæres i skiver.
Desværre fik jeg ikke taget nogen billeder af det færdige resultat, men de lignede den version der kan ses her
Vi har lavet den nogle gange efterhånden og den bliver en succes hver gang - i hvert fald nu hvor vi har fået styr på kernetemperaturen!

Bagte kartofler med kryddersmør

20 store bagekartofler

Der skæres kryds i kartoflen (uden at skære igennem bunden) og hver enkelt kartoffel pakkes ind i sølvpapir.
De bages i ovnen (eller på grillen) ved ca. 200 grader i 1-2 timer. De her var meget store, og fik næsten 2 timer.

Kryddersmør

1 pakke almindeligt smør
2-3 fed hakkede hvidløgca. ½-1 spsk limesaft
et par nip knust flagesalt
lidt kværnet peber
ca. 2 spsk færdiglavet pesto
½ spsk røget paprika

Smørret blødgøres og det hele blandes godt. Formes til rulle i film, eller som jeg gjorde, fyldes i små runde porcelænsskåle og stilles i køleskabet.
Der var alt for meget til os i går - men så er der nem smag til brødet de næste dage :-)

Vindrue/melonsalsa:

ca. 3/4 melon i tern - jeg brugte grøn futuramelon da jeg synes den har den suværent bedste smag af alle meloner
1 bakke stenfri grønne druer, skåret i halve
1 stort finthakket rødløg

Marinade

saft af ½ appelsin
4 spsk olivenolie
2 spsk hvidvinseddike (jeg brugte hvid balsamico)
1 tsk flydende honning
salt
peber
evt. basilikum til pynt

Alle ingredienser til marinaden piskes sammen og hældes over frugten. Stilles køligt og trækker, gerne et par timer.

Bemærkning:
Den "originale" opskrift var egentlig med jordbær i stedet for vindruer - jeg fik den af en facebook-ven, så jeg ved ikke hvor den stammer fra. Men jeg kunne ikke finde jordbær i fredags da jeg handlede, så det blev i stedet med vindruer - og ud fra kommentarerne at dømme, og den lille rest der var tilbage, så var det en succes. Den laver jeg helt sikkert igen.

Creme fraiche dressing:

jeg har ingen mål her - men jeg brugte en blanding af :

Jersey fraiche 6% og creme fraiche 18%
sød chilisauce
hakket hvidløg
salt og peber

Det hele blandes og smages til og stilles i køleskab, gerne nogle timer.
Inspirationen kom fra New Yorker By Heart lige her. Den blev rigtig god, både lidt sød og salt, og lidt stærk.

Dessertfad:

2 liter vanilleis (plus lidt ekstra da fadene blev tømt for is)

2 store dåser ferskner i skiver
nogle håndfulde knuste makroner
en røvfuld hjemmelavede flødeboller med rødt skum efter Odense Marcipans opskrift (jeg tilføjede rød konditorfarve til skummet)
1 bakke friske blåbær

Isen lægges på fad i store skefulde, skiftevis med ferskner. Makroner drysses over, og flødebollerne arrangeres rundt om. Blåbær hældes over til sidst.

Billeder:

Mørbraderne er fyldt, omviklet med bacon og snørret
Vindrue/melonsalsa
Min tallerken (som var af plastic da vi ikke gad opvasken til 18 mennesker)
Desserten
Og "kagemanden" - en salgs brownie-kage, som dog ikke blev særlig vellykket, så den skriver jeg ikke opskriften på

Alt i alt en god menu, som gav mange positive kommentarer med på vejen. Og en hyggelig aften, som dog er noget anstrengende at blive klar til - nok derfor vi kun gør det 1 gang om året!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar