søndag den 27. december 2009

Opskrift: Cider-marineret, grillet kylling og bulgursalat med rødbeder og fetaost


Flere billeder længere nede

Så lykkedes det endelig med et komplet hjemmelavet måltid igen. Vi havde bestemt inden juleaften at vi ville have brugt en af de hele kyllinger vi havde i fryseren, så den blev taget op i går morges og lagt i køleskab, og tøet færdig op på køkkenbordet i dag. Jeg fandt på at "marinere" den i en Somersby pærecider blandet op med sambal oelek (vi får ikke drukket ret mange af de pærecidere vi har stående, og Henrik gider dem i særdeleshed ikke længere, så hvorfor ikke bruge dem lidt alternativt...), uden dog at vide om det giver noget særligt.
Tilbehør blev efter inspiration fra en opskrift i Spis Bedre, som jeg har lånt et par stykker af på biblioteket - en bulgursalat med rødbeder og fetaost.

Cider-marineret, grillet kylling:

1 hel kylling på 1200 gram
1 dåse pærecider
2 tsk sambal oelek
4-5 fed grofthakkede hvidløg
1 usprøjtet citron i både (ja altså det vil sige man BURDE bruge en usprøjtet, men det havde jeg ikke, så det blev en almindelig som jeg havde skrubbet først)
rapsolie
salt og friskkværnet peber´

Kyllingen rengøres og marineres i nogle timer i cider og sambal oelek. Vendes jævnligt, hvis ikke man vil ofre så meget cider, at det dækker.
Kyllingen duppes tør med køkkenrulle, fyldes med hvidløg og citron, og lukkes med kødnåle. Der pensles med rapsolie og drysses med salt og peber.
Lægges i stegholder med en foliebakke nedenunder, og grilles i Q320 i ca. 75 minutter ved medium varme.

Bulgursalat med rødbeder og fetaost:

3 dl bulgur
6 dl vand
1 tsk Oscar grøntsagsbouillonpulver
½ tsk tørret timian

2 medium størrelse hele rødbeder
vand til kogning

1 håndfuld grofthakkede valnøddekerner
1 lille håndfuld saltede græskarkerner
ca. 200 gram god fetaost i tern/smuldret
2 spsk blandede krydderurter fra frost (jeg brugte kruspersille, som jeg selv havde frosset ned fra en stor portion, og så en færdig krydderurteblanding man køber på frost i en lille firkantet pakke - jeg tror der er 8 forskellige slags urter i)
2 spsk balsamicoeddike (jeg brugte en med tomatsmag)
2 spsk olivenolie
flagesalt og friskkværnet peber

Bulgur koges i 12 minutter i vand med bouillonpulver og timian, og køles helt af i køleskab.
Rødbederne koges med skræl i ca. 45 minutter, skylles med koldt vand, køles helt af og skrælles (her fik jeg lejlighed til at prøve den Jamie Oliver 3-i-1 skræller jeg fik i julegave, og den var udmærket, selvom jeg synes plastikken virker en lille smule for billig). Rødbederne skæres derefter i små tern.
Når bulguren er helt afkølet, vendes valnødder, græskarkerner, fetaost og krydderurter i, sammen med eddike, olie, salt og peber. Alt dette kan gøres i god tid, hvorefter salaten stilles på køl.
Rødbedetern vendes forsigtigt i lige inden servering, i hvert fald hvis man gerne vil undgå at hele salaten bliver rød - er man ligeglad med det, kan man selvfølgelig bare gøre det med det samme, og knap så forsigtigt.

Konklusion:

Kyllingen blev desværre ikke så god som jeg havde håbet - man kunne godt smage pærecideren, og det var sådan set ok, men den blev lidt for tør efter min smag. Jeg tror bare jeg må konstatere at vi altså har mere held med at rotere en kylling på kulgrillen, så selvom det er mere bøvlet med optænding osv., så bliver det vist sådan næste gang.
Til gengæld blev skindet faktisk nogenlunde sprødt - det er kun lykkedes mig rigtigt 1 gang før i grill, og det var da jeg marinerede i øl, så det kan godt være det har noget med alkoholen og kulsyren at gøre :-)
Bulgursalaten synes jeg faktisk var udmærket - bare der er nok salt i, og så vil en ordentligt portion friske krydderurter også hjælpe lidt. Henrik synes vist den var for tør (men nu fik vi heller ingen sauce til, udover sød chilisauce til kyllingen) - men det skal nu ikke afholde mig fra at prøve igen en anden gang...

Billeder:

Man tager en kylling, en cider og noget stærk chili...


Og hvidløg...


Og citron - og er man doven, så gider man ikke fjerne kernerne


Så propper man fyldet i kyllingen og sætter hængelås på!


Den kogte bulgur


Rødbeder i tern (Jamie Oliver skrælleren giver pæne riller!)


De frosne krydderurter er tilsat


Det er svært at hakke feta ordentligt, når det er sådan en klistret version som den her


Det er i øvrigt denne jeg plejer at bruge, hvis det skal være feta i blok


Rødbederne er kommet i salaten, og har ikke helt farvet alt rødt endnu


Kyllingen bliver obduceret


Og min tallerken - skulle jeg være lidt kritisk her, kan jeg godt se at chilisaucen ikke passer helt i farven til bulgursalaten...


fredag den 25. december 2009

Opskrift: Mexicanske quesadillas med spegepølse


Skulle vi ikke lige tage noget totalt u-julet fra gemmerne, og se lidt på hvordan man kan lave quesadillas?
I starten af august var jeg en dag i Lidl mens jeg ventede på at Lækkermåsen blev færdig på arbejde, så vi kunne følges ad hjem, og der faldt jeg over en pakke billige mexicanske pandekager.
Det gav lige inspiration til en gang quesadillas, som vi havde prøvet første gang på ferien i Luxembourg sidste sommer. De øvrige ingredienser jeg lige kunne komme i tanke om havde vi allerede, og det endte med at blive en rigtig lækker, meget nem og hurtig aftensmad.

Mexicanske quesadillas:

x antal mexicanske pandekager (jeg tror vi spiste 1 eller 1½  hver, men det kommer jo an på sulten man er, og hvor meget fyld der er i)
1 rødløg i tynde skiver
et par fed finthakkede hvidløg
1 finthakket forårsløg
spegepølse i skiver efter smag, eller evt. chorizo-pølse i tynde skiver
revet cheddarost
salsa
syltet jalapeño i skiver

Fyldet lægges i pandekagen på den ene halvdel, og den anden halvdel af pandekagen foldes henover. Pandekagen steges på en meget varm grill eller pande i ca. 5 minutter på hver side, eller indtil osten er smeltet, og serveres med det samme.
(Helt korrekt skal man vist bruge en hel pandekage nederst, en hel øverst og så steger man den og skærer den ud - men jeg syntes den her metode fungerede lige så godt, og den er nemmere at vende på grillen, uden at alt fyldet falder ud).


Konklusion:

Meget nem og hurtig mad, og det smager rigtig godt, i hvert fald hvis man kan lide det fyld man putter i!

Billeder:

De mexicanske pandekager


Fyldet


Nederst salsa, så spegepølse, 3 slags løg, chili og revet ost - yummy!



Grillen giver pæne striber


Og min portion - mmm, tror vi skal have det igen her en af juledagene...

torsdag den 24. december 2009

Glædelig jul!



Hold da op hvor har det stået sløjt til med madlavningen på det sidste - jeg beskylder min arbejdsmængde for den manglende energi til også at lave mad, og det fortsætter sikkert lidt endnu, så i dag vil jeg nøjes med at ønske alle derude i cyberspace en rigtig glædelig jul. Må i få jeres ønsker opfyldt og værdsætte tiden sammen med jeres kære...

fredag den 11. december 2009

Opskrift: Grillede entrecôtes med omvendte saltbagte hasselbachkartofler og salat med mango, granatæble og blåbær



Dagens menu startede med en mango...
Lidl havde mangofrugter til 5 kr. i sidste uge, og jeg har haft lyst til at prøve at lave en salat med mangofrugt i et stykke tid. Efter at den nu havde ligget på køkkenbordet og kigget anklagende på mig i næsten en uge, syntes jeg det var på tide den fik fred - så i dag skulle det være.
Tilbehør til salaten (Kødæderen er nok ikke helt enig i den formulering) blev et par entrecôtes fra fryseren, købt til renoverings-genåbningssalg hos Superbest, og en slags omvendte hasselbachkartofler, som blev "opfundet" af en bruger i en af grillklubberne - tak for idéen, Meyer!

So without further ado - here comes the menu!


Grillede entrecôtes:

Bøfferne krydres med salt og Santa Maria pebermix - grilles ved rimelig høj varme i ca. 4 minutter på hver side, hvis de skal være lidt rosa. (Det afhænger selvfølgelig af tykkelsen, men dem vi fik var ret tykke i det, så det passede nogenlunde).

Omvendte saltbagte hasselbachkartofler:

6 kartofler af mediumstørrelse
rapsolie
røget paprika
timiansalt
groft køkkensalt som kartoflerne skal stå i

Der skæres et lille stykke af den ene ende af hver kartoffel, så de kan stå oprejst uden at vælte. Sæt kartoflerne med det flade stykke ned i en trægrydeske og skær igennem kartoflen ned til skeens kant, først på den ene led, og så på den anden. Ligesom når man laver pommes frites, men som sagt uden at skære igennem. På den måde får man en oprejst hasselbach-agtig kartoffel :-)
Almindeligt groft køkkensalt hældes i et ildfast fad og kartoflerne sættes oven i. De pensles med lidt rapsolie og bages i grill eller ovn ved ca. 200 grader i 45-60 min. afhængig af størrelse. Undervejs pensles der igen med olie og krydres med paprika og salt - kartoflerne åbner sig lidt når de bliver varme, og så er det nemmere at få krydderier ned i mellemrummene.

Salat med mango, granatæble, blåbær og tomat:

1 håndfuld blandet skyllet salat pr. person (jeg brugte en færdig-blanding med spinat, ruccola og noget rød salat som jeg ikke kender navnet på)
1 mangofrugt, skrællet og skåret i tern
kerner af ½ stort granatæble (resten bliver brugt oven på morgenmaden i morgen :-)
10 små smagfulde tomater, halverede
1 håndfuld optøede blåbær fra frost
1 lille rødløg, finthakket

Alle ingredienser blandes sammen lige inden serveringen, eller portionsanrettes med salat nederst, så tomater og rødløg, mango og øverst granatæblekernerne.

Konklusion:

Super lækker fredagsmenu. Bøfferne var møre, omend de måske var blevet stegt liiiige et minut eller to for meget (og jeg er ikke til rødt kød), og pebermix-blandingen giver rigtig god smag.
Kartoflerne blev sprøde og smagte af lidt mere end normalt - jeg ved ikke om det er fordi de stod i salt.
De var dog lidt svære at få op, da saltet rundt omkring blev helt hårdt, så næste gang tror jeg de skal have lov at prøve at stå selv.
Salaten var også rigtig lækker - frugt i mad er faktisk ret undervurderet! Mangoen og granatæblekernerne giver både god smag og konsistens, så det var som nævnt ikke nødvendigt med dressing oveni. Det er noget vi helt klart skal prøve igen, så det er jo godt der røg en ekstra mango og 2 granatæbler i kurven i dag...

Billeder:

Granatæble - en smuk frugt


B-U-tiful


Mango - en grøn frugt


Men gul indeni


Salt i fadet til kartoflerne


En kartoffel i en grydeske


"Hello - my name is Mr Potato-head"



Entrecôtes med masser af pebermix


Mmmmm pebermix...


Grillstriber bliver bare pænest på støbejern


De færdige kartofler


Den lækre salat


Og min tallerken - baby-Margrethe har igen sneget sig med og gør nytte som dressingskål


onsdag den 9. december 2009

Opskrift: Mandel- og hvidløgsdip



Igen en halvgammel opskrift, og igen med oprindelse fra en bruger på en af grillklubberne.
Denne gang en dressing/dip med mandler og hvidløg.

Mandel- og hvidløgsdip:

100 gram mandler
ca. 1 spsk soyasauce
ca. 2 fed hvidløg
2 dl creme fraiche/cheasy fraiche
salt og friskkværnet peber

Mandlerne ristes på en pande i soyasaucen indtil de er næsten møre/rynkede i skindet, og soyaen er ristet væk. Hvis de begynder at brænde på, tilsættes lidt rapsolie.
Når mandlerne er færdige skal de smage næsten lige som saltmandler.

Mandlerne blendes fint sammen med hvidløg, og creme fraichen røres i. Smages til med salt og peber, og evt. mere hvidløg.

Konklusion:

Så vidt jeg husker fik vi dippen sammen med en god bøf, salat og brød, og den fungerer fint både som "sauce" til kødet, og som smørelse til brød. Hvis man gerne vil have den mere dressingagtig, kan den selvfølgelig gøres tyndere, evt. med lidt mælk eller vand.
Hvidløget giver en god smag, og mandlerne giver en god konsistens med bid, så der er lidt at tygge på.

Opskrift: Danmarks bedste burger (fra DM i barbecue 2009)


Endnu et flashback til en tidligere menu, denne gang fra starten af juli.
Efter at have overværet DM i grill i forbindelse med Weber Camp 2009, skulle vi have afprøvet opskriften på vinderen af burger-kategorien, som blev fabrikeret af Kim.
Så den kommer her:

DM-burger:

500 g oksekød 3-7%
1 æg
½ dl ketchup
1 spsk æblecidereddike
1 tsk løgpulver
1 tsk hvidløgspulver
1 spsk groft salt (bøfferne bliver ret saltede af den portion, så næste gang vil jeg nok sætte det ned til 2 tsk)
1 tsk peber
50 g revet gouda eller cheddarost (opskriften sagde gouda, jeg brugte cheddar)
1 spsk hakket frisk timian

Alle ingredienserne røres sammen (jeg brugte røremaskinen) og hviler mindst 1 time i køleskab. Formes til bøffer og steges på grillen (selvfølgelig) i 3-5 minutter på hver side, alt efter tykkelsen.
Jeg formede bøfferne med min Tupperware bøfformer, og trykkede dem så lidt ud så de blev lidt fladere, da vi bedst kan lide de ikke er for tykke.

DM-burgerdressing:

2 dl craime fraiche 18%

1 dl ketchup
25 g hakket rødløg
25 g hakkede syltede rødbeder
1 spsk paprika
½ tsk cayennepeber
1 tsk dijonsennep
 
Alle ingredienserne røres godt sammen og trækker i køleskabet i gerne minimum en time.
 
Vi brugte færdigkøbte burgerboller (jeg kan ikke huske fabrikatet, men de er lavet med durumhvede og er temmelig store. De bliver rigtig gode og ikke så tørre som de mindre færdigkøbte).
Burgeren samles med det ønskede tilbehør - vi brugte agurk, tomat, løg og fetaost, men man kan selvfølgelig bruge flere grøntsager hvis man ønsker det.
 
Konklusion:
 
Rigtig god burger, hvor bøffen virkelig smager af noget - dressingen er også som den skal være, lidt a la Fars Nylon (Thousand Island), og så ved man hvad der er i, i stedet for en kunstig købedressing.
 
Billeder:
 
Farsen klar til at blive rørt sammen


De færdigformede bøffer


Tilbehøret


DM-dressing


En færdig burger



tirsdag den 8. december 2009

Opskrift: Glæsels bløde løg



Jeg fortsætter lidt med opskrifter fra tidligere på året, før bloggen blev til.
I slutningen af maj havde vi besøg af mine forældre til en gang hakkebøffer med majs og bløde løg.
Hakkebøfferne giver nok mere eller mindre sig selv, men opskriften på løgene kommer her, da de er rigtig gode:

Glæsels bløde løg:

2 store løg skåret i halve eller hele ringe
50 g smør
1 spsk akaciehonning
2 spsk vand
salt og peber

Alle ingredienser blandes sammen i en foliebakke, ildfast fad eller en pande, og steges ved jævn varme i grill eller på komfur til løgene er godt bløde - ca. 20-30 minutter.
Serveres til feks. hakkebøffer.

Konklusion:

Super gode bløde løg, som får en rigtig god smag af honningen.

Opskrift: Græske kartoffelpakker




Det er ikke så mange gange om ugen jeg får lavet ordentlig mad pt. pga. manglende energi og lidt for meget arbejde osv., så jeg har bestemt mig til at lægge nogle billeder og opskrifter ind af ting jeg har lavet inden denne blog blev til, for at det ikke går helt i stå.

Så jeg starter i slutningen af maj, hvor vi havde venner på besøg til en gang flæskesteg med græske kartoffelpakker og tzatziki. Flæskestegen blev ikke noget at skrive hjem om, så den er der ingen grund til at komme nærmere ind på, men kartoffelpakkerne (som er inspireret af en opskrift på en af grillklubberne) blev egentlig ok, så her kommer en opskrift.

Græske kartoffelpakker:

4 personer

4 spsk god olivenolie
4 fed finthakket hvidløg
1 frisk rød finthakket chili
2 tsk finthakket frisk rosmarin
2 tsk finthakket frisk timian
salt og friskkværnet peber
1 kg små nye kartofler med skræl, kogt næsten møre, afkølet og skåret i både eller skiver
100g smuldret fetaost
4 finthakkede forårsløg
4 spsk finthakket persille
6 kryddertomater (eller anden tomat med meget smag) i tern
12 sorte grofthakkede oliven

Bland olie, hvidløg, chili, rosmarin og timian, og smag til med salt+peber.
Bland kartofler, feta, forårsløg og persille, og fordel blandingen på 4 store stykker sølvpapir (så store at de kan foldes om blandingen og danne en lille pakke), eller i nogle små foliebakker beregnet til leverpostej. Tilsæt tomater og oliven oven på kartoffel portionerne.
Fordel krydder olien over kartoflerne og varm dem i grillen eller i ovnen, ved ca. 200 grader, indtil blandingen er gennemvarm, ca. 20-30 minutter.

Konklusion:

God variation af grønt tilbehør og nemt at gøre klar på forhånd, så pakkerne bare skal varmes inden serveringen.